I dag bibbede der en skøn besked ind på min mobil, jeg er fra August af optaget på mine hold på HF enkelt fag, men henblik på at tage en hel HF.

Jeg er som nogle af jer faste følgere ved, uddannet social- og sundhedshjælper. Jeg blev ledig under min barsel med Zacharias, og har derfor besluttet mig for at søge nye veje. Jeg elsker egentlig at arbejde med mennesker, og at passe dem der har været med til at opbygge det samfund vi har i dag, er mig en kæmpe ære! Jeg har altid været stolt af mit fag, og er stadigvæk rigtig stolt af alle mine tidligere kollegaer, de gør et kæmpe og ikke mindst uundværligt stykke arbejde!

DESVÆRRE, så er min kærlighed for faget og selve arbejdsmiljøet ikke forenet! Det er et sted der hele tiden bliver sparret massivt på og det betyder rigtig dårligt arbejdsmiljø, rigtig mange af de ting jeg har oplevet, kan jeg simpelthen ikke stå indenfor, og derfor er jeg nød til at søge andre veje mens jeg stadig er ung og har overskudet.

Drømmen hedder derfor nu, en fuld HF, efterfuldt af en bachelor i fysik og til sidst en kanditat i astronomi, men henblik på at undervise i astronomi. Noget, heeeeelt andet.. haha! Men stjernerne og universet har altid været noget jeg har været draget af og som barn var min ultimative drøm at blive astronom, så derfor har jeg nu valgt at følge min bardoms drøm, nu når muligheden byder sig ?

Og jeg glæder mig, jeg glæder mig til at komme i gang og komme ud og møde andre og nye mennesker og ikke mindst til at gå i skole igen. Det er over 4 år siden jeg sidst har siddet på skolebænken, og jeg er rigtig spændt på hvordan det kommer til at gå. Kan jeg overhovedet finde ud af det? Selvfølgelig kan jeg det, og det at jeg hsr 2 børn ser jeg som en KÆMPE fordel!

Inden børnene, da jeg gik i skole havde jeg ofte svært ved at finde motivationen for at komme afsted, jeg har ikke altid fungeret så godt socialt, og derfor har jeg haft hang til at have på kanten af for meget fravær, ofte kunne jeg ikke overskue at træde ud af døren om morgenen.

Nu er jeg så 22 år gammel og er selvfølgelig også blevet langt mere moden, hvilket hjælper meget, men Felix og Zacharias kommer til at fastholde mig i de her rutiner, for ligegyldigt om jeg magter det eller ej, så skal de afsted i dagpleje, og så er jeg tvunget afsted, også er den skid ligesom slået, så er jeg fri for at kæmpe med mig selv på det punkt!

JEG GLÆDER MIG ?

Har i andre erfaringer med at tage en uddannelse med små børn? Hvordan er det gået??

Tak fordi du læste med?

Følg gerne bloggen herunder:

FACEBOