Efter en lang fase med presseveer grundet en dreng der sad skævt i bækkenet, kom Zacharias endelig ud. Han blev lagt op på mit bryst for efterfølgende at blive fjernet 5 minutter efter, ikke at der var noget galt, men grundet en igangsættelse pga stort fosterskøn, skulle han vejes og måles hurtigt, da børn med en fødselsvægt på over 4500 gram er i risiko for at have for lavt blodsukker. Så de tog ham hurtigt væk og fik ham målt og vejet, 4545 gram hed vægten, derfor målte de også hans blodsukker. Det hed 2.1 men skulle i givne stund være over 2.2, derfor gav jordemødrene ham MME i en kop, og først efter det blev han lagt til, med beskeden om at jeg skulle ringe efter dem når amningen var over så de igen kunne måle hans blodsukker. Han tog fat som en drøm og ammede i 1 1/2 time i streg, jeg kaldte på en jordemoder som målte blodsukkeret, den her gang hed det 2.2 og derfor fik han igen MME i kop, det gentog sig og 3. gang hed blodsukkeret 2.4 og de stoppede med at give MME. Zacharias ammede som en drøm, tabte sig kun 2% på 3. dagen og selvom jeg havde meget lange (han ammede i gennemsnit 2 timer i træk) og derfor smertefulde amninger de første 14 dage, så strejfede tanken om at stoppe, mig aldrig. I mit hoved var MME ikke en mulighed. Forløbet kørte siden hen problemfrit, aldrig har jeg haft brystbetændelse og aldrig har jeg døjet med andre finurligheder. Da Felix kom i november kørte amningen problemfrit, han blev lagt til med det samme, da han kun vejede sølle 3770 gram, og han ammede så i halvanden time inden de målte og vejede ham og hvor vi efterfølgende tog hjem. Det har kørt problemfrit, ingen smerter overhovedet da mine brystvorter allerede var hærdet og i dag har jeg en dreng der bliver fuldammet og vejer 8 kg, knap 4 mdr gammel ? at jeg så ammer begge er et helt andet forløb og en helt anden snak, det kan læses her. ?
Personligt elsker jeg at amme, jeg nyder at det er et specielt bånd der er i mellem mine børn og jeg, et bånd som ingen kan erstatte, når jeg ammer bliver jeg fyldt op med en kærlighedsfølelse, som er helt ubeskrivelig.
Det at jeg ammer er med til at få mig til at føle mig som en bedre mor, for det at jeg ammer og især det at jeg ammer 2 børn, gør at jeg må tilsidesætte rigtig mange af mine behov, jeg sover sjældent mere end en time i streg om natten og jeg har ikke haft alene tid overhovedet siden Zacharias blev født. Nogle gange kunne jeg godt bruge lidt tid for mig selv, men det vælger jeg fra, fordi jeg prioterer mine børn og deres behov, så må mine egne vente! Når jeg skriver alt det her, så ved jeg at nogle vil føle sig trådt på.. Men ligegyldigt nu mærke til, at jeg skriver hvad JEG føler ikke hvad der er rigtigt og forkert!
Vi gør det alle på hver vores måde, og jeg ved der er en historie bag alt, kvinder der giver flaske er ikke egoistiske og sætter deres behov frem for deres børn, det er ikke det jeg skriver.. Men jeg skriver hvad jeg føler og på det punkt vil jeg også have lov til det. Have lov til at være stolt og have lov til at være glad, for som sagt så tager det så meget på mig, og derfor vil jeg sku have lov til at blære mig og få et anerkendende nik og et skulderklap, altsammen uden at andre føler sig trådt på. Det her handler kun om mig og hvor stolt jeg er ? Det får mig til at føle mig som en skide sej og overskudsagtig mor!
Bum.. Men derfor er alle i andre også seje og fantastiske! Nogle af jer har kæmpet en hård kamp og har til sidst måtte anerkende at det ikke fungerede, andre har ikke kunne magte det, nogen har måtte helt vælge det fra pga medicin og sygdom også er der nogen der bare ikke føler for det.. og hvis i ikke ammer, så er jeg sikker på i giver jeres barn kærlighed på en helt anden og fantastisk måde! Jeg dømmer ingen, men derfor vil jeg have lov til at være stolt, for jeg synes selv jeg er pisse sej ?
