Det er sådan at jeg SJÆLDENT, som i næsten aldrig har alene tid med drengene, altså hver især. Det er ikke fordi jeg ikke vil, eller kan, men jeg går generelt ikke ind for at drengene skal passes unødigt, og vi NYDER alle 3 hinandens selskab også selv om vold og skænderier er en del af det, så er drengene SÅ GLADE i hinandens selskab, det er tydeligt.

Men her op til den meget snart nærtstående fødsel, har jeg besluttet mig for at skulle have bare lidt alene tid med hver især, så de lige en sidste gang når at opleve mor på 2 mands hånd, for om lidt er det jo slut i rigtig lang tid! Så i går blev min søde Zacharias derfor passet hjemme ved mormor og bedstefar MED overnatning! (Jeg lærer aldrig at blive god til det!) det var med ufattelig dårlig samvittighed, fordi jeg har en idé om at han føler sig tilsidesat, når jeg står der med Felix på armen og vinker farvel.. Men for fanden, han havde hygget helt vildt, de havde fisket i poolen, lavet bål, stegt pølser, sunget sange og generelt havde det været helt fantastisk (sagde min mor), og han ville slet ikke hjem igen! Så det var i sidste ende helt klart også noget han var glad for, han havde nok behov for at være lidt i centrum, især ovenpå næsten 3 ugers ferie, med Felix værende tilstede hele tiden!

Alt imens hyggede Felix og jeg, stille og roligt! Han nød at det bare var ham, Zacharias har det med at stjæle hans ting og drille ham og man kunne virkelig mærke hvordan han var i sit es, uden storebror der konstant var over ham. I nat puttede vi tæt hele natten og det var så hyggeligt! Også sluttede vi af med en gå tur hånd i hånd ind i byen her til morgen, inden Zacharias kom hjem, Felix er simpelthen så god til at gå sammen med mig, det bliver bare sjældent praktiseret, da Zacharias IKKE kan styre det når Felix også går, også bliver der kaos!
Det klart mest fantastiske var at opleve den connection de 2 har! Felix rendte konstant rundt og kaldte på Zacharias, han blev ikke ked af det, men man kunne tydeligt mærke at han manglede ham, at han ikke kunne forstå hvor han var henne! Og min mor fortalte hvordan Zacharias havde  gjort det samme med Felix. Det varmer mit hjerte rigtig meget, fordi selvom jeg ikke er i tvivl om at de nyder hinandens selskab, så er der også de der gange hvor de KONSTANT skændes, også kan man sku’ godt blive i tvivl om det nu var det rigtige at få dem så tæt! <3

I dag når Zacharias vågner fra lur, bliver Felix så hentet af mormor, dette er dog uden overnatning, da Felix kun har sovet ude en enkelt gang før og generelt stadig er meget hub på natamningen, men Zacharias og jeg får hele eftermiddagen alene, jeg regner med at lade ham bestemme hvad vi skal lave og havde egentlig overvejet biografen, desværre går der bare ikke nogle film der passer, æv! Men så kan vi også nyde hinanden endnu mere.. Jeg gætter på at han muligvis vil over og se dyrene (regnskoven) det elsker han, men lad os nu se <3 JEG GLÆDER MIG!

Jeg tror i fremtiden vil jeg “blive bedre” og praktiserer alenetid med drengene lidt mere end jeg har gjort, for hold nu op det er rart for alle parter <3 Vi nyder bare tiden indtil 2 bliver til 5 :*

Hårdt? Svært? Frustrerende? Det var mange af de ord jeg troede jeg ville forbinde det med, IKKE fordi jeg ikke ville være sammen med drengene, men fordi jeg er højgravid og ude af træning med at være på 24/7, jeg havde vænnet mit tykke korpus til at sove daglige lure når drengene var sendt afsted i vuggestuen..

Hvad med far? Din mor? Din far? Kan de ikke hjælpe?

Jo ser i den båtnakke til Søren arbejder konstant de her dage, hans eneste fridag den sidste måned har været lørdag ellers har han arbejdet som en sindssyg, de har manglet hjælp og ærligt så er de ekstra penge her på falderebet, ikke noget at kimse ad. Resten af familien, de har været på ferie (fuck dem!) Så drengene har været mine 24/7! Og det var sku det jeg frygtede, ikke ferien som sådan. Oveni det har jeg været syg, drengene har været syge og jeg er fortsat syg! Det er op ad bakke, og selvom det her kunne lyde som starten på en klagesang, så er det det faktisk ikke!

