Om at imødekomme en “dårlig vane”!

Jeg synes ofte den der præger aller mest når vi snakker børn, er fokus på børns søvnrutiner. Hvornår skal de kunne sove igennem? Hvis de ikke gør, hvordan får jeg det så til at ske?  Ofte er tilbagesvaret at der er snak om dårlige vaner, at barnet er blevet vandt til at mor/far kommer, blevet vandt til at skulle ammes, og der er noget der skal ændres nu! Det er ofte der nogen snakker søvntræning, at barnet skal fratages de her “dårlige vaner”, for ellers stopper galskaben aldrig.

Det hjælper heller ikke at det næsten er normen at spørge “hvordan sover han/hun om natten?”, i stedet for blot at spørge til generel trivsel, man bliver aldrig ladt i fred og bliver konstant mindet på at ens barn ikke sover optimalt, for vi kender jo alle det der barn der sov igennem fra dag 1, eller vi hører i hvert fald om det! Der er ALT for meget fokus på børn og søvn..

Men lad mig dele en historie, bare en lille en om hvordan at man godt kan efterkomme børns behov, og at de nok selv skal sove igennem når de er klar, at det nok skal komme..

Min søde Zacharias på 2 år og 8 mdr. bliver stadig ammet. Og er ALTID blevet ammet om natten. Vi har oveni det altid samsovet, og generelt har vi været indbegrebet af “dårlige vaner” og han har ALTID vågnet minimum 2 gange om natten, nogle gange op imod 20 gange. Jeg har været god til at fornemme at mange opvågninger tit var hvis det havde været en træls dag, det var tydeligt at der varet behov for tryghed når noget stærkt skulle bearbejdes.
Det har været hårdt aldrig at få noget søvn, især fordi jeg stadig har Felix på 19 måneder der stadig vågner hver 2 time natten lang. Jeg har flere gange tvivlet om det nogensinde ville få ende, om jeg gjorde noget galt, om der reelt var tale om dårlige vaner. Indtil for en måned siden.. For en måned siden blev Zacharias som altid (det gør han stadig) ammet i søvn, og næste gang han vågnede var det vanelige tidspunkt vi står op på 5.30, det var ALDRIG sket før, aldrig.. Det var vildt, og det vildeste, det blev ved og ved.. Nu er der gået en måned og han sover stadig igennem, ikke en eneste gang har han vågnet og efter spurgt mælk, til tider har han været urolig, men han har blot lagt sig til at sove igen..

For mig har det været tydeligt at nu var han klar, nu tog han valget, og nu var hans behov for tryghed om natten væk. Selvom 2 år og 8 mdr er lang tid, så føler jeg at sejren, følelsen af at jeg har gjort det på hans præmisser det er langt mere givende!

Det er så nemt at skyde skylden på ting man gør udenfor normen, og jeg tror tit det er der den går galt. For jeg kender børn hele vejen rundt, børn på eget værelse, børn på flaske, børn der er blevet ammet og har samsovet, som har haft søvnproblematikker, der er ikke et eller andet mønster, et billede af en bestemt “type” barn som ikke sover igennem, og samtidig har vi et eller andet behov for at finde grunden, finde et problem et sted at placerer skylden og der er de “dårlige vaner” ofte et godt sted. Men spørg du mig, så tror jeg 100% det kommer an på barnet, Zacharias sov igennem da han var klar, det samme vil Felix gøre og det samme med baby i maven, det har jeg accepteret, og mig..? Jeg kan sove når jeg bliver gammel <3