Jeg har altid vidst jeg skulle amme, det har aldrig været til overvejelse om jeg kunne eller ej, og det tror jeg er et godt sted at starte. Da jeg i 2013 var højgravid og fik konstateret for højt blodtryk i uge 39+2 blev jeg sat igang og fødte 39+6. Igangsættelsen var langvarig og tog hårdt på mig men fik ham til sidst ud. Jeg var smadret. Lagde med det samme min søn til brystet og han suttede da også. Mine brystvorter blev smadrede og blødte, jeg prøvede med suttebrikker, uden brikker og med brikker igen. Min mælk var læææænge om at løbe til. Jeg fik kørt udmalknings maskiner ind for at få gang i produktionen og kæmpede i en time for at få 5 dråber ud. Pludselig på 4 dagen efter massere af hud mod hud og tortureringer af mine bryster begyndte mælken at løbe i store tunge dråber ud af mine bryster. Mine anstrengelser havde båret frugt, og jeg er sikker på det var fordi at det at give op ikke var en mulighed for mig. Jeg SKULLE amme mit barn. Uheldigvis havde min søn i mellemtiden fået gulsot og var blevet for svag til at spise. Vi blev indlagt på neonantal afdelingen og han blev lagt i lys. Jeg pumpede hver 3 time døgnet rundt og ammede også min søn. Han spiste det han havde kræfter til og fik så ekstra af min mælk på kop bagefter. Efter nogen dage kom vi hjem og amningen kørte. Brugte suttebrikker men det fungerede. Da han var 3 mdr smed jeg brikkerne. Da han var 5 mdr begyndte jeg på mos og grød og ammede ham med succes indtil han blev 1 år. Da jeg så fik min datter d 29 august 15 var jeg forberedt. Denne gang gik jeg 9 dage over tid og fødte fuldstændigt naturligt. Min krop var klar og lillepigen var klar. Amningen kørte fra starten og allerede dagen efter fødslen kunne jeg se hun fik råmælk. Mælken løb rigtigt til 2 dage efter fødslen. Min datter bliver 6 måneder om lidt og vi fuldammer stadig. Jeg har tænkt mig at amme hende i 2 år da jeg er af den overbevisning at amningen er det bedste jeg kan give min datter.
For Jeanette betyder amningen alt. Det har altid været helt klart for hende at hun skulle amme, hun føler at amning er noget essentielt mellem mor og barn og at det styrker tilknytningen meget. Jeanette er meget stolt af at amme og det er et meget vigtigt emne for hende, hun diskuterer gerne offentlig og langtidsamning, da det er noget hun virkelig brænder for.
Jeanettes første forløb var meget hårdt, hun kæmpede virkelig for at at få amningen i gang og var derfor meget skrøbelig i den efterfølgende tid. Først efter hun var færdig med at fuldamme kunne hun nyde amningen fuldt ud. Anden gang har for Jeanette været forbundet med helt andre følelser da det hele fungerede lige fra start af og derfor er der meget mere ro over det hele. Lige nu føler hun en ekstra stærk kærlighed når hun ammer sin datter.
Jeanette synes der er en del udfordringer forbundet med at amme, med hendes søn var det helt klart hele forløbet alle de problematikker der opstod som alt sammen tærede på hende. Her med datteren er det at skulle forklare og forsvare hvorfor hun vil vente med fastføde til de 6 måneder og folk udfra det drager påstande om at det er derfor hun sover dårligt om natten, senere vil hun helt klart se udfordringer i forbindelse med langtidsamning da hun gerne vil udover det første år.
Jeanette ville personligt have haft det MEGET svært hvis amningen var mislykkedes, men hun er også at det opfattelse at alle kvinder kan amme med ganske få undtagelser. Hun mener at rigtig mange amninger går i vasken på grund af alt for dårlig vejledning og det synes hun er en skam.
Trods Jeanettes store engagement i amning så dømmer hun ikke flaskemødre, hun mener de helt sikkert har deres egne grunde. Dog kan hun godt rynke lidt på næsen ved de mødre der ikke en gang giver det et forsøg, men igen så kan hun ikke vide hvilke grunde der ligger bag.
