Skrig, vil ammes, vil ikke ammes, vil vugges, vil ikke vugges, skrig, vil ammes, gylper over det hele, skrig, gylp, frustration, kan ikke få fat i brystet men vil så gerne ammes, skrig, vil vugges, vil absolut ingenting, SKRIG!

Kan du måske genkende det fra de spæde aftentimer? Man sidder med følelsen af at have ødelagt sin baby, man kan ikke trøste, ingenting dur, man føler sig fucking inkompetent fordi man ikke kan læse den her baby, hvad er der galt?! Mange ville begynde at spekulerer og de her spekulationer omhandler ofte mængden af mælk, er der mon nok, for det her er sku’ da ikke normalt! Der må være noget galt!

Hver eneste aften er det sådan her ved os, hver aften lige omkring kl 18, sætter Zilas i et skrig, intet dur, han vælter rundt, gylper udover mig og intet jeg gør eller tilbyder er godt nok! Det er pisse frustrerende, især fordi det lapper over drengenes putning. Forsatan jeg er velsignet med drenge som bare kan sove fra baby gråd, og som har lært pænt at ligge sig til at sove når Zilas er ked af det, ellers ville der være KAOS!

Og lad mig fortælle jer at det er HELT NORMALT! Fænomenet hedder fussy evenings og er ofte kombineret med klynge amninger, barnet tanker simpelthen op til natten ved at amme af mange omgange, rigtige mange! Fussy evenings kan komme af rigtig mange ting, men er ofte noget der går væk ved 3 – 4 månederes alderen, der er lys forude!

Men selvom det er normalt er det stadig mega frustrerende, og selvom det er mit 3. barn indenfor kort tid, så havde jeg lykkelig glemt de her tidspunkter! Jeg oplevede også at komme ud i spekulationer de første gange Zilas startede, hvad er det lige der sker?! Hvor er min glade tilfredse baby henne?! Indtil jeg kom i tanke om hvad det var der foregik.. Puha, men heldigvis så vidste jeg at det er normalt, det er ikke alle der ved det, men det er det, tro mig og det bliver bedre! Du er ikke alene om at sidde og føle dig total inkompetent, overhovedet ikke..!

Er du god til engelsk kan du læse mere om fussy evenings og cluster feeding HER!

Det er ofte en af de kommentarer jeg får på min vej når jeg snakker langtidsamning. Inden jeg begynder vil jeg sige jeg godt kan forstå spørgsmålet, for inden jeg fødte så havde jeg også en holdning om hvor længe, (hvor bliver man dog bare klogere) det er nærmest normen, at man SKAL have et standpunkt…

Nå men hvor længe vil jeg amme? Det er egentliget sjovt spørgsmål, fordi jeg jo for det første IKKE går ind for det er mit valg, men drengenes, jeg tror på selvafvænning og kan ikke se hvorfor jeg skal stoppe det, så længe de har et behov, og JA det har de altså så længe de efterspørger det. Jeg vil selvfølgelig IKKE fortsætte for enhver pris da vi alle (mig selv inklusiv) skal kunne trives i det, det er så vigtigt når vi snakker amning, man skal have sig selv med i det!

Det leder os tilbage til spørgsmålet igen, stadig uden et svar? For helt ærligt.. hvordan skal jeg kunne vide det? Hvem ved hvad mit syn på det hele er om et år fra nu af? Hvem ved om mit overskud er det samme? Om drengene ændre amme mønstre og det pludselig bliver for meget for mig, for os?

Mange supplerer så med, hvad så hvis Zacharias bliver 6 år og skal starte i skole? Jeg kunne godt nu sidde og udtale at det for mig ville være underligt, men igen hvad ved jeg om det før jeg er i det? Da jeg fødte Zacharias hed mit standpunkt 6 måneder, pludselig ammede jeg 2 børn, så hed det 2 år og den sidste tanke var at jeg IKKE ville amme et børnehave barn. Men til september så er Zacharias altså et børnehave barn. Min grænse rykker sig hele tiden som jeg er i det. Jeg ser ikke på Zacharias som et stort barn, jeg ser ham heller ikke som en baby når han bliver ammet og jeg ser det blot som en process, som noget helt naturligt, som noget vi har sammen, en del af os. Og hvem ved om jeg stadig finder det naturligt 3 år fra nu?

Jeg ville sådan ønske at alle kunne lære at slappe lidt af, man behøver ikke have en mening om alt, for man har altså et standpunkt til man tager et nyt. Det gælder hele vejen rundt både til hende der som mig konstant oplever at hendes grænser rykkes og også hende som havde en holdning, en mening om minimum at amme i 2 år, for så at befinde sig i et dilemma hvor lysten er væk når man er i det. Vi behøver ikke have en mening om alt og slet ikke en mening, om en position vi aldrig har befundet os i..

Så hvor længe vil jeg amme drengene? Tjo.. Jeg regner i hvert fald med at stoppe inden de flytter hjemmefra 😉

Lige om lidt så er jeg der, så er jeg i fucking mål! I morgen er jeg 37+0, hvilket betyder indenfor termin og så kan baby ellers bare komme, selvom at h*n gerne må vente yderligere 2 uger, også komme midt på dagen, så drengene er i vuggestue, haha! Da Felix blev født (læs her) var det jo imens at Zacharias befandt sig i dagplejen, MEGA PRAKTISK<3

Men udover jeg snart bliver mor, så har det været en 9 måneders lang kamp. Jeg har påtaget mig et ansvar der hedder at om små 3 uger, så ammer jeg 3 børn (læs mere om det her). Egentlig er det jo ikke mit valg, men deres, jeg accepterer blot deres valg og bliver ved lige til de selv siger stop, eller jeg på ingen måder kan være i det mere! Og jeg er altså ikke en eller anden freak, jeg er en helt normal mor på 23 år, som barehar befundet mig i det her, og kan se og mærke hvor godt det fungerer for os!

Men det har været en kamp! Det at amme gennem en graviditet byder på voldsomme ammeaversioner, det byder på smerter, manglende mælk og generelt er det super hårdt. Jeg nåede for 3 måneder siden et punkt hvor jeg IKKE kunne amme begge drenge på samme tid i putnings ritualerne, på grund af det her følelser, og det har kompliceret mange ting. Sammen har vi kæmpet og fundet en løsning, jeg har grædt, været frustreret og haft lyst til at stoppe hele lortet 1000 gange, men jeg har holdt i, for drengenes skyld, fordi det for dem har KÆMPE betydning, noget jeg ikke har lyst til at fratage dem, blot fordi jeg ikke kender til prævention (sagt med et glimt i øjet!)

Jeg er hammerstolt af min kamp, for det har været en kamp, en kamp med mig selv og mine følelser, som jeg har undertrykt for mine drenges skyld! Jeg er i mål lige om lidt, for jeg ved at så snart jeg har født, så forsvinder smerterne, mælken kommer tilbage og pludselig er det værste over, så vil jeg kunne være i det igen.

Og netop på grund af den her kamp, har jeg haft en drøm, en drøm om at få det foreviget! Så jeg kan huske tilbage på hvad jeg gjorde for mine drenge, samtidig med at jeg elsker at afbillede amning og gøre det til det det reelt er, hvis du spørger mig, nemlig noget hammer smukt! Og jeg kan love jer for mine resultater er smukke i min optik!

Da jeg ventede Zacharias havde jeg gjort mig nogle klare tanker! Jeg vidste jeg skulle amme, men jeg vidste også at 6 mdr. var MIN grænse (vidste og vidste,ikke?) Jeg skulle i hvert fald ikke amme længere, det var jo ikke  nødvendigt, og ja.. Folk der ammede i længere tid, de virkede underlige hvis du spurgte mig..

Tiden gik og da han blev et halvt år tænkte jeg ikke yderligere over min grænse, jeg var gravid igen og kunne slet ikke forholde mig til om jeg skulle amme 2 børn.. KONSTANT blev jeg bombet med valg, det var vigtigt at jeg vidste hvad jeg ville, jeg skulle jo snart fravænne ham, ikke et ben fik jeg til jorden, ikke en chance for bare at se det an, jeg skulle have et udgangspunkt..

Jeg vidste hverken fra eller til og først da Zacharias var 10 mdr gammel (3 mdr til termin) tog jeg et aktivt valg, jeg skulle amme to børn, for jeg havde oplevet de sidste 4 mdr hvor vigtigt amning var for Zacharias, og det havde jeg ikkr lyst til at tage fra ham. Pludselig så jeg muligheder, muligheder for at kunne give ekstra tryghed, gøre overgangen nemmere, pludselig var det en vildt god idé..

Folk udefra rynkede på næsen, det der med at amme 2 børn var noget helt specielt, noget de fleste ikke havde hørt om og noget som bestemt ikke var positivt, det var sært. Jeg selv opfattede ikke de her signaler, jeg befandt mig i det og oplevede hvordan hele processen fremkom mig naturlig, det var ikke bygget på holdninger, det hele faldt mig bare så naturligt at det virkede som det eneste rigtige, jeg følte ikke jeg gik imod normen, jeg følte at jeg gjorde det helt rigtige..

Konstant blev jeg bombet med spørgsmål folk ville have endnu et udgangspunkt “hvornåt stopper du med at amme Zacharias?”, det var igen som om jeg skulle have en holdning til det, for jeg kunne for fanden da ikke bare gå rundt og amme “freestyle”, en plan måtte der da være. Spurgte du mig hed min grænse 2 år, jeg havde svært ved at forholde mig til at amme et større barn, men jeg vidste jo ikke noget. Det var svært for mig, for jeg oplevede konstant at mine grænser rykkede sig, og derfor fandt jeg det grænseoverskridende overhovedet at skulle sætte en alder på, for vi befandt os i det, det var hverdag, essentielt og noget jeg havde svært ved at forestille mig ikke skulle være der, men svaret “det ved jeg ikke”, var aldrig godt nok..

Tiden gik, og mærket med de 2 år var passeret. Jeg mærkede igen et stigende pres udefra. Det var heromkring jeg virkelig begyndte at forholde mig til selvafvænning, at det faktisk var det jeg befandt mig i. Det faldt mig naturligt selv at lade mine børn bestemme, selv at lade dem sige stop. Det var det jeg havde gang i.. Og her blev jeg igen modtaget med knap så positiv feedback, for hvordan kunne jeg ikke have en grænse?! Hvad nu hvis Zacharias stadig ville ammes når han blev 5 år? Folk udefra kunne slet ikke forstå og de kunne ikke accepterer det, og ramaskriget brød først ud, da jeg annoncerede at jeg ventede nummer 3 og IKKE havde tænkt mig at fravænne.. Heldigvis gør jeg mig ikke længere mærket af presset, jeg ved nu det er det rigtige, at ingenting kan slå os ud..

Min pointe? Man skal lade vær’ med at have så travlt med at have en holdning til andres grænser, faktisk skal man helt lade vær’.. og samtidig skal man huske på at grænser de skal tegnes op med kridt, de kan nemt blive hvisket ud og senere tegnet op. Man kender kun selv ens grænse og ikke andres, det er okay bare at se tiden an, man behøver ikke have en holdning om alt!<3

Der bliver altid råbt højt og delt med de negative oplevelser omkring amning, og det skal der også, der skal fokus på en stor problematik, når vi snakker normalisering af amning generelt! Men det er som om vi tit og ofte glemmer de positive øjeblikke, for selvom det er en problematik som burde være ikke eksisterende og der skal fokus på, så synes jeg også at vi generelt er meget åbne og positive når det kommer til offentlig amning, der findes i hvert fald lande hvor offentlig amning er meget mere skamfuldt (USA host!) lad os sige det sådan!

Så i stedet for at sprede negativitet vil jeg nu dele et positivt input, så de kommende ammende mødre ikke behøver tro at det er helt forfærdeligt derude! 🙂

I dag var vi i djurs sommerland, min ældste dreng Zacharias som er 2 år og 8 måneder havde en fest! I år var han  endelig stor nok til at prøve alle tingene over 90 cm’s mærket, sidste år var han for lille også var hans bevidsthed jo eksploderet fuldstændig det sidste år, han var i den syvende himmel! Det var fedt, men da vi nåede lur tid blev det knap så fedt, han var helt oppe og køre og høj på indtryk alle steder fra, han kunne slet ikke finde ro, normalt plejer han sagtens at kunne finde ro i klapvognen til en lille lur, men her var det umuligt!

