I dag havde jeg Felix med i skole. Når man ikke har pasnings muligheder i stor stil og man ikke gider mere fravær, ja.. så må man jo finde på alternativer! Heldigvis var det kun til kl. 12, altså en kort dag (ellers havde vi nok ikke holdt hele dagen!) Men det var en yderst spændende oplevelse 😀

Det gik hvis du spørger mig super godt! Selvfølgelig brokkede han sig lidt, selvfølgelig forstyrrede han lidt, men det var meget begrænset i forhold til hvordan han normalt IKKE er stille. Han hyggede med at kravle rundt, fik sovet i bæreselen. Til sidst endte vi dog ude på gangen, da vi skulle se film, og Felix ABSOLUT IKKE kunne sidde stille, og vi skulle jo ikke ødelægge filmen for alle andre!

Men en ting kan jeg ikke komme udenom, for selvom det gik godt, så var det skide hårdt! Og ikke hårdt på den måde at jeg skulle passe ham og være i skole samtidig, det gik fint. Heller ikke hårdt fordi han brokkede sig eller jeg skulle gå en tur med ham i bæreselen for at få ham til at sove. Nej.. Sindsygt hårdt fordi de ydre omgivelser gav mig total stress, en følelse jeg tit oplever!

Det er som om når man er ude blandt andre mennesker og ens barn græder, så SKAL man få barnet til at være stille. Kan man ikke det så hagler det ned over en med sure blikke, folk der ruller med øjne, you name it! Og ja.. Det er da absolut ikke fedt at høre på et barn der græder, især ikke hvis man sidder med hovedpine, eller prøver at koncentrerer sig, det ved jeg! Men det er som om der er en eller anden nultolerance overfor grædende børn i det offentlige rum.

Og det er faktisk SKIDE HÅRDT! For gråd kan jeg sagtens tackle, utilfredse børn er intet problem, jeg har to af dem og tit skriger de i et væk, når det hele kokser, jeg er vandt til at lukke lidt af og ikke stresse over deres gråd, finde løsninger og klare det. Men når jeg er ude blandt mennesker, så bliver jeg stresset, sveden pibler af mig, jeg får hjertebanken, alt sammen fordi jeg føler mig SÅ PRESSET fra menneskerne omkring mig! Jeg føler jeg skal få dem til at stoppe med det samme, jeg føler folks blikke hvis det ikke lykkedes og jeg frygter at folk skælder ud, at folk synes jeg fejler.

Men hvorfor er det sådan? For selvfølgelig skal der tages hensyn, men det offentlige rum, er jo et sted hvor der skulle være plads til alle, og det der pres, den der nultolerance, den er igen med til at ekskluderer mødre fra det offentlige rum, ligesom med amme debatten. Jeg ved godt at nogle forstår, ofte folk der selv har børn og kan forstå og sætte sig ind i ens sted, men jeg synes også at langt største delen har modsatte syn.

Og jeg synes det er ærgeligt især fordi jeg er en af den mødre der hver dag tager bussen og hver dag oplever at må bruge al min energi på at få ro på ungerne, fordi den der bustur ofte ikke lige falder i deres smag kl halv 7 om morgenen. Det er en daglig frustration, jeg ville sådan ønske det kunne være anderledes, at jeg kunne slappe af!

Obs. Selvfølgelig er det ikke optimalt at have barnet med i skole, det udgjorde også et ekstra press, da Felix absolut IKKE skulle være til gene for mine klassekammerater!!! men det bragte blot den her følelse op i mig, en følelse jeg konstant oplever når vi er ude for hjemmets 4 vægge 🙂

Tak fordi du læste med <3

Jeg er mor med stort M. Det vil nogen i hvert fald sige. Jeg er mor på den måde hvor jeg ikke føler et behov for at få mine børn passet, jeg er mor på den måde hvor vi samsover og putter natten lang, jeg er mor på den måde hvor jeg ammer mine drenge, jeg er mor på den måde hvor jeg overordnet set prioriterer og lytter på mine børns behov og imødekommer dem så godt jeg kan, også på bekostning af mine egne behov.

