Okay, i dag var første dag efter ferien, altså drengenes ferie. Det var med blandede følelser jeg afleverede dem i vuggestuen, for de her 3 uger kunne potentielt være sidste gang vi var os, sidste gang inden baby kom, for hvem ved om jeg føder inden weekenden.. Samtidig var det med et snert af glæde, endelig kunne jeg komme hjem og ligge på langs og bare have mig selv i centrum og det er med at nyde det mens man kan, for om lidt er det jo også slut.

Jeg gik der fra og slentrede hjem uden at vide om her skulle grine eller græde! For første gang længe kunne jeg nyde en morgen frappé fra mcdonalds og selv bestemme om jeg ville se bamse og kylling eller om der skulle køre høj intellektuelle pogrammer såsom paradise hotel på skærmen, men forsatan hvor var her pludselig stille. Jeg lagde mig godt til rette i sofaen,nu skulle jeg sove, meget og længe, velfortjent! Efter 1 time vågnede jeg ved det bankede på, fucking postbud!! Og selvfølgelig kunne jeg ikke sove igen, tætheden udviklede sig hurtigt til en intens hovedpine.. Fedt!

Så sad jeg der og havde ondt i hovedet og hele formiddagen udviklede sig generelt pisse dumt! Kl 12.30 skulle jeg så til jordemoder tjek, og det er jo altid spændende. Jeg er vandt til at de her tjek de bare kører, jeg har kun en gang oplevet sukker i urinen alle 3 graviditeter ellers har yeg været perfekt.. så det har aldrig været noget jeg frygtede, det er bare spændende med fosterskøn og hjertelyd.. Jeg kom ind, blodtryksapperatet drillede, det ville ikke måle mit blodtryk og jordemoderen fandt et nyt. Hun målte, ALT for højt. Det er sket ofte, mit blodtryk er meget letpåvirkeligt, især hvis jeg snakker imens, så vi grinte og prøvede igen.. endnu højere (141/102) hun tog så 3 målinger, alle med samme høje tal. Så hun kontaktede fødegangen, de ville gerne se mig. Jeg spurgte om konsekvensen af højt blodtryk og svaret var “ingen hjemmefødsel!”, med den besked slentrende jeg op imod sygehuset total deprimeret, klokken var næsten 14 inden jeg nåede derop, og en panik begyndte at brede sig, kunne jeg nå at hente drengene i vuggestuen? Jeg ringede til Søren, hans mobil var slukket, fuck! Panikken og tårene pressede sig på, udover det gik der 30 minutter før jeg overhovedet kom til, de er så pressede så jeg kunne godt se hvad vejde det gik.

Jeg kom ind og spurgte om en tidshorisont, heldigvis beroligede den søde jordemoder mig, 30 minutter højest, så kunne jeg slappe af! Hun målte mit blodtryk der denne gang lå perfekt, og så ville hun køre en kurve og komme tilbage og igen måle mit blodtryk, for at være helt sikker på det var ok. Jeg lå og nød lyden af babys hjerte og moslen, det er altid så hyggeligt!

Efter 30 minutter kom hun ind igen, hun målte blodtrykket, perfekt! MEN babys puls var alt for høj, jeg var nød til at ligge på siden og slappe af og vi måtte give det mere tid. Sådan fortsatte det og fortsatte, babys puls lå næsten konstant på 162, men skulle gerne ligge under 150. Jeg panikkede, skrev rundt, min mor var på arbejde, ingen var til at få fat i, total helvede! HELDIGVIS efter 1 1/2 time ringede Søren, han skulle nok hente drengene (han fik kæmpe skideballe for manglende kontakt!) Showet fortsatte og fortsatte, baby holdte fest, pulsen var høj og flere gange vendte h*n sig med ryggen over i den modsatte side så pulsen ikke kunne måles! Efter 2 timer i kaos var pulsen ENDELIG godkendt, de mente det skyldtes den høje aktivitet men ville have mig til ekstra tjek mandag.

