Okay, kun halvdelen af dagen er gået, men i dag er altså bare en god dag! I sidste uge skrev jeg om de der skod weekender, hvor det bare på ingen måder går op, hvor alting bare modarbejder en (læs her), men denne her gang er det bare helt omvendt!

I går var en super dag, der var Søren hjemme, det der er “værst” pt. er de her søndage, for der arbejder Søren, jeg er mutters alene hele dagen og dagens udfald kommer udelukkende an på børnene, og med 3 så små børn er INTET forudsigeligt overhovedet! Det er de helt små ting der tæller, såsom hvornår de vågner, hvornår Zilas sover, deres humør mv. ting som jeg slet ikke er herre over!
Jeg er jo vandt til at være alene, det er ikke en udfordring, det er bare ekstra hårdt når det er hele dage, for jeg er træt og jeg lever på søvnunderskud med mine 2 skønne drenge, og derfor er energien ikke på højniveau og når jeg samtidig har børn der står op ved 5 tiden om morgenen, så bliver sådan en dag laaaaaaang!

MEN i dag har den indtilvidere været helt vildt skøn! Trods drengene vågnede 4.45 zzzZzzzZzzzZzz. Men vi stod op, de kom hurtigt i tøjer (jeg har lært at det skal gå stærkt, altså inden Zilas vågner, haha!) og de fik morgenmad, under morgenmaden vågnede Zilas, det var super, så spiste jeg også ham af imens. Så var alle glade, det kørte stille og roligt og kl 7 faldt Zilas i en dejlig dyb søvn og sov helt til 10.45 hvor jeg så småt var ved at gøre drengene klar til lur!

Det betød at drengene og jeg har hygget max, vi har bygget lego, været ude i gården, leget med tog og hygget med rugbrød alle tre sammen! Det har været så skønt og drengene har ikke røget i totterne på hinanden, de har bare været glade, samtidig har jeg fået ryddet op, lagt vasketøj sammen og støvsuget i hele hytten (man lærer at være yderst effektiv med 3 små børn!) og til sidst da drengene skulle puttes, lå Zilas ligeså mageligt på mine ben mens de faldt i søvn på et lille kvarter, uden brok og uden bøvl, PERFEKT!

Nu sidder jeg så og nyder en stille stund, Zilas kigger lidt på hans aktivitetstæppe som han elsker, mens jeg får forfattet det her skriv og om lidt skal vi hygge og have kvalitetstid med pludren og øjenkontakt, det er der nemlig ikke altid god tid til i de her weekender! <3

Hvad er det sværeste egentlig? Hvilken udfordring er størst? Altså udover de 70.000 tøjvaske om ugen og de daglige rengøringer som virker ligegyldige fordi de ALDRIG kan ses….

Men hvis jeg skal finde den ting som for mig har været sværeste, den ting som medfører flest udfordringer, så er det nok den der med at skulle ud af døren! Den der med at skulle gøre 3 børn klar, hvor 2 ud af 3 kan gå og sjældent gider høre efter hvad der bliver sagt, og en tredje som konstant higer efter mig, mens de andre 2 spæner om benene på mig!

Ja.. det ender ofte ud i nogle fantastiske scenarier med 3 ulykkelige børn, der alle vil have mig, eller 2 der stikker af og mig der kampsveder, lige DER mangler jeg mindst et sæt arme og ben mere, fuuuuck, jeg bliver helt træt af at tænke på det! Jeg ved slet ikke om i på nogen måder kan forestille jer det? Måske er det bare mig der har mega “uopdragne børn”, men so be it, de er nu som de er 😉

Det værste er at det i weekenderne de dage jeg er alene, hvilket jeg er pt hver eneste søndag, ikke kommer ret meget ud og det er faktisk ikke fedt, for her hedder det ikke hygge på sofaen, det hedder drenge der keder sig, og det viser de ved at lave ballade, komme op at slås, skændes mv. det er sådan som om karma kommer snigende, “du kommer ikke ud med dine børn, så nu skal du rigtig mærke straffen, BOM toastbrød i hele køkkenet efterfulgt af mascara på badeværelset!”, pis os!