Jeg bliver mødt med mange forskellige syn, jeg bliver mødt af undren, jeg bliver mødt af skulderklap og jeg bliver mødt med rigtig mange spørgsmål, for ligegyldigt hvad.. Så er JEG mor på den måde, som flertallet IKKE er.

Det gør mig intet, ingen er ens, og jeg vil aldrig kunne definerer hvordan man er en rigtig mor, her gør jeg blot hvad jeg føler, hvad der faldet mig naturligt. Jeg gør ikke noget med en manual, lytter ikke på sundhedsplejerskers kodeks, når vi snakker om hvornår man skal “ligge sit barn fra sig” give slip, putte det på eget værelse, stoppe med at amme.. Ja jeg kan blive ved, jeg er lovløs på den måde og gør præcis som jeg finder bedst!

Min måde at gøre det på er dog hård, som nævnt tidligere er jeg presset, jeg får ikke sammenhængende søvn om natten, samtidig med at jeg er påbegyndt studie! Faktisk forbløffer jeg tit mig selv, hvordan kan jeg formå at hænge sammen? Men trods det så vil jeg stadig aller helst være sammen med mine børn, favne dem, mærke dem.. Jeg kan plejes når jeg bliver gammel! Deres liv, deres barndom er kun en gang, man kan ikke gøre det om!<3

Man skulle tro min måde blev mødt med anderkendelse, at det er sejt jeg kan klare det. DESVÆRRE er det ikke tilfældet, og det er faktisk skide hårdt! Hvis jeg fortæller jeg er træt, så bliver jeg mødt med kommentarer “hvorfor stopper du ikke bare med at amme?”. Hvis jeg siger jeg ikke magter noget, ikke kan overskue det, så bliver der ofte kastet gloser om barnepiger og andre foranstaltninger ud.

Det er som om folk mener det er min egen skyld. Jeg kunne jo bare stoppe med at amme og jeg kunne bare hyre en barnepige, og jeg kunne jo bare lære at priotererer mig selv. Det er som om mit hårde arbejde bliver latterliggjort, rullet øjne af, set ned på. Pludselig er jeg alt for meget mor!

Jeg forstår ikke hvorfor det er blevet “så forkert” at kigge på sit barn, lytte til det og opfylde dets behov, det er som om man først er en super mor, når man både kan formå at være mor, men samtidig leve et helt normalt liv ved siden af, gå i byen, have det sjovt, se DET FÅR RESPEKT OG KLAPSALVER! Mens jeg blot får at vide at det indirekte er min egen skyld, jeg har jo et valg.

Jeg er ikke ude på at pådutte nogen en mening, jeg mener der skal være plads til alle, og hvad der virker for mig, virker måske ikke for naboen. Men jeg mangler plads og jeg mangler forståelse, forståelse for at alt ikke bare er sort/hvidt, jeg gør det ikke fordi jeg er doven, jeg gør det ikke fordi at det er hyggeligt og tit og ofte så gør jeg det ikke fordi jeg har lyst, nej..
Jeg gør det for mine børn, for amning, samsovning og deres mor, det er altsammen ting de ikke kan undvære, og heller ikke skal, før de selv føler sig klar. Jeg tror på mine drenge, og jeg tror på at de en dag er klar til at sove selv, stoppe med at amme, og være andre steder end hjemme, men indtil den dag kommer, så gør jeg mit for at imødekomme deres behov.

Alting er bare ikke så sort/hvidt, ingen er ens og halleluja for forskellighed! <3

Jeg er mor på den her måde! Træt af sind, fuld af kærlighed<3

I går læste jeg en artikel omkring det at der nu er født et barn (som det første i hele verdenen) med DNA fra 3 mennesker, i stedet for kun 2, som er det normale.. En mor og en far. Artiklen kan læses HER.

Det satte mine tanker rigtig meget i gang. Overstående tilfælde var for at forebygge en farlig og dødelig sygdom, som barnet var i risikogruppe for at få, grundet morens gener. I teorien er det jo fantastisk, at man kan garanterer de her forældre et sundt og raskt barn, at de ikke skal frygte det værste, og selvfølgelig er det også det bedste for barnet, ingen tvivl.

