Lokums dag med lort i!

Lokums dag! Der er ikke ord for den her dag, og hvor træt jeg er, hvordan jeg bare har lyst til at gave mig ned i et hul og blive der, forevigt! I dag er bare en af de der dage, hvor alt går galt. En ulykke kommer sjældent alene, i hvert fald når man er Luna!

Første dag efter ferien, behøver jeg at sige kaos! Og behøver jeg at fortælle om hvordan mine 2 velopdragne pragteksemplarer vælger at stå op kl 4 om morgenen.. kl 4?! zzZZzzZzzZz siger jeg bare! Men vi klarede det, jeg kunne ikke finde hoved og hale i noget, gav Felix den forkerte jakke på og kunne ikke finde en eneste strømpe! Halleluja..

Vi kom afsted, løbende til bussen, som altid.. Intet nyt! Ungerne blev afleveret også var der ro, indtil vi nåede skolen. Så blev jeg bombet med ureglmæssige verber, eksponentielle ligninger and you name it. Min skole dag udviklede sig til en kronisk hovedpine, for IKKE at tale om de overspændte mælkebryster, der havde en meget kraftig produktion ovenpå en ferie med fribar og ABSOLUT IKKE var klar på at undvære drengene! 2 gange sad jeg der med en våd plet, pisse pinligt, pisse sexet! Heldigvis for jeg havde en KÆMPE cardigan på idag, den blev placeret MEGET strategisk!

Fri efter 6 laaaaaange lektioner, også ellers bare op og hente ungerne, direkte, med hovedpine, spændte bryster og en træthed der ramte mig som en mur! Inde i byen har jeg et kvarters ventetid, her ville jeg så lige købe en cola, men valgte i stedet at tabe mine 20 kr. som skulle tilgå denne her cola, og jeg måtte gå tomhændet ud af butikken, stadig med hovedpine!

Op og hente drengene, og da jeg sidder med Felix kaster han op i lårfede stråler, udover mig, ham OG Zacharias, han kastede op som en fuldvoksen man, og det STANK…. Efter en hurtig dialog med dagpleje mor, blev vi enige om at vi hurtigt blev tørret af med klude for at blive pakket ned og komme afsted og nå bussen, ellers skulle vi vente 40 minutter på en bus, så kunne vi godt tillade os at lugte lidt at bræk, bare på busturen hjem!

Afsti afsted, og vi nåede det, da kl var 15.39 præcis der hvor bussen skulle komme befandt vi os 20 meter nede af vejen, vi havde nået det vigtige punkt, for her kan man se bussen, og her kan man nå at løbe efter den når den kom om hjørnet, hvis det skulle være og chaufføren kan ikke undgå at se en!

Selvfølgelig kommer bussen INDEN vi er helt fremme. Vi sætter i løb, jeg vinker og tænker det nok skal gå, vi var der stortset. Bussen kører videre, jeg vinker ferbrilsk, han bliver bare ved med at køre, og i det han kører forbi mig hvor jeg står med begge børn og hopper ligeså frustreret, så laver han lige antegn og vifter mig væk, inde fra bussen. SPADE, FLAB, IDIOT! intet mindre.. Jeg blev så vred, for efterfølgende at have lyst til at stortude, nu skulle jeg vente 40 minutter og allerede nu var Zacharias sur og jeg var lettere bekymret for vandfaldet omme på ryggen!

Legeplads blev det til, for at slå tiden ihjel! Det var ikke en succes, en Zacharias der kastede sig rundt når han ikke måtte hoppe udover kanten på rutchebanen,vi gav op, for derefter at ty til klapvognen, som betød 15 minutter i skrig og skrål, indtil bussen kom, endelig var vi reddet! (behøver jeg at nævne hovedpinen!) Troede vi, lige indtil vi kort tid efter befandt os inde i centrum hvor jeg valgte at smide mit buskort væk! Det var nok, jeg knækkede. Hjem og se tegne film og æde os tykke, slut prut, møg dag, pis lort!

En ulykke kommer sjældent alene, så nu drukner jeg mine sorger i is og prøver at motiverer mig selv til at prøve igen i morgen, dagen kan vel ikke blive værre, kan den?

Tak fordi du læste med <3