Midt i eksamens stressen tager jeg lige en pause.. Jeg har nemlig trukket emne til min 24-timers eksamen i fysik og har knoklet siden i morges, min hjerne er død! HELDIGVIS trak jeg modsat til matematik eksamen lige præcis det jeg gerne ville! Nemlig kosmologi, det passer lige til astronomi nørden, så jeg har en skide god mavefornemmelse!

Men midt i pausen sidder jeg her og bliver rigtig ked af det, drengene er her nemlig ikke, fordi for at jeg skal have en fair chance til eksamen, så skal de nemlig sove hjemme ved min mor! Og fuck hvor jeg hader det, det er første gang nogensinde de begge sover ude på den måde, det er første gang at jeg skal undvære dem i over et døgn. Jeg er fyldt med dårlig samvittighed, og selvom jeg kan synes det hele kan være hårdt, at jeg nogengange godt kunne tænke jeg gerne ville have en pause, så er stilheden og den dårlige samvittighed koloenorm, og langt værre. Jeg græder i intervaller og det er simpelthen så hårdt!

Jeg er bare ikke god til at være væk fra drengene, jeg føler ikke der er grund til de skal sove ude før de selv ber om det, jeg har ikke fået børn for at få dem passet! Jeg siger ikke at gør man det anderledes, så er man forkert på den, jeg synes det er fedt man kan forene sig med at have noget frirum og at ens børn bliver passet, forskellighed er skønt! Det er bare ikke sådan jeg er.

Så nu ligger jeg her, tyk, ulykkelig, har lige bestilt mad og håber på det snart bliver i morgen så eksamen er overstået og jeg kan se mine skønne drenge igen!<3

Er der noget jeg får RIGTIG MEGET respons på, er det det faktum at fortsat bærer på drengene. Nogle undres, andre synes jeg er mærkelig og nogle er bekymret for mit helbred tager i betragtning af at jeg er gravid også findes der selvfølgelig dem der kan relaterer og dem der synes det er fedt!

Men hvorfor? De er jo så gamle? Jo altså.. Jeg kan starte med at sige at det IKKE er hårdt eller belastende for kroppen, kun når jeg begir mig ud på eventyr som regnskoven hvor der i forvejen er 1000 grader varmt, så kan det godt blive ekstra hårdt, men ellers mærker jeg ikke til det, tro det eller ej! 🙂 Men hvad er alternativet? Det er jo ikke fordi jeg fratager dem at gå, Zacharias får lov at gå alt det han vil, men i situationer som eksempelvis til og fra vuggestuen, der er han så træt først fordi det er først på morgenen og dernæst fordi det har været en hård dag i vuggestuen, at han kan ikke overskue at gå.. Så hvad så? Skulle han så i klapvognen?

Det der er den store forskel på klapvogn og at bære er at en klapvogn er langt mere upersonlig, barnet sidder langt fra ens position og ofte har man/jeg en tendens til at fokusere på omverdenen og ikke barnet. Når man bærer er det en fest også selvom det er på ryggen, Zacharias og jeg har lange dialoger, hele turen hjem fra vuggestuen, fordi vi er så tætte, den kører bare derudaf, han fortæller alt mellem himmel og jord, det er simpelthen så skide hyggeligt og helt vildt sjovt! Folk griner tit med når vi går og griner fjollet af de talende skraldespande (sådan nogle har vi nemlig i Randers) det giver ham så ufattelig meget, så og det er selvfølgelig derfor jeg gør det, vi nyder det begge to og det samme når det er Felix jeg bærer <3

Det er som om at mange mener det at bære sine børn KUN hører små babyer til, alt andet er underligt, men tro mig når jeg siger, det bliver federe jo ældre de bliver, også længe ingen lider overlast, jamen hvorfor så ikke? <3

Nu er jeg over 75% af graviditeten, det er helt vildt og det var været en lang kamp med skolen oveni, det må jeg erkende! Det jeg har fundet aller sværest ved at skulle have undervisning og være gravid, udover selvfølgelig det manglende energi niveau, er det at skulle indfinde mig med at sidde ned så mange timer! Selvom skolen skulle forestille at have ergonomiske gode stole synes jeg sjældent at det forekommer. Dagene har nogle gange været en kamp, jeg har oplevet uro og jeg har værst af alt fået ondt! Oven på sådan en dag har jeg haft følt mig gennemtæsket, min krop har sagt fra!