Men jeg kan ikke lade vær med at gisne.. Noget i mig skriger af at det er HELT FORKERT! For der er bare noget vi mennesker IKKE skal pille ved. DNA er livets byggesten, det der gør os til os, rent biologisk. Vælger man at pille ved det, endda tilføje et ekstra DNA, ja.. Jeg kan ikke lade værd med at tænke på hvad konsekvensen er!

Om det er dødelige sygdomme, eller måske en generation af kommende x-men, jah.. jeg ved det ikke! Men jeg nægter at tro på at det kommer problemfrit, det gør jeg altså!

Generelt så skræmmer hele den her “gude-tendens” mig rigtig meget, for hvor går grænsen? Vi mennesker er pisse egoistiske, og inden vi får set os om, så er gensplejsning, DNA mutation en del af det at få børn. For den stopper jo ikke kun ved sygdom, det er der altså ingen der skal komme og påstå, der er ALTID nogen der vil udnytte det her til egen fordel, desværre!

Og så er jeg desværre (undskyld hvis jeg støder nogen) lidt af den mening, at der nok er en størrer mening med at ikke alle børn fødes sunde og raske, noget jeg personligt ikke synes man skal pille ved! Jeg synes man skal “tage sig til takke” med at man i dag er så langt fremme at fostervandsprøver, moderkage biopsier og scanninger kan være med til at bestemme om ens barn er syg, så man får et valg, både for en selv og for barnets skyld! Men jeg mener virkelig ikke at løsning er at lege gud, at pille ved det der gør os mennesker i stand til overhovedet at være til.
Og jeg ved godt at der er nogle der trækker nitten, nogle med hårde odds, og det bliver aldrig fair, for de pågældende mennesker, men her mener jeg man igen må være lidt spirituel og tro på at der er en mening med det!

Hvad tænker i om det? Og hvis i mener det er okay, hvor går grænsen så?

Tak fordi du læste med <3

Vi kunne lørdag fejre 2 årsmærket, officielt langtidsammere på verdensplan (sagt med lettere stolthed i stemmen) noget alle ikke forstår, men når man ved hvilken kamp det kan være, hvor meget man giver af sig selv, så er det sku okay at være stolt!

Men det at amme et større barn, kommer med en lang række udfordringer, både sjove og knap så sjove, og jeg tror kun dem der har prøvet at amme et større barn kan relaterer.. men ligegyldigt hvad så er det altså sjovt og så hyggeligt på sin helt egen måde!

Du ved nemlig at du ammer en tumling når:

1. Når amning kan foregå på de mærkeligste måder, op og ned, på lang og under leg!
   Jeg er sikker på hvis ikke det var fordi at brystet sad fast på en, så var der en tumling der ville LØBE rundt og amme for fulde gardiner 😀 Men de lærer at multitarske!
2. Når man nogen gange er i tvivl, er det mig eller brysterne han/hun elsker.
   Fordi ofte er det “hej bryster” med et lykkeligt ansigtsudtryk efterfulgt af farvel mor også ud og lege 😀
3. Når man ikke kun ammer et barn men gerne ti forskellige ting.
   Her snakker vi både dukker, bamser og sågar biler 😀
4. Når et af de første ord, indeholder en glose for mælk eller bryst.
   Så er den ligesom fastsat når der bliver råbt: “mælk!” fra den anden ende af stuen!
5. Når undertøjsreklamerne i tv’et bliver efterfulgt af et langt “mmmmhh”!
   For vi ved jo godt at de der fine bryster indeholder lækker mad!
6. Når du ikke selv behøver at finde brystet frem, men har en sød en som både finder den frem og pakker den fint væk for dig!
   Ikke altid lige praktisk, udover sidstnævnte, det ER smart!
   