For vi klarer det, jeg klarer det, og det er slet ikke så slemt som jeg havde troet! Jeg kan jo godt. Hver både formiddag og eftermiddag er vi ude, vi tøffer rundt, går på legeplads, handler, tager på naturskolen, i regnskoven. Ikke noget vildt og kortere ture, men drengene har en fest! Vi var en time på naturskolen hvor Zacharias gav kyllingerne mad, han snakker ikke om andet, ugens højdepunkt, så lille en ting er så stor! Børn forlanger altså ikke ret meget..

Der har også været morgener hvor det har set skidt ud, hvor jeg har kastet op og haft feber og hvor jeg upædagogisk har måtte placerer drengene med søde sager i sofaen, mens jeg har blundet og lagt på langs på sofaen! Eller hvor vi har måtte lege på bordene, fordi jeg ikke kunne komme i børnehøjde og de har måtte komme i mor højde. Vi har nogle dage spist lidt for meget sødt og været en gang for meget på mcdonalds fordi mor ikke har kunne magte at lave mad. Men det har været løsninger og vi har jo ferie, så vi må godt! (Det undskylder jeg mig i hvert fald med) men det er bagateller i forhold til hvor meget jeg nyder det, vi har indfindet os i nye rutiner og pludselig har jeg slet ikke lyst til at deres feroe slutter, tanken om at det er sidste gang jeg har drengene alene er skræmmende LIGE OM LIDT er der 3, jeg kan ikke følge med.

Men derfor er jeg glad, for vi nyder det rigtig meget, vi tøffer rundt hygger og skaber en masse dejlige små minder! Det der med at holde ferie med børn, det er slet ikke så slemt endda <3

Vi hygger os <3

Jeg har tit hørt det, folk der ikke ved om det er en god idé at deres børn når vi snakker pseudotvillinger, skal gå på samme stue i vuggestuen/samme dagpleje? har de måske brug for tid fra hinanden? Eller er det dumt at skille dem ad?

Nu har jeg prøvet både vuggestue og dagpleje, dagpleje hvor de gik sammen og vuggestue nu, hvor de går på samme stue. Jeg har ikke prøvet hvor de gik hver for sig, men jeg har oplevet en verden til forskel!

I dagplejen gik de sammen og gik op ned af hinanden hver dag, der var 4 børn i dagplejen og de var konstant sammen. Dette førte i dagplejen til rigtig mange konflikter, de havde selvfølgelig også gode stunder, men fordi de var så tæt sammen, så måtte dagpleje moren bruge RIGTIG MEGET tid på at være over dem, holde øje og skille dem ad. Det gjorde også at når vi kom hjem var de mætter af hinanden, eventuel træthed kom tit til udtryk ved spark og slag.

I vuggestuen har det været noget HELT ANDET, de er 14 børn på stuen og pædagogerne fortæller om hvordan de faktisk aldrig leger sammen, de har hver deres legekammerater der er jævnaldrende. Samtidig er de rigtig gode til at “skille dem ad” lave forskellige aktiviteter svarende til hver deres alder, noget jeg synes er så skønt! At der bliver taget højde for de er søskende og ikke tvillinger.. Samtidig har det at Zacharias har været der, gjort det nemmere for Felix at tackle alle de mange børn og indtryk, når han er blevet ked af det, har Zacharias tilstedeværelse gjort ham tryg, og han er blevet glad igen.

Det er aldrig til at spå om med børn, for intet barn er ens! Men her er det tydeligt, at dagpleje faktisk ikke var så godt for dem sammen, de fik nok af hinanden, nok af den tætte kontakt HELE TIDEN, men at vuggestue, der har det været et kæmpe plus at de gik sammen, i hvert fald for Felix! <3

Jeg har tidligere skrevet om 7 gode grunde til at få børns mens man studerer H E R.