Af flere om gange har jeg været tæt på at sige fra, at give op og melde mine fag fra, indtil at jeg blev anbefalet tempurs skråpuder! Jeg fik bestilt en hjem og den har mildesttalt reddet min skolegang, de første dage var den underlig at sidde på, lidt ubehagelig fordi man bliver tvunget til at sidde ret op og ned og det er hårdt når man ikke er vandt til det. Men efter et par dage så var det ikke så slemt, og pludselig havde jeg ikke længere ondt, det var helt igennem fantastisk at opleve! Tænk sig at sådan en pude kan gøre så meget, og jeg er blevet afhængig af den! Jeg har den med overalt, den er min tro følge svend og den gør dagene lettere, det er jeg helt sikker på!

Jeg synes i hvert fald i skulle have en anbefaling, uden den havde jeg ikke klaret skoledagene!

Du kan finde skråpuden og mange andre gode hjælpe midler her: https://fysio-shop.dk/shop/22-tempur/

Indlægget er skrevet i samarbejde med fysio-shop.dk

Det blev de længste 2 minutter i hele mit liv.. Vi havde været i regnskoven og var indefor at hente klapvognen, Zacharias løb rundt og kunne slet ikke sidde stille, det var kaos.. Jeg løb lidt frem og tilbage, da jeg generelt ikke kan overskue at lade  mine børn af syne sådan et sted.
Men da jeg var lige ved at have Felix spændt fast løb han igen, jeg vidste nu der var tale om sekunder og at han i hvert fald ikke kunne nå at blive væk, så jeg lod ham løbe ud af døren, alt imens jeg fik klapvogn og ben på nakken og løb efter ham.

Da jeg kom ud var han væk, sådan helt væk.. Han var ingen steder at se, jeg kaldte højlydt på ham, normalt når han farer rundt på den måde ville man kunne høre ham sætte i et frækt grin, men ingenting. Samtidig var der ingen mennesker, ingen der havde set noget! Jeg gik op i forhallen, heller ingen Zacharias. Jeg begyndte at svede og få det hammer skidt, tankerne om at nogen måtte have taget ham, kørte rundt i mit hoved!

Jeg var på vej hen i information i panik, pludselig hørte jeg et grin bag mig, nede fra hvor klapvognen var, det var ham!! Jeg løb derned og væk var han igen.. Havde jeg hørt forkert? Hvad fanden skete der! Jeg besluttede for at blive og kigge og se om han gemte sig et sted, for jeg var HELT SIKKER på at jeg havde hørt ham. Og pludselig så kom han frem, og frygt blev overtaget af latter, det troede jeg alligevel ikke var muligt!

Se den til ende, for der kan man tydeligt se hvorfor jeg ikke kunne finde ham, det er jo lige til at få grå hår af 😀

Jeg ved ikke om jeg er den eneste, men jeg synes det her med sol og små børn er hammer svært, stod det til mig skærmede jeg drengene for solen konstant, for jeg frygter så meget overophedning og solskoldninger, især nu hvor jeg selv bliver dårlig af at befinde mig i solen i mere end 5 minutter!

Jeg har derfor samlet de råd der foreligger om sol og solcreme og små børn, så kan man tage sine forholdsregler! Og lade børnene nyde vejret med god samvittighed.

