I dag er på papiret, en rigtig møg dag! Ungerne vågnede kl 4.30, og ovenpå en lang fødselsdag i går, kunne jeg knap holde mig vågen, jeg sad og nikkede, og var konstant ved at falde om. Oveni det brugte drengene formiddagen på at skændes og en ting er sikkert, og det er når man er ekstra træt, så er ens tålmodighed ekstra kort, jeg kunne mærke hvordan det hele hang mig langt ud af halsen.

Da vi skulle ud af døren ville jeg have Zilas i viklen, som havde været til vask og strygning ved min mor, desværre er der gået noget helt galt, den er krympet en meter og ulden er flosset, total vemodigt, da det var Zilas første vikle som han sad i allerede få timer efter fødslen, men sådan kan det jo gå, ligegyldigt hvad var jeg næsten tudefærdig, godt jeg har flere vikler, men den her var bare helt speciel!

Der gik lidt tid med det, mit fokus svandt ind og jeg var knap til stede, det hele blev da langt værre, da Zacharias på en eller anden måde havde fået fat i mit kamera og ødelagt det fuldstændigt, og som om det ikke var nok, så tabte jeg min mobil på jorden og lavede en kæmpe flænge i skærmen, det har bare ikke været min dag, jeg kunne have sat mig ned og tudet mange gange.

Men midt i alt det negative finder jeg altid et positivt holde punkt, det er sådan jeg overlever! Over middag tog drengene og jeg over i legerummet på mcdonalds og spiste is, sjældent har de leget så godt SAMMEN, 2 timer blev det til, og var det ikke på grund af Zilas, så var vi blevet der meget længere. Vi hyggede grinede og havde det sjovt, vi kom hjem og drengene hjalp med det huslige som en del af en leg, kom i bad, grinede og pjattede og sluttede af med på eget initiativ at ligge sig på sofaen under samme tæppe, se Frost og spise chips (ja det er weekend), ALDRIG har de været gode venner så længe, og hold nu op hvor har de hygget sig.

Selv om det har været noget pis for mig, så har drengene haft den skønneste eftermiddag, og det at se, og opleve dem sammen på den måde, er fantastisk. Det er også derfor at mindet om dem sammen, er det jeg husker i dag, for jeg kunne sagtens dvæle ved det negative og synes alt er uretfærdigt, men det gavner ingen, tværtimod, og sket er sket, det ændre sig ikke ved at lade det fylde.

I morgen kan kun blive bedre ?

Nå ja, som om min krop ikke har været igennem nok, så kommer der endnu et minus ved at blive mor og tilsidesætte alle sine behov, KONSTANT. I stedet for at blive belønnet, så bliver jeg straffet, det er bare typisk.

Farvel til hår, og farvel til at kunne sætte mit hår op, det ser ud af helveds til, for ja, det er en ting, det er normalt at tabe sit hår ovenpå en fødsel, i mega store pletter, SUK! Det gør det ikke bedre, at jeg i forvejen har ultra meget fe-hår.

Jeg føler lidt at der bare sidder nogen og mener jeg skal straffes, med blister og hårtab, jeg føler mig ikke ret meget menneske lige nu. Jeg må have været et forfærdeligt menneske i et tidligere liv!

Men om ikke andet, så bekræfter det her kort mig gang på gang i at kvinder er det stærke køn, at vi er hammer seje, tænk sig at vi kan være gravide, føde, tilsidesætte alle behov og tabe alt vores hår, så bliver det sku ikke mere badass, girl power!!?

Det starter allerede i graviditeten, her skal ens barn inddeles i en kategori, der bliver målt og vejet,og det kan gå 3 veje, enten har man et gennemsnitligt barn, et for lille- eller et for stort barn. Det store eller lille barn bliver ofte fulgt tæt, og er med til at skabe frygt og rædsel, nettet kammer over med skræmme kampagner, og jo vist.. Der er nogle ricisi forbundet med begge tilfælde, og de skal selvfølgelig holde øje, men ikke en eneste gang er der en jordemoder der stopper op og fortæller at ens barn måske bare er helt sit eget, nej, man bliver bombet ned med bekymringer og skrækscenarier, igangsættelse, forberedelse, you name it.

