Jeg havde besøg af sundhedsplejersken da min ældste var omkring 4 mdr. Sundhedsplejersken spurgte ind til hendes fysiske udvikling, om hun kunne trille og ligge på maven osv osv. jeg fortalte at hun endnu ikke kunne trille, men at hun lå fint på maven.
Til kontrolvejningen på puslebordet vendte hun hende om på maven for at se, hun løftede hovedet fint, men lå ellers bare stille og kiggede og smilede.
Sundhedsplejersken sagde ikke så meget, gennemgik bare hendes holdning og hvad de nu ellers gør.
Da vi så kom ind i stuen igen og hun havde fundet computeren frem fik hun sagt: “Din datter giver slet ikke tegn til at ville i bevægelse, hun virker til at være bagude motorisk, da hun nu som det mindste skulle give tegn til at ville bevæge sig!” Jeg synes du skal bestille tid ved egen læge, med henblik på evt fys..”
Hvordan ville i reagerer hvis i fik sådan en besked? Hvad er jeres tanker om netop denne udmelding?
Jeg var ved lægen grundet mistanke om lungebetændelse. Ved lægen kommer vi til at snakke om at jeg stadig ammer min datter, der på daværende tidspunkt var knap 7 måneder. Jeg får nævnt i farten at hun stadig ammer meget om natten, i forbindelse med at vi snakker om at jeg havde holdt øje med hende i løbet af nattens timer.
Lægen kigger på mig med store øjne og spørger ind til hver mange gange på en nat hun vågner. Jeg svarer mellem 3 og 4 gange. Han kigger på mig og fortæller om hvordan børn skal kunne sove igennem fra de bliver 6 måneder gamle, hvor efter han råder mig til at stoppe med at amme, da min datter jo udelukkende vågenede af den grund, og det var hverken sundt for mig eller hende med alt det natteroderi..
Ligesom med den ældste, så sov jeg lystigt i arm og lå ned og ammede min den yngste. Vi havde dog hver vores dyner på, da jeg har læst mig til det ikke er godt at dele dyne også blev vi også begge SÅ varme! Da S er 4 måneder får vi besøg af sundhedsplejersken, jeg snakker lidt om at jeg overvejer at få S til at sove i egen seng, i hvert fald det første stykke tid af natten, da jeg får så ondt i ryggen. Sundhedsplejersken spørger ind til vores nuværende sovesituation, hvorefter hun udbryder: “Du må altså ikke sove med dit barn på den måde! Selvfølgelig må du ligge ned at amme, men så skal du også ligge barnet i lift eller seng, du må aldrig sove imens dit barn er så tæt på dig!” Jeg spørger ind til hvilket grundlag hun bygger det på hvor hun fortæller at flere spædbørn er døde ved at moderen har lagt sig på dem….
Læs lidt om samsovning og eventuel evidens for risiko forbundet med det her.
Hvordan ville i reagerer hvis i fik sådan et råd om det? Hvad er jeres tanker om netop dette råd?
Mit ammeforløb kørte super, jeg fødte ved KS, men havde absolut ingen problemer i forhold til at få etableret en god amning. Det hele kørte og de første 4 uger tog min basse knap 1 kg på. Både mig og ham nød det, og han var glad og tilfreds. Ved det 3. besøg bliver han målt og vejet, på knap 1 uge, havde han kun taget 80 gram på. Hun rykkede på næsen og fortalte at det var for lidt, og efter 2 minutters overvejelser fandt hun en folder om MME frem og beordrede mig til at supplere med en flaske om aftenen. Hendes præcise ord var: “Han tager ikke nok på, derfor er du nød til at give en flaske om aftenen, så han ikke taber sig, du vil vel ikke have at han mistrives?”
Det var til mit 3. besøg af sundhedsplejersken, jeg fortalte hende at jeg havde nogle problemer i forhold til at min datter kun ville falde i søvn ved brystet og jeg fortalte samtidig at jeg ønskede brændende at hun kunne sove på eget værelse, da jeg sov rigtig dårligt med hende i samme rum, når vi var i samme rum. Min datter var på daværende tidspunkt knap 6 måneder.
Min sundhedsplejerske anbefalede mig at jeg skulle ligge min datter ind og sige godnat og gå, de første dage skulle jeg give det 5 minutter, før jeg gik ind, trøstede og gik igen.. Efterfølgende skulle jeg give hende 10 minutter. Min sundhedsplejerske brugte blandt andet sætningen: “Du skal bare lade hende skrige. Det handler bare om at vise hvem der bestemmer, ellers lærer hun det aldrig!”
Link til forskningen bag “godnat og sov godt”-metoden finder du her.
Hvordan ville i reagerer hvis i fik sådan et råd om det? Hvad er jeres tanker om netop dette råd?
Så blev det tid til mit nye ugentlige indput, for at få fokus på den, nogle gange helt forkerte vejledning man modtager af diverse fagfolk i forbindelse med børn. Jeg har valgt at kalde det skøre fagfolk. Jeg sætter en case op, i forhold til et autentisk råd, som nogle af jer læsere har oplevet at få, efterfulgt af nogle præferencer, også er det op til jer at reflektere over selve rådet, fordele og ulemper og hvordan i selv ville tackle det, hvis i stod i pågældende situation.