Jeg spurgte så Jeanette om hvordan hun troede det kunne være at flaskemødre oftest føler sig dømt hvis amme mødre udtrykker deres glæde ved amning, hendes svar lød:
Jeg tror de fleste flaske mødre har haft en drøm om amning. Og når de så (ofte grundet dårlig vejledning) må stoppe amningen er det en stor sorg. Så jeg tror det bunder i en sorg over at andre giver deres barn det man selv gerne ville ha givet sit barn og det så ikke er lykkedes.
Jeanette der ammer hendes datter ?
Tak til Jeanette for at ville dele hendes forløb! Du er har været en hård kamp igennem og har klaret det SÅ godt, også er jeg personligt stor fan af dit princip om langtidsamning??
Min søn er aldrig blevet ammet. Jeg vidste fra jeg blev gravid at jeg ikke havde valget. Han skulle være flaskebarn. Og det skulle han fordi jeg har en lidelse der hedder Bipolar Affektiv Lidelse (det man i gamle dage kaldte maniodepressiv). Jeg tager derfor medicin, som jeg ikke kan undvære. Og den medicin går over i mælken. Sundhedsstyrelsen har godt nok åbnet op for, at man godt kan amme, men det ville betyde at min søn skulle have taget blodprøver hver måned, og at min dosis var afhængig af medicinniveauet i hans blod. Det ville jeg ikke udsætte ham for.
Jeg har på ingen måde fortrudt at jeg valgte flasken. Han elsker sin flaske, og jeg er i tvivl om jeg nogensinde får ham afvænnet ? Han er 13 mdr nu, og skal have en lillebror om 3 mdr, som også bliver flaskebarn fra start.
Jeg blev støttet hele vejen igennem af fagpersonalet, og følte mig på intet tidspunkt presset eller set ned på. De mente alle at jeg tog den rigtige beslutning for mit barn. Og sådan har det også været i denne graviditet, på trods af at det er et andet fødested.
Astrid havde det fint med ikke at kunne/skulle amme, da det var noget hun havde været klar over allerede inden hun var blevet gravid og derfor havde hun affundet sig 100% med det. Hun var mest betænkelig ved andres reaktion, men når hun fortalte grunden har hun kun mødt forståelse, derfor har hun heller ikke følt sig set ned på, trods det at hun giver flaske, hun tror at de fleste mødre godt ved der kan ligge mange grunde bag og at de fleste fordomme gror i vores egne hoveder, på baggrund af få personers ytringer.
Astrid mener der er en masse udfordringer i det at give flaske, den primære er helt klart det ekstra arbejde, sterilisere, gøre klar, koge vand osv. derudover er der selvfølgelig udgifterne ved MME også er der det at man ofte skal afprøve flere mærker før man finder en der ikke giver hård mave, det ville klart være langt lettere at kunne finde brystet frem når man er på tur.
Astrid har ikke følt hun manglede det at amme, da man sagtens på andre måder kan give dit barn samme intimitet ved flaske som man kan ved amning.
Hun har på ingen måder noget imod at andre kvinder ammer, hun forstår slet ikke det hysteri der forefindes i samfundet over et blottet bryst når det bruges til det som at det er skabt til, mens busserne er fyldt med bare bryster uden det bliver påtalt.
Havde Astrid været medicinfri ville hun med sikkerhed havde givet amning et forsøg.
Jeg spurgte så Astrid om hvordan hun troede det kunne være at flaskemødre oftest føler sig dømt hvis amme mødre udtrykker deres glæde ved amning, hendes svar lød:
Jeg tror det måske hænger sammen med at mange flaskemødre har kæmpet en kamp for at få amningen op og køre og måske føler de et nederlag. Så rammer det lidt hårdere. Jeg føler også at debatten tit og ofte drejer hen på hvordan barnet får den bedste næring. Min SP sagde til mig at det vigtigste var at mit barn fik mad og at MME er så godt skruet sammen nu, at der ikke var tvivl om at han fik hvad han skulle bruge.
Astrid der giver hendes datter flaske?
Tak til Astrid fordi du ville dele, jeg er ikke i tvivl om at du er en skide god mor der kun har din søn det aller bedste!?
Egentlig er det jo et egoistisk valg at jeg fra start ikke ville amme.
Jeg har fået brystforstørrende operation og har samtidig Pco hvilket kan påvirke mælkeproduktionen.
Så grunden til at jeg valgte det fra, var af frygt for at det ikke ville komme til at fungere. Jeg kunne slet ikke have tanken om at hvad nu hvis jeg ikke havde mælk nok eller der slet ikke kunne komme noget ud eller hvis det slet ikke mættede nok.