Så føder man og det bliver kun værre. For der tropper sundhedsplejersken op med målebånd og vægt, og så er det ellers bare med at passe ind i diverse skemaer og minimums grænser for ugentlig vægtøgning. Kasser, kasser og kasser og afviger barnet det mindste, så skal der måles og holdes ekstra øje med, stressen sætter ind. Og sådan fortsætter det i en lind strøm, vuggestue børn bliver sprogtestet, kaldt til møder hvis de ikke er godt med, halter den motoriske udvikling, ja så er det lige før det er underretnings materiale, og det bliver ved og ved igennem hele opvæksten. Som barn skal man passe ind i de her kasser, også i de sociale sammenhænge, afviger man det mindste, så bliver man holdt udenfor, og hvorfor? Jo fordi der er børn der er vokset op med det her kasse syn, børn der kender til det “normale” hvad end så det er.

Det er benhårdt, både for mor og far men ikke mindst for børnene, for midt i det her, så glemmer man det vigtigste, INGEN børn og ingen mennesker for den sags skyld er ens, INGEN. Vi glemmer at børn og babyer er små mennesker, og at ALLE mennesker er forskellige! Jeg gad godt se det her kasse system presset ned over voksne mennesker, man skal være 172 høj og veje PRÆCIS 70 kilo, ellers er man i mistrivsel, for man skal være snorlige og helt gennemsnitlig, ellers er der noget galt! Nej vel? Men hvorfor har man så så travlt når det er børn og babyer, jo.. Måske fordi de ikke kan snakke, og det her er en god indikation, og det er også helt fint, så længe man husker at KIGGE på barnet, se det her menneske og huske på at INGEN er ens. Trives baby med 6 våde bleer, jamen så fuck at den ene ugentlige vejning kun siger 50 gram. Kan lille Mette ikke kravle endnu, 1 år gammel, jamen altså så længe hun ellers er glad og godt med, så kommer det nok.

Men det er der den går galt, for kasserne overskygger børnene og det er faktisk dem der er det vigtige her, børnene, for trivsel slår altid eventuel vægt. Falder vægten, er der noget galt, så kommer det til nemlig udtryk i trivslen. Det handler bare om at tro på sig selv som mor, vi kender vores børn bedst, ikke en fremmed med et målebånd og en vægt som kun får øjebliksbilleder af vores børn, nej.. Børn er mennesker og mennesker er forskellige, og så er den ikke længere, husk på det næste gang du oplever kasserne presset ned over dit barns hoved, DU kender dit barn bedst?

EDIT: selvfølgelig kan det være problematisk hvis børn systematisk, ikke tager nok på, det skal lige understreges!

Okay, hvis man skal trække ulemper ved 3 så små børn, så er det her en af dem, nemlig fødselsdage, eller andre sociale sammenkomster. (Godt julen er over!!)

Hvad der før var en hyggelig stund, med god mad og selskab, indeholder nu stress og konstant mandsopdækning, i hvert fald når man befinder sig på et ikke børnevenligt område, altså de der hjem med masser af spændende nips ting lige i børnehøjde, arg. Det hele føles mere som en krigszone, man skal konstant være årvågen, og man sidder hele tiden og lytter intenst hvis drengene er ude af syne, er de nu oppe at skændes?! For så at være klar, kaste alt hvad man har i hænderne, og stoppe dem, så det ikke ender i ulykkelige børn.

Maden bliver der knap nok spist, og i spise situationen er man langt mere fokuseret på at give børnene mad, end selv at få noget indenbors, man glemmer lynhurtigt de lækre tarteletter, man bare måtte smage da man så dem, for blot at længes efter dem, når de bliver taget af bordet igen.

Derudover så passer sådanne begivenheder sjældent med noget, ofte er det midt i luren og man er tvunget til at komme for sent og gå glip af den GODE mad. Og bliver det for sent, ja.. Så tager man tideligt hjem, fordi man sidder fanget med 3 overtrætte børn. Man er altid den sidste der kommer, eller den første der går!

Og tiden til at se eller snakke med de længe savnede familie medlemmer, dem man kun ser til sådanne sammenkomster, er minimal. Hele ideen går lidt af det, for ofte når vi er hjemvendt er det ikke med minderne om en hyggelig stund med familien, men i stedet med minder om en tur på legepladsen. Jeg ville ikke være det foruden, men nogle gange så gruer jeg for det, fordi jeg ved det bliver en kamp og alt andet end hyggeligt for mig, MEN drengene har som regl en fest, og så længe de er glade, så er jeg glad, så må jeg bare vente en 3 år på de skide tarteletter ??

Dem der kender mig ved at samsovning har stor betydning herhjemme, så stor at Søren sover på sofaen og at vi har fået bygget en kæmpe seng til formålet. Det er noget vi altid har gjort og noget som har fungeret, trods 3 små børn, indtil nu..