Jeg farede hjem i et rus af dårlig samvittighed, knap en time nåede jeg at tilbringe med drengene efter deres desværre meget lange dag i vuggestuen, æv! Så meget for den afslapnings dag, nu føder jeg nok i morgen altså.. Heldigvis må jeg stadig føde hjemme også er baby skudt til små 4 kg, haha <3 39+0 i dag <3

 uge 12 vs 38+5 (taget i lørdags) lidt sker der da 😉

Det er sådan at jeg SJÆLDENT, som i næsten aldrig har alene tid med drengene, altså hver især. Det er ikke fordi jeg ikke vil, eller kan, men jeg går generelt ikke ind for at drengene skal passes unødigt, og vi NYDER alle 3 hinandens selskab også selv om vold og skænderier er en del af det, så er drengene SÅ GLADE i hinandens selskab, det er tydeligt.

Men her op til den meget snart nærtstående fødsel, har jeg besluttet mig for at skulle have bare lidt alene tid med hver især, så de lige en sidste gang når at opleve mor på 2 mands hånd, for om lidt er det jo slut i rigtig lang tid! Så i går blev min søde Zacharias derfor passet hjemme ved mormor og bedstefar MED overnatning! (Jeg lærer aldrig at blive god til det!) det var med ufattelig dårlig samvittighed, fordi jeg har en idé om at han føler sig tilsidesat, når jeg står der med Felix på armen og vinker farvel.. Men for fanden, han havde hygget helt vildt, de havde fisket i poolen, lavet bål, stegt pølser, sunget sange og generelt havde det været helt fantastisk (sagde min mor), og han ville slet ikke hjem igen! Så det var i sidste ende helt klart også noget han var glad for, han havde nok behov for at være lidt i centrum, især ovenpå næsten 3 ugers ferie, med Felix værende tilstede hele tiden!

Alt imens hyggede Felix og jeg, stille og roligt! Han nød at det bare var ham, Zacharias har det med at stjæle hans ting og drille ham og man kunne virkelig mærke hvordan han var i sit es, uden storebror der konstant var over ham. I nat puttede vi tæt hele natten og det var så hyggeligt! Også sluttede vi af med en gå tur hånd i hånd ind i byen her til morgen, inden Zacharias kom hjem, Felix er simpelthen så god til at gå sammen med mig, det bliver bare sjældent praktiseret, da Zacharias IKKE kan styre det når Felix også går, også bliver der kaos!
Det klart mest fantastiske var at opleve den connection de 2 har! Felix rendte konstant rundt og kaldte på Zacharias, han blev ikke ked af det, men man kunne tydeligt mærke at han manglede ham, at han ikke kunne forstå hvor han var henne! Og min mor fortalte hvordan Zacharias havde  gjort det samme med Felix. Det varmer mit hjerte rigtig meget, fordi selvom jeg ikke er i tvivl om at de nyder hinandens selskab, så er der også de der gange hvor de KONSTANT skændes, også kan man sku’ godt blive i tvivl om det nu var det rigtige at få dem så tæt! <3

I dag når Zacharias vågner fra lur, bliver Felix så hentet af mormor, dette er dog uden overnatning, da Felix kun har sovet ude en enkelt gang før og generelt stadig er meget hub på natamningen, men Zacharias og jeg får hele eftermiddagen alene, jeg regner med at lade ham bestemme hvad vi skal lave og havde egentlig overvejet biografen, desværre går der bare ikke nogle film der passer, æv! Men så kan vi også nyde hinanden endnu mere.. Jeg gætter på at han muligvis vil over og se dyrene (regnskoven) det elsker han, men lad os nu se <3 JEG GLÆDER MIG!

Jeg tror i fremtiden vil jeg “blive bedre” og praktiserer alenetid med drengene lidt mere end jeg har gjort, for hold nu op det er rart for alle parter <3 Vi nyder bare tiden indtil 2 bliver til 5 :*

Status og rodet ævl!

Okay jeg er her ikke så meget, ferien og drengene tager det meste af min tid og den der med at sætte sig ned og skrive ord, det er bare mere end min hjerne kan klare.