• Lad ikke børn opholde sig ubeskyttede i solen heller ikke kortere perioder.
• Helt små børn, som ikke kan kravle eller gå, bør aldrig opholde sig i direkte sol.
• Undgå altid middagssol mellem kl. 12-15.
• Altid gerne noget tyndt tøj o over det meste af kroppen, så udsatte steder er minimalt, samt en solhat med solafskærmning.
• Selv om de helt små ikke opholder sig i direkte sol, er det en god ide at beskytte mod genskin fra vand og sand ved at smøre lidt creme på kinder, næse og håndrygge.
• Sørg for, at børnene er smurt godt ind i rigelige mængder solcreme (20 ml til et barn), før de kommer ud i solen.
• Brug som minimum solcreme med mellem solbeskyttelse (faktor 20), der beskytter mod både UVA og UVB stråler.
• Børn under 12 år frarådes at bruge solcreme, der indeholder stoffet 4-methylbenzylidene camphor (4-MBC), herunder anbefales derma og andre milyjøvenlige mærker for at forebygge allergi og minimere kemiske stoffer.

Derudover så findes der faktisk en UV app, som fortæller der præcis hvor meget solbeskyttelse man har brug blandt andet i form af hvilken faktor du skal ty til. Det gør den ud fra tidspunktets UV-indeks ud fra hvor du befinder dig, den tager højde for vejret og eventuelle huller i ozonlaget, den er skide smart når man ligesom mig kan være lidt usikker!

UV-appen kan findes til iphone HER

og til Android HER

Også håber jeg ellers i alle får nydt det gode vejr, jeg er ved at gå til og overvejer at immigrerer til Nordkap!

Til alle jer med børn i barnevogn, vil i ikke godt please lade vær’ med at dække åbningen til! Jeg kan godt se at hensigten er skygge, at skygge da må køle ned, men realiteten er en anden! Lukker du for åbningen, lukker du for luft og det bliver som en bageovn, og der skal intet til for de små bliver overophedet, vi snakker minutter! Dette gælder også med myggenet som er fuld af huller og andre fixe løsninger og der findes kun 2 alternativer

1. At stille barnevognen i skygge.

2. At sørge for skygge ved hjælp af solsejl eller parasol.

Selv om man tænker man går fri, at man laver et hul i tildækningen til luft, så er det bare ikke nok.

Jeg siger det ikke for at spille smart, for at være hellig, men fordi jeg er oprigtig bekymret! Jeg troede egentlig det var slut noget man ikke gjorde mere, men i dag har jeg set intet mindre end 4 tildækkede barnevogne på min vej, og ja.. jeg var den irriterende type der blandede mig, og fortalte at det altså kunne være farligt og ved i hvad? 3 af dem vidste det ikke en gang, havde ikke skænket det en tanke og skyndte sig at fjerne tildækningen! I sidste tilfælde blev jeg vidst set som den bedrevidende mor, men så havde jeg gjort mit og måske vreden ville omsætte sig til refleksion. Her vil jeg ikke passe mig selv, for her kan det være fatalt og vi skal hjælpe hinanden!

Så please lad nu vær selvom hensigten er god, så sent som i går blev der fundet et livløst barn i en barnevogn i Norge, her var det en fremmede der handlede og heldigvis overlevede barnet, det er ikke for sjov!

Og det er altså kun efter 15 minutter.

Jeg har i mine graviditeter oplevet lidt af hvert når vi snakker opkast! Med Zacharias kastede jeg op hver eneste dag fra start til slut, det har budt på mange spændende ture om bag buske for lige at kaste op. En ting jeg aldrig har prøvet er at det kommer total umotiveret, at jeg SLET IKKE kan nå ud på toilettet eller andre steder, jeg kan altid mærke optakten og nå at afværge en potentiel krise, meeeeen en gang skal jo være den første og i dag endte det helt galt!

Jeg var for 3. dag i træk i regnskoven med drengene, det der med årskort dertil når vi bor 2 minutter derfra er det fedeste, især i de her dage hvor weekender er ugens lavpunkt, så har vi noget at give os til, noget at lave og vi alle er glade! Det har været en blandet oplevelse derinde for der er nogle af de dyr der virkelig tricker min sensitive graviditets lugtesans.