For kort tid siden sluttede en æra, Zacharias begyndte at cutte luren i børnehaven, og det har betydet en kæmpe omvæltning på søvnfronten. Normalt er Felix og Zacharias oppe kl 5 hver morgen, de er mega a-børn og sover derfor også tidligt, omkring 18.30. MEN efter han cuttede luren skulle han jo gerne sove lidt længere i den anden ende, det sker bare ikke, han vågner af Felix der rumsterer og typisk har klokken været 4 om morgenen. Det har betydet en dreng, der er bund ulykkelig hele dagen, alt for træt.

Derfor besluttede jeg mig for at nu skulle vi prøve at lade Zacharias sove på sit eget værelse, der er ingen tvang, vi giver det en chance, fungerer det ikke, så er det sådan det er, han skal ikke forvises til værelset, slet ikke! Min forhåbning er  at han får mere ro, og at han derfor sover længere, han har jo sovet igennem siden han blev 2.5 år.

Vi købte derfor impulsivt en køjeseng nytårsdag. Det fede ved at det er en køjeseng, er at der er mulighed for at Felix kan joine hvis han får lyst. Derudover er det en helt normal seng 90×200, hvilket er fantastisk, drengene er jo vandt til plads og så kan jeg ligge og putte med ham, og amme ham problemfrit til han sover, ligesom vi plejer, max på tryghed og nærvær.

Det er så gået nogenlunde, første nat kom han allerede ind i sengen til mig kl 23, han kunne slet ikke finde ud af det, og i nat sov han så helt fint, men troede det var morgen kl 3 om natten, ha ha, tingene tager tid! Heldigvis har han klaret det godt, og han er super stolt, dog har det krævet en smuuuule overtagelse, men han har nydt putningen med kys, kram og kærlighed.

Som i kan mærke her, er det nok mig der har det sværest, jeg føler jeg strider mod alt hvad jeg tror på, og jeg føler at jeg vælger ham fra. Det virker for mig så forkert at lade ham sove derinde helt alene, jeg er virkelig ikke fan. Og jeg ved jo godt det ikke skader, men nøj hvor er det svært, jeg håber det bliver bedre med tiden hvis det lykkedes, men hold nu op jeg frygter den dag Felix ikke vil sove her mere, forhåbentligvis går der lææææænge endnu ?

Læs om hvorfor samsovning ikke er farligt her.

Okay, først LA, og nu ser blå blok positivt på den her stopprøve i 0. klasse, jeg troede lidt at den ville dø, eftersom LA startede ud med forslaget, de er kendt for de her lidt skøre og impulsive forslag, men nej.. Der er andre der er med på den, og derfor er jeg nød til lige at ytre min mening, i kender mig, jeg kan ikke lade vær’..

Og hold nu kæft hvor er det bare uambitiøst, 0. klasse er alt for sent hvis du spørger mig! Som dyreart er vi generelt håbløst bagude, for når vi bliver født, så kan vi ikke en skid, men næsten alle andre dyrearter de rejser sig og går lige efter fødslen. Det kan godt være der sidder en regering og mener vi er intellektuelt overlegne over eks heste og andre pattedyr, men det er en illusion, vi er bagude, for hvis de kan gå og vi skal bruge et helt år på at lære det, hvad skal der så ikke blive af os?! For at komme det her problem til livs, så batter stopprøver i 0. klasse ikke en skid, de må indføres fra fødslen af, og består babyerne ikke, rejser de sig ikke op og går med det samme, så må de tilbage hvor de kom fra, for det er simpelthen ikke godt nok!

Så slipper vi måske også for skøre politikkere, som rent faktisk tror på at stopprøver er en god idé.

Jeg ligger her i sengen med et barn i hver armhule, og har mest af alt lyst til bare at grine. Det er nemlig lige gået op for mig hvordan hele min hverdag, er bygget op på held, det er altid mere held, end det er forstand, at jeg klarer den.

Zacharias har for anden nat sovet på sit eget værelse (ja jeg er gået total mod mine samsovningsprincipper, og det kan i læse mere om senere i dag!) kl præcis 2.52 står han i døren indtil soveværelset og råber: “jeg har sovet i min seng!”, ligeså stolt. Jeg ligger med Felix i armhulen og får hvisket at vi lige skal sove liiiidt længere. Zacharias svarer okay, lukker døren og går, også kan jeg ellers bare høre ham trisse rundt i stuen ?

Jeg får puttet Felix og står op til ham, hvorefter vi går ind i hans seng og putter, 2 minutter går der også kan jeg høre at Zilas vågner, pis! Jeg siger til Zacharias forhåbningsfuldt at han skal blive liggende, og at jeg kommer igen, selv om jeg godt ved det ikke kommer til at ske! Først var planen at tage Zilas og liften med derind, men da jeg træder ind i soveværelset, sætter Felix sig også op lysvågen, pis igen.