HELDIGVIS er jeg ved at vende mig til rytmen og tvinge mig selv, men det gør ikke scenariet lettere, dog har jeg efterhånden af bitter erfaring lært at alternativet er skod, så nu overkommer jeg den her “frygt” for at skulle gøre alle børnene klar, også gør jeg det bare, og når jeg er afsted så tænker jeg altid “worth”, for det giver meget mere end bare at sidde og fise den af derhjemme, haha <3

Heldigvis så er det overordnet slet ikke så svært, var det ikke fordi jeg skulle tænke en smule rationelt, så var jeg klar på nummer 4, det er kun blevet lettere, jo flere børn der er kommet! 😉 <3

 

Så sidder jeg her igen, helt alene og føler mig mutters alene i verdenen! Det er en følelse der fra tid til anden rammer, den kommer ofte her i barselsboblen, for pludselig har man alverdens tid til at sidde og funderer over stort og småt, og det går pludselig op for en hvor lidt man hører fra sine venner og veninder. Jeg har gode veninder, jeg ser dem sjældent, men de er der og har været der i mange år, derfor vil jeg heller ikke virke utaknemmelig, desperat.. Men den her følelse kommer hver eneste gang lige i røven af at jeg har født, og det er hammer deprimerende! Udover at det helt sikkert er et væld af hormoner, så har jeg tænkt meget på hvad det egentlig udløses af, og jeg er kommet frem til følgende..

Den sidste måned op til man føder, der bliver man pludselig center for ekstremt meget opmærksomhed, sådan er det hver gang. Folk skriver og ringer, de er nysgerrige, skal høre om der sker noget og de fortæller gladeligt hvor meget de glæder sig på ens vegne. Det er hele tiden og så igen, og det bliver næsten for meget af det gode det gør det! Samtidig så vænner man sig til den her opmærksomhed, man er jo fucking spændende.. Så føder man, også går luften ellers af ballonen (bogstavelig talt) man bliver bombaderet med tillykke, også, stilhed……

Meget stilhed….

Man går lige fra det ene til det andet, slam! Det kan være pisse svært at forholde sig til, oveni det at man er en hormonel tosse, der fortsat græder over chips reklamer i tv’et. Det må være den her bommer med de sociale medier, for alle kan følge med der, se den lille babys udvikling, og så der er ingen grund til at troppe op, det er jo hammer kedeligt bare at sidde med sådan en baby, lad os nu være ærlige.

Man bliver puttet i glemmebogen, folk siger hele tiden de vil komme, men kommer ikke, man hører sjældent noget og ofte ender man selv med at tage kontakt. Jeg ved helt ærligt ikke hvad der er så farligt med sådan en lille baby. Selvfølgelig er der også de stykker som stadig hænger i, men det er pludselig et fåtal i forhold til dem der “var der” inden man fødte.

Så her er en lille heads up til alle venner og veninder der ude, lad nu vær med at gøre gravide til center for opmærksomhed, hvis i alligevel ikke finder og spændende når de har født, gem nysgerrigheden væk, hvis i alligevel ikke kan overskue at sidde og kigge på en baby, det er helt okay! Det andet giver bare falske forhåbninger og er hammer deprimerende!

 

Efter endnu en nat som har stået på konstante opvågninger, hele 2 børn der ville ammes i et væk, slæber jeg mit gennemtæskede krop op i drengenes institution, med en parkeret bagpå og en foran i vikle og i bæresele. Jeg er så træt at en mild hovedpine begynder at tage form, det virker helt uoverskueligt bare at skulle gå hjem igen selvom om jeg kun befinder mig 10 minutters gang hjemmefra. Jeg kunne af ren og skær træthed, ligge mig til at sove i barnevognsrummet, men jeg ville bare ligge i vejen, så jeg lader vær’ og trasker i stedet hjem med en tiltagende hovedpine. Jeg smider mig på sofaen med baby Zilas i favnen, falder troligt søvn, for efter et par timer at vågne op, helt radbrækket i kroppen og en hovedpine der kommer med 180 km/t.

Min telefon ringer, det er en god veninde som tydeligt kan høre at jeg ikke er ovenpå, jeg forklarer situationen, fortæller om det trælse natteroderi, fortæller om hovedpinen, og om hvordan jeg er helt radbrækket i kroppen. Og pludselig så sker det.. samtalen bliver fyldt med gode råd. Måske jeg burde stoppe natamningen. Måske burde jeg flytte drengene ind på deres eget værelse. Måske jeg burde lære baby Zilas at sove selv. Jeg forklarer i bedste stil hvorfor det ikke er ligetil, egentlig glemmer jeg hovedargunentet “sådan gør vi bare ikke her!”, men det argument er også ildeset, jeg føler mig tvunget til at forsvare det, så der måske kommer en gensidig forståelse frem. Det gør der bare ikke, i stedet slutter de gode råd ret brat og der bliver en trykket stemning. Det bliver ikke sagt direkte, men det ulmer under overfalden, jeg lader børnene styre showet, jeg tager de lette løsninger, jeg giver op! Det er min egen skyld!

