Om at turde tro på tilfældighederne ♡

Jeg ligger her i sengen med et barn i hver armhule, og har mest af alt lyst til bare at grine. Det er nemlig lige gået op for mig hvordan hele min hverdag, er bygget op på held, det er altid mere held, end det er forstand, at jeg klarer den.

Zacharias har for anden nat sovet på sit eget værelse (ja jeg er gået total mod mine samsovningsprincipper, og det kan i læse mere om senere i dag!) kl præcis 2.52 står han i døren indtil soveværelset og råber: “jeg har sovet i min seng!”, ligeså stolt. Jeg ligger med Felix i armhulen og får hvisket at vi lige skal sove liiiidt længere. Zacharias svarer okay, lukker døren og går, også kan jeg ellers bare høre ham trisse rundt i stuen ?

Jeg får puttet Felix og står op til ham, hvorefter vi går ind i hans seng og putter, 2 minutter går der også kan jeg høre at Zilas vågner, pis! Jeg siger til Zacharias forhåbningsfuldt at han skal blive liggende, og at jeg kommer igen, selv om jeg godt ved det ikke kommer til at ske! Først var planen at tage Zilas og liften med derind, men da jeg træder ind i soveværelset, sætter Felix sig også op lysvågen, pis igen.

Jeg ligger mig op, ammer Felix og Zilas og der går 2 minutter, så står Zacharias og siger: “mor, mor, mor” nede i fodenden af sengen, han vil gerne have mig med ind på værelset, men jeg er ligesom fanget, arg! Her bliver det så spændende, for jeg kan mærke at situationen er presset, at Felix bliver mere og mere vågen, og gør jeg ikke noget, så får jeg aldrig drengene til at sove igen. Jeg sætter mig derfor op, ligger en halvvågen Zilas i liften, får hevet Zacharias med op i seng og ammer både Felix og Zacharias, en i hver armhule. Mens jeg ligger der, rumsterer Zilas rundt, triller på maven, ligger og kigger over kanten på liften og griner. Jeg ligger bare og ber til gud om at han ikke græder, og en eller anden må have hørt mig, for pludselig efter lidt tid, sover han, bare uden videre, det er ALDRIG sket før! Og efter 10 minutter sov begge drengene.

Nu ligger jeg så bare selv her kl 4.07, og kan ikke rykke mig en cm af frygt for de vågner og det hele er forgæves, alt imens jeg griner for mig selv, for hele min måde at være mor på, er opbygget af tilfældigheder, og det faktum at jeg kender mine børn, uden tilfældighederne og det at turde tro på dem, så klarede jeg mig aldrig igennem noget som helst.

Går den, så går den! ?