Med den frygt hængende i tankerne konstant, var det eneste rigtige valg for mig at beslutte det skulle være flaske fra starten.
Jeg fortalte det til 1. Jordemoder konsultation og hun skrev ind i journalen med det samme at jeg ikke skulle amme.
Til en senere konsultation snakkede vi om det igen, eller rettere sagt jordemoderen fortalte at jeg ville få nogle piller efter fødslen som skulle stoppe mælken.
Min fødsel gik så hurtigt at jordemoderen der var med, slet ikke havde nået at kigge i min journal inden jeg havde født. Lige da han kom ud, kom han på mit bryst og ligge. Jeg var i vand og derfor uden tøj på. Efter jeg var kommet op og havde født moderkagen og fortalt at jeg ikke skulle amme, fik jeg en skjorte på, så jeg kunne dække brystvorterne, så han ikke søgte hen til dem.
Jeg fik 2 piller og jordemoderen lavede en flaske til min søn som han så fik ?
Jeg mærkede intet til at der skulle have været mælk i Mine bryster. Ingen ømhed eller spændinger overhovedet. De dryppede en lille smule råmælk, men ikke noget særligt.
Ved Sanne var det frygten der spillede ind og tog overhånd, og hun valgte den sikre vej så hun ikke skulle opleve et nederlag. Hun har gennem sit forløb inden fødslen ikke mødt noget modstand af fagpersoner på nogen måder, dog har hun mødt en del fordomme fra ammende mødre. Sanne er helt afklaret med sit valg og føler sig ikke dømt på baggrund af det, hun tager gladeligt diskussionen med folk som vil fortælle hende hvor dårligt MME er og at modermælk er det eneste rigtige. Sanne synes at det der har været sværest i forhold til det at give MME har været alle de forskellige mærker og spørgsmålet om hvad man skal vælge, pt er hun i gang med at skifte mærke, da hendes søn døjer med hård mave. Også er man også nød til at anskaffe sig en masse ting når man giver flaske, eksempelvis har Sanne måtte investerer i en mikroovn! Sanne har intet imod ammende mødre, hun synes det er dejligt at andre kvinder gør det, da det er det allermest naturlige som man kan gøre!
Hun har været rigtig glad for hendes beslutning og hun synes det er dejligt at faren kan være med indenover spise situationen. Bagsiden af det er at hendes søn døjer med hård mave.
Jeg spurgte så Sanne om hvordan hun troede det kunne være at flaskemødre oftest føler sig dømt hvis amme mødre udtrykker deres glæde ved amning, hendes svar lød:
Jeg tror at dem der føler sig stødt er dem der selv har prøvet men hvor det ikke har fungeret. For dem er det jo et nederlag at måtte give sit barn flaske. Jeg svarer folk igen hvis de siger noget til mig omkring det. Der er så mange flaskebørn efterhånden og de har det ligeså godt som alle andre.
Sannes søn der er nyder godt af hans MME ?
Tak til Sanne fordi du ville dele, jeg er helt sikker på at du trods dit valg er en fantastisk mor som kun vil din sønye det bedste ?