Ovenpå mine eksamener har jeg sidder og reflekteret over hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre. Vi har været ramt af store sygdomsperioder, vi har været ramt af finger der skulle syes på igen og jeg har haft en graviditet der har gjort det svært at overskue, jeg ville aller helst bare sove. Men jeg klarede det og endda med nogle helt fine karakterer de lød sig på:

Mat C skriftlig – 12
Mat C mundtlig – 4
Naturfag C – 7
Fysik C – 10

Jeg er godt tilfreds og jeg er stolt. Men hvilke forholdsregler har jeg gjort mig? Hvordan har det overhovedet kunne lade sig gøre? Jeg har samlet nogle af de råd, som har gjort det det for mig var muligt, trods masser af uheld!

RUTINER! – Faste rutiner, den giver jo sig selv! Men jeg har haft særlig glæde af at gøre det så let som muligt. Smøre madpakke, ligge tøj frem til os alle 3 om aftenen, og sørge for at have overblik over sko og skoletaske. Samtidig har jeg sat MINDST en time af hver aften til at studerer, for at fastholde mig i det og ikke bare ligge mig til at sove.

DIALOG! – Vær’ i dialog med lærerne og evt. studievejleder, fortæl dem om “din tilstand”. Jeg har brugt meget tid på at fortælle om vores situation, fortælle hvis der er ting jeg ikke har kunne følge med i på grund af fravær, og sammen har vi lagt en plan så jeg kunne indhente det forsømte.

VÆR REALISTISK! – Bliver det hele for meget, vælter det ned med afleveringer og føler du presset er for stort, så vær’ realistisk, tag den med ro. Her havde jeg en mani med at presse mig selv i perioder med mange afleveringer, det affødte stress og frustration og jeg blev flere gange ked af det. Det hjalp da jeg stoppede med at presse mig selv og huske på at det er OKAY at aflevere noget en uge for sent, hvis tiden føles knap, og faktisk lærer man også mere, end hvis man stresser og kommer med en halvhjertet aflevering.

HAV BACKUP PLANER! – Hvis man har et netværk, er det altid godt med en backup plan. En mor der kan hente hvis der opstår sygdom, eller en veninde der bare lige kan tage over i måske en time eller 2, det tæller alt sammen på fraværet og læringsprocessen. Her har jeg haft en stor hjælp af min mor, især da Felix var ramt af skoldkopper!

ACCEPT! – Nu er jeg selv en stræber, der inden mine eksamener aldrig havde fået under 10. Men jeg tror en vigtig del af processen er at man accepterer man ikke kan det hele, at man gør sit bedste og husker på at det kan være presset med små børn, og i mit tilfælde en graviditet.

SLAP AF NÅR DU KAN! – Når der er mulighed, så tag en slapper, sov en lur, hvad end  du har brug for, energi kan være alfa omega for at lære noget! Jeg har haft stor glæde af at tage lurer hvis jeg havde tidligt fri, sove hvor muligheden har budt sig, simpelthen for at kunne holde mig oprejst, for skolen har taget rigtig hårdt på mig også fastholdte jeg stadig minimum 1 times studietid hver aften!

Jeg har ikke de gyldne svar, da vi alle er forskellige, men det her er helt klart det der har hjulpet mig igennem, sørget for at jeg har klaret den! <3

Jeg synes ofte den der præger aller mest når vi snakker børn, er fokus på børns søvnrutiner. Hvornår skal de kunne sove igennem? Hvis de ikke gør, hvordan får jeg det så til at ske?  Ofte er tilbagesvaret at der er snak om dårlige vaner, at barnet er blevet vandt til at mor/far kommer, blevet vandt til at skulle ammes, og der er noget der skal ændres nu! Det er ofte der nogen snakker søvntræning, at barnet skal fratages de her “dårlige vaner”, for ellers stopper galskaben aldrig.

Det hjælper heller ikke at det næsten er normen at spørge “hvordan sover han/hun om natten?”, i stedet for blot at spørge til generel trivsel, man bliver aldrig ladt i fred og bliver konstant mindet på at ens barn ikke sover optimalt, for vi kender jo alle det der barn der sov igennem fra dag 1, eller vi hører i hvert fald om det! Der er ALT for meget fokus på børn og søvn..

Men lad mig dele en historie, bare en lille en om hvordan at man godt kan efterkomme børns behov, og at de nok selv skal sove igennem når de er klar, at det nok skal komme..

Min søde Zacharias på 2 år og 8 mdr. bliver stadig ammet. Og er ALTID blevet ammet om natten. Vi har oveni det altid samsovet, og generelt har vi været indbegrebet af “dårlige vaner” og han har ALTID vågnet minimum 2 gange om natten, nogle gange op imod 20 gange. Jeg har været god til at fornemme at mange opvågninger tit var hvis det havde været en træls dag, det var tydeligt at der varet behov for tryghed når noget stærkt skulle bearbejdes.
Det har været hårdt aldrig at få noget søvn, især fordi jeg stadig har Felix på 19 måneder der stadig vågner hver 2 time natten lang. Jeg har flere gange tvivlet om det nogensinde ville få ende, om jeg gjorde noget galt, om der reelt var tale om dårlige vaner. Indtil for en måned siden.. For en måned siden blev Zacharias som altid (det gør han stadig) ammet i søvn, og næste gang han vågnede var det vanelige tidspunkt vi står op på 5.30, det var ALDRIG sket før, aldrig.. Det var vildt, og det vildeste, det blev ved og ved.. Nu er der gået en måned og han sover stadig igennem, ikke en eneste gang har han vågnet og efter spurgt mælk, til tider har han været urolig, men han har blot lagt sig til at sove igen..

For mig har det været tydeligt at nu var han klar, nu tog han valget, og nu var hans behov for tryghed om natten væk. Selvom 2 år og 8 mdr er lang tid, så føler jeg at sejren, følelsen af at jeg har gjort det på hans præmisser det er langt mere givende!

Det er så nemt at skyde skylden på ting man gør udenfor normen, og jeg tror tit det er der den går galt. For jeg kender børn hele vejen rundt, børn på eget værelse, børn på flaske, børn der er blevet ammet og har samsovet, som har haft søvnproblematikker, der er ikke et eller andet mønster, et billede af en bestemt “type” barn som ikke sover igennem, og samtidig har vi et eller andet behov for at finde grunden, finde et problem et sted at placerer skylden og der er de “dårlige vaner” ofte et godt sted. Men spørg du mig, så tror jeg 100% det kommer an på barnet, Zacharias sov igennem da han var klar, det samme vil Felix gøre og det samme med baby i maven, det har jeg accepteret, og mig..? Jeg kan sove når jeg bliver gammel <3

DO YOU FEEL ME?! Hvis ikke du kan se hvad der foregår, så er det et glas tom alminox, som pt er min aller bedste ven!

Alt giver mig mavesyre, selv vand, sådan er det altid her til sidst på grund af presset, jeg var forberedt. Og det eneste der gør jeg overlever er alminox!

I dag stod jeg så op efter putningen og var ved at syre helt til, så meget jeg følte jeg skulle kaste op, jeg løb hen til den faste plads for at erfarer glasset var tomt! Jeg begyndte at stortude, for med så meget mavesyre kunne jeg hverken være vågen eller sove.. jeg siger det bare, jeg vil langt hellere have kvalme og kaste op end mavesyrer, så er det sagt! Jeg gik i panik overvejede alternativer, mælk var der ikke mere af, natron havde vi heller ikke, amen forhelvede. Jeg nåede at blive så desperat at jeg overvejede at løbe over på apoteket mens drengene sov (lig stor vægt på overvejede!) jeg var desperat, det var mit værste mareridt!

Jeg skrev i panik til min mor og (igen tak for dig mor), for hun kom fluks med 6 balancid (samme salgs præparat) hun reddede lige min dag!
Og hvad lærte jeg så af det? I morgen skal jeg ned at shoppe et livsforbrug af alminox, ALDRIG gå ned på alminox!!

Jeg ved ikke hvad der er med mig, men jeg ender altid i sådan nogle yderst tumpede situationer hvor jeg ved at hvis det var blevet filmet og endt på youtube så var det gået vitalt (you know), jeg kan lige se det for mig “flodhest spæner efter klapvogn med 20 km/t og barn på armen”, eller bare “the hippo!”.. forhelvede.. for det var det der skete!

