“Når andre bare ikke forstår…”

Jeg er mor med stort M. Det vil nogen i hvert fald sige. Jeg er mor på den måde hvor jeg ikke føler et behov for at få mine børn passet, jeg er mor på den måde hvor vi samsover og putter natten lang, jeg er mor på den måde hvor jeg ammer mine drenge, jeg er mor på den måde hvor jeg overordnet set prioriterer og lytter på mine børns behov og imødekommer dem så godt jeg kan, også på bekostning af mine egne behov.

Jeg bliver mødt med mange forskellige syn, jeg bliver mødt af undren, jeg bliver mødt af skulderklap og jeg bliver mødt med rigtig mange spørgsmål, for ligegyldigt hvad.. Så er JEG mor på den måde, som flertallet IKKE er.

Det gør mig intet, ingen er ens, og jeg vil aldrig kunne definerer hvordan man er en rigtig mor, her gør jeg blot hvad jeg føler, hvad der faldet mig naturligt. Jeg gør ikke noget med en manual, lytter ikke på sundhedsplejerskers kodeks, når vi snakker om hvornår man skal “ligge sit barn fra sig” give slip, putte det på eget værelse, stoppe med at amme.. Ja jeg kan blive ved, jeg er lovløs på den måde og gør præcis som jeg finder bedst!

Min måde at gøre det på er dog hård, som nævnt tidligere er jeg presset, jeg får ikke sammenhængende søvn om natten, samtidig med at jeg er påbegyndt studie! Faktisk forbløffer jeg tit mig selv, hvordan kan jeg formå at hænge sammen? Men trods det så vil jeg stadig aller helst være sammen med mine børn, favne dem, mærke dem.. Jeg kan plejes når jeg bliver gammel! Deres liv, deres barndom er kun en gang, man kan ikke gøre det om!<3

Man skulle tro min måde blev mødt med anderkendelse, at det er sejt jeg kan klare det. DESVÆRRE er det ikke tilfældet, og det er faktisk skide hårdt! Hvis jeg fortæller jeg er træt, så bliver jeg mødt med kommentarer “hvorfor stopper du ikke bare med at amme?”. Hvis jeg siger jeg ikke magter noget, ikke kan overskue det, så bliver der ofte kastet gloser om barnepiger og andre foranstaltninger ud.

Det er som om folk mener det er min egen skyld. Jeg kunne jo bare stoppe med at amme og jeg kunne bare hyre en barnepige, og jeg kunne jo bare lære at priotererer mig selv. Det er som om mit hårde arbejde bliver latterliggjort, rullet øjne af, set ned på. Pludselig er jeg alt for meget mor!

Jeg forstår ikke hvorfor det er blevet “så forkert” at kigge på sit barn, lytte til det og opfylde dets behov, det er som om man først er en super mor, når man både kan formå at være mor, men samtidig leve et helt normalt liv ved siden af, gå i byen, have det sjovt, se DET FÅR RESPEKT OG KLAPSALVER! Mens jeg blot får at vide at det indirekte er min egen skyld, jeg har jo et valg.

Jeg er ikke ude på at pådutte nogen en mening, jeg mener der skal være plads til alle, og hvad der virker for mig, virker måske ikke for naboen. Men jeg mangler plads og jeg mangler forståelse, forståelse for at alt ikke bare er sort/hvidt, jeg gør det ikke fordi jeg er doven, jeg gør det ikke fordi at det er hyggeligt og tit og ofte så gør jeg det ikke fordi jeg har lyst, nej..
Jeg gør det for mine børn, for amning, samsovning og deres mor, det er altsammen ting de ikke kan undvære, og heller ikke skal, før de selv føler sig klar. Jeg tror på mine drenge, og jeg tror på at de en dag er klar til at sove selv, stoppe med at amme, og være andre steder end hjemme, men indtil den dag kommer, så gør jeg mit for at imødekomme deres behov.

Alting er bare ikke så sort/hvidt, ingen er ens og halleluja for forskellighed! <3