Og derfor er jeg nået et punkt, et punkt hvor jeg lader vær’.. når folk spørger, jamen så går det hammer godt, jeg undlader at fortælle hvor træt jeg er, hvor hårdt jeg føler det kan være, for jeg bliver ikke mødt med forståelse og empati, jeg bliver nærmest mødt med bebrejdelse, og det gør det ikke lettere, tværtimod.

Jeg kunne vælge at fortælle hvordan jeg synes andres tilgang er forkert, argumenterer for hvorfor mit valg er det rigtige, men det gør jeg ikke.. For det er IKKE mit job at have en mening om andres valg af opdragelse. Tilgengæld så kan jeg fortælle at det jeg gør, at det jeg lader børnene “styre showet”, på INGEN MÅDER er den lette løsning. Folk har sådan et billede der hedder, jamen når barnet græder, så stikker jeg bare et bryst i munden på det, også er den skid slået, i stedet for at tage tyrene ved hornene og vende barnet af med den dårlige vane. At når jeg sover sammen med børnene, så er det fordi jeg ikke gider lære mine børn at sove på eget værelse, jeg magter ikke den første tid med renden frem og tilbage, jeg lader bare vær’.

Man lader børnene “styre showet” fordi det er det letteste. 

Men tro mig når jeg siger, det er IKKE let, konstant at tilsidesætte sine egne behov! Jeg ved ikke hvor mange gange at jeg er på grænsen af sindsyge på grund af manglende søvn, hvor mange gange jeg har lyst til at skubbe alle 3 børn ud af sengen og bare ligge på langs, så jeg er fri for spark i ryggen og pisse irriterende natteroderi! Hvor mange gange jeg drømmer om bare at kunne sidde, uden der er et barn der konstant higer efter mig, bare jeg kunne få de der gyldne 10 minutters ro, ved behov! Jeg har ikke sovet mere end 3 timers sammenhængende søvn i 3 år, 3 år?! Min krop er noget et punkt hvor de få gange jeg har været alene, der er jeg så inkarneret i mine børns behov, at jeg stadig vågner på klokkeslet og fumler ud efter dem. Alle mine behov, selv basale behov som madindtag og søvn er indordnet efter mine børn, søvnen må vente, maden må vente, nogle gange må jeg også vente med at tisse lige indtil det næsten går galt!

Det er på ingen måder nemt, den nemme løsning! Også kan folk igen begynde at argumenterer for hvorfor det er min egen skyld, jeg kan jo bare lade vær, lære dem det “rigtige”, men helt ærligt? Jeg er mor, som jeg finder bedst, det burde ikke at være til diskussion, i stedet så burde folk at accepterer den forskellighed  der er, og de burde støtte og ikke bebrejde, for når jeg er træt og smadret, så har jeg på ingen måder brug for at høre hvordan det er min egen skyld, jeg søger ikke løsninger, jeg søger trøstende ord.. For søvnunderskud og hovedpine er aldrig sjovt, ligegyldigt forudsætningerne…

 

Det er søndag aften, alle 3 børn sover sødt og jeg kan nu for første gang siden fredag kl 15 nyde en stille stund.. Jeg sidder lidt tilbage med sådan en yes-følelse, vi klarede det, jeg nåede i mål! I morgen er det atter hverdag, jeg kan skippe de store i institution og jeg kan gå hjem og tage en velfortjent lur på sofaen med Zilas i favnen, jeg glæder mig som et barn til juleaften, det bliver SÅ GODT! 

Efter Zilas er kommet, er de her weekender bare ligesom at spille lotto, er man heldig så går det egentlig nogenlunde op, drengene slås ikke konstant og Zilas sover på de helt rigtige tidspunkter, men de fleste gange er man uheldig, trækker nitten, det hele kokser, børn der græder i kor, slås, laver ballade hvor man DESVÆRRE oplever ikke helt at slå til, ens pædagogiske evner bliver brugt op og man kommer til at hæve stemmen mere end der er meningen, presset tager overhånd! Det gør det bestemt IKKE lettere at Søren pt arbejder hver søndag, så jeg ikke en gang har en der kan hjælpe,. Det er altså ikke fordi det bliver for meget, jeg nyder det stadig, det gør jeg, men der opstår lidt for mange af de her tilspidsede situationer hvor man har lyst til at gro et ekstra set arme og kunne løbe 110 km/t, og når det ikke mirakuløst sker, så efterlader det bare en med følelsen af at det skal overståes, vi skal klare det, vi skal kæmpe os igennem den her weekend!

Og jeg nåede i mål, det gjorde jeg!  Det var trods at drengene konstant røg i totterne på hinanden, slog sparkede og skiftevis græd over den anden drillede. Og det var trods ulydige børn som kastede rundt med chips, da vi skulle forestille at hygge, børn som med vilje vendte badekarret på hovedet og efterlod mig med det vilde rengørings arbejde, mens jeg febrilsk farede rundt mellem kaos og en ulykkelig baby Zilas.

Ja historierne er mange, jeg er træt, men vi overlevede og drengene har haft det skide hyggeligt, mor her har bare været presset! Så nu vil jeg slå fødderne op, nyde stilheden og det faktum at weekenden er over for nu, i morgen kan jeg lige få et break, lade op og være den bedste udgave af mig selv igen når jeg igen henter drengene <3

I dag om 20 minutter i skrivende stund er det læge præcis en måned siden at Zilas kom til verdenen ved en FANTASTISK hjemmefødsel, og hvor er det bare vildt urealistisk, tiden er fløjet af sted, jeg er allerede ved at gå i panik, for selvom han stadig er spæd, så er han det bare alligevel ikke!

Han bruger str 68 i tøj og str 3 i bleer og han holder den flotteste øjenkontakt og er så bevidst, i dagens anledning brillierede han med sit første smil! Jeg kan slet ikke følge med, lige om lidt er han jo vokset fra mig og vil ikke længere sove i min favn, jeg elsker tiden med et spædbarn! Jeg elsker hvordan vi hver dag efter aflevering går hjem og sover 3 timer på sofaen, at vi bare sidder og kigger på hinanden dagen lang, det er SÅ FANTASTISK, og inden jeg får set mig om er det slut, hold nu op det stresser mig <3

Men hvordan er det gået?

Det er bare gået legende let, jeg kan tydelig mærke at jeg bare er total afslappet i det, at vi klarer det sammen som en famille. Det har helt klart været den nemmeste gang, uden tvivl og hvis ikke det var fornuften der spillede ind, ja.. så tog jeg gerne en mere ;p

Men Zilas er dejlig nem, han brokker sig KUN ved behov, ved sult, træthed mv. ikke en eneste gang har han grædt uden grund! Om det bare er fordi jeg er hammer god til at læse ham, ved jeg ikke, men nem er han! Han ved hvornår det er nat og fra ved 8-tiden tager han gerne et stræk på 5 – 6 timer, for derefter at sove videre i mine arme! Og ofte sover han også igennem morgen ræset hvor drengene skal gøres klar til vuggestue og børnehave, så har jeg lige frie hænder til at klare det hele, inden jeg skifter, ammer ham og putter ham i viklen også sover han troligt hele vejen der op, han er bare perfekt!

Jeg er spændt på hvad fremtiden bringer, for jeg ved at babyers være måde og mønstre ændre sig konstant og der vil komme flere udfordringer, men for nu elsker jeg det! Jeg har ikke forbrudt et eneste sekundt <3

 

??

Min smile trold <3

I går og i dag har været en voldsom prøvelse for mig, det har været voldsomt hårdt.

Jeg vågnede op i går morges med den VLIDESTE tandpine, jeg har aldrig i mit liv før haft tandpine, og den her var så voldsom at jeg havde lyst til at ligge mig i fosterstilling og tude! Aldrig om jeg har prøvet noget så smertefuldt, så det sku lige før jeg hellere vil føde, uden pis! Heldigvis havde tandlægen en akut tid, en tid der endte i en tandudtrækning af jordens største visdomstand, av!

Efterfølgende hentede jeg drengene også snart jeg kom hjem, fik jeg det bare dårligt, jeg fik en koloenorm hovedpine, kastede op, var svimmel, frøs.. jeg havde meget tydeligt feber, men fik aldrig taget min temperatur. Hele eftermiddagen var jeg total ved siden af mig selv, det var ligesom at være i en osteklokke, på stærk smertestillende, det var forfærdeligt! Jeg faldt i søvn sammen med drengene kl 19, fordi jeg var så udmattet!