Til aller sidst i de 2 små kupler kommer en del hvor man går ind i en grotte og der er natdyr, tidligere var de her dyr bag glas og det var ikke så slemt, men i år har de lavet det om, så de kun er bag et net og hold nu kæft de stinker, mildest talt. Jeg prøvede at forberede mig mentalt, for jeg vidste at det var ekstra slemt her. De andre gange er vi gået målrettet igennem, der er alligevel så mørkt at drengene ikke synes det er spændende. Men i dag ak og ve, så ville skæbnen at Zacharias fik total øje på et af de her dyr og nægtede at bevæge sig fra a til z, det var VIRKELIG kritisk, jeg fik det værre og værre og jeg endte med i panik at måtte gribe ud efter ham, vi skulle ud NU, men forsent.. For i det i stedet for at få fat i ham, endte jeg med at stikke hovedet ud over broen og kaste op. Der var så mørkt at jeg ikke kunne se hvor det endte, men jeg kunne konkludere at gangbroen havde fri passage, så man ikke uventet trådte i opkast, også farede jeg ellers ud med 2 hammer sure drenge, jeg skulle ud inden der kom mere!

Jeg ved ikke om nogen så det, foran os var der ingen, men om der har stået nogle bag os aner jeg ikke! Det værste var her at jeg var nød til at gå i op i Information og gå til bekendelse, for jeg anede jo ikke hvad fanden jeg havde ramt, jeg måtte pænt stå og fortælle at jeg ikke anede hvor stor skaden var og de måtte pænt sende en medarbejder ind og “udbedre” skaden, snak om det pinligste øjeblik læææænge, og en ting er sikkert, i morgen der skal vi IKKE i regnskoven 😀

Jeg har skevet om det før, men derfor bliver det ikke mindre sandt..

Jeg deler et oplæg som ikke falder i alles smag, fred være med det! Jeg er altid klar på at tage en saglig debat og nej.. Det handler ikke om at jeg ikke kan tåle kritik, men jeg holder altså ikke bare mund og stemmer i, hvis jeg ikke er enig, simpelt..

Men normen er efterhånden blevet at hvis man ikke er enig, så bliver man personlig, pludselig bliver jeg påduttet alle mulige bagtanker, der bliver læst og tolket og JA, ting kan misforståes når det foregår på skrift, det er en del af spillereglerne og det er okay.. Men når jeg så pointerer min reelle hensigt, så bliver jeg blot latterliggjort, der bliver stillet spørgsmålstegn ved min alder og min intelligens og når jeg slukker for debatten giver mig lidt ro, så er den sørme kørt videre hen over hovedet på mig i et “hende der Luna..”-spor, så bliver JEG omdiskuteret, mega ubehageligt. Og det gør mig sku ked af det, for selvom jeg ligger op til debat, så skal folk sku behandle hinanden ordentligt, behandle mig ordentligt!

Jeg er selv vokset op i en familie hvor politiske debatter kørte over middagsbordet, så heftigt at folk stod på træerne, ildrøde i hovedet fordi de ikke var enige, nogen gange forlod den ene bordet i arrigskab, MEN der blev aldrig kørt personligt imod hinanden, ALDRIG! For en debat kan være nok så heftig og nok så intens men man skal ikke blive personlig, jeg aner vitterligt ikke hvorfor det er det nye. Hvis mit oplæg i din optik er så hammerforfærdeligt, så lad da vær’ med at ryg ned på mit niveau, ikke?

Jeg forstår det ikke, i det mindste er jeg alvorlig og saglig nok til at svare, tage debatten og det er til trods for jeg får kastet mudder i hovedet, det er langt mere end de fleste bloggere gør. Det er forhelvede okay at være uenige, suk.

Lad mig starte ud med at sige at jeg forstår godt at hvis man har pengene til det at man prioriterer at købe fint og lækkert tøj til sine børn, indtil de selv får en mening, personligt synes jeg f.eks. at molo og småfolk er hammerlækre mærker, jeg vælger blot at prioriterer anderledes.

Men jeg synes samtidig også det har taget mega meget overhånd! Det er som og der findes sådan et ydre pres, ingen snakker om det, men det er der. Et pres der består i at ens børn skal se pæne og nydelige ud og det skal gerne foregå i de helt rigtige mærker. Børnene skal matche og generelt så er de blevet vores billede udadtil, jo pænere børn i dyre mærker, jo bedre forældre er vi. Halleluja for forbrugssamfundet!