7. Når du bliver nød til altid at have tøj på derhjemme ellers er du i fare for at blive overfaldet!
   For når de kan ses så frister de pludselig rigtig meget, og det er ligegyldigt omstændighederne :p
   
8. Når man har et helt specielt bånd og en måde hvor på den mest urolige tumling kan finde ro på!
   Og det er uden overdrivelser <3

Amning er ikke altid sjovt og kan være benhårdt, ligegyldigt hvor gammel barnet er, men overstående ting er med til at gøre det lidt lettere, lidt sjovere og lidt hyggeligere også de trælse dage! Nogen der kan genkende det?<3

Tak fordi du læste med og husk på at amning er vores valg, det fungerer for os, ligegyldigt om du forstår eller ej <3

ja er der en ting jeg bare er total ligeglad med efter jeg har fået børn, så er det sørme kropsbehåring. I slutningen af graviditeten  med Zacharias nåede jeg hvalstadiet og kunne ikke det der ligner baberer mig under bæltestedet (ikke uden åndenød, svimmelheds anfald og ondt i samtlige led!)

så jeg fødte med fuld hårpagt (for ikke at nævne de her 8 underlivsundersøgelser i dagene op til fødslen) foran flere jordmødre og læger og aldrig har jeg været mere ligeglad, og det har hængt ved siden , og vi snakker alle steder! mine ben kan sammenlignes med en fuldvoksen mands, for jeg er en af de her heldige sataner som har sorte hår alle steder.

du ser mig tit rende rundt i shorts men kan til tider blive helt i tvivl om jeg nu har bukser på! 😀 .. Mine armhuler, prøver jeg at barberer en gang i mellem, det er nu kun for at være flink ved omverdenen, ofte har jeg bare en lang cardigan på også er der alligevel ingen der ser det. Hvad man ikke ved har man ikke ondt af! Haha..

Hvorfor har jeg det sådan? Bund ærligt.. Jeg gider virkelig ikke bruge tiden på det, det er et alt for stort arbejde, kun for at please andre, gøre andre glade og fremstå top lækker. Den tid kan bruges langt mere fornuftigt, på at sove, rydde op, gøre rent eller lave de der irriterende lektier, nej.. Det er på ingen måder det værd, min tid er knap og dyrebar efter jeg har fået børn 😀

jeg indfører bare kropsbehåring alla 80’erne, godt hvad andres mening er, rager mig. Så længe jeg er glad og tilfreds og jeg får spænderer min tid som jeg finder bedst, så er jeg glad 😀 og jeg har jo verdens mest perfekte mænd i mit liv, så dem skal der ikke jagtes 😉

I dag skulle være en god dag! Det er søndag, der skulle hygges i nattøj og tegnefilm også skulle varmen på terrassen selvfølgelig også nydes til fulde. Men alt i alt en planfri og rolig dag! Lige indtil jeg skulle komme ungerne i tøjet. Pludselig var Felix’s arme FYLDT med røde knopper, buhuuu! Jeg vidste jo godt hvad det betød, især fordi at den anden dreng i dagplejen havde skoldkopper for par uger siden.

Men selvom jeg vidste chancen var der, så blev jeg jo frustreret og gik i panik! Jeg drog til min facebook og spurgte venner og veninder ad. For ligegyldigt hvad så skal jeg jo have en lægefaglig vurdering der siger at det her det ER skoldkopper, bare fordi det skal man (selvom jeg jo godt ved det er skoldkopper der er tale om!)

Så jeg besluttede mig at ringe til lægevagten. Samtalen lød nogenlunde således:

“Hej det er Luna, jeg ringer fordi min søn har fået skoldkopper, er jeg næsten sikker på!”
“okay, har han feber, eller er han sløj?”
“Nej han har været lidt pyller de sidste aftener, men det er også det, han har bare knopper op og ned af sine arme!”
“Okay, men så er jeg nød til at be dig kontakte egen læge i morgen!” (sagt i en knap så pæn tone!)

Også sluttede samtalen ellers brat ved at der blev lagt på. Først blev jeg vred, som rigtig vred! Inkompetente vagtlæge, mage til uhøflighed, og hvorfor skulle det hele gå udover mig, hvofor skal jeg tvinges til en ekstra dag hjemme, blot for at bekræfter at det ER skoldkopper, i stedet for de kunne gøre det og jeg kunne sende ham hjem til min mor eller far, så jeg kan komme i skole?

Jeg sad i en halv time og grublede, surmulede og synes generelt det var pisse uretfærdigt, jeg prøver at tage min skole seriøst, og det skal skoldkopper og en dum vagtlæge ødelægge. Helt ærligt så kan jeg godt forstå man konstant hører om de her dødsfald hvor vagtlægen bare har fejet dem af!

