De belastende børn..

I dag havde jeg Felix med i skole. Når man ikke har pasnings muligheder i stor stil og man ikke gider mere fravær, ja.. så må man jo finde på alternativer! Heldigvis var det kun til kl. 12, altså en kort dag (ellers havde vi nok ikke holdt hele dagen!) Men det var en yderst spændende oplevelse 😀

Det gik hvis du spørger mig super godt! Selvfølgelig brokkede han sig lidt, selvfølgelig forstyrrede han lidt, men det var meget begrænset i forhold til hvordan han normalt IKKE er stille. Han hyggede med at kravle rundt, fik sovet i bæreselen. Til sidst endte vi dog ude på gangen, da vi skulle se film, og Felix ABSOLUT IKKE kunne sidde stille, og vi skulle jo ikke ødelægge filmen for alle andre!

Men en ting kan jeg ikke komme udenom, for selvom det gik godt, så var det skide hårdt! Og ikke hårdt på den måde at jeg skulle passe ham og være i skole samtidig, det gik fint. Heller ikke hårdt fordi han brokkede sig eller jeg skulle gå en tur med ham i bæreselen for at få ham til at sove. Nej.. Sindsygt hårdt fordi de ydre omgivelser gav mig total stress, en følelse jeg tit oplever!

Det er som om når man er ude blandt andre mennesker og ens barn græder, så SKAL man få barnet til at være stille. Kan man ikke det så hagler det ned over en med sure blikke, folk der ruller med øjne, you name it! Og ja.. Det er da absolut ikke fedt at høre på et barn der græder, især ikke hvis man sidder med hovedpine, eller prøver at koncentrerer sig, det ved jeg! Men det er som om der er en eller anden nultolerance overfor grædende børn i det offentlige rum.

Og det er faktisk SKIDE HÅRDT! For gråd kan jeg sagtens tackle, utilfredse børn er intet problem, jeg har to af dem og tit skriger de i et væk, når det hele kokser, jeg er vandt til at lukke lidt af og ikke stresse over deres gråd, finde løsninger og klare det. Men når jeg er ude blandt mennesker, så bliver jeg stresset, sveden pibler af mig, jeg får hjertebanken, alt sammen fordi jeg føler mig SÅ PRESSET fra menneskerne omkring mig! Jeg føler jeg skal få dem til at stoppe med det samme, jeg føler folks blikke hvis det ikke lykkedes og jeg frygter at folk skælder ud, at folk synes jeg fejler.

Men hvorfor er det sådan? For selvfølgelig skal der tages hensyn, men det offentlige rum, er jo et sted hvor der skulle være plads til alle, og det der pres, den der nultolerance, den er igen med til at ekskluderer mødre fra det offentlige rum, ligesom med amme debatten. Jeg ved godt at nogle forstår, ofte folk der selv har børn og kan forstå og sætte sig ind i ens sted, men jeg synes også at langt største delen har modsatte syn.

Og jeg synes det er ærgeligt især fordi jeg er en af den mødre der hver dag tager bussen og hver dag oplever at må bruge al min energi på at få ro på ungerne, fordi den der bustur ofte ikke lige falder i deres smag kl halv 7 om morgenen. Det er en daglig frustration, jeg ville sådan ønske det kunne være anderledes, at jeg kunne slappe af!

 

Obs. Selvfølgelig er det ikke optimalt at have barnet med i skole, det udgjorde også et ekstra press, da Felix absolut IKKE skulle være til gene for mine klassekammerater!!! men det bragte blot den her følelse op i mig, en følelse jeg konstant oplever når vi er ude for hjemmets 4 vægge 🙂

Tak fordi du læste med <3