Jeg er i skrivende stund 38+2, og hold nu kæft hvor jeg slet ikke fatter det! Jeg tror stadig det er langt ude i fremtiden, og jeg synes dagene flyver med en fart hvor jeg slet ikke kan følge med, det var jo lige i går drengene fik ferie, men på mandag er det slut, der er gået 24 dage på hvad der føles som et øjeblik! 24 dage som er de sidste dage hvor vi kan nyde hinanden til fulde på den her måde, buuuuhuuu!

Det er svært for jeg glæder mig EKSTREMT meget, men det er som om mit lille hoved ikke fatter det, fatter at det altså er nu! Jeg bliver ved med at sige til mig selv at jeg skal have forberedt den skide hjemmefødsel, jeg er ikke noget en meter i den process, haha! Jeg er kommet frem til jeg vil føde i sengen og jeg har en sæk fuld af gamle lagener og håndklæder der må blive smurt ind og ødelagt lige så tosset de vil. Men det er også det! på mandag starter drengene og på mandag skal jeg igen til jordemoder, så jeg håber lidt der kommer gang i noget der, hvis ikke jeg ender med at føde inden, haha! Men jeg tager det nu roligt, jeg stresser ikke, jeg har bare intet overblik, godt jeg har prøvet det før og godt at jeg ved hvad det er jeg går indtil, vi skal nok klare det!

Men ellers så er jeg bare mig, min krop er stadig flyvende rent fysisk, jeg er ikke ret meget mærket af graviditeten, den anden dag fik jeg sorteret ALT drengenes legetøj og gjort hovedrent i hele hytten, jeg var oppe at stå, nede og kravle, slæbte gammelt træ på 10 kilo ned i skuret, min krop sagde IKKE en lyd. Mon jeg nogensinde føder? 😀 og jeg nyder det, hold nu kæft hvor er jeg priviligeret, og helt ærligt så længe som jeg har det sådan her, så gør det mig INTET at gå 14 dage over tid, det betyder mere tid med drengene, mere tid hvor det bare er os, for jeg nyder det, nyder hvert eneste minut i fulde drag her den sidste tid! <3

Mine tanker om den første tid?

Det går nok.. Såre simpelt. Mange ligger diverse skrækscenarier op og helt ærligt, det skal nok gå. Jeg har forberedt mig på 14 dages tilpasnings periode, 14 dage i kaos, 14 dage hvor intet hedder nat og dag og 14 dage vi bare skal overleve! Men jeg ved samtidig også nok at vi alle sammen, sammen skal finde en rytme. Søren har kun 14 dages barsel, og jeg skal sku nok klare det, jeg har klaret det med Felix og Zacharias, jeg skal nok klare det med baby der er på vej også! Jeg er for filan ikke den første der gør det her, ha ha!

Jeg glæder mig, glæder mig til at se hvordan det kommer til at gå, glæder mig til at se drengenes reaktion og ikkke mindst til at møde den lille baby i maven og se om det er en lillebror eller lillesøster. Det hele bliver så godt, det ved jeg!

Om lidt er jeg mor til 3 børn i en alder af 23 år, det er så fucking vildt altså <3

Det er ofte en af de kommentarer jeg får på min vej når jeg snakker langtidsamning. Inden jeg begynder vil jeg sige jeg godt kan forstå spørgsmålet, for inden jeg fødte så havde jeg også en holdning om hvor længe, (hvor bliver man dog bare klogere) det er nærmest normen, at man SKAL have et standpunkt…

Nå men hvor længe vil jeg amme? Det er egentliget sjovt spørgsmål, fordi jeg jo for det første IKKE går ind for det er mit valg, men drengenes, jeg tror på selvafvænning og kan ikke se hvorfor jeg skal stoppe det, så længe de har et behov, og JA det har de altså så længe de efterspørger det. Jeg vil selvfølgelig IKKE fortsætte for enhver pris da vi alle (mig selv inklusiv) skal kunne trives i det, det er så vigtigt når vi snakker amning, man skal have sig selv med i det!

