Jeg er vred, jeg er i chok, jeg er frustreret og ikke mindst så er jeg pinlig berørt af at være en del af et samfund der opfører sig så grimt og umenneskeligt!!

Jeg tror som udgangspunkt på det gode i alle mennesker, og jeg tror at ting såsom racisme på lige fod som eksempelvis debatten om langtids amning, handler om uvidenhed. Jeg tror ikke at man er et dårligt menneske fordi man har et knap så pænt syn på sine medmennesker, det gør jeg virkelig ikke!

Men lur mig om der ikke er en grænse!! I dag blev der delt en artikel om syriske børn der er blevet udsat for seksuelle overgeb af personalet! Det var 2 kvinder der havde udført overgrebene, det gør det absolut ikke mindre forkert, overhovedet! Læs artiklen HER

Jeg går ind og læser kommentarsporet på overstående artikel og hold nu op jeg væmmes!!!

Der er kommentarer der indirekte forsvarer hvad der er sket, for hvis syrer må voldtage, hvorfor må vi så ikke begå overgreb? Der er kommentarer der beskriver hvordan det nok var drengenes egen idè, der er tvivl om deres alder og værst af alt så er den teorier om hvordan de har presset de kvindelige ansatte med trusler om vold!

Hvad fuck sker der i hovedet på folk, hvor fanden er vores medmenneskelighed henne?! Er den bare druknet i fremmedhad og idioti? Det er direkte ondskab! Jeg kaster op, sekuelle overgreb kan ALDRIG forsvares ligegyldig hvilken alder, race eller tro der er tale om, fucking aldrig aldrig nogensinde!!

Også når det er børn der er tale om, og ja det var drenge i alderen 15 – 17 år, men gør det det mere okay? Det er stadigvæk børn, børn der er blevet udnyttet, udnyttet et sted der skulle forestille at skabe trygge rammer for dem ovenpå krig, død og ødelægge og det er det her vi byder dem, samtidig med vi forsvarer udfaldet?!!

Jeg synes det er en uhyggelig tendens, et forfærdeligt menneske syn og den grimmeste generalisering, af en befolkningsgruppe. Det er børn vi snakker om, også selvom de er 15 år! Vågn nu forhelvede op, du bliver ikke defineret hvem du er ud fra race, hudfarve eller tro, stop nu! Vi er alle mennesker, alle.. Men men med sådanne sindsyge holdninger, kan jeg godt blive i tvivl! Jeg vil i hvert fald gøre mit for at Felix og Zacharias vokser om med viden om at vi alle er mennesker, vi er alle unikke og det der skal være plads til alle og fandme nej om de nogensinde skal vokse op og forsvare seksuelle overgreb på børn, skam jer!!!!!!

Det er en grænse!

Her sidder jeg, mor til Felix og Zacharias, langtidsammer, tandemammer og samsover. Ved siden af mig sidder Fie, mor til Haley med en Liam i maven, som gerne skulle hilse på til December, flaskemor fra 2. dagen og med en datter der sover på eget værelse.

Mig og Fie er vidt forskellige mødre, vi lever i hver vores verden, jeg aner intet om MME og flasker og Fie ved ikke hvad det vil sige at have mælkeknuder, brystbetændelse og døje med breastfeed argitation. Men en ting har vi tilfælles, vores børn.. Og når de sidder der og leger side om side, så kan man ikke se at Zacharias på 2 stadig bliver ammet, eller at Haley altid har fået flaske. Det er ikke fordi den ene er bedre end den anden, og børnene de ser hinanden som lige værdige, de gør IKKE forskel.

Hvorfor er vi mødre så ikke? Hvorfor har vi så travlt med at ville have alle andre til at gøre os efter? Hvorfor kan der ikke være plads til forskellighed?

Vi burde virkelig kigge indad, kigge på vores egne børn og tage ved lære. Vi har så travlt og bruger så meget energi på at være fordømmende og pege fingre, energi der kunne være brugt med kærlighed og i samvær med vores fællestræk, børnene! Ligesom børnene burde vi kunne være åbne, ikke dømme og elske ubetinget!