S blev født den 16 februar 2014. Efter 35 hårde timer, troede jeg at jeg skulle nyde mit første barn. Han blev taget med sugekop og blev derfor fyldt med pinex junior hver 6 time, lige fra han kom ud. Min jordemoder var en helt ny uddannet ung pige, og det var hendes første rigtige fødsel alene. Efter mange timer var hun selvfølgelig træt og tog hjem med det samme han var kommet ud. Efter 3 timer kom vi op på en Barselstue og en sød jordemoder tog imod os deroppe. Jeg fortalte at han ikke var blevet lagt til endnu, og spurgte om han ikke skulle det? Nej det skulle jeg ikke tænke på, han havde jo en “madpakke” med. Da der om aftenen var vagtskifte og nattevagten kom ind for at hilse, fortalte vi at han bar blevet født om morgenen (7.10) men at han endnu ikke var blevet lagt til. Hver gang der havde været en inde ved os, sagde de bare at han havde en madpakke, også fik han lige et skud pinex mere. Nattevagten fortalte at han SKULLE ligges til nu, og jeg havde selv følelsen af at det gik rigtig godt. Efter 3 dage på en kedelig Barselstue ville jeg gerne hjem. Jeg troede at amningen gik super, og kunne ikke se hvorfor vi skulle blive mere. Sygeplejersken som udskrev os, målte tallene for gulsot og det var lige til den høje side, og han havde da også tabt sig over de 10% men hvis jeg bare lagde ham til hver 3 time, måtte vi gerne komme hjem. Derhjemme startede så et maridt! Han ville ikke spise, og skreg hver gang jeg lagde ham til. Vi ringede ind kl 23 og fortalte at han ikke ville spise. Kl 23.15 pakkede vi bilen og kørte tilbage på barselsgangen. Amme, det skulle jeg sgu, og der var ingen vej udenom, det var jeg fast besluttet på. Vi fik et værelse, og jeg malede noget mælk ud som han fik i et snapseglas. Næste morgen kom en ny Jordemoder, som skulle se mens jeg ammede. Det viste sig til at han bare lå og hygge sluttede, og fordi at han faktisk endnu ikke havde fået noget at spise, siden han blev født var han fuldstændig afkræftet! Straks fik han lagt en sonde (for flaske skulle han for intet i verden han) de næste 2 dage gik med at prøve på at få ham til at tage ved brystet. Vi prøvede først på den ene måde, så den anden, og den trejde samt fjerde. Intet virkede! Hver gang endte det med at han fik mælk gennem sonden. Vi blev efter 2 dage indlagt på børneafdelingen fordi at de troede at der var noget galt med ham, men de kunne intet finde. Efter 8 dage var jeg færdig, jeg kunne ikke klare flere nederlag. Jeg græd hver gang jeg skulle prøve at amme ham for jeg vidste at det ville mislykkedes. Til sidst, måtte jeg opgive og han fik en flaske, som han sugede i sig på ingen tid.
Det tog mig rigtig lang tid at komme over, og næste barn var jeg fast besluttet på at det skulle også ammes, men jeg ville ikke bruge lige så lang tid og kræfter på det.
Tine har i lang tid følt at det var personalets skyld amningen ikke kom op at køre, fordi der ikke var nogen der hjalp hende og fortalte hende at hendes søn skulle ligges til, noget hun efterfølgende har fundet ud af er virkelig vigtigt!
Det tog hende rigtig lang tid at acceptere at forløbet var endt som det gjorde, og i over et år efterfølgende kunne hun stadig græde over det mislykkede forløb og føle sig som en fiasko. Dog har hun nu med nummer 2 som er født i november fået en mulig forklaring (for store brystvorter) og det har for hende gjort det lettere at acceptere! Tine har i starten følt sig meget dømt, især pga et familiemedlem som havde flere vellykkede ammeforløb bag sig, og den påvirkning gjorde at hun havde svært ved at slippe det og acceptere situationens tilstand.
Hun fortæller også at jo mere hun snakkede med folk om det jo mere blev hun afklaret med det. Tine er rigtig ked af hun ikke har oplevet den samme nærvær som folk der ammer gør, det har hun manglet rigtig meget. Når Tine kigger tilbage på hendes forløb føler hun rigtig meget sorg, ærgelse og skuffelse over at det ikke kom til at fungere! Tine ville til hver en tid give det et forsøg med at amme igen.
Jeg spurgte så Tine om hvordan hun troede det kunne være at flaskemødre oftest føler sig dømt hvis amme mødre udtrykker deres glæde ved amning, hendes svar lød:
Jeg tror at det er fordi man som flaskemor, føler sig som en dårlig mor og fiasko, fordi man ikke kunne få det til at fungerer, og oftest tror de ammende mødre at vi ikke har prøvet nok, givet for hurtigt op, for så er det jo hellere ikke sværer! Jeg føler jeg har prøvet alt hvad jeg kunne også må folk tænke hvad de vil.
Tine der giver hendes datter fra november sidste år flaske?
Tak til Tine for at dele sin historie, og trods det ikke lykkedes er du en skide sej mor der kæmpede en hård kamp!?
Det startede med en lang og hård igangsættelse og fødsel.
Hun fik fat kort efter fødslen, og det gik fint. Men allerede ved anden amning begyndte det at gøre ondt. Hun fik altid forkert ved, og jeg havde ødelagte brystvorter efter et døgn
Jeg fik en masse hjælp til ammestillinger de 5 dage vi var på sygehuset, men ingen fortalte mig at hun bare skulle spise spise og spise. Jeg fik af vide at hun skulle spise hver 3. Time, og det forsøgte vi jo at holde og vi sad ofte med en baby der var meget ked af det samt nogle bryster der var store, spændte og ødelagte brystvorter.