Det leder os tilbage til spørgsmålet igen, stadig uden et svar? For helt ærligt.. hvordan skal jeg kunne vide det? Hvem ved hvad mit syn på det hele er om et år fra nu af? Hvem ved om mit overskud er det samme? Om drengene ændre amme mønstre og det pludselig bliver for meget for mig, for os?

Mange supplerer så med, hvad så hvis Zacharias bliver 6 år og skal starte i skole? Jeg kunne godt nu sidde og udtale at det for mig ville være underligt, men igen hvad ved jeg om det før jeg er i det? Da jeg fødte Zacharias hed mit standpunkt 6 måneder, pludselig ammede jeg 2 børn, så hed det 2 år og den sidste tanke var at jeg IKKE ville amme et børnehave barn. Men til september så er Zacharias altså et børnehave barn. Min grænse rykker sig hele tiden som jeg er i det. Jeg ser ikke på Zacharias som et stort barn, jeg ser ham heller ikke som en baby når han bliver ammet og jeg ser det blot som en process, som noget helt naturligt, som noget vi har sammen, en del af os. Og hvem ved om jeg stadig finder det naturligt 3 år fra nu?

Jeg ville sådan ønske at alle kunne lære at slappe lidt af, man behøver ikke have en mening om alt, for man har altså et standpunkt til man tager et nyt. Det gælder hele vejen rundt både til hende der som mig konstant oplever at hendes grænser rykkes og også hende som havde en holdning, en mening om minimum at amme i 2 år, for så at befinde sig i et dilemma hvor lysten er væk når man er i det. Vi behøver ikke have en mening om alt og slet ikke en mening, om en position vi aldrig har befundet os i..

Så hvor længe vil jeg amme drengene? Tjo.. Jeg regner i hvert fald med at stoppe inden de flytter hjemmefra 😉

Hårdt? Svært? Frustrerende? Det var mange af de ord jeg troede jeg ville forbinde det med, IKKE fordi jeg ikke ville være sammen med drengene, men fordi jeg er højgravid og ude af træning med at være på 24/7, jeg havde vænnet mit tykke korpus til at sove daglige lure når drengene var sendt afsted i vuggestuen..

Hvad med far? Din mor? Din far? Kan de ikke hjælpe?

Jo ser i den båtnakke til Søren arbejder konstant de her dage, hans eneste fridag den sidste måned har været lørdag ellers har han arbejdet som en sindssyg, de har manglet hjælp og ærligt så er de ekstra penge her på falderebet, ikke noget at kimse ad. Resten af familien, de har været på ferie (fuck dem!) Så drengene har været mine 24/7! Og det var sku det jeg frygtede, ikke ferien som sådan. Oveni det har jeg været syg, drengene har været syge og jeg er fortsat syg! Det er op ad bakke, og selvom det her kunne lyde som starten på en klagesang, så er det det faktisk ikke!

For vi klarer det, jeg klarer det, og det er slet ikke så slemt som jeg havde troet! Jeg kan jo godt. Hver både formiddag og eftermiddag er vi ude, vi tøffer rundt, går på legeplads, handler, tager på naturskolen, i regnskoven. Ikke noget vildt og kortere ture, men drengene har en fest! Vi var en time på naturskolen hvor Zacharias gav kyllingerne mad, han snakker ikke om andet, ugens højdepunkt, så lille en ting er så stor! Børn forlanger altså ikke ret meget..

Der har også været morgener hvor det har set skidt ud, hvor jeg har kastet op og haft feber og hvor jeg upædagogisk har måtte placerer drengene med søde sager i sofaen, mens jeg har blundet og lagt på langs på sofaen! Eller hvor vi har måtte lege på bordene, fordi jeg ikke kunne komme i børnehøjde og de har måtte komme i mor højde. Vi har nogle dage spist lidt for meget sødt og været en gang for meget på mcdonalds fordi mor ikke har kunne magte at lave mad. Men det har været løsninger og vi har jo ferie, så vi må godt! (Det undskylder jeg mig i hvert fald med) men det er bagateller i forhold til hvor meget jeg nyder det, vi har indfindet os i nye rutiner og pludselig har jeg slet ikke lyst til at deres feroe slutter, tanken om at det er sidste gang jeg har drengene alene er skræmmende LIGE OM LIDT er der 3, jeg kan ikke følge med.