Jeg ligger mig op, ammer Felix og Zilas og der går 2 minutter, så står Zacharias og siger: “mor, mor, mor” nede i fodenden af sengen, han vil gerne have mig med ind på værelset, men jeg er ligesom fanget, arg! Her bliver det så spændende, for jeg kan mærke at situationen er presset, at Felix bliver mere og mere vågen, og gør jeg ikke noget, så får jeg aldrig drengene til at sove igen. Jeg sætter mig derfor op, ligger en halvvågen Zilas i liften, får hevet Zacharias med op i seng og ammer både Felix og Zacharias, en i hver armhule. Mens jeg ligger der, rumsterer Zilas rundt, triller på maven, ligger og kigger over kanten på liften og griner. Jeg ligger bare og ber til gud om at han ikke græder, og en eller anden må have hørt mig, for pludselig efter lidt tid, sover han, bare uden videre, det er ALDRIG sket før! Og efter 10 minutter sov begge drengene.

Nu ligger jeg så bare selv her kl 4.07, og kan ikke rykke mig en cm af frygt for de vågner og det hele er forgæves, alt imens jeg griner for mig selv, for hele min måde at være mor på, er opbygget af tilfældigheder, og det faktum at jeg kender mine børn, uden tilfældighederne og det at turde tro på dem, så klarede jeg mig aldrig igennem noget som helst.

Går den, så går den! ?

Ja, jeg skriver jo helt vildt, og derfor har jeg lige kigget lidt på statestikken for 2017, og der var selvfølgelig nogle indlæg, som hittede bedre end andre, måske i kan huske dem, eller også så kan i læse med her <3

5.
Det femte mest læste indlæg var indlægget da jeg offentliggjorde min graviditet med Zilas, da jeg endelig kunne fortælle hele verdenen at vi ventede os igen, efter at være blevet bekræftet i at alting var godt! Læs med her

4.

Det fjerde mest læste indlæg var indlægget omkring Natascha Linea fra de unge mødre. Indlæggets essens, var ikke at gøre hende til et godt eller bedre menneske, men simpelthen at perspektiverer den her opførelse der florerer hele tiden. Hvis man synes hun er forkert på den, så skal man stadig selv opføre sig ordentligt, også er den ikke længere. En holdning jeg blev yderst upopulær på, blot fordi det var hende jeg bruge som eksempel, sigende? Læs med her

3.

Det tredje mest læste indlægget, var indlægget om Amanda som sidder i kørestol og er mor til 3 små børn, hvis man synes jeg er sej, så jeg er vand ved siden af i forhold til Amanda, jeg ser virkelig op til hende og har virkelig meget respekt for den fantastiske kvinde! Læs med her

2.

Det andet mest læse indlæg var indlægget som advarer om at skærme af for barnevognen i sommervarmen, noget der desværre er rigtig mange der stadig gør, men som altså er så hammer farligt for de små, da barnevognen kan virke som en bageovn. Læs med her

1.

Det mest læste indlæg, var indlægget omkring at man skulle passe på de små fingre. Zilas fik viklet noget snor stramt om sin finger fra liften af, noget jeg altid har frygtet skulle ske, med mit alt for lange hår, det skete så bare helt uventet et andet sted fra, og jeg var mildest talt i panik! Læs med her

Det bliver svært at slå 😉

Hvad byder mit 2018 på? Jeg er nemlig helt sikker på at 2018 bliver mit år, fremtidsudsigterne er fantastiske og der kommer til at ske så mange spændende ting. Nogle ting er fastsat, andre er mål som jeg håber at nå, såkaldte nytårsfortsæt, selvom jeg hader det ord, for det er som om de aldrig bliver overholdt, haha!

Men altså mit 2018 byder blandt andet på en helveds masse eksamener til sommer, hvor jeg afslutter mit 2. år på HF, hvorefter jeg tager hul på det sidste år. Som mange af jer ved, så droppede jeg barslen, og har siden jeg fødte Zilas, studeret hjemmefra. Jeg har haft læst Historie B, Fysik B og Dansk A indtil nu, og det er gået så godt, at jeg har kastet mig hovedkulds ud i 2 nye fag, nemlig samfundsfag C og religion C. Så på papiret nu har 36 timers ugentlig studie tid, det er altså fuldtidsjob!
Det betyder at jeg skal op til intet mindre end 6 eksamener til sommer, yieks! Men faktum er også at jeg ELSKER det og jeg synes det hele er hammer spændende, jeg nyder at holde hovedet i gang, og elsker den her læringsprocess.

