Om en lille måned så sker der noget stort, jeg er så spændt og skræmt på samme tid, jeg aner slet ikke hvordan det skal gå!

Pr. 1/4 starter Zacharias nemlig i vuggestue, i vuggestue?! Det virker så sjovt at skrive når han lige nu har en perfekt plads i dagpleje, sammen med Felix. Men hvorfor? Jo.. Til August skal min lille dreng begynde i børnehave (STOP TIDEN!) og på grund af det valgte jeg at drengene skulle rykkes sammen i en integreret institution, for at de til den tid stadig kunne gå sammen på sin vis og skal man sikres at få en plads i børnehaven så er det bedst at gå i vuggestuen! Den faste læser ved også vi har døjet med trælse busturer under afleveringen ovenpå flytningen og skolestart og hele afleveringen har hængt mig langt ud af halsen, og vi er så heldige at der ligger en integreret institution 2 minutter fra hvor vi bor, hvor Zacharias har fået plads lige om lidt?! Egentlig havde jeg søgt med opstart 1/6, men pludselig var der en plads også var det jo med at takke ja!

Men hvad med Felix? Han er selvfølgelig også skrevet op og når jeg takker ja er han garanteret en plads fra 1/7.. Men det bliver 3 rigtig trælse måneder, for de dage jeg skal møde kl 8 og ikke kan få hjælp, ja.. der kommer jeg forsent i skole og generelt bliver det noget dumt noget! For stedet Zacharias skal gå, åbner 6.30, det tidspunkt hvor vi skal ud af døren og med bussen, så enten skal jeg tage Zacharias med op i dagplejen og tilbage igen eller også må jeg tage en bus en halv time senere og derved være sikret at komme i hvert fald en halv time forsent i skole, SUK! I need a car! Heldigvis har jeg en sød mor som vil afleverer Felix alle de dage hun kan, også må vi se (til dig der tænker hvad med søren så kan han grundet job, ikke hjælpe)

Men i sidste ende bliver det fantastisk og alle ungerne kommer til at kunne gå samme sted. Men jeg er omstændig det er så nyt også stort, jeg frygter nedskæringer og mangel på personale, men jeg glæder mig til at Zacharias især, kommer til at opleve mange børn og det at der hele tiden sker noget, han er skide social og fuld af krudt! Det bliver godt til ham og tror han falder til med det samme! Felix ja.. det bliver en stor omvæltning for ham, men jeg er sikker på det i sidste ende bliver godt! Men buhuu hvor går tiden alt for stærkt <3

Der er meget få ting der kan få mig til at blive direkte vred, få ting som virkelig gør jeg har behov for at tale med store ord, men er der noget der kan sætte det i gang, så er det det her!

Mødre som holder deres børn væk fra faren, bryder samværs aftaler og går under jorden eller fædre som truer med bål og brand og vil gøre alt for at mødrene ikke ser deres børn. Forældre som ovenpå et brud ligger i en intern krig hvor børnene bliver kastebolde!

Tænk nu rationelt, tænk nu på børnene, store som små.. ALLE børn fortjener at kende mor og far, fortjener at have en relation. At far var et dumt utro svin, har intet at gøre med hans kompetencer som far at gøre og at mor fortalte dig i afmagt hvordan hun aldrig havde elsket dig har intet at gøre med hendes kompetencer som mor at gøre! Vi handler i krisen SKØRT, men prøv nu forhelvede at adskild konflikter og det daglige liv. For fordi vi råber med store ord fungerer vi jo fortsat som kollega som søn og datter som familiemedlem, og det gælder også ens rolle som mor og far, konflikten er indbyrdes IKKE noget der rør hele verdenen og den skal forhelvede heller ikke røre børnene!

LAD VÆR’ med at bruge børn som våben i en indbyrdes kamp, en kamp de ikke selv har valgt, LAD VÆR’ med at tal grimt om hinanden og hive børn ind i konflikter, LAD FORHELVEDE VÆRD!

Og er den ene part usamarbejdsvillig så er det IKKE din pligt at fortsætte, at give igen fordi han/hun gjorde, kaste bolden videre.. Det er din pligt at bide tænderne sammen, at ligge følelserne på hylden og vise dig som den voksne, for hvis den ene ikke kan, så fortjener dit barn i det mindste at se en forældre der agerer hensigtsmæssigt, at en forældre prøver.