Sig så hej til Luna her, mine børn render rundt i 2 forskellige strømper HELE TIDEN, for konstant bliver den matchende partner væk, og det er forhelvede bare strømper! Zacharias på 2,5 år får hver morgen selv lov til at bestemme tøj og hold nu op hvor kan han se ud, hans yndlings sæt består af en oprindelig nattrøje med minions på, og et par pink strømper (de eneste som matcher). Felix på 1,5 år har ofte strømpebukser og en body udeover, strømpebukserne fordi de ikke konstant falder af de tykke fødder ligesom strømperne og bodyen udenpå, for at strømpebukserne ikke ryger ned, hammer smart, men mega kikset vil mange påstå! DERUDOVER så er 95% af tøjet arvetøj og resten kommer fra hogm, fuck ikke?

Jeg må være indbegrebet af en hammer dårlig mor, for hold nu kæft hvor ser mine drenge ud.. Og det der er mega skræmmende er at selvom jeg godt ved at jeg “gør det rigtige”, at vejen til glade og velfungerende børn bestemt ikke går gennem deres påklædning eller udseende, så tænker jeg rigtig ofte på hvad omverdenen tænker, for jeg ved at den findes, fordømmelsen, og er der noget ingen mødre vil udsættes for, så er det at blive dømt for deres egenskaber som mor, det er ultimativt noget af det værste, ligegyldig hvor hardcore man er! What a world…

Men det korte af det lange er, at folk må til at slappe af.. Ingen, hverken store eller små kan defineres ud fra deres ydre og valg af tøj, INGEN! Og man er ikke en dårlig mor fordi ens børn ikke går i molo, johua og andre fede mærker. Fuck perfektion og fuck forbrug så længe DU ved at dine børn er glade og har det godt, det er fucking det eneste der tæller!

Årha nu kommer brokke Luna frem, men den her tilgang hænger mig så langt ud af halsen efterhånden, jeg ser den konstant hver dag i det hav af terminsgrupper jeg er medlem af.. Mødre som deler historier om fædre til børn som truer, agerer uhænsigstmæssigt eller som måske bare ikke gider deres børn… Mødre som deler for at få hjælp, for at få sparring eller måske bare et “det skal nok gå”, med på vejen!

Og så kommer der den her dumsmarte mor med på sidelinjen “Hvorfor fik du så et barn med ham?”, SLAM.. Snak lige om at sparke til en der allerede ligger ned.

For det første så er det så snæversynet så nedladende at stille et sådan spørgsmål, det skriger af “man ligger som man har redt!”. Nu er det bare sådan at et opslag nok ikke fortæller en hel historie, det er måske en brøkdel af et forlist kærligedsforhold eller måske en ups’er man ikke havde set komme INGEN ved hvad der ligger bag, og ofte viser monsteret sig først når det er forsent! Og JA, der findes nok nogen der godt kendte til manglerne her, der godt vidste at deres kæreste ikke var af guds bedste børn, men kærlighed er en forunderlig ting og nogle gange så skal der bare et barn til før at virkeligheden rammer, fordi al ens kærlighed der tidligere lå ved manden nu ligger ved barnet og pludselig forstår man og løber skrigende væk.

Jeg bliver så vred når den fantastiske mor tillader sig at dømme på den her måde, skønt at hun har fundet en skøn fyr der er den perfekte far, men ikke alle kan være lige heldige! Også vil der nok sidde nogen og sige “ja men så kan man jo lade vær’ med at dele, hvis man ikke vil have folk undres!”, men nu er det jo sjældent centralt for emnet, og man kan sku lade vær med at konkluderer ud fra et enkelt opslag og være hammer bedrevidende! Har du ikke selv været der, så ved du intet, simpelt. Pas din egen butik og undre dig et andet sted, de sociale medier er bare blevet et sted hvor folk får det bedre med sig selv ved at dømme andre, jeg kaster op.

Og til dig der har et behov for at undres, så vær’ du blot glad for at moderen havde vilje nok til at gå, det burde hun omvendt have kæmpe salud for, at sætte sit barn først, SLUT PRUT.