Vi forsøgte med ammebrikker, og det var den eneste måde hun kunne spise.
Samtidig skete der en masse negative ting i vores liv, den uge efter hun er født (en ven af kærestens familie døde ca 16 timer efter fødslen. Dagen efter får min svigerfar hjertestop under narkose, men bliver genoplivet og er overlever. Han bliver efter 1,5 dag indlagt på samme sygehus som os, så vi render op og ned for at besøge ham. Og 5 dage efter får han en pacemaker.)
Da vi kom hjem gik der 5 timer, og så fik min kæreste kogende vand ud over sin mave og arm, og blev hentet i ambulance med udrykning. Så jeg sad alene med en nyfødt, smerter og var bare ulykkelig. Min mor kom sammen med en veninde og de snakkede og snakkede, der kom nogle venner og der var bare alt for meget onkring mig..
Der gik 2 dage med en ulykkelig datter, og en far der intet kunne med hende pga forbrændinger. 2 dage efter måtte jeg sende min kæreste ud efter Mme kl 2 om natten, da hun skreg og skreg og kunne ikke amme. Og bum tøsen sov med det samme hun fik flaske.. Ammede lidt dagen efter, og så stoppede jeg med ammestoppiller.
Og tøsen var pludselig meget mere glad, sov stadig dårligt og var svær at putte, men det var nok en reaktion af den hårde start på livet.
Jeg fndt så ud af 1,5 år efter da jeg var ved ammesamtale på sygehuset inden jeg fik nr. 2 at hun nok havde for kort tungebånd (det var der INGEN der havde sagt et ord om dengang)
Camilla kan den dag i dag stadig godt føle at hun var delvis skyld i det mislykkede ammeforløb, men samtidig mener hun også at en del af skylden ligger ved dårlig vejledning fra de forskellige fagpersoner der var indenover.
Hun accepterede hurtigt at hun var nød til at give flaske, da det vigtigste for hendes datter endelig blev mæt og trives. Hun har aldrig følt sig dømt grundet valget om at give flaske, i hvert fald ikke foran hende, men hun var også hurtig til at forklare det hårde forløb og på den måde få folks forståelse, dog gik der lang tid for folk stoppede med at sætte spørgsmålstegn ved hvorfor hun ikke ammede, men det var ikke noget hun lod sig mærke af.
Hun synes der er en del udfordringer ved at give flaske i forhold til at amme, og den største udfordring er helt klart tiden. Alt det med at koge vand, ordne flasker tager rigtig meget tid, også er det rigtig besværligt når man skal i byen, fordi man skal vide på forhånd at der er en mikroovn eller have varmt vand med. Noget hun helt klart godt kunne være foruden.
Når Camilla ser tilbage på hendes forløb er det ikke forbundet med nogle positive følelser, dels fordi det gik som det gjorde, men også fordi det var en hård og følsom tid for hende og hendes familie.
Den dag i dag fuldammer Camilla hendes søn på 5 måneder?
Jeg spurgte så Camilla om hvordan hun troede det kunne være at flaskemødre oftest føler sig dømt hvis amme mødre udtrykker deres glæde ved amning, hendes svar lød:
Jeg tror det er fordi, at mange ammende mødre får det sagt på en måde som om at amning er det eneste rigtige! Og flaskebørn bliver syge og dumme(min opfatning af diverse debatter på facebook, hvor nogle direkte har skrevet og påstået at flaskebørn har dårligerer immunforsvar)
Men har ikke i det virkelig liv oplevet ammende mødre, udtrykke sig sådan, kun over facebook, og når der er en flok ammemødre der rotter sig sammen, mod en flaskemor der desværre måtte opgive amningen, for at fortælle hun ikke prøvede nok, bliver jeg harm.
Camillas datter der får flaske ?
Tak til Camilla for at ville dele hendes forløb, du er skide sej og en super mor der kom ud på den anden side trods masser af modgang ?
Jeg har altid ønsket at amme, det var meget vigtigt for mig at amme, hvilket også hænger sammen med, at min mor altid har snakket om hvor skønt det var, hvor sundt det var, og hvor meget hun elskede det!