Og det er hverken mor eller far der er taberne her, det er børnene, de børn der trods brud og konflikter stadig elsker deres mor og far lige højt, de børn som slet ikke kan rumme eller forstå de følelser og de børn som føler sig som konfliktløsere, som tror at det er deres job og klare de voksnes problemer. Det er pinligt, pinligt at man vælger at få børn SAMMEN og efterfølgende ikke kan agerer i barnets tarv fordi ens egne følelser kammer over. Pludselig er børnene de voksne, og sådan burde det ALDRIG at være!

Så kære forældre der oplever et brud, jeg er ked af det, ked af det i må gennemgå alle de følelser, men mand jer op for jeres børns skyld! Så kan i råbe, skrige og få afløb for jeres følelser når børnene ikke er hjemme, men lad forhelvede vær’ med at hiv børnene ind i det, vis jer som de voksne i er, simpelt! Ellers så burde i sku revuderer jeres evner som forældre, undskyld.

I dag er jeg 17+0 og i 18. uge. Baby er i denne uge omkring 18 centimeter i udstrakt form og vil i slutningen af ugen veje ca. 250 gram, hovedet har en diameter på 3,8 centimeter. Mængden af fostervand inde i maven svarer lige nu til ca 200 milliliter, og derfor er der for baby masser af plads til at slå koldbøtter.

Loove it!

Denne uge har været spændende og lidt af en rutchetur, tirsdag hjemvendte vi jo fra sydens sol, hvilket resulterede i en blødning, heldigvis havde det jo så et godt udfald (læs om udfaldet her), men det har betydet en uge der har været propfyldt med bekymringer, det har kriblet i fingrene for at bestille tid til endnu en scanning, for selvom jeg blev scannet onsdag, så manglede der noget, jeg var sikker på den var helt gal! Jeg har haft katastrofe tanker og forestillinger om senabort og det værste af det værste, det har slet ikke været sjovt! Heldigvis hjalp Felix sygdom lidt på det og en weekend med børnene hjemme har ikke givet tid til mange panik tanker, der er altid knald på! Og i dag blev jeg bekræftet IGEN i at alt var ok, da jeg hørte den fineste lyd til jordemoder, så først i dag kan jeg tage den helt med ro.

Udover alt det “triste” så har det været en fantastisk uge, for jeg har 100% mærket liv, flere gange, jeg er slet ikke i tvivl mere, det er så fantastsik! Små forsigte puf inde i maven, som kommer hver aften når jeg ligger stille og slapper af, det er så livsbekæftende! Det føles lidt som små vibrationer, lidt ligesom maven der rumler, også alligevel ikke, man skal have prøvet det! <3

Til slut steg jeg op på vægten i dag.. + 12 kilo, FUCK! Min Jordemoder var også efter mig i dag i forhold til vægten, men med hånden på hjertet, så tager jeg en dag af gangen, jeg vil have lov til at NYDE jeg er gravid, jeg gider ikke skulle være fanget til en bestemt kost og ikke kunne nyde at være tyk, blot for en stund. Kald med rebel eller dum, men jeg skal nok tabe mig efterfølgende, de næste 5 måneder er mine, jeg vil nyde dem <3

I dag (17+0) var jeg afsted til første jordemoder besøg, det er nu altid hyggeligt men det er jo snart en rutine 😀 selvom vi sad mange og ventede, så kiggede jordemoderen straks på mig og sagde “2 sekunder Luna”.. og da jeg endelig kom ind, så sad hun sammen med en jordemoder studerende og der gik ikke 2 minutter så brød hun ud i latter og sagde: “velkommen tilbage, du lovede mig jo også at det ikke var sidste gang vi sås!” Det er nemlig den samme jordemoder som med Felix og Zacharias, så fedt (og sjovt!)

Jordemodersamtalen forløb som den altid gør, en masse praktisk snak, en masse snak mig og hvordan jeg har det. Jeg fik efter nøje overvejelse fortalt at jeg stadig ammer både Zacharias og Felix. Det var svært for mig at sige, fordi jeg er vandt til at møde uforstående mennesker og løftede øjenbryn “what a freak!”, men jeg tænkte et vigtigt skridt på vejen, en del af normalisering er sku også at sige det højt uden at føle det er forkert og det gjorde jeg! Og hun svarede med et stort “jeg synes det er skide fedt”, jeg blev lige 2 meter højere, det er første gang NOGENSINDE jeg møder den reaktion, nøj det betød rigtig meget!