INGEN skal dømmes ud fra de valg de tager som mor, der er ingen manual, intet rigtig og forkert, og det er absolut ikke vores job som medmødre at skulle bestemme og dikterer hvordan andre gør! Vi burde i stedet tage hinanden i hænderne, hjælpe hinanden på vejen, komme med inputs. For uden tvivl så kan vi lære af hinanden, de her 2 meget forskellige verdener kan nemt drages paralleller og tage ved lære af hinanden! Fie har lært mig meget og jeg har lært Fie meget, modsætninger mødes, er det ikke det som at de siger?

Brug nu energien anderledes, det er hårdt og opslidende nok i forvejen at være mor, vi er beriget med verdens hårdeste og samtidig verdens mest givende arbejde, brug den overskydende energi på at vær den mor DU nu er, og ikke vær mor på andres vegne, tænk på den dyrebare tid du mister, og dem du sårer på vejen. Så længe DU er den mor som DU gerne vil være, så skal det hele nok gå! <3

Tak fordi du læste med <3

Vil du følge Fies verden, så kan du læse hendes blog lige HER <3

Det er lidt sjovt og lidt komisk at når rigtig mange tænker på en fødsel, så har alle jo noget de frygter, nogen frygter at sprække, nogen frygter veerne, nogen frygter det går galt. Vi ser alle forskelligt på det men en ting næsten alle frygter er at skide midt under fødslen (jeg vælger at bruge den direkte formulering, da det her i forvejen bliver så cencurfrit så vi gider absolut ikke pakke det ind!) Det her med at skide foran mand, jordemoder og andre tilskuere, virker pludselig så vildt grænseoverskridende, så uhyggeligt!

Men øh.. Er det at ligge med spredte ben, uden en travl på kroppen, imens man råber og skriger og ens underliv er smeltet sammen til et stort hul, ikke ligeså intimt og grænseoverskridende?

Åbenbart ikke, men selvfølgelig så udover det er ulækkert, så lugter det også, jordmødrene er tvunget til at fjerne dit sekret, dine efterladenskaber, nej nej nej!

Men man overlader samtidig trygt sin yderst delikate moderkage i hendes varetægt, den tilbyder man jo ikke at rydde op efterfølgende, samtidig med at du glemmer at en fødsel langt fra lugter godt, lidt af muggen havvand, sådan noget fostervand lugter i hvert fald langt fra af blomster.

Alligevel så er det lorten eller tanken der om der kan vælte hele billedet af den her nærtstående og perfekte fødsel. Man forbereder forlanger lavament, for at forebygge at netop en brun ven ikke banker på, at man bliver tømt og er klar til at gå i kamp. 

Men ærligt! Så er der aspekter i en fødsel der er langt mere grænseoverskridende end en lille lort. Faktisk så var det for mig helt rart første gang med Zacharias, midt i det her enferno af voldsomme presseveer, råben og skrigen, midt i den her uvished og frustration over ikke at have en skid  (bogstavelig talt) kontrol over noget som helst, så var det næsten en rar følelse at vide min krop stadig fungerede, for da jeg var midt i det, så troede jeg at min krop var itu for altid, haha! 

Om det var pinligt? Næh, mit hoved var et andet sted, og som den kære jordmoder sagde, så var det ikke noget de ikke havde set før, tværtimod.. og når man spørger Søren svarer han blot at lorten var en brøkdel af de grænseoverskridende ting han var vidne til, i det mindste vidste han Hvad det var, haha!

Så frygt ej en hilsen fra den brune ven, det er blot en brøkdel af den nærtstående fødsel :p

Jeg er enormt splittet, jeg har altid været en håbløs romantikker, haft en drøm om et kærlighedseventyr med prinsen på den hvide hest, og ham har jeg også fundet, selvom vores historie langt fra er et eventyr.

Jeg har af bitter erfaring erkendt at kærlighed ikke er sort/hvidt og det er absolut aldrig som man ser på film.. Det indeholder en masse skrig og skrål, konflikter på konflikter, grænser der bliver prøvet af, også er mad pludselig en KÆMPE problematik.

Det får mig til at tvivle, for på det seneste har jeg taget mig i at stifte bekendtskab med endnu en mandsperson og pludselig er jeg kommet i tvivl, kan man godt elske 2 personer på samme tid?