Lige indtil jeg kom til at tænke. (som jeg gør rigtig tit, hvis nogen er i tvivl!) Hvad fanden bilder jeg mig ind at være så dybt latterlig og egoistisk. Helt ærligt! Jeg blev faktisk vred på mig selv, fordi selvfølgelig så er min skole da ikke lægens problem og selvfølgelig så er det klart de henviser til egen læge, hvis han ikke er akut syg.
De sidder 2 læger som skal dække hele Randers hele Syddjurs og Norddjurs kommune (måske også andre kommuner, det ved jeg faktisk ikke!) 2 mand til den samme befolkning som der normalt er over 50 læger til (hvis man tæller hver enkelt læge i lægehusene med) og jeg ved bare ved min læge, der er der altid sindsygt travlt, er det ikke akut, ja så må man vente mellem 2 og 3 uger før man kan få en tid!

Det er klart at de er presset og det er klart at de må prioriterer, skulle de tage alle tilfælde af “snue”, “skoldkopper”, “ondt i halsen” og andre små sygdomme ind, ja så ville der jo ikke være tid til de rigtig syge. Jeg er sikker på at det ville give langt flere akutte dødsfald end de få gange en læge har fejlvurderet og ikke taget en alvorlig syg patient ind, gu vil det da så!

Og stakkels vagtlæger, som skal sidde og skuffe bekymrede mødre, feje dem af og få dem til at forstå de må vente til egen læge åbner. Stakkels vagtlæger som skal sidde ud fra en samtale at komme med en lægefaglig vurdering velvidende om at det kan have fatale følger hvis de vurderer forkert, det er jo et koloenormt pres der ligger på dem!
For vi ved også alle hvordan det bliver blæst op i en shitstorm i pressen og på de sociale medier, hvis det går galt, og bum så har de mistet deres “læge-licens”.

Også kan man sige, jamen læger må bare ikke fejlvurderer, det må de bare ikke! Men med så få ressourcer, 2 mand til over jeg ved ikke 75.000 mennesker (det skal vi vel nok være samlet i Randers, Syd- og Norddjurs) og en vurdering der starter i en telefon hvor man hverkan kan se eller have nogen føling med patienten. Så kan jeg sku godt forstå fejl sker.
Og endnu en gang, ja.. Så ligger ansvaret ikke ved de pågældende læger! Og ja jeg kan sku pludselig godt forstå at der er uhøflighed ind blandet, for med de tal så må tiden da være knap, og pludselig er der ikke tid til at diskuterer med en eventuel bekymret mor, en pisse irriterende Luna, som tror at hendes skole, og hendes barn er vigtigere end alle i hele verdenen!

Nogen gange skræmmer det mig at vi skal forestille at bo i et velfærdssamfund, med så lidt velfærd. suk! Props til lægerne, generelt til alt det pressede sundhedspersonale, som kæmper en brag kamp med at holde os alle i live, sunde og raske! Og småkage til mig selv for at være så dum, det er pinligt!

Så er dagen over, sikke en dag! Jeg priser mig lykkelig over at være mor til jordens mest fantastiske dreng, som har udviklet sig så flot og til et utroligt tillidsfuldt og åbent lille menneske! Jeg er stolt med stolt på, jeg har sku gjort et formidabelt stykke arbejde! haha <3

Dagen har været hyggelig og samtidig præget at en ret så sur herrer. Alting var åbenbart lidt ekstra træls i dag, den flotte løbecykel vi fik af mormor og bedstefar i gave, skabte frustrationer, og da man ikke måtte løbe frit og gøre præcis hvad man ville i regnskoven, så satte man i et skrig. Efter middagsluren var den bare helt gal, og intet duede, heldigvis kom morfar, bedstefar og de 2 bedste legeonkler og fik humøret op igen.

En ny løbecykel kan give anlæg til frustrationer! :p

Dagen har ikke været speciel som sådan, nybagte boller (lavet af mormor) og kage til morgenmad, og pariserbøf til aftensmad, ingen livret, ingen special mad, bare hvad der stod på madplanen. Overordnet set har den her dag ikke skilt sig specielt meget ud fra andre lørdage.