Efter det målte hun blodtryk og mærkede på maven, min livmoder går nu op til navlen og til sidst, ja.. så lyttede hun hjerte lyd, det fineste lille hjerte og masser af bevægelse, nøøøøj en befrielse ovenpå blødningen i sidste uge, trods en scanningen så har jeg stadig været helt vild usikker <3

Nå men til slut kom vi ind på det jeg havde glædet mig aller mest til, det jeg denne graviditet har ventet på, jeg fik spurgt indtil hjemmefødsel.. og ja! Jeg skal føde hjemme, min kære jordemoder var helt med på ideen og synes det er en super god idé eftersom jeg har 2 komplikationsfrie fødsler bag mig (læs om Felix fødsel HER og Zacharias’ HER) så det er besluttet, hjemmefødsel it is.. lige nu er jeg selv lidt grøn på det hele, men jeg får meget mere at vide næste gang, og jeg glæder mig så meget til det, det bliver så stort, noget helt nyt og jeg glæder mig til at i skal være en del af det hele, jubii <3

Så må tiden godt gå stærkt også alligevel ikke.. for nøj jeg elsker at være gravid!<3

Zacharias synes også det var hyle morsomt 😀 (mit tandløse smil er altid smukt!)

Måske er der flere der lige som mig døjer med et par ekstra kilo (eller 10) hvor hofterne er domineret af ekstra fedtlag og røven i forvejen er lidt for bred, eller også er du bare en af dem hvor maven ikke sidder spot on, som en anden badebold og du frygter lidt om omverdenen tænker, gravid eller bare tyk.

Efter 2 graviditeter og ingen tid til opstramning og ekstra kilo så er det ikke altid at maven er lige smuk 😉

Jeg har 3 enkelte trin til at få maven til at se mere gravid ud, så folk i hvert fald ikke er i tvivl.

1. Tag en stram bluse eller top på, og selvom det giver anlæg til bildæk og du egentlig ser total floppet ud, så fat mod! Vælger du derimod en løs trøje så vil du opleve at folk godt kan se det anderledes, for når man ikke kan se mavens runde form helt tæt, så er det ikke altid graviditet der slår en som det første, og ofte er løse trøjer netop til dem der gerne vil skjule bildækkende (mit tøj er domineret af løst tøj når jeg ikke er gravid haha)

2. Tag en lang løs cardigan på, den er nemlig med til at dække eventuelle bildæk og andre “skævheder” og fjerner fokus fra ens røv som ellers godt kan fylde i landskabet efter man et blevet gravid, fedt for mange, knap så fedt for os der i forvejen lider af en plus size bagdel 😉

3. Suppler med et mavebælte, ja selvom det er totalt yt, så sørger det bare for at afslutte rundingen på maven perfekt, og pludselig så er folk ikke længere i tvivl, for hvem faen’ vil gå med et bælte på dem måde hvis man ikke er gravid, haha!

Im soooo pregnant!

Det her er helt klart 3 lette trin til at du kan være usikker på om maven nu ser gravid og til at være sikker på at få en kommentar eller 2 på vejen omkring graviditeten, også kan du altid supplerer med en hånd på maven, det plejer at være prikken over i’et 😀

Skrig, jeg må være den nye eva persson som droppede barslen for at gå direkte tilbage til sit job som advokat. HELDIGVIS er det ikke tilfældet, men barsel kommer jeg ikke til at holde på papiret.

Projekt baby passede perfekt i forhold til at jeg lige kan nå at tage mine eksamener, gennemføre mit første år ud af 2, for hele tiden har det været planen at tage min HF over 2 år (når man har børn kan man jo tage den over 3 år) men jeg skal ende ud med 2 A fag og 4 B fag, udover de fag jeg afslutter til sommer, for at kunne opfylde kravene til min videre uddannelse og 2. År ville blive så presset med 3 børn, timer hver dag til kl 16 og flere fag der skulle studeres hjemme fra, det ville slet ikke være realistisk. Men samtidig så ville en HF på 3 år, plus et års barsel, betyde at jeg først var færdig i 2020 i en alder af knap 27 år, det var bare liiige sent nok i mit hoved!