Han blev mere og mere træt og pylleret og jeg vidste at hvis han ikke bare fik 10 minutter, så ville resten af dagen gå i vasken! Så jeg tog beslutningen om at amme ham i søvn, jeg vidste at den ville give ham ro midt i al kaosset på nul komma fem. Desværre er jeg altid selv lidt tilbageholden, ikke fordi jeg frygter offentlig amning, men at jeg frygter offentlig amning af, hvad en stor del vil mene er, min store dreng! Jeg oplever dagligt folks fordomme om netop langtidsamning og det smitter lidt af når man er ude. Samtidig med at vi generelt aldrig ammer offentligt af den simple grund at han ikke efterspørger når vi er ude.. Alt i alt lettere grænseoverskridende for mig!

Men jeg gjorde det på en bænk, satte mig til at amme i det der føltes som Danmarks centrum, djurs sommerland var proppet og der gik mennesker forbi i et væk. Der gik 2 minutter så sov han (amen er det ikke fantastisk?!) og mens jeg sad der og kiggede ud på de forbigående mennesker, blev jeg kun mødt med smil! Der var endda en enkelt mor der stille sagde til hendes mand “ej prøv at se” for derefter næsten at kigge helt forelsket på os. I stedet for at føle mig presset eller stresset på baggrund af dømmende blikke eller kommentarer, følte jeg mig tilpas, jeg følte en ro jeg sjældent har oplevet når jeg ammer offentligt, til trods for jeg aldrig har ammet et sted med så mange mennesker! Det var en fantastisk oplevelse og Zacharias han fik en power nap og var klar på resten af dagen.

Så selvom man ofte hører det negative, så forekommer det positive også rigtig ofte, og et anerkendende smil når man sidder og ammer offentligt, kan være noget af det bedste! <3

The power of boobs 😉

Jeg har skevet om fordelene ved langtidsamning før! I går skrev jeg så om hvordan det på ingen måder er sjovt at amme 2 børn og være gravid, men i dag blev jeg så endnu en gang bekræftet i hvorfor det er jeg holder i, også når det virker aller mest håbløst!

I går aftes da jeg puttede Zacharias kunne jeg godt mærke der var noget galt, han var lettere varm og urolig, men han faldte i søvn, så jeg valgte at se natten an.. Da han vågnede allerede efter en time, der vidste jeg godt den var gal, temperaturen sagde 39,5 og efter 10 minutter kastede han op udover det hele. Vi gik ind i seng, prøvede forfra, han kastede op i sengen, og sådan fortsatte det, han nægtede at spise eller drikke og først efter 7 timer hvor han konstant lå og vrøvlede på baggrund af feberen, faldte han i søvn, for at stå op sammen med Felix 3 timer senere, kl 5 om morgenen. Spørg mig lige om jeg var smadret! Vi stod op og jeg fandt morgenmad til Felix, temperaturen var stadig høj og han nægtede at indtage hverken vådt eller tørt, lige udover mælk, min mælk velopmærket!

Hele morgenen ind til middag lå vi plantet på sofaen, han blev ammet ud i et væk, samtidig fandt han ekstremt meget ro og tog flere powernaps, selvom han stadig var yderst træt og generelt mega påvirket af det hele så gav det ham ro.

Jeg har ikke skulle bekymre mig om føde og væske indtag, for der er kommet masser indbors fra mig af, samtidig med han i situationen får en masse gode antistoffer. Det har hjulpet mig at han blot ville ligge i min favn uden at være dybt ulykkelig og at jeg har kunne slappe af oven på max 1 times søvn i løbet af natten. Generelt har det i dag været fucking fantastisk at jeg stadig ammer, og ligenu ved jeg slet ikke hvordan nogen klarer sig igennem sygdom uden amning, det er jo et vidunder middel! Måske man bare skulle amme ham til han bliver voksen ;)?

Jeg er nu i 29. graviditetsuge, på sin vis lakker det imod enden, men set fra et ammende perspektiv, så er der eddername længe til!