Men derfor er jeg glad, for vi nyder det rigtig meget, vi tøffer rundt hygger og skaber en masse dejlige små minder! Det der med at holde ferie med børn, det er slet ikke så slemt endda <3

Vi hygger os <3

Jeg har tidligere nævnt min vægtøgning på bloggen, i morges steg jeg endnu en gang op på vægten, 27 kilo?! Så er det derfor jeg INTET tøj kan passe mere! Æv. Men nu er jeg top motiveret til at tage kampene mod kiloene, når jeg lige har født selvfølgelig! Jeg kan være mega dårlig til at finde motivationen frem, og generelt så skal man jo ikke gå direkte på kur når man ammer! Men man kan spise med omhu, det er min plan, jeg har nemlig en mani med at overspise helt vildt når jeg går hjemme på barsel!

Men en anden metode jeg bruger som også er top motiverende er simpelthen at kigge på tøj på nettet, finde drømme tøjet, drømme outfittet og have et mål der hedder at præcis det her tøj, det skal jeg kunne klemme mig ned i! Og derfor har jeg brugt MASSER af tid på at kigge på tøj i de her dage og jeg er faldet over det fineste tøj som hedder Gustav hos Frølund, i kan selv tjekke det ud, der er så meget lækkert tøj, specielt men uden at være for vildt! Særligt er jeg vild med denne top:

 Speciel og elegant på samme tid! Det er lige mig… Nu er startskuddet sat i gang <3

Indlægget er skrevet i samarbejde med froelund.dk

I går nåede jeg den vigtigste milepæl i min graviditet, nemlig graviditetsuge 37+0, det er en magisk dag når man snakker hjemmefødsel, for det er nemlig først fra den dag det er tilladt at føde hjemme! Derudover så er baby også færdig bagt of regnes ikke længere for præmatur, det så vildt! <3

Men nu er det i gang med planlægningen, jeg har endnu ikke taget mig sammen til at få købt praktiske ting ind og planlagt, da jeg ikke ville jinxe det, det ville være SÅ TRÆLS at være helt klar og have sat sig 110% op på det, for så at føde inden grænsen! Men nu er det alvor, jeg prøver ihærdigt at få planlagt, selvom tiden ikke er der til det, drengene har ferie de næste 2 uger, og jeg har stortset ikke et minuts ro! Men jeg tager det ikke så tungt, vi når det nok, det fede ved at føde hjemme er jo at man kan tage det stille og roligt! <3

De næste dage hører i nok liiiidt mere fra mig af, de bliver nemlig i hjemmefødslens tegn, jeg glæder mig helt vildt!

En mave update, til at sammenligne med:

13 uger henne <3

Vs 37+1

Noget er der da sket 😉

Lige om lidt så er jeg der, så er jeg i fucking mål! I morgen er jeg 37+0, hvilket betyder indenfor termin og så kan baby ellers bare komme, selvom at h*n gerne må vente yderligere 2 uger, også komme midt på dagen, så drengene er i vuggestue, haha! Da Felix blev født (læs her) var det jo imens at Zacharias befandt sig i dagplejen, MEGA PRAKTISK<3

Men udover jeg snart bliver mor, så har det været en 9 måneders lang kamp. Jeg har påtaget mig et ansvar der hedder at om små 3 uger, så ammer jeg 3 børn (læs mere om det her). Egentlig er det jo ikke mit valg, men deres, jeg accepterer blot deres valg og bliver ved lige til de selv siger stop, eller jeg på ingen måder kan være i det mere! Og jeg er altså ikke en eller anden freak, jeg er en helt normal mor på 23 år, som barehar befundet mig i det her, og kan se og mærke hvor godt det fungerer for os!

