Hvorfor amning af en på 2,5 år er FUCKING fantastisk!

Jeg har skevet om fordelene ved langtidsamning før! I går skrev jeg så om hvordan det på ingen måder er sjovt at amme 2 børn og være gravid, men i dag blev jeg så endnu en gang bekræftet i hvorfor det er jeg holder i, også når det virker aller mest håbløst!

I går aftes da jeg puttede Zacharias kunne jeg godt mærke der var noget galt, han var lettere varm og urolig, men han faldte i søvn, så jeg valgte at se natten an.. Da han vågnede allerede efter en time, der vidste jeg godt den var gal, temperaturen sagde 39,5 og efter 10 minutter kastede han op udover det hele. Vi gik ind i seng, prøvede forfra, han kastede op i sengen, og sådan fortsatte det, han nægtede at spise eller drikke og først efter 7 timer hvor han konstant lå og vrøvlede på baggrund af feberen, faldte han i søvn, for at stå op sammen med Felix 3 timer senere, kl 5 om morgenen. Spørg mig lige om jeg var smadret! Vi stod op og jeg fandt morgenmad til Felix, temperaturen var stadig høj og han nægtede at indtage hverken vådt eller tørt, lige udover mælk, min mælk velopmærket!

Hele morgenen ind til middag lå vi plantet på sofaen, han blev ammet ud i et væk, samtidig fandt han ekstremt meget ro og tog flere powernaps, selvom han stadig var yderst træt og generelt mega påvirket af det hele så gav det ham ro.

Jeg har ikke skulle bekymre mig om føde og væske indtag, for der er kommet masser indbors fra mig af, samtidig med han i situationen får en masse gode antistoffer. Det har hjulpet mig at han blot ville ligge i min favn uden at være dybt ulykkelig og at jeg har kunne slappe af oven på max 1 times søvn i løbet af natten. Generelt har det i dag været fucking fantastisk at jeg stadig ammer, og ligenu ved jeg slet ikke hvordan nogen klarer sig igennem sygdom uden amning, det er jo et vidunder middel! Måske man bare skulle amme ham til han bliver voksen ;)?