Det er en hård omgang og var været det de sidste 10 uger, der begyndte smerterne at komme. Hvergang jeg ammer en af drengene, der gør det SÅ ONDT, mindst ligeså ondt som opstartsfasen med ømme brystvorter! Det tager lige 1 minut i smerter også går det over, gudskelov for at det ikke er længere end det, selvom det er slemt nok i forvejen, for pt der gruer jeg for hver eneste amning og vil en af drengene ammes spontant, sådan “jeg tager selv uden dit samtykke”, så er jeg lige ved at blive skør, og afviser dem også, for jeg er simpelthen nød til liiiiiiiige at være forberedt på smerterne!

Derudover så er mine ammeaversioner voldsomme, primært imod Zacharias.. Jeg er sikker på det er fordi han er ældst og min psyke mener at han er den der skal skubbes væk. Samtidig så kan jeg SLET IKKE tandemamme drengene mere, altså amme dem på samme tid, for så blusser aversionerne så voldsomt op, det har jeg løst med alternative putte ritualer, som er det sted det er sværest at undgå. Heldigvis for mig så bliver Zacharias ikke ammet om natten mere og Felix gider sjældent blive ammet om dagen, det gør at det er let fordelt og jeg undgår at de efterspørger at blive ammet på samme tid, ellers ved jeg slet ikke hvordan jeg skulle komme igennem det!

Generelt så er amningen noget der hænger mig laaaaaaaaangt ud af halsen, der er stortset intet positivt over det mere udover tanken om at det er sundt (læs om de gode grunde her) samtidig med at jeg efterkommer deres behov. MEN det er også godt nogengange, for i et rus af træt- og tykhed og det faktum at agere mor for 2 energibomber som ALDRIG sidder stille, kan virke ret så uoverskueligt, der er amningen en lifesaver! Når det hele er hårdt, hvis jeg har dage hvor jeg kaster op eller simpelthen bare er drænet for energi, så reder en tegnefilm og amning altid situationen, det kan vi snildt få en time til at gå med det, og det kunne jeg seriøst ikke undvære, det letter mig så meget og giver mig fornyet overskud og gør at jeg kan komme igennem de hårde dage!

Der er ikke noget der er så skidt at det ikke er godt for noget <3

 Ligegyldig hvad så er kærligheden mellem dem, når det endelig sker stadig stor, de nusser hinandens hænder til de sover <3 også sneg lillebrøster sig med :*

Der florerer så mange myter om langtidsamning rundt omkring på nettet, men er noget af det overhovedet sandt? Jeg vil lige ligge låg på de mest kendte myter og forhåbentligvis være med til at dræbe nogle af de fordomme de medfører.

Langtids amning er i Danmark når man ammer længere end 1 år, men i stortset alle andre lande først når man ammer længere end 2 år!

1. Når barnet bliver et år er der ikke mere næring i mælken. Det passer tydeligvis ikke, for det første så findes der ikke en timer på mælkens indhold, kroppen er smart og forunderlig, dog er der grænser! Derudover hvis man sætter det i kontrast til WHO’s anbefalinger om delvis amning i minimum 2 år, så giver det slet ingen mening. Mon det er sneen og kulden her i norden der gør vi kun holder på næringen i 1 år? 😀
2. Børn der bliver natammet over 1 år får dårlige tænder på grund af mælkesukkeret. DESVÆRRE er der også mange tandlæger der reelt kan finde på at råde til natamme stop på baggrund af denne påstand. Men for det første så forefindes der intet evidens for den påstand, beder man tandlægen om dokumentation på det, så kan de aldrig komme op med noget. Derimod er der studier der påviser det modsatte, at modermælk faktisk har en beskyttende egenskab og kigger man igen logisk på det, så har kroppen stadigvæk ikke en timer på, over hvornår det pludselig bliver usundt! Samtidig med at hvis den her påstand var rigtig så skulle man i teorien stoppe med at amme når barnet fik tænder, men hvad så når barnet er født med tænder? Nej vel..
3. Amning over 1 år kun er morens behov.’ Årha ja gid det var så simpelt, men det er faktum at man ikke kan tvinge børn til at amme, og når det stadig efterspørges, så er der er reelt behov. Samtidig med det her med at mælkens næring ikke bare forsvinder, mælken indeholder stadig alle de sunde og gode ting for ikke at tale om antistoffer som afhjælper sygdom. Læs evt 8 rigtig gode grunde til at langtidsamme. Samt en en uddybelse af hvorfor det IKKE er moderens behov.
4. Man kan ikke arbejde og amme samtidig. Mange tror fejlagtigt at amningen må slutte når dagligdagen kalder, fordi man i en lang periode har været vandt til at stå til rådighed, men det er faktisk sådan at børn tilpasser sig når de er væk fra mor og det gør mælken også, den forsvinder ikke så længe der ammes.
5.  Langtidsamning fastholder børn i babyroller. Altså.. kigger jeg på mine drenge er jeg klar til at grine højlydt, jeg har 2 sociale og yderst selvstændige drenge, faktisk klarer de sig langt bedre end gennemsnittet og får ros alle steder fra, der er intet baby over dem. Det er fordi man i Danmark forbinder amning med spædbørn, men faktisk så er alternativet ligeså naturligt. Derudover er der studier der påviser at det faktisk er med til at styrke barnets selvværd, fordi man respekterer dets behov, imødekommer det, i stedet for at fratage og erstatte det.
6. Hvis man ikke stopper inden et år, vil barnet aldrig stoppe med at amme. Den er også lidt sjov, for har vi nogensinde hørt om en voksen eller teenager for den sags skyld som stadig bliver ammet? Nej vel.. blot for at uddybe, så er det sådan at man i gamle dage jo ikke bad børnene stoppe fordi det var forkert, barnet for gammelt eller mor skulle på job. Derfor er det sådan at der altid vil foreligge et naturligt ammestop, normalt mellem 2 – 7 år, hvor det mest normale er i 3-4-års alderen.