Også alligevel, for trods surhed, så blev alt gjort på hans præmisser, hvis han ville ligge og se postmand per, så gjorde vi det, hvis han ville ud i sandkassen og lege, så gjorde vi det, da han gjorde tegn til at ville have et bad midt på dagen, ja så gjorde vi det. Jeg gjorde mit bedste for at imødekomme ham og hans ønsker, og på den måde gøre det til en god dag.

For faktum er desværre at ovenpå en flytning så er økonimien ikke stor og vild, og alle de her ønsker om at holde en perfekt dag, give den perfekte gave, holde den perfekte dag, må simpelthen vente til pengene triller ind på kontoen! Jeg føler mig lettere egoistisk, men jeg ved også at den her lejlighed har givet ham så meget, og HELDIGVIS så forstår han ikke endnu hvad fødselsdag er (trøster jeg mig selv med!)

Derfor holder vi den perfekte fødselsdag om en uge, familie og venner er inviteret og der er bestilt pålægskagemand og rigtig mange andre lækkerier, og jeg har allerede planlagt at pynte op og gøre klar imens han sover, så han rigtig kan stå op og blive glad og overrasket!

Men selvom jeg ved det bliver godt, ved han ikke forstår, så dunker jeg mig stadig oveni hovedet af dårlig samvittighed, suk! Men så får han bare en ekstra stor fødselsdagsgave, og heldigvis.. Så har vi alt i alt haft en skøn dag! <3

min fine fødselsdagsdreng <3

Tak fordi du læste med <3

“Kære blog, godtfolk og hvad der nu læser med!

I dag der vågnede jeg ved at Felix sad op i sengen og kiggede på mig med lysvågne øjne. Det var stadig mørkt udenfor så jeg havde en mistanke om at det var lidt tidligere end normalt. 3.27 stod der på mobilen! Så jeg fik ham hevet hen til mig og lagt os begge ned, så han kunne blive ammet, og forhåbentligvis sove videre.
Men sådan skulle det ikke gå, Felix var vågen, glad og klar på leg! Hver gang jeg fik ham lagt ned, så begyndte han at grine, pille mig i ansigtet, hive mig i håret. Hver gang jeg var ved at få ham lidt at falde hen, var det pludselig som om han nægtede at hengive sig til søvnen, og i stedet satte i et skrig. Det skete en 4/5 gange, og den sidste gang, vækkede han Zacharias! PIS.. Klokken sagde nu 04.06, og her vidste jeg godt at det var forsent!

For med 2 små rollinger og kun 2 arme, er det en umulighed at få begge til at sove igen, når de først er fast besluttet på at stå op, det har bitter erfaring lært mig, og derfor har jeg også lært det IKKE er kampen værd! 
Så kl 04.06 stod vi op. Den ene mere træt og sur end den anden.. Jeg kunne lige formå at sætte noget postmand per på, finde dynen og så ellers bare ligge mig på sofaen og putte med Zacharias og se tv, det elsker han og Felix elsker også at se fjernsyn, bare på gulvet!
Min dårlige samvittighed dunker mig altid oveni hovedet, for hvor er super moren, hende der både leger og aktiverer og er på fra start af, i stedet for hende der bare finder nemme veje og løsninger og pacificere hendes børn. suk! Men ingen er perfekte, og jeg var ved at gå til at træthed! 

Sådan lå vi så i 2 timer til klokken slog 6 og det var tid til at gøre os klar. Det var et cirkus, Zacharias der konstant stak af og når jeg endelig “fangede ham” lavede han bare flitsbuen og vred sig rundt mens han skreg, alt imens Felix kravlede rundt og græd helt vildt da jeg ikke kunne løfte på ham (noget han altid vil, når han er træt!) på grund af den her meget usamarbejdsvillige storebror. 