Jeg har taget mig selv i at få små sommerfugle i maven, smile skævt og grine med et snært af lykke. Jeg har følt Amors pil ramme, ramme endnu en gang, når han kigger på mig med sine store blå øjne og smiler, det der smil! Vi har ikke udvekslet mange ord, han er lidt den stille type, men et smil i ny og næ, og BUM så er jeg ramt! Jeg har egentlig kendt ham en rum tid, men det er som om det pludselig er gået op for mig, hvilken skøn person han er, hvilke fantastiske egenskaber han indeholder nu og nu kan jeg slet ikke stå imod.

Også er der på den anden side det kendte, jeg elsker ikke min prins mindre, overhovedet ikke. Faktisk tror jeg at jeg elsker ham mere, han udvikler sig med lynets hast og er pludselig gået fra at være meget selvcentreret, fra “se mig” til at være en omsorgsfuld og kærlig person, en person som lytter og uddeler kærlige kram og kys, ved en hver given lejlighed, noget han aldrig har gjort før!

Hvem skal man vælge, skal man blive på sikker grund eller kaste sig ud i det ukendte, starte forfra? Jeg er så splittet. Kan man elske 2, dele sit liv med 2 på en gang? Selvfølgelig kan man det, der er ingen lov der forbyder det.. Men er det okay?

Måske jeg skal opveje fordele og ulemper..

Og det er en ulempe, er kæmpe fællestræk der går igen.. og det er at de begge græder UFATTELIGT MEGET, både nat og dag og i ude i offentligheden.

De har absolut INGEN situationsfornemmelse!

Men herhjemme er kærligheden ubetinget, jeg har 2 mænd i mit liv, så privilegeret er jeg og bare jeg har dem, så har jeg alt ?

Mine mænd ?

Jeg har en enkelt gang før mistet et venskab, udelukkende på baggrund af mit valg om langtidsamning. Det venskab var ikke et af de mest holdbare, vi var ikke ultra tætte og samtidig vidt forskellige steder i vores liv, så det skulle bare ikke være os.

Men i går fik jeg en udmelding der ramte mig som lyn fra en klar himmel, småkage lige i ansigtet. En af mine bedste veninder, en af dem jeg har snakket længst med, følte sig utilpas, og fik det skidt af at komme hjemme ved mig når jeg ammer SÅ STORE børn!

Jeg kunne godt remse hele historien op, hvad der blev sagt/ikke sagt, hvor meget jeg græd og hvor vred og frustreret jeg blev. Men jeg er ikke ude på at hænge nogen ud, udfaldet blev at vores 8 år lange venskab slutter her, ikke som fjender, det stopper bare, vi går hver vores vej.

Av min mave, av mit hjerte hvor gør det ondt! Alt sammen på grund af noget så harmløst som amning, ja nu græder jeg igen 🙁 og så kan man fare op og råbe “dårlig veninde!!!” Men ved i hvad? Nej tak.. Det er på ingen måder hendes skyld, for alt det her bunder i uvidenhed!

Uvidenhed om fakta i forhold til amning og uvidenhed om at kvindekroppen er langt mere end det sexsymbol vi konstant det i reklamer og på de sociale medier. Det er drøn ærgerligt, men jeg kan ikke ligge ansvaret på hendes skuldre, men jeg kan tage det med oprejst pande og motivations faktor og tage en del af ansvaret over på mig.

For der er en vej frem og der er at blive ved, være åben og ærlig også selv om det giver nogle bump på vejen, selv om det koster blod, sved og MANGE tårer.. At jeg fortsætter med at snakke højt om amning og langtidsamning, at jeg fortsætter med at dele ud af min viden, for ellers får folk ikke den rette viden og langtidsamning bliver aldrig normaliseret. Man kommer ikke et problem til livs hvis man kryber i skjul og undgår at italesætte det..

Jeg oplever ofte folk sætter spørgsmålstegn ved alt mit ammesnak.. men der er altså en mening med galskaben, en rigtig god mening ?

Når man nu skal vende noget rigtig trist til noget positivt, ja så er det rart at finde en mening med det jeg gør, for nogle gange kan det virke håbløst, når venskaber går itu, når jeg bliver truet eller når jeg gang på gang modtager grove og nedladende kommentarer, så kan jeg godt tænke ved mig selv “hvor meget betyder det her amning egentlig!” Heldigvis er det blot for en kort stund, vi langtidsammer stolt lige indtil drengene siger fra ??

Tak fordi du læste med ?

Hvornår stopper du med at amme? Ammer du stadig så stort et barn? Hvor længe vil du amme? Ammer i stadig?