I morges da jeg vågnede var det fortsat ligeså slemt! Jeg vågnede og dirrede i hele kroppen og fik mig taget mig sammen og taget min temperatur, 40.5. Jeg ringede til vagtlægen som bad mig komme ind akut, det fik jeg arrangeret og den kære læge undersøgte mig på kryds og tværs, intet synligt, ingen indikation for noget skulle være skyld i feberen. Til sidst tog han mit infektionstal som lød på 210, så jeg blev sat i penicillin behandling med besked om at komme ind ved det mindste..

Nu sidder jeg her med Zilas i favnen, mens drengene render ude og leger og har det mildest talt af helveds til, imens jeg synes det er helt forfærdeligt, jeg har grædt flere gange, og har bestemt haft de aller hårdeste dage længe! Jeg håber snart det er over og lover mig selv jeg vil sætte pris på hvert eneste sekundt jeg er sund og rask som jeg altid gør når jeg er syg, og det er lige indtil jeg så er det, så husker jeg det først igen når sygdommen rammer, det er typisk <3

Har dig og Søren stadig sex?

Ja da! Trods 3 børn så er det ikke noget, der sætter en stopper for det 🙂

Risikerede drengene at få noget af det vigtige nærringstoffer i mælken som den nyfødte skulle have og i så fald er det så godt/skidt for dem?

Nej det gør de ikke, eller jo.. De får den mælk som er tilpasset lillebror rent ernæringsmæssigt, de kan ikke tage det fra ham. Det er ikke skidt for dem, bare masser af gode næringsstoffer <3

Hvordan går det med Zacharias tale udvikling?

Det går super godt, vi har næsten lige afsluttet talepædagogen og der kommer et opfølgnings indlæg snart. Læs om Zacharias der ikke kan snakke her

Hvad kan/gør man som uddannet astronom, hvad går det ud på?

Man kan undervise i astronomi eller man kan forske i universet eks på Århus universitet. Derudover får man stor viden indenfor databehandling og kan arbejde med it kundskaber i større virksomheder, der er mange muligheder 🙂

Men astronomi er jo læren om universet set fra et fysisk perspektiv, og det jeg brænder for, den helt store drøm er forskning 100% 🙂

Er du opmærksom på om drengene udvikler vanskeligheder, fx ADHD, eller tager du det bare som det kommer?

Det er jeg meget opmærksom på, jeg har faktisk haft snakket med både sundhedsplejerske og pædagoger om eventuelle tegn, da jeg tidligere har troet det, men i følge alle er de begge ligesom de skal være på nuværende tidspunkt <3

Har du aldrig nogensinde lyst til at løbe skrigende væk?

Jo da, især i de situationer hvor Zilas græder og Zacharias og Felix vælger at overmale hele toilettet med mascara, fuck! 😀

Skal i have flere børn?

Det er planen, dog er vi uenige om hvornår, Søren vil gerne vente en 10 år, jeg er ikke positivt stemt ved tanken om en efternøler :b

Savner du aldrig bare at være dig selv?

Nej for jeg er jo tit mig selv, om aftenen når drengene sover, det nyder jeg! Men så er behovet heller ikke større <3

Har du oplevet at amningen har haft indflydelse på dit sociale liv?

Jeps jeg har mistet et par veninder på den bekostning, det skrev jeg om i vrede her

Hvad er din livret?

Mad, jeg har ikke en livret, haha! Dog er jeg vild med burgere i alle afstøbninger, især hjemmelavede!

Hvad er din yndlingsserie?

GAMES OF THRONES! Og jeg græder over der er 2 år til sidste sæson!!

Hvor tit er du alene med drengene?

I hverdagene når Søren arbejder er jeg helt alene med dem både til aflevering, afhentning, aftensmad og putning, det eå hyggeligt! Og nogle gange hårdt, haha!

Savner du ikke at sove sammen med Søren?

Nej, vi har aldrig sovet sammen heller ikke inden, læs med her

Synes du det er dyrt at få børn?

Nej det er 100% hvad man gør det til, det har jeg også skrevet om før (jeg skriver alt for meget 😀 ) læs her <3

Hvor mange børn vil du gerne have?

Uha jeg har intet tal, en mere i hvert fald! Men jeg elsker børn og jeg elsker at være gravid, jeg kunne godt nappe 100 :p

Hvad er det bedste ved at være mor?