Under fødslen fik jeg en 4. grads bristning, og jordemoderen havde derfor ikke tid til etablere den første amning, som de normalt gør, heldigvis hjalp min mor, så den blev etableret alligevel – et fantastisk øjeblik? Efter den var etableret blev jeg kørt på operationsstuen, og var væk fra Celina og min mand i 2 timer, det var pissehårdt at være væk fra dem.
Tiden på sygehuset gik fint, jeg ammede liggende og hun fik al den råmælk, hun ville have.
Den aften vi kom hjem og indtil kl 10 dagen efter bemærkede vi dog, at Celina ikke havde så mange tunge bleer, hvilket bekymrede os. Sundhedsplejersken kom kl 10 dagen efter vi kom hjem, og kunne konstatere at hun var lidt dehydreret, og rådede mig til at amme så meget som muligt + pumpe ud så snart mælken løb til (kunne mærke, at den var på vej, og kom også 2 timer efter), så vi kunne give Celina noget ekstra mm efter hver amning, indtil jeg kunne pumpe ud, rådede hun os til at give lidt mme i ske eller snapseglas.
Jeg fik som sagt en 4, grads bristning, hvilket gjorde, at jeg ikke måtte andet end at ligge ned de første 4 uger – jeg var med andre ord nytteløs (det følte jeg i hvert fald selv), hvorfor jeg allerede om aftenen, da vi kom hjem, havde en tudetur over, at jeg ikke kunne noget som helst og at intet var som jeg havde forventet. Jeg kunne ingenting, det eneste, jeg kunne, var at amme. Det blev derfor en besættelse for mig, jeg skulle amme, koste, hvad det ville. Jeg tudede, da min mor kom lidt efter sundhedsplejersken var taget afsted, fordi jeg var nødt til at give mme. I den tid, der var gået var mælken løbet til, og vi lavede den plan, at vi fik fat i en medela brystpumpe, så jeg kunne pumpe ud, så Celina i det mindste fik min mælk på ske og dermed ikke fik mme.
Jeg kunne som sagt ikke andet end at ligge ned, hvorfor jeg også var nødt til at amme liggende, det var fandeme hårdt med to kanonkugler til bryster, hvor man ikke kunne flytte særlig meget på brystvorten, og jeg kunne ikke finde ud af selv at ligge Celina til, der måtte jeg have min mor og senere min mand til at hjælpe. Amningen var pissefrustrende, jeg havde masser af mælk, men jeg kunne jo stadig ingenting – ikke engang ligge hende til selv, men det var så vigtigt for mig, at jeg kunne amme, især fordi jeg slet ikke kunne noget som helst andet, og hvis vi skulle gå over til flaske, ville jeg ikke engang kunne give hende det, det var ekstremt vigtigt for mig, at jeg dig kunne bare noget, og at det noget endda er det bedste alternativ, man kan give, gjorde det kun endnu vigtigere. Og jeg kunne amme!
3 uger efter fødslen fik jeg brystbetændelse i det venstre bryst med tårnhøj feber, ondt og rødme, endnu en gang var min mor guld værd, hun hjalp mig med at pumpe, amme, massere, komme varme omslag på, amme, massere, skifte ammestillinger så godt som jeg nu kunne i min tilstand og brystbetændelsen forsvandt!
For det ikke skulle være nok fik jeg 5 uger efter fødslen problemer med overproduktion, hvor Celina fik helvedes ondt i maven og jeg var ved at rive håret ud på mig selv. Yes, I gang med blokamning i stor stil, det hjalp nærmest med det samme, blev dog nødt til i to uger at starte med at pumpe “lidt” af det tynde mælk ud på det højre bryst før jeg begyndte en blokamning på det, da det var nok til at hun fik ondt i maven, men efter to uger kunne jeg lægge brystpumpen væk, og blokkene blev mindre og mindre, jeg blokker stadig lidt, men det er kun for at sørge for, at hun får nok fed mælk, har en, hvis jeg selv skal sige det, rigtig god fornemmelse for hvor meget jeg skal tilbyde hvert bryst, og det virker, hun vokser og trives som hun skal.
Det har hele tiden været vigtigt for mig at amme, og jeg nyder det, vil gerne amme fuldt 6 mdr, delvist til hun er mindst 1 år og gerne længere! Det havde ikke kunnet lade sig gøre uden min mor, hun var min største støtte og hjælp under alle problemerne omkring amningen.