Jeg tager så efter sommer hul på mit sidste år på skolen, som vil byde på matematik B og A, Kemi B, Engelsk B og Fysik A, drømmen er nemlig at læse fysik på universitetet efterfølgende, hvis nogen skulle være i tvivl 😀 Det bliver så spændende! 

Derudover så byder 2018 på, i hvert fald en Spaniens tur, det er fastsat, måske 2, jeg er jo tit og ofte i Barcelona hvor min farfar bor, det er ligesom mit andet hjem, og jeg glæder mig sådan til at komme derned, og vise min farfar Zilas, det har så stor betydning, at han når at se sine oldebørn, 82 år gammel, så er man ikke længere helt ung!

Så sker der også en masse spændende, som jeg endnu ikke kan afsløre, men jeg er mega spændt og kan slet ikke vente på resultatet, og hvordan det bliver taget imod, ligegyldigt hvad så bliver det MEGA spændende, i skal glæde jer <3

2018 bliver også året hvor jeg skal slippe Zilas, hvor han skal starte i vuggestue, det bliver året hvor jeg bliver mor til hele 2 børnehavebørn og det bliver året hvor jeg bliver 25 og pludselig er tættere på de 30, en skræmmende alder hvis du spørger mig! (undskyld)

Derudover så er jeg kommet frem til følgende nytårs fortsæt:

• At fortsætte mit vægttab, og komme ned unger 70 kg!
• At dyrke mere motion, som en del af at få mere energi og overskud
• At gøre mindst en god gerning om måneden
• At være den bedste mor jeg nu kan formå for mine dejlige drenge, så de vokser op og bliver nogle fantastiske individer.

Ja, total kliché-agtige fortsæt og liste, men altså det er oprigtigt det jeg stiler efter, især det første, det er bare drømmen, og jeg ved jeg kan klare det!

Så nu kan 2018 bare komme an, jeg glæder mig rigtig meget, og er klar til at forme et perfekt år så godt jeg kan! 2017 bliver klart svært at slå, men jeg tror alligevel at 2018 er et godt bud på et bedre år <3

Jeg håber at i ALLE kom godt ind i det nye år og at 2018 bliver JERES år <3

I morgen skal drengene op og afsted i vuggestue og børnehave igen, hånden på hjertet, så glæder jeg mig! Inderst inde ville jeg ønske jeg var en super mor der kunne gå hjemme med alle 3 drenge, og havde jeg gjort det fra start af, så havde vores hverdag og mit overskud, også været helt anderledes, det ved jeg. Der er jeg bare ikke nu, og det er altså skide hårdt når mønsteret brydes i de her ferier, ikke kun for mig, men fordi jeg har lille Zilas på 4 mdr.

Ferien har været hård, det er uden tvivl hårdt at være på 24/7 når man ikke er vandt til det, med drenge på 2 og 3 år, er der altså ikke ret meget ferie over det, for mit vedkommende. Men et er at det kan være hårdt for mig, hårdt ikke at sove, hårdt med konstante skænderier og magtkampe, hårdt slet ikke at have bare 2 minutters ro, fordi jeg tilpasser mig, og efter et par dage finder vi sammen nye rutiner for den her ferie, men der hvor det er slemt, er netop for lille Zilas.

Sådan 2 drenge som Felix og Zacharias, de fylder DET HELE, og Zilas, lille nemme Zilas, han siger ikke så meget, derfor har han brugt alt for meget tid på at ligge selv (hvis du spørger min samvittighed) og jeg føler ofte næsten han er blevet glemt, han er der bare! Det er simpelthen mega svært pludselig at skulle disponerer min tid over dem alle sammen, bare lige sådan. Derudover har hans lure været korte, han er urolig, og jeg kan godt mærke at han bliver lettere overstimuleret med drengene der konstant råber, fare rundt og virkelig gerne vil snakke med ham, HELE TIDEN! Derfor har han været træt, hænge og kun ville have mig, og det har han selvfølgelig fået, halleluja for min vikle, men øv hvor er det bare ikke sjovt i mit hoved.

Så når jeg siger jeg glæder mig, så er det ikke for min egen skyld, selv om det er hårdt, så er det hyggeligt med kvalitets tid med drengene. Nej jeg glæder mig til nogle dage med fuld fokus på Zilas, vi skal putte ligge hud-mod-hud og snakke MEGET, han skal vide jeg stadig er her! Og nej, selvfølgelig tager han ikke skade, han stortrives, men min dårlige samvittighed kan næsten ikke bære det, øv! Jeg kompenserer max i morgen ?