Spørgsmålene kommer i mange forskellige udgaver, men har alle sammen det samme budskab, HVORNÅR HAR DU TÆNKT DIG AT STOPPE MED AT AMME?!

Det er lidt sjovt og ikke mindst eftertænksomt, hvorfor folk har så travlt med hvornår JEG vælger at stoppe med at amme, siden hvornår er det blevet MIT valg hvornår det skal stoppe, mig der bestemmer? Det kan godt være det er min krop, men mælken selvom den kommer fra mig er jo ikke til mig, den er til mine børn..
Og er mine børn ikke medbestemmende i alt det her? Har de ikke et valg med hvornår de synes de ikke vil have mere?
Generelt så er alle debatter når det gælder amning drejet over på moderen, moderen og hendes ret til at amme, hendes ret til at amme så længe hun vil, hendes ret til at amme offentligt, men hvad med børnene? Det er deres mad, deres behov!

Hvor er børnenes parti i alt det her? Hvor er deres medbestemmelse? Det er jo dem der fortsat gerne ville amme, det er jo dem der er sultne når vi sidder på en café, ikke os, ikke mødrene. Og nej nej, så kan vi trække paralleller til at børn ikke er myndige før de bliver 18 år gamle, og at det indtil der er mor og far der bestemmer MEN, faktum er stadig at børnene også har en “stemme” også når de er helt nye, også når de er 2 år, de har en stemme der har ret til at blive hørt, et behov de har ret til der bliver opfyldt.

Jeg siger ikke at det ikke er okay at vælge amningen fra, at vi alle skal sidde i rundkreds og langtidsamme vores børn til de selv siger fra, jeg siger blot det er eftertænksomt at ingen kommer og spørger Zacharias hvor længe han gerne vil ammes?

<3

Her ammer vi indtil Zacharias og Felix selv siger stop, og ja også selvom de bliver 3 eller 4 år gamle <3

Er du også træt af spagetti og kødsovs og mangler inspiration til nogle hurtige og lette aftensmadsretter i den travle hverdag med børn? Så kig med her. Nyt koncept på bloggen, nemlig “10-minutters-mad”. Det er ikke nogle vilde wauw retter, men lette retter som er velsmagende og udover det velkendte pasta og kødsovs, og de tager alle små 10 minutter at bixe sammen.. Så bliver det ikke lettere!

Zacharias’ pestopasta med kylling og bacon!

Simpel lækker pasta ret lidt udover det sædvanelige..

Ingredienser:

• Frisk pasta
• 2 store kyllingebryst fileter
• En pakke bacon
• Et glas rød pesto
• Revet ost

Opskrift:

Man tænder 2 blus, det ene sættes vand til paste over at koge og det andet tager du baconen og klipper i strimler og steger på panden. Steg det til det er sprødt, for derefter at tage det af og lade det “tørrer”. Tag derefter de 2 kyllingefileter og skær ud i tegn og krydder dem med salt og peber og gennemsteg dem i baconfedtet på panden.
Når vandet koger putter du den friske pasta i og lader det koge i 4 minutter. Vandet hældes fra og glasset med rød pesto røres ud i pastaen. Derefter blandes kylling og bacon med i, for til sidst at toppe retten med revet ost.

ENJOY!<3

Lokums dag! Der er ikke ord for den her dag, og hvor træt jeg er, hvordan jeg bare har lyst til at gave mig ned i et hul og blive der, forevigt! I dag er bare en af de der dage, hvor alt går galt. En ulykke kommer sjældent alene, i hvert fald når man er Luna!

Første dag efter ferien, behøver jeg at sige kaos! Og behøver jeg at fortælle om hvordan mine 2 velopdragne pragteksemplarer vælger at stå op kl 4 om morgenen.. kl 4?! zzZZzzZzzZz siger jeg bare! Men vi klarede det, jeg kunne ikke finde hoved og hale i noget, gav Felix den forkerte jakke på og kunne ikke finde en eneste strømpe! Halleluja..

Vi kom afsted, løbende til bussen, som altid.. Intet nyt! Ungerne blev afleveret også var der ro, indtil vi nåede skolen. Så blev jeg bombet med ureglmæssige verber, eksponentielle ligninger and you name it. Min skole dag udviklede sig til en kronisk hovedpine, for IKKE at tale om de overspændte mælkebryster, der havde en meget kraftig produktion ovenpå en ferie med fribar og ABSOLUT IKKE var klar på at undvære drengene! 2 gange sad jeg der med en våd plet, pisse pinligt, pisse sexet! Heldigvis for jeg havde en KÆMPE cardigan på idag, den blev placeret MEGET strategisk!