Jeg håber i er friske! Her kommer startskudet:
Jeg havde født en stor dreng. 4875 gram og 55 cm. Alt gik som smurt, amningen blev meget hurtigt veletableret og kørte problemfrit.
Ved andet besøg af vores sundhedsplejerske, havde han taget 660 gram på siden første vejning, det vil sige på 1 uge. Hun valgte at sige vi skulle holde lidt øje med vægten, da det var lige voldsomt nok. Det efterfølgende, en uge senere, havde han taget 510 gram på. Hun på pegede at det var alt for meget, og vi skulle passe på at han ikke blev for tyk, da han allerede lå alt for langt over gennemsnittet kurvemæssigt. Derfor valgte hun at råde mig til at strække amningerne gerne til hver 4. time, men max hver 3. time, og jeg skulle prøve at strække den med sut.
Du står der ligeså glad, dit barn bliver vejet, og desværre siger vægten ikke det forventede. Kun 90 gram, på en uge, pis og lort! Først bliver din krop overtaget af bekymringer, bekymringer om dit guld nu trives, du tænker de sidste uger igennem og har intet at sætte en finger på, intet! Sundhedsplejersken skuler over brillekanten, og konstaterer hurtigt at den lille ikke tager nok på, at det ikke er godt nok, panik.. hvad nu? hvad betyder det?
“Lad os prøve at supplere med MME, og se om det ikke hjælper” lyder konklusionen, ud af det blå, uden noget videre belæg end de her 90 gram.. Det kommer som lyn fra en klar himmel, den dårlige samvittighed, for du vil jo bare give dit barn det bedste og det er nemlig DIN mælk og ikke MME.. Men sundhedsplejersken hun må have ret, har flere års erfaring, en uddannelse og ved hvad hun snakker om. Du vælger at lytte, igen hun er den kloge, du er helt grøn på det med at være mor, så du følger hendes råd og stoler på hun har ret.. Det næste bliver et trist scenarie, som du introducerede flasken, sank din mælkeproduktion, og inden du fik set dig om havde flasken overtaget brystet, du nåede ikke at forstå hvad der skete, og den dårlige samvittighed er koloenorm, men du trøster dig med når det hele rammer, at du gjorde det rigtige, du lyttede til dem der vidste det og det var bare ikke meant to be, det der amning..
Det er blot et af mange scenarier! Desværre ser man oftere og oftere folk der oplever at blive rådet og fejlinformeret i forbindelse med deres børn. Grunden til amning igen er taget op er fordi det er det eksempel der ses mest, det eksempel hvor mangel på viden, information virkelig gør sig gældende, for der bliver ofte ikke givet tid til den enkelte da der er mangel på personale på landets sygehuse og mangel på ressourcer.
Men den er super svær ikke? For netop når man står som grøn førstegangs mor, som hverken aner fra eller til, så er man jo tilbøjelig til at lytte på de råd man får, og især når det kommer fra fagfolk, læger, jordemødre og sundhedsplejersker specielt.
Desværre er sundhedsplejersker subjektive mennesker, som ofte har meget erfaring med sig i bagagen og derfor også har en bestemt holdning om hvordan man gør tingene og hvordan man ikke gør. Ofte bliver det faktum at ingen børn er ens glemt, og når det igen kommer til amme problematikker, tror jeg helt klart at MME ofte er den lette udvej, næsten alle problematikker kan løses, men det vil som regl kræve tålmodighed, tid og måske vil det også kræve en indlæggelse (ressourcer). Og der er det oftest bare lettere at kaste om sig med flasker og løse problemet på den måde. For sundhedsplejersker er helt sikkert også pressede folk, der ikke har meget tid i kalenderen, ligesom rigtig meget andet sundhedspersonale, som altsammen lider under massive besparelser.
Jeg synes det er et kæmpe problem, super skræmmende! Og jeg vil derfor prøve at gå lidt mere i dybden med det, via et nyt projekt, og her skal jeg igen bruge jeres hjælp.
Jeg skal bruge nogle historier om skøre råd i har fået af jeres sundhedsplejerske/sygeplejerske/læge råd som eksempelvis har været stikmodsat sundhedsstyrelsens anbefalinger, råd om supplering af MME uden nogen reel grund, råd om at lade sit barn græde sig i søvn, ja you name it!
Jeg skal bruge nogle historier, hvor i fortæller om de her skøre råd i fik og hvad der lå til grund for dem. Hvordan i tacklede dem, lader vi så være i det uvisse. Jeg vil nemlig via et ugentligt blog indlæg, dele en af jeres historier, helt autentisk, også skal jer der følger komme med jeres tanker om hvordan i ville tackle og generelt om hvad i synes om det her råd, samtidig med jeg vil linke til noget faglig information, fordele og ulemper ved den eventuelle metode, så man også selv kan danne sig en mening. På den måde bliver der sat fokus på nogle af de skøre råd man kan komme ud for, og det at der rent faktisk er andre muligheder end at følge de her råd.
Giver det mening? Hvis du har en historie om et skørt råd jeg må dele, så send det til mig via bloggens facebookside.
Jeg synes nemlig det er en vigtig ting at få fokus på. For selvom mange er skide seje og kan finde ud af at frasortere de dårlige råd, ja så findes der bare ligeså mange som ikke kan. Som måske ikke en gang ved at de råd de får, ikke gavner men i stedet skader! Og det dur ikke?