Så jeg har valgt at droppe min barsel (på papiret) og i stedet studerer mit dansk og engelsk på fagflex (hvor jeg studerer hjemmefra) så jeg på den måde kan klar det hele det sidste år og være færdig i 2019 i stedet for. Jeg ved at når man gør det på den måde kommer det til at svare til en aflevering om ugen, det satser jeg på at jeg godt kan, og hvis ikke.. så kan jeg altid tage barsel, det er der ingen der benægter mig! Så på den ene eller anden måde skal det nok gå op, men hvor jeg håber overskuddet er der, men det er aldrig til at vide hvilken baby der kommer til August, så indtil videre tager jeg en dag af gangen og sætter ikke stræber næsen for højt, jeg er kun et menneske <3

Har i læst om den amerikanske kvinde der vil gennemføre sin graviditet trods barnet ikke er leve dygtigt udenfor livmoderen på grund af manglende hjerne, hvis ikke så kan i læse her.

Jeg er simpelthen så berørt af den historie, ikke mindst fordi jeg selv har haft et barn med præcis samme misdannelse, den gang fik jeg ingen muligheder, abort skulle jeg have dagen efter (jeg har beskrevet mit forløb her) det er noget af det værste jeg nogensinde har gennemgået det hele føltes så uretfærdigt, så meningsløst! Havde jeg nu fået et valg, et valg om at mit barn havde kunne redde andre små børn, så tror jeg helt ærligt jeg havde valgt anderledes, for så havde der pludselig været en mening med det hele! Desværre var det ikke tilfældet..

Men hold nu op hvor er det smukt, hvor er det fantastisk og hvor kan jeg bare godt forstå hende, hun sørger for at hendes barn får en betydning, at der er en mening med det, hendes barn kan redde andre børn, noget af det mest betydningsfulde når hun nu ikke kan få hendes barn med sig hjem! Min hormonelle krop græder fordi det er så stort så uselvisk!

Den her artikel har helt sikkert fået mig til at tænke, ender vi nogensinde der igen, så håber jeg på læger der vil hjælpe og forstå, læger som kan se en mening med det, for at gøre det for andre, vil være at få noget smukt ud af enhvers mareridt. Hvor er det fantastisk at få øjnene op for andre muligheder, muligheder for at hjælpe og muligheder for at give ens barn en betydning <3

Kære mor

Dig der måtte erkende at en “naturlig” fødsel ikke kom til at ske, enten frivilligt eller ufrivilligt

Dig der klarede dig igennem der naturlige fødsel, med eller uden smertestillende

Dig som kæmpede og satte en lid i at amme og har klaret søvnmangel, brystbetændelse for det var essientielt for DIG

Dig som måtte opgive eller fravælge amningen fordi kun du kunne føle hvornår nok var nok

Dig som samsover med dine børn, fordi det fungerer

Dig hvor dine børn sover på eget værelse, fordi det fungerer

Dig som er på kontanthjælp

Dig som har en lang arbejdsuge og er stolt af hvad du udretter

Dig som studerer

Dig som elsker at være mor og som ikke kan få nok af dine børn

Dig som erkender du en gang imellem har brug for en pause, brug for alene tid

Dig som går op i kvalitet og mener dine børn skal have det bedste

Dig som elsker genbrug og prioterer pengene anderledes

Dig som er ung mor

Dig som får børn i sidste udkald

Dig som er alene med dine børn

Dig som lever lykkeligt sammen med en skøn mand

DU er en pisse god mor, DU gør hvad du finder bedst, DU træffer valg der er rigtige for jeres familie og dine valg eller fravalg gør dig IKKE til mindre mor, for så længe du er der, så elsker dine børn dig ubetinget ligegyldigt hvilke forudsætninger i lever under.

Tak fordi du hver dag gør dit bedste og kun det er godt nok, vi har alle forskellige oplevelser af tingene vi oplever ikke alting i samme grad og kun du ved hvad du kan og hvad du ikke kan og at kunne erkende det, gør dig til en FANTASTISK mor!