Alt, glæderne, indholdet, meningen, prøvelserne! Jeg elsker det! <3

1.  Når ens børn ikke længere har et navn, men bare hedder et af navnene, eller alle på én gang. “Felix, Zilas, Zaggy!”.
2. Når man er tilbøjelig til at glemme et af børnene.. Ikke sådan fysisk, men når du står og har gjort 2 klar og egentlig mentalt er klar til at løbe ud af døren midt i morgenstressen, og opdager den sidste stadig kun er i nattøjet.
3. Når man oplever at være utrolig afslappet, liiiiidt for afslappet. Hvornår fik børnene sidst mad?!.
4. Når man har lært sig at planlægge alt ud i fremtiden, sådan meget langt.. Hvem fanden skal passe Zilas til sommer når jeg skal til eksamen?
5.  Når du på deltid er vaskekone, og konstant finder dig selv i dilemmaer over hvordan strømpernne nu IGEN mangler en makker og generelt er ved at kaste op af mængden af vasketøj!
6. Når det at skulle ud af døren faktisk er det værste når vi snakker familieudflugter, fordi det er skruen uden ende, se gerne punkt 2.
7. Når dit hjem for længet har mistet en hver sans for bolig indretning og i stedet er domineret af praktiske ting og ikke mindst et farvevæld af legetøj.
8. Når fremmede altid spørger, er det alle dine? “Neeej ser du, 2 af dem fandt jeg på vejen!”
9. Når mandag morgen nogen gange kan føles som den rene ferie.
10. Når folk altid skal pointerer at du ser træt ud, også lige den dag dy faktisk synes du ser bare liiiidt godt ud.

Hvor mange børn er det nu lige jeg har? 😉

Okay, der findes pressede situationer, også findes der situationer hvor man vitterligt har lyst til at ligge sig ned i fosterstilling og sutte tommeltot. MEN nogen gange så er kaosset så voldsomt at det har et positivt udfald.

Natten har været hård, meget! Felix har vågnet skrigende med 5 minutters intervaller siden kl 23 og indtil vi stod op kl 5, han reagerer lidt på omvæltningen, vil ligge tæt og putte, også snart han ikke mærker mig, så vågner han! Det har resulteret i at Zacharias er blevet vækket on/off hele natten og den eneste som har artet sig er Zilas, han sov troligt 6 timer i liften imens helvedet var løs og sov faktisk videre helt ind til vi skulle ud af døren, skøn dreng, lidt yndlings lige nu.. haha!

Alt dette resultere i mega overtrætte drenge! Som i ved så fragter jeg dem op i institution ved at Zilas er på maven og Felix og Zacharias i barnevognen. Det plejer altid at være super hyggeligt, pjat og snak! Men i dag, fuck nej! I dag skreg, græd og slåssede de på skift, total kaos! Jeg endte med at tage Felix op for at skærme dem og skiftevis gå med ham i hånden eller på armen, når vi holdte i hånden ville han stikke af, når jeg bar ham vred han sig, som en vred orm. Det var hårdt og kaosset blev kun værre, jeg var max presset og blev endnu mere presset da vi skulle over en yderst trafikeret vej, jeg kunne lige se vrede børn løbe den modsatte vej midt i det hele eller mig i stress “tabte” Felix der vred sig fri af min arm, og fanges på midten var IKKE en mulighed, så ville det først gå galt! Jeg besluttede mig for at tage Felix i hånden i et fast greb også bare gå, meget målrettet!

Vi klarede det, jeg ånede lettet op, nu var det værste over, 1 minut så var vi fremme.. Lige ind til Felix smed sig ned på jorden og skreg hysterisk. Ude midt på vejen lå hans kasket nemlig lige så fint, og jeg opdagede det først i det øjeblik at der blev rødt og bilerne begyndte at få grønt. Jeg tænkte bare: “fuck det! den er tabt, bilerne er sku da hammer ligeglade, hvis de overhovedet har set det!”, der var ikke noget at gøre, hej hej hat, måske jeg kunne hente den når det blev grønt igen. MEN bilerne rørte sig ikke ud af flækken, åbenbart havde vi vakt så meget opsigt, gjort os så synlige hele 3 biler (og 7000 biler der blev tvunget bag dem) holdte troligt tilbage og ventede på jeg hentede kasketten.

Jeg løb ud, hentede kasketten, bukkede og nejede det bedste jeg har lært og Felix var glad! Nogle gange er kaos godt, jeg tvivler på at bilisterne havde set det alle sammen, hvis ikke det var fordi vi var et omvandrende cirkus!

Så har jeg også prøvet at stoppe hele Randers morgentrafik! Hvem siger at livet som mor er kedeligt 😉