Hele dagen er gået med eksamens læsning med en god veninde, jeg var så heldig at få et lift op i vuggestuen, min dovne krop var træt. Jeg kom op til 2 hammer trætte unger, turen hjem var sat! Skiftevis græd de, jeg gjorde mit ypperst, bar dem på skift og prøvede og anerkende det faktum at de var trætte, vi havde jo ikke travlt, så der var tid nok, vi skulle alle være glade. På et tidspunkt hvot det går aller bedst, går jeg med Zacharias i hånden og Felix sidder i klapvognen. Pludselig bliver Felix dybt ulykkelig, så jeg beslutter mig for at ville putte ham i bæreselen. Vi stopper, jeg tager ham op. I det jeg står med ham på armen så kommer der et vindstød uden lige, og fordi er på en bakke, så kører klapvognen af helveds til! I panik får jeg fat i Zacharias hånd og med Felix på amen sætter jeg i løb, jeg tror ikke jeg har løbet så stærkt i flere år! Jeg var liiiiiiiige ved at nå den og prøvede ihærdigt at nå, men klapvognen var for hurtig og det gik alt for stærkt. Så jeg endte med at sætte mig ned på min store mås med begge drenge i skødet og halvvejs hyle og grine, men jeg så klapvognen køre væk.. Det var så den klapvogn, eller sådan følte jeg det 😉

Heldigvis så væltede den da den var på vej ud på vejen uden at ende derude og jeg kunne halvvejs grinende og grædende gå hen til klapvognen, for efterfølgende at placerer et barn på ryggen og en i vognen og gå hjem, også bare be en bøn til at ingen filmede optrinnet! Begge drenge synes det var hammer morsomt og var et stort grin, mor her not so much 😀 og pludselig kunne jeg dæme mærke at jeg er i live, de 10 meter i fuld galop og jeg føler jeg har løbet et marathon :b

I dag kan det mærkes, i dag var max presset! Jeg kan starte ud med at sige at afleveringen af drengene i vuggestuen tog 50 minutter, og turen hjem 5 minutter. Det er bare en af de der morgener!

Først vågnede vi med et brag, 2 overtrætte drenge som begge ville have mig, og som ikke kunne accepterer den andens tilstedeværelse. Det resulterede i spark og slag ved en hver given lejlighed, det var umuligt for mig at gå mere end 1 meter væk, suuuuk.. Efter en halv time i sofaen med kram, tegnefilm og konstant årvågenhed var det over. Jeg besluttede mig så for at få lagt tøj sammen fra i går da der var god tid og drengene hyggede med morgenmad (effektivitet du ved!) det kørte, men ligepludselig blev jeg ramt af svimmelhed og hedetur, jeg troede seriøst jeg skulle besvime. Godt så! Det måtte jeg opgive. Da drengene så skulle have tøj på, så løb de i hver sin retning, pressede mig mere og mere, sveden piplede frem på min pande, flere gange så jeg stjerner. Efter en halv times kamp var vi klar og her startede de 50 minutter.

Zacharias fik en bolle med i hånden, først skulle den med i vuggestuen, så tabte han den ude på parkeringspladsen og blev dybt ulykkelig, da vi samlede den op blev han vred, kastede den og endnu mere ulykkelig da jeg sagde han ikke måtte spise den.. jeg endte med at måtte  bære ham grædende væk fra ulykkesstedet.

Jeg prøvede at putte ham i bæreselen, han nægtede, skreg og var sur. Vi endte med at blive enige at han skulle gå og holde i hånden. Det gik.. i 2 minutter, så skulle han gå den ene, den anden vej, hoppe rundt, blive vred og ked af det. Og sådan blev det ved og ved og ved indtil vi ramte vuggestuen, YES.. troede jeg! Her blev jeg kørt rundt af 2 drenge der løb hver sin vej, gemte sig under bordet, skraldgrinede når frustrationen blev tydelig, jeg ville bare hjem! Jeg så stjerner, blev svimmel og måtte flere gange sætte mig ned, og da der var et fåtal af pædagoger måtte jeg kæmpe kampen alene, Felix der vred sig rundt på den ene arm mens jeg ferbrilsk prøvede at få hevet Zacharias ud fra under bordet, et syn for guder, lorte mor altså..