Fri efter 6 laaaaaange lektioner, også ellers bare op og hente ungerne, direkte, med hovedpine, spændte bryster og en træthed der ramte mig som en mur! Inde i byen har jeg et kvarters ventetid, her ville jeg så lige købe en cola, men valgte i stedet at tabe mine 20 kr. som skulle tilgå denne her cola, og jeg måtte gå tomhændet ud af butikken, stadig med hovedpine!

Op og hente drengene, og da jeg sidder med Felix kaster han op i lårfede stråler, udover mig, ham OG Zacharias, han kastede op som en fuldvoksen man, og det STANK…. Efter en hurtig dialog med dagpleje mor, blev vi enige om at vi hurtigt blev tørret af med klude for at blive pakket ned og komme afsted og nå bussen, ellers skulle vi vente 40 minutter på en bus, så kunne vi godt tillade os at lugte lidt at bræk, bare på busturen hjem!

Afsti afsted, og vi nåede det, da kl var 15.39 præcis der hvor bussen skulle komme befandt vi os 20 meter nede af vejen, vi havde nået det vigtige punkt, for her kan man se bussen, og her kan man nå at løbe efter den når den kom om hjørnet, hvis det skulle være og chaufføren kan ikke undgå at se en!

Selvfølgelig kommer bussen INDEN vi er helt fremme. Vi sætter i løb, jeg vinker og tænker det nok skal gå, vi var der stortset. Bussen kører videre, jeg vinker ferbrilsk, han bliver bare ved med at køre, og i det han kører forbi mig hvor jeg står med begge børn og hopper ligeså frustreret, så laver han lige antegn og vifter mig væk, inde fra bussen. SPADE, FLAB, IDIOT! intet mindre.. Jeg blev så vred, for efterfølgende at have lyst til at stortude, nu skulle jeg vente 40 minutter og allerede nu var Zacharias sur og jeg var lettere bekymret for vandfaldet omme på ryggen!

Legeplads blev det til, for at slå tiden ihjel! Det var ikke en succes, en Zacharias der kastede sig rundt når han ikke måtte hoppe udover kanten på rutchebanen,vi gav op, for derefter at ty til klapvognen, som betød 15 minutter i skrig og skrål, indtil bussen kom, endelig var vi reddet! (behøver jeg at nævne hovedpinen!) Troede vi, lige indtil vi kort tid efter befandt os inde i centrum hvor jeg valgte at smide mit buskort væk! Det var nok, jeg knækkede. Hjem og se tegne film og æde os tykke, slut prut, møg dag, pis lort!

En ulykke kommer sjældent alene, så nu drukner jeg mine sorger i is og prøver at motiverer mig selv til at prøve igen i morgen, dagen kan vel ikke blive værre, kan den?

Tak fordi du læste med <3

Jeg har faktisk haft det oppe før, det var i forhold til den her sag om en mor som var blevet meldt til kommunen, på grund af noget hun havde skrevet i en lukket termins gruppe (læs oplægget og se artiklen HER)

Jeg oplever flere og flere som deler lidt for meget af sig selv på Facebook, deler lidt for intime dele af deres forhold og ikke mindst ligger upassende ting op i form af videoer og billeder! Vi har ytringsfrihed og de sociale medier er et sted som nogen bruger som frirum. Jeg er der jo selv, jeg deler ting fra mit liv, deler mine tanker og generelt er jeg meget blottet på nettet. MEN jeg har et filter! Der er nogen ting jeg holder for mig selv, da jeg ved at de ville kunne misforståes, at de ville kunne sætte mig i et forkert lys. For selvom de sociale medier er et frirum, så er det også en verden hvor mimik og lyd ikke er til stede og det gør at man så let misforstår hinanden, det oplever jeg OFTE, og det kan altså føre til nogle rigtige ubehagelige ting!