For Freja har amningen som man også kan læse en stor betydning, hun ser det som det sundeste alternativ til hendes datter og hun føler at der via amningen bliver skabt et fantastisk bånd i mellem hende og hendes datter, overordnet nyder hun alle aspekter i at amme!
Når Freja det tilbage på sit forløb føler hun sig stolt, stolt over at hun trods sine mange udfordringer og opstarts vanskeligeheder klarede sig igennem det hele også føler hun en stor taknemmelighed til hendes mor, som hun selv beskriver det, så ville hun ikke kunne have gjort det uden hende!
Hvis amningen ikke havde lykkedes for hende ville hun have været slået helt ud af kurs, da det eneste hun kunne i den første tid var at amme, grundet de svære bristninger og derfor ville hun have følt sig helt nyttesløs hvis ikke hun havde kunne amme, hun føler også amningen i hendes situation var ekstra vigtigt for mor-barn tilknytningen, da hun netop var sengeliggende.
Freja føler der forbundet med amning er rigtig mange udfordringer, som man absolut ikke skal se igennem fingre med! En af de største problemematikker er helt klart dårlig vejledning og manglende hjælp og ressourcer til ISÆR førstegangs mødre, her er Freja et godt eksempel, for som hun selv skriver, så kunne hun, grundet manglende hjælp, ikke have klaret det her uden sin mor.
Hun mener også at en af de størrer udfordringer og den største fjende er usikkerheden, når man ammer bliver mange tit alt for hurtigt overtaget af usikkerhed i forhold til barnets trivsel og derfor kan hælde til at stoppe for at få mere kontrol og ro over hele situationen, og en ting der ikke hjælper at det er blevet alt for nemt at konkludere man ikke kan amme man bliver alle steder fra påduttet historier om mislykkede amme forløb og derfor kan usikkerheden allerede starte inden man overhovedet er begyndt!
Hvis man kigger omvendt på det så selvom Freja ammer og er stolt af det så mener hun ikke at flaskemødre har taget et dårligt valg, hun er sikker på at de som forældre ved hvad der er bedst for dem og det vil hun slet ikke blande sig i. Hun synes at det er helt fantastisk at der findes MME i situationer hvor amning bliver valgt fra eller mislykkedes, hun mener ikke at flaskemødre har noget at skamme sig over og ser positivt på det at faren kan være med indenover!
Jeg spurgte så Freja om hvordan hun troede det kunne være at flaskemødre oftest føler sig dømt hvis amme mødre udtrykker deres glæde ved amning, hendes svar lød:
– Jeg tror egentlig, at der er flere grunde, for det første har, tror jeg, alle kommende mødre en forventning om at amme, det er jo det helt naturlige, når man tænker på at give et spædbarn mad, og derfor er det mange gange et nederlag, at man ender på flasken. Fordi det er et nederlag, bliver man også nemt sårbar, når nogle nævner noget om at amme, og det trigger den stemme i baghovedet der siger, at man ikke var i stand til at give sit barn mad med naturens remedier. Derudover hjælper det selvfølgelig heller ikke på det, at alle siger, at amning er det bedste for et barn – for hvilken mor har lyst til at give sit barn det næstbedste?
– Det er hårdt, at flaskemødre nemt bliver stødt eller dømt, hvis man nævner noget om amning, for jeg kender ingen ammemødre, som på nogen måde dømmer flaskemødre, men ammemødre må efterhånden ikke sige et kvæk om amning uden at der er nogen, der bliver stødt, og det er sgu da noget lort, ammemødre har lov til at være glade over at de ammer, nøjagtig på samme måde som flaskemødre må være glade for, at de giver flaske, hver og en er vi mødre, der elsker vores børn og ønsker det bedste for dem, vi skal hellere være stolte over, at vi er gode mødre og er i stand til at træffe de rigtige valg omkring vores børn, lad os hylde hinanden som de gode mødre vi er og de forskelligheder, der er?
Freja der i starten måtte have hjælp af andre til at ligge Celina til, her sammen med hendes mor, som har været alfa omega i ammeforløb ?
Tak til Freja fordi du ville dele din historie med mig! Du er skide sej, og kan være hammerstolt af dig selv ?