Men det har været en kamp! Det at amme gennem en graviditet byder på voldsomme ammeaversioner, det byder på smerter, manglende mælk og generelt er det super hårdt. Jeg nåede for 3 måneder siden et punkt hvor jeg IKKE kunne amme begge drenge på samme tid i putnings ritualerne, på grund af det her følelser, og det har kompliceret mange ting. Sammen har vi kæmpet og fundet en løsning, jeg har grædt, været frustreret og haft lyst til at stoppe hele lortet 1000 gange, men jeg har holdt i, for drengenes skyld, fordi det for dem har KÆMPE betydning, noget jeg ikke har lyst til at fratage dem, blot fordi jeg ikke kender til prævention (sagt med et glimt i øjet!)

Jeg er hammerstolt af min kamp, for det har været en kamp, en kamp med mig selv og mine følelser, som jeg har undertrykt for mine drenges skyld! Jeg er i mål lige om lidt, for jeg ved at så snart jeg har født, så forsvinder smerterne, mælken kommer tilbage og pludselig er det værste over, så vil jeg kunne være i det igen.

Og netop på grund af den her kamp, har jeg haft en drøm, en drøm om at få det foreviget! Så jeg kan huske tilbage på hvad jeg gjorde for mine drenge, samtidig med at jeg elsker at afbillede amning og gøre det til det det reelt er, hvis du spørger mig, nemlig noget hammer smukt! Og jeg kan love jer for mine resultater er smukke i min optik!

Okay status quo er som følger, jeg er en tyk, syg, inkontinent og hæmoride befængt gravid kvinde, i sin mest flatterende form, og er der et eneste menneske til på den her jord der nævner hvor smuk jeg er, så slår jeg, for aldrig har jeg følt mig klammere.

Hele mit hoved er fyldt op med snot, aldrig tror jeg at jeg har indeholdt så meget snot i hele mit liv, samtidig med at jeg hoster som en fuldvoksen KOL patient, jeg får hosteanfald så jeg næsten føler jeg ikke kan trække vejret. Det er i sig selv SLEMT NOK, men når jeg så hver eneste fucking gang, når jeg hoster, pisser i bukserne, uden at have nogen som helst mulighed for at gøre noget, så bliver man sku lidt træt! Det faste morgenritual er blevet at både mor og drengene skal have ble på og glemmer jeg mine bleer så er der 2 drenge der straks finder en frem og begynder at give mig den på, og tak til dem! For ellers blev det satme til meget vasketøj i løbet af dagen.

Og som om det ikke er nok, så straffer min krop mig med hæmorider så det batter, og hvis du ikke har døjet med hæmorider og sidder og småfniser over det her yderst klamme fænomen, så fortjener du dummeslag, mindst 😀 Hæmorider er en alvorlig sag, det er noget fanden har skabt i vrede på en dårlig nats søvn, det er det mest smertefulde, belastende, ubehagelige og klammeste man kan komme ud for, og vil du nogensinde straffe din værste fjende, så håb ikke på død og ødelæggelse, håb på hardcore hæmorider som hverken er til at hugge eller stikke i. Det må være den ultimative afstraffelse, det er i hvert fald totur i sig selv!

Det er som om min krops fornemmeste opgave er at gøre mig så utilpas som muligt i min egen krop, og det klarer den sku til UG, for oveni det så kampsveder jeg konstant som en fuldvoksen mand og jeg har mavesyre der sidder helt oppe under halsen, jeg klør og jeg har uro i kroppen, det er kraftedme op af bakke, og igen.. Jeg har aldrig følt mig klammere og mere utilpas i min egen krop end jeg gør lige nu!