Og jeg mener det er så vigtigt at tænke over! For når man har lagt noget op på nettet så kan man ikke trække det tilbage, og der bliver man pålagt at stå til ansvar, om man vil det eller ej! Hvis man deler at ens kæreste er voldelig, hvis man deler at man er blevet indberettet til kommunen eller hvis man deler en video hvor man ryster ens barn lidt for meget og folk udtrykker bekymring, jamen så er man tvunget til at stå til ansvar, længere er den ikke!

Der er ikke noget med “du kender ikke historien bag!” For gu fanden gør jeg ikke det, jeg kender det DU VÆLGER at dele med mig, om det kun er brudstykker af en sandhed, det kan jeg jo ikke vide og jeg har kun dine ord at forholde mig til. Og derfor er det så vigtigt at tænke over hvordan man begår sig på de sociale medier! Det er desværre bare som om at det her filter er næsten ikke eksisterende, Facebook er blevet en stor hunger for likes, sympati og anerkendelse.

Men sammenlign nu med det virkelige liv, du går jo heller ikke ud på gaden og råber hvilket svin din kæreste er, du fortæller det heller ikke til Ulla som du gik på efterskole med for 5 år siden, du ville måske ikke en gang fortælle det til din mor. Men alligevel vælger man at ligge det ud på Facebook, et sted hvor Ulla og din mor får det at vide plus en hel masse fremmede, svarende til folk på gaden. Det er bare så meget lettere med Facebook fordi der FØLER man ikke at man skal stå til ansvar, for man kan gemme sig bag skærmen! Men ligegyldigt hvad, så SKAL man stå til ansvar og man skal pludselig stå til ansvar for alle ens 500 venner!

Og kunne jeg ikke være pisse ligeglad? Jo.. helt sikkert, men jeg mener det er vigtigt at huske på ISÆR når man får børn, for pludselig så er de jo en del af pakken de er dit ansvar og den måde du vælger at begå dig på, den måde du vælger at udtrykke sig og færdes på de sociale medier, jamen det kan have konsekvenser for dine børn! Længere er den ikke! Du har et ansvar…

Så tænk jer nu om, tænk hvad I ligger op, og hvis i er ligeglade, så tænk i det mindste på jeres børn, de vælger ikke selv!

Tak fordi du læste med ?ø

Jeg bliver så træt, virkelig! Jeg ved ikke om det er en tendens der kommer sig af at flere og flere følger med, at jeg når ud til flere følgere. Men hvor bliver jeg bare træt af den konstante heads der er på mig! Jeg oplever dagligt at få kommentarer, der fortæller mig hvor latterlig og bedrevidne jeg er, og jeg oplever at folk peger fingre og latterliggøre mig.

Jeg er generelt et meget rummeligt menneske, og jeg kan også sagtens rumme alt det her! Jeg giver plads til at vi ikke er af samme mening, og modsat rigtig mange af de her såkaldte “haters” så gør jeg det i en sober tone! Jeg har ikke noget behov for at ytre mig om hvor dårlige og dumme andre er!

Og ja jeg er en pige med stærke meninger, det er en del af mig, og faktisk noget jeg er rigtig stolt af! Jeg synes det er stort at man som person ved hvad man tror på og det er sku’ også selvom man ikke er enig. Jeg hader eksempelvis den kære Pia Kjærsgaard, som i virkelig hader hendes syn på verdenen, MEN jeg respekterer hende som politiker, fordi hun ved hvad hun tror på og hun er skide dygtig!

Kan i se forskellen? Og at jeg har stærke meninger om noget, betyder ikke at jeg står og peger fingre og indirekte siger at alle der er af en anden holdning, de er dumme eller de er forkert på den, sådan en ting vil jeg simpelthen IKKE pålægges! For jeg gør rigtig meget i at være rummelig, give plads til alle og deres meninger, og faktisk så gør jeg rigtig meget for at komme hele vejen rundt, belyse alle sider af moderskabet og sætte fokus på at vi alle er lige, uanset udgangspunkt, og det ved dem der følger med også!

Men det er et faktum at det er MIN BLOG og derfor vil MINE HOLDNINGER komme til kende, derfor behøver vi ikke at være enige, og var vi alle enige, var alle ligesom mig, så ville verdenen satme være et kedeligt sted, det er jeg ikke bleg for at indrømme!

Så god karma og til alle jer der bliver så trætte af at høre på mine holdninger, så er der absolut ingen der tvinger jer til at læse med <3

Tak fordi DU SELV VALGTE at læste med <3