Jeg er den mor der lader børnene styre showet.

Efter endnu en nat som har stået på konstante opvågninger, hele 2 børn der ville ammes i et væk, slæber jeg mit gennemtæskede krop op i drengenes institution, med en parkeret bagpå og en foran i vikle og i bæresele. Jeg er så træt at en mild hovedpine begynder at tage form, det virker helt uoverskueligt bare at skulle gå hjem igen selvom om jeg kun befinder mig 10 minutters gang hjemmefra. Jeg kunne af ren og skær træthed, ligge mig til at sove i barnevognsrummet, men jeg ville bare ligge i vejen, så jeg lader vær’ og trasker i stedet hjem med en tiltagende hovedpine. Jeg smider mig på sofaen med baby Zilas i favnen, falder troligt søvn, for efter et par timer at vågne op, helt radbrækket i kroppen og en hovedpine der kommer med 180 km/t.

Min telefon ringer, det er en god veninde som tydeligt kan høre at jeg ikke er ovenpå, jeg forklarer situationen, fortæller om det trælse natteroderi, fortæller om hovedpinen, og om hvordan jeg er helt radbrækket i kroppen. Og pludselig så sker det.. samtalen bliver fyldt med gode råd. Måske jeg burde stoppe natamningen. Måske burde jeg flytte drengene ind på deres eget værelse. Måske jeg burde lære baby Zilas at sove selv. Jeg forklarer i bedste stil hvorfor det ikke er ligetil, egentlig glemmer jeg hovedargunentet “sådan gør vi bare ikke her!”, men det argument er også ildeset, jeg føler mig tvunget til at forsvare det, så der måske kommer en gensidig forståelse frem. Det gør der bare ikke, i stedet slutter de gode råd ret brat og der bliver en trykket stemning. Det bliver ikke sagt direkte, men det ulmer under overfalden, jeg lader børnene styre showet, jeg tager de lette løsninger, jeg giver op! Det er min egen skyld!

Og derfor er jeg nået et punkt, et punkt hvor jeg lader vær’.. når folk spørger, jamen så går det hammer godt, jeg undlader at fortælle hvor træt jeg er, hvor hårdt jeg føler det kan være, for jeg bliver ikke mødt med forståelse og empati, jeg bliver nærmest mødt med bebrejdelse, og det gør det ikke lettere, tværtimod.

Jeg kunne vælge at fortælle hvordan jeg synes andres tilgang er forkert, argumenterer for hvorfor mit valg er det rigtige, men det gør jeg ikke.. For det er IKKE mit job at have en mening om andres valg af opdragelse. Tilgengæld så kan jeg fortælle at det jeg gør, at det jeg lader børnene “styre showet”, på INGEN MÅDER er den lette løsning. Folk har sådan et billede der hedder, jamen når barnet græder, så stikker jeg bare et bryst i munden på det, også er den skid slået, i stedet for at tage tyrene ved hornene og vende barnet af med den dårlige vane. At når jeg sover sammen med børnene, så er det fordi jeg ikke gider lære mine børn at sove på eget værelse, jeg magter ikke den første tid med renden frem og tilbage, jeg lader bare vær’.

Man lader børnene “styre showet” fordi det er det letteste. 

Men tro mig når jeg siger, det er IKKE let, konstant at tilsidesætte sine egne behov! Jeg ved ikke hvor mange gange at jeg er på grænsen af sindsyge på grund af manglende søvn, hvor mange gange jeg har lyst til at skubbe alle 3 børn ud af sengen og bare ligge på langs, så jeg er fri for spark i ryggen og pisse irriterende natteroderi! Hvor mange gange jeg drømmer om bare at kunne sidde, uden der er et barn der konstant higer efter mig, bare jeg kunne få de der gyldne 10 minutters ro, ved behov! Jeg har ikke sovet mere end 3 timers sammenhængende søvn i 3 år, 3 år?! Min krop er noget et punkt hvor de få gange jeg har været alene, der er jeg så inkarneret i mine børns behov, at jeg stadig vågner på klokkeslet og fumler ud efter dem. Alle mine behov, selv basale behov som madindtag og søvn er indordnet efter mine børn, søvnen må vente, maden må vente, nogle gange må jeg også vente med at tisse lige indtil det næsten går galt!

Det er på ingen måder nemt, den nemme løsning! Også kan folk igen begynde at argumenterer for hvorfor det er min egen skyld, jeg kan jo bare lade vær, lære dem det “rigtige”, men helt ærligt? Jeg er mor, som jeg finder bedst, det burde ikke at være til diskussion, i stedet så burde folk at accepterer den forskellighed  der er, og de burde støtte og ikke bebrejde, for når jeg er træt og smadret, så har jeg på ingen måder brug for at høre hvordan det er min egen skyld, jeg søger ikke løsninger, jeg søger trøstende ord.. For søvnunderskud og hovedpine er aldrig sjovt, ligegyldigt forudsætningerne…