Bonus info: vidste i at sundhedsstyrelsen anbefalinger 100% er kulturelt betinget og ikke set udfra et sundhedsmæssigt perspektiv. Altså det optimale ville være at råde ligesom WHO til minimum at amme i 2 år, men i Danmark er det kun 1 år, fordi det et længden på barslen. Dette har sundhedsstyrelsen selv udtalt og så lagt vægt på at anbefalingen hedder 1 år eller længere.

Sådan noget der, det får mig helt op i det røde felt! Her er tale om en såkaldt småbørns søvn ekspert, der promoverer sig selv på facebook. Det er forkert på SÅ MANGE MÅDER!

Den sælger ellers godt, “babyer skal ikke græde sig selv i søvn!”, her er tale om klare modstandere af godnat og sov godt”-metoden, godt! Så må de være empatiske! Men så stopper det også der, for det her indebærer så at vi fratager barnet alt dets tryghed, amning/flaske, og omsorg i form af tryghed og nærvær, amen hvad?! For så at begynde at snakke gode sovevaner.. og der sidder jeg bare og tænker, gode sovevaner?! Jamen for hvem? For det er da i hvert fald ikke for barnet eftersom det har fået frarøvet alt dets tryghed, det der gør det for barnet bliver en positiv oplevelse! Vi snakker forhelvede et barn på 8 uger.

Oveni det så er det at man ikke skal amme sit 8 uger gamle barn i søvn et direkte skørt råd! På deres side havde de uddybet i kommentarfeltet at det blot ikke var hver aften at barnet skulle ammes i søvn, men det gør det ikke mindre skørt! For det er faktum at et ammeforløb knap er etableret efter 8 uger, samtidig med at prolaktin niveauet er højest om aftenen og natten, det hormon der sørger for at kunne danne og fast holde amningen. Og derudover er det at gå direkte imod sst’s anbefalinger om friamning efter behov, det virker ikke ret ekspert-agtigt hvis du spørger mig!

OGSÅ TAGER DE FUCKING 600 KR I TIMEN?! Jamen hej, jeg tager lige 10 kr. I minuttet for at råde dig om hvordan du bedst muligt fratager dit barns tryghed og smadre jeres ellers fine ammeforløb. Sådan så der kan komme gode sovevaner på bordet FOR DIN SKYLD.

For det er netop hvad der sælger her, det er for forældrenes skyld, for at lette byrden, give mere frirum! Og er der en ting jeg slet ikke kan magte så er det den her egoistiske tilgang, det er forhelvede barnet det handler om, det er barnets behov for tryghed, der skal efterkommes, det skal være en god oplevelse for barnet og IKKE for forældrene. Så kan det være nok så frustrerende, men siger man a så siger man også b og TRO MIG, børn på 8 uger har knap nok vænnet sig til den nye verden, stop nu med at stil så mange krav, det er babyer og det burde sige alt, vores fornemmeste opgaver er at efterkomme DERES behov, slut!