Men som en afslutning på mit jammer og min klagesang, så priser jeg mig stadig lykkelig for at jeg ellers er godt kørende, jeg har ingen smerter, jeg har ikke ondt og jeg er ligeså mobil som altid, jeg bærer stadig drengene og jeg klarer ellers det hele med et positivt sind. For helt ærligt ikke? Så det at jeg har drengene, selvom det kan virke rocker hårdt udadtil, så er det fandme det der holder mig kørende, jeg har sku ikke tiden til at have ondt af mig selv, kun når jeg sidder og jamre her på skrift, jeg skal og jeg kan fungere! Jeg klarer det og vi klarer det og nu er drengenes 3 ugers ferie også skudt i gang, 3 uger hvor Søren skal arbejde og jeg skal være på i døgndrift, men jeg klarer det med oprejst pande og husker på at jeg skal nyde drenge den korte tid der er tilbage inden der kommer et 5. familiemedlem, og det vil jeg sku gøre til fulde også selvom min krop modarbejder mig!

trods feber så har jeg stadig en kat på ryggen <3

Okay jeg er i himlen!! Som jeg før har nævnt, så har vi ikke tænkt os at investerer i en barnevogn, for mig personligt er den overflødig, og så ville den bare fylde i vores ellers lille lejlighed. Derfor har planen hele tiden været at jeg vil bære baby i vikle, noget som man gør i rigtig mange andre lande. Barnevogn er slet ikke et must, det er en kulturel ting, og selvfølgelig er den smart, men det er altså endnu smartere at kunne have armene fri, især med 2 små krudtugler herhjemme, hvis du spørger mig <3

Jeg har tidligere viklet da Felix var lille, men blev hurtigt forført at bæreseler, da det var nemt med en Zacharias der løb fra A – Z. Jeg følte mig heller aldrig rigtig helt sikker i mine bindinger, og med en bæresele der går man jo ikke galt i byen! Så derfor sprang jeg hurtigt fra, desværre.. For at vikle er bare fantastisk, man er også helt tæt på hinanden, på en anden måde, jeg forstår godt man bliver afhængig af det..

Og denne her gang har jeg været fast besluttet på, at jeg skal have mig en vikle baby. Derfor var jeg i dag til hvad jeg har valgt at kalde alternativ fødsels forberedelse (da fødselsforberedelse ikke er noget jeg behøver, haha), jeg var nemlig til en personlig slyngevejledning ved Bær din baby hvor jeg fik tips og tricks til at bære  baby, og hold nu op hvor var det godt! Jeg kan allerede mærke nu at jeg føler mig langt mere selvsikker. Først gennemgik hun (slyngevejlederen) hvordan man skulle gøre, så gjorde vi det sammen og til sidst var det mig der skulle undervise hende. Det gav bare så meget, det at få  det prøvet, sat ord på og spurgt om alle de her ting der kan gøre en usikker på når man vikler. Jeg gik derfra med en følelse af at have styr på det.

Nu skal jeg planmæssigt bare øve og øve, for nu har jeg også fået min ting nummer 2 med hjem til baby, nemlig viklen!

Sig hej til den alternative barnevogn, nemlig en Didymos flowers of life, 25% uld og 10 % tussah silke <3

Planen er at når den er vasket og strøget, så vil jeg vikle en gang om dagen, med en dukke/bamse, måske med Felix og Zacharias og på den måde holde det ved lige og blive helt selvsikker og klar til baby kommer, sådan så jeg bare kan gøre det uden tøven med en følelse af at have styr på det! <3

Men jeg er i hopla, det er helt klart det fedeste jeg har prøvet sådan forberedelsesmæssigt, og det kan virkelig kun anbefales herfra!

Udover hendes facebook side, så har hun også hjemmesiden http://www.baerdinbaby.dk hvor hun forhandler en masse forskellige og lækre kvalitets vikler, der er både fastvikler, ringslynger, DidyTai og strækvikler og der er vikler i en prisklasse alle kan betale sig fra.
Og bor man i Randers omegn, så ville jeg heller ikke tøve med en af hendes mange tilbud om vejledning, hun kommer både ud i mødre grupper, holder workshops med henblik på bestemte bindinger og personlig slyngevejledning, og det kan i hvert fald uden tvivl anbefales hvis man som mig er bare den mindste smule usikker!

Med under 5 uger igen er det vigtigste på plads på min need-to-have-liste, nemlig muligheden for at kunne fragte baby. Nu er det ikke lang vej igen <3

Kan ikke vente med at skulle bruge den <3