Tak fordi du tilsidesætter dine behov, lader dine børn komme først i det omfang DU kan magte!

Tak fordi du er med til at skabe og forme nye verdens borgerer, på den måde DU mener de skal vokse op!

Tak for DIG!

Og husk blot på, at når folk har travlt med at løfte fingre eller råbe højt om hvor forkert du gør det, hvor forkert du er på den, så husk blot på, de kender dig ikke.. De ved ikke hvad der ligger forud og de har aldrig været præcis der hvor DU var, de er uvidende og ingen end dig ved bedre, du gør det bedste du kan også kan man ikke forlange mere.

Du er en fantastisk mor <3

Hvis i har fulgt med, så ved i at pt der sover vi alle sammen i samme seng, ja vi samsover! Jeg kunne skrive en MASSE om hvorfor det bare er godt, og hvorfor det i mine øjne er det bedste så længe børnene er små, men vi er ikke alle ens og det respekterer jeg! En ting er sikkert vi ELSKER det. Men hvordan når den lille ny kommer, hvad så, man kan sku’ da forhelvede ikke sove 3 børn og mor (nogen gange far) i samme seng, kan man?

Jo det kan man i hvert fald! Som beskrevet her så bor vi også småt, så det er heller ikke fordi vi har alverdens muligheder, MEN Zacharias er til September 3 år gammel, han kunne måske godt kunne på eget værelse… Men nej, for det er ikke hans behov, ikke hans ønske, ikke endnu og igen så skal han ikke “straffes” bare fordi vi har et behov for at få endnu flere børn! Og pt er der faktisk rigelig med plads.. Vores nuværende situation er at vi sover på madrasser på gulvet, det er simpelthen fordi at jeg ikke vil gå og frygte at drengene triller ned, vi har 2 madrasser en 1,40 madras og en 90, madras, det vil sige vi faktisk har en kvadratisk seng, som er 230 x 230 og det er skide fedt, fylder ungerne for meget på den ene led, ja så sover jeg sku’ bare i fodenden, intet problem!

Men når der så kommer en nummer 3, hvad så? Jamen så tænker jeg at skærme ham/hende ved at have en babynest og altid sørge for at h*n kun sover på min ene side og drengene på den anden, ligesom jeg gjorde da Felix kom. For at passe på ham, lå han altid på min ene side (den sikre side op af væggen) og Zacharias på den anden, og det har altid fungeret PERFEKT! Ligegyldigt hvad så er 90’er madrassen næsten altid ledig, da drengene helst vil ligge helt tæt og derfor ikke fylder ret meget, derfor er jeg HELT SIKKER på at pladsen slet ikke kommer til at mangle <3

De ELSKER det <3

Og hvad så med putte tid, sexliv eller mangel på samme? Altså personligt så synes jeg de forældre der kun kan være intime i soveværelset de mangler passion (undskyyyyyld), kun fantasien sætter grænser, det er endnu et behov jeg personligt sagtens kan undvære for mine underskønne børn, for at se dem sådan der ^ gør det det hele værd <3

Det er lidt ironisk, lidt provokerende, for her til aften der har jeg mærket de aller første små spark, det er jeg helt sikker på! Ikke udenpå, der plejer at gå lidt før det kan lade sig gøre, da jeg vejer et par kilo eller ti for meget men indeni, jeg er sikker!<3

Det føles lidt ligesom mave rumlen, bortset fra det kommer i helt små rytmiske puf, 7 gange inden for 5 minutter opdagede jeg det! Men hvad er det dog for en lille møgunge jeg bærer rundt på, efter at have fået mit livs chok, tillader h*n sig lige at puffe og fortælle at her er jeg, snydt igen! Eller måske er h*n virkelig bare betænksom og vil blot berolige sin mor der har været syg af bekymring! Jeg gætter på det sidste..

Ligegyldigt hvad er det fantastisk at oplege igen, lige så stort som de andre gange, det er det det mest fantastiske ved at være gravid, uden tvivl <3

En tyk baby mave op af en tyk sovende Felix mave <3

OBS til den gravide bekymrede mor, så skal du slet ikke mærke liv endnu, det er så individuelt, grænsen går blot ved 24. Uge, der er mange faktorer der spiller ind, jeg selv mærkede først liv i uge 23, da jeg ventede Zacharias <3