Til sidst lykkedes det, med sved på panden og en puls på 200 fik jeg sagt farvel til drengene. Jeg ligger nu herhjemme og sveder stadig som et svin og føler ikke at jeg kan få vejret helt. Jeg er presset, det er bare en af de der morgener, i det mindste kan jeg tage mine forholds regler hvis samme ting skulle ske i morgen, så er jeg forberedt.. det er med at få det positive ud af en hård situation, og vi klarede det, det er det vigtigste! <3

Så sent som i dag så jeg et lallet opslag om “børn i snor” (gåseler). Opslaget lagde op til debat, “synes du det er ok at gå tur med sit barn i snor!”, sådan rigtig meget sat på spidsen. Kommentarene væltede ind, debatten kørte i bedste stil. Det mest gennemgående svar var “det handler om manglende opdragelse, er man nød til at have sit barn sit barn i snor, så er det ikke opdraget ordentligt!”.. utrolig irriterende kommentar, og hvad værst var når man klikkede på pågældende personer, så havde de ikke antydningen af børn selv.

Hvad er det for noget?! Og jeg oplever det så fandens tit, de aller klogeste på børneopdragelse det er altid dem der ikke selv har børn.. De ved bare det hele, de ved tydeligvis hvordan at man opdrager sine børn til UG, og de ved simpelthen hvordan man formår at hoppe let og elegant over trodsalderen og udviklings spring. Børn.. De skal bare opdrages også er den skid slået, simpelt. Det er sjældent jeg sådan bliver harm og stødt, men lige her der bliver jeg så voldsomt træt, fair hvis det er i en god mening, en uskyldig idé, men stop forhelvede med at tro du kender til børn og deres gøren og laden og ikke mindst hvor simpelt det er, når du aldrig selv har stået i det..

JA! Det virker så let på film, facebook og når tante tut fortæller om hendes perfekt opdraget barn, men virkeligheden er en helt anden, også er den egentlig ikke længere.. Måske er det dig der er i underskud af opdragelse 😉 <3

Årha ja, det kunne lyde som starten på en kærlighedserklæring og det er det også og så lidt mere til! For jeg har verdens bedste mor, hun er et forbillede, hun formåede at være enlig mor, tage en hel HF og efterfølgende at læse til lærer, samtidig med hun formåede at give mig en fantastisk barndom trods små midler (den gang var der intet der hed dobbelt SU til enlige).. Da jeg startede op på HF i August sidste år, var det virkelig med hende i baghovedet, hvis hun kunne så kunne jeg også, og sådan har jeg det stadig, at se hvor hun endte, trods ingen uddannelse inden jeg kom, gør bare at jeg ved der er “lys forude” <3

Men der hvor jeg er nød til at VIRKELIG ligge vægt på hvorfor jeg har verdens bedste mor, er den mormor hun er blevet til. Som mor har hun støttet mig i alle mine valg da jeg blev mor, trods de har ligget rigtig langt fra hvordan hun gjorde ved mig. Hun har undret sig på en god og positiv måde, sådan så jeg har haft mulighed for at argumenterer, uden at blive dømt på forhånd! Der har hele tiden været en åben dialog og hun har støttet mig blankt, hele vejen igennem. Det har uden tvivl styrket min tro på mig selv og mine valg i min rolle som mor. Jeg ved at det har haft en kæmpe betydning, for hvis min mor, min tættest allirede, hende jeg havde som forbillede, havde rullet øjne af mig, så tror jeg usikkerheden havde ramt og jeg måske havde gået en anden vej.

Men der hvor det er aller mest markant er hendes rolle som mormor og hendes måde at imødekomme mine valg og drengenes behov på, for ikke nok med at hun har accepteret dem og min tilgang, så har hun også praktiseret dem. Hun har båret Felix, vugget ham i søvn, hun har ladet ham gradte med maden og bedst af alt så har hun samsovet med begge drenge. I dag der havde hun drengene på besøg så jeg kunne få ro til eksamens læsning, og da de skulle sove til middag, sendte hun dette billede.

 verdens bedste mormor! <3

Amen er det ikke fantastisk? Jeg bliver så hjerte varm også lykkelig og sætter virkelig pris på at jeg har verdens bedste mor og drengene verdens bedste mormor. Hun er næsten den eneste der passer drengene, for hun er den eneste jeg er 100% tryg ved at efterlade drengene ved, fordi hun forstår og imødekommer deres behov som hun gør, det er så skønt!

Og hold nu op hvor betyder det bare generelt rigtig meget med støtte og accept fra ens mødre, når man selv bliver mor! Det vil jeg helt klart huske på den dag jeg selv får børnebørn også selvom jeg nødvendigvis ikke er enig, så kan støtte være alfa omega!