Men det lykkedes og en halv time senere drog vi imod bussen. Vi har cirka et kvarter i bus op til dagplejen, og det blev et kvarter med Felix der gik omkuld af overtræthed i bæreselen og Zacharias som kastede sig rundt, råbte og skreg og ligegyldigt hvor meget jeg prøvede at få ha, til at stoppe, hvor meget jeg prøvede at distraherer, lege, synge og aflede, så duede intet bare! Det var tydeligt at han havde ramt en mur af overtræthed. HAPPY DAYS! 

Da jeg endelig kunne afleverer begge unger var det med et snært af fryd og en haha-følelse, jeg følte lidt jeg gav lorten videre, her kom jeg anstigende med 2 overtrætte børn, også sagde jeg ellers bare farvel og gik (efter selvfølgelig at have fortalt om den forfærdelige morgen og opfordret til en meget snarlig formiddagslur!) men hvor føltes det bare godt! muahaha..
Jeg selv var SÅ TRÆT at jeg kunne stå op af udmattelse, jeg var svimmel, kvalme og havde hovedpine og valgte derfor at tage en sove dag derhjemme. Nogen gange er man nød til at passe på sig selv, og i dag sagde min krop fra. Det er bare en af de der dage, hvor man elsker at være mor, med et knivspids af ironi!

Når jo også sluttede dagen af med en Zacharias der kastede min mobil MED FULDT OVERLÆG på gulvet i bussen på vej hjem fra dagplejen, så hele skærmen smadret og alle i bussen fik ondt af mig. Godt det bare var min mors låne telefon, når man nu skal se positivt på det! (undskyld mor!) 

Jeg elsker mine børn, jeg elsker dem så højt! :-D”

Feel the love <3

Den der selvstændigheds alder, den giver anlæg til frustrationer og grå hår og følelsen af ikke at slå til, pludselig er man ikke god nok, for man forstår bare ingenting. Heldigvis er man ikke alene, og der er ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Så du ved du har et barn i selvstændighedsalderen når:

1. Når intet  du gør er godt nok, hvorfor kan du ikke forstå at den der strømpe skal sidde HELT PERFEKT, og når du ikke forstår det, skrig og utilfredshed!
2. Når dit barn selv vil køre klapvognen gennem byen, og når der bliver skreget fordi der bliver kørt galt eller den sidder fast, så bliver der blot skreget ENDNU HØJERE når du prøver at hjælpe, for jeg kan selv!
3. Når ting som er forbudte skal prøves af hundrede procent bevidst, alt imens der står en lille lømmel og kigger dig dybt i øjnene og man kan næsten høre sætningen: “se hvad jeg kan mor, bliver du sur nu?”
4. Når man ikke længere kan eller må hjælpe med at tage tøj på, det er fysisk umuligt fordi man har et barn der kan sno sig vildere end en slange, kaste sig rundt og råbe så højt og når man så videre giver opgaven, så sættes der i et skrig hvis man prøver at sørge for bukserne ikke bliver taget omvendt på!
5. Når man pludselig har et barn der er bevidst om hvad “sove” vil sige, også snart man siger ordet “sove” eller “seng”, begynder at løbe hysterisk ind og gemme sig på værelset!
6. Når man dagligt oplever skrige ture der oftest foregår på gulvet, når tingene ikke lige går efter den lilles hoved. Skrige ture der kan lyde så voldsomme at man frygter naboers reaktioner, men så snart man finder noget afledning, hvad som helst, så er det hele godt igen på nul komma fem.
7. Når ens barn pludselig bliver bevidst om at slå eller sparke og dets funktion og benytter en hver given lejlighed, hvor tingene ikke går op til at uddele spark og slag.
8. Når man skal passe på hvad man gør/eller siger, for pludselig har man et barn der kan det samme, aldrig vis at man kan stå op i en sofa!
9. Når man har et barn der er meget bevidst om hvad det vil og ikke vil spise, og når det er ting vi ikke kender, efterfølges det gerne af et vredesudbrud, jeg ville have mine kiks!
10. Når du ikke længere kan trylle ting væk, gemme dem eller lave snyde løsninger hvis der er noget der frustrerer, for pludselig har man et barn der kan alt, ser alt og HUSKER alt!
11. Når man nogen gange tager sig selv i at tænke, “hvad fanden har jeg gjort?” af ren og skær frustration.
12. Og sidst men ikke mindst, når man dagligt bliver positivt overrasket over hvor meget ens barn pludselig forstår. At det pludselig er blevet så bevidst at det putter sine bamser, kysser dem godnat, at det mader dyr og selv laver mad i sit legekøkken samtidig med at man har et barn der pludselig selv kan tage sko på og tøj på. Der er ikke noget der er så skidt, det ikke er godt for noget!