Hvad man ikke gør for penge, suuuuuuuuk!

Okay.. Hør på mig inden der udbryder ramaskrig, dobbeltmoralske mor! For med hånden på hjertet så kan jeg når jeg ser billeder af børn der bliver langtidsammet, kan jeg nogengange føle at det er grænseoverskridende. Og ja hvad FANDEN er jeg for en hykler, når jeg selv deler billeder vidt og bredt og slet ikke tænker på andres grænser?!

Lad mig fortælle en historie.. Da jeg begyndte at amme var det med indgangsvinklen 6 måneders amning, det var målet. Da jeg så fandt ud af at jeg var gravid da Zacharias var 4 mdr, begyndte jeg at undersøge mine muligheder! Jeg blev henvist til gruppen “amning uden grænser” en nu nedlagt gruppe som støttede langtidsamning og hvor der var flere tandemammere, jeg søgte råd og sparring og det fik jeg! De var med til at hjælpe mig på vej mod der hvor jeg er i dag.

Den her gruppe var et frirum for langtidsammere, her blev delt ammebilleder af børn på 1, 2, 3 år og endnu ældre. Det var for mig en helt ny verden, for de her mødre de delte det jo netop derinde fordi at det var deres frirum, det sted de kunne gøre det uden fordømmelse fra omverdenen! Men jeg fandt det meget grænseoverskridende, og det gjorde jeg fordi at det var noget jeg ALDRIG har set før! Jeg er heldigvis åben af natur og valgte at blive på sidelinjen og der lærte jeg så meget, og pludselig så var jeg jo selv der, hvor jeg til at starte med synes det var total underligt og upassende! Den dag i dag ser jeg selvfølgelig slet ikke på det med dømmende øjne, fordi jeg kan relaterer! MEN jeg oplever stadig tider hvor jeg ser et barn på 3-4-5 år blive ammet og synes det på mig kan virke grænseoverskridende!

Men hvorfor? Det er jo fordi det er noget man aldrig ser, der florerer ofte ammebilleder af små børn, der florerer ammebilleder til at støtte offentlig amning, men billederne af de “store” børn de ses næsten aldrig udover i lukkede forums! Det er så stort et tabu, fordi det anses for helt okay at shame langtidsammende mødre på så grov en måde at det bliver ubehageligt, ord som pædofili og andre ekstreme udtryk kommer ofte på banen! Udover det så oplever man jo at næsten ingen i ens omgangskreds kan relaterer, der bliver snakket i krogene, og der er også bare grænser for hvor meget man som person kan overskue og stå model til! Og det bunder jo i at et stort flertal netop finder det grænseoverskridende, fordi det er så meget gemt væk som det er, mange ved slet ikke at langtidsamning eksisterer og bliver væltet bagover når de bliver konfronteret med det! Også reagerer de jo desværre dybt forkert og bliver grove i stedet for åbne, på den måde er vi mennesker fantastiske, vi hader det ukendte!

Og det er sku derfor jeg er dobbeltmoralsk, jeg kæmper en kamp for at normalisere vise verdenen at langtidsamning eksisterer, så man kan rykke sig væk fra at føle det er noget forkert, til at forstå det er forhelvede noget af det mest naturlige på denne jord! Også kan det godt være jeg nogengange finder det grænseoverskridende, men det er forhelvede mig den er gal med, og det at det stadig kan føles fremmed fordi jeg endnu ikke selv ammer så stort et barn, men det er bestemt ikke den ammende mor den er gal med, PÅ INGEN MÅDER!

Jeg ville ønske vi var en verden hvor man kunne være åben om langtidsamning, at det var ligeså normalt som offentlig amning og amning generelt og at vi alle sammen blot kunne respekterer hinanden, der er lang vej endnu, men vejen bliver korter for hvert billede der bliver delt, forhver gang det bliver italesat, for hver gang folk bliver konfronteret med det så får de øjnene op for at langtidsamning er der, og at det faktisk forekommer langt mere end man lige tror <3

Jeg slår et slag for langtidsamning!<3