My kid be like, WHY DONT YOU GET IT MOM!!!!!!!

Tak fordi du læste med <3

“Mit barn er sund og rask, trods jeg røg igennem min graviditet”.. når man så spørger ind til barnet, har vi med et barn der er 2 år gammel at gøre. Det er også ofte efterfulgt af op bakkende påstande der lyder sig “min mor gjorde.. og jeg har ikke taget skade……” (en problematik jeg har vendt før, læs her) Alle de sætninger er ofte sagt i forbindelse med at man er gået mod anbefalingerne, at man har røget under sin graviditet, udeladet D-vitaminer, givet grød tidligere end anbefalet, you name it…

Det er 2 problematikker i det her, selvfølgelig at man går imod de her anbefalinger, da anbefalinger altid er der af en grund, de er der på baggrund af en række forskning som faktisk er relevant for ens barns sundhed! Men det værste er nok de her mødres hang til at bekræfte at deres barn er sund og rask, TRODS de er gået imod anbefalingerne.

For det første er det skide problematisk især fordi det giver et fiktivt billede af hvad der egentlig kan se, for pludselig er der jo ingen børn der fejler noget. Hvor går grænsen så? jeg kender en der drak hver eneste weekend igennem hele hendes graviditet, da hun ikke vidste hun var gravid før hum gik i fødsel, og hendes barn.. ja det er sundt og raskt (for nu) betyder det så vi alle frit kan drikke?

Og for det andet, hvad er sund og rask egentlig? Er det at barnet, med en mor der røg, ikke var lille, at barnet har undgået astmatisk bronkitis? Eller er de mange og tilbagevendende forkølelser, feber og utilpashed måske noget rygningen har skabt? Og det 5 årige barn der absolut ikke mangler D-vitaminer da man valgte at undlade at give det på grund af maveonde, hvem siger ikke at det her barn når det bliver teenager og ender med at være depressiv og skulle i behandling for det, hvem siger at det ikke skyldes manglende d-vitamin i de første leveår? (for d-vitaming mangel kan give depressioner, og mange andre finurligheder!)

Og få mig ikke til at starte på sætningen “min mor gjorde..” hmpf.. ja du tog ikke skade, din søster tog ikke skade? Sjovt nok er vi den generation med flest livsstilssygdomme, diabetes 2 er blevet en folkesygdom, og hvem siger ikke at det har noget at gøre med hvordan din mor har madet dig, hvad hun gjorde og om hun har røget under graviditeten..

Måske er det lidt sat på spidsen, men det handler om at se det i et større perspektiv, sundhed er ikke bare hvad du kan se lige nu og her, og alt den her forskning der ligger bag de her anbefalinger, omhandler tit om hvordan det kan påvirke en SENERE I LIVET!

Selvom det måske lyder sådan så skal jeg IKKE bestemme hvad man som mor vælger at gøre, det er ikke min sag MEN jeg synes absolut ikke at det er okay at få dårlige ting til at lyde gode, at ens dårlige valg skal forsvares med hvad jeg vil kalde ufattelig dårlige undskyldninger!
Jeg er sikker på at en stor del af det bunder i dårlig samvittighed, en form for forsvarsposition, men så synes jeg sku alligevel at man har et ansvar, et ansvar for at indrømme man gik imod nogle anbefalinger, at man i situationen var egoistisk, at man ikke kunne ligge de smøger på hylden!
Det er for det første langt mere respektfuldt end at prøve at komme uden om eventuelle konfrontationer med undskyldninger også er det med til ikke at opfordre kommende mødre til at tage samme valg, for jeg synes eddername det er skidt at man næsten “bakker op” om at ryge, eller tage andre dårlige valg når vi snakker børns sundhed, bare fordi man selv tog et dårligt valg………….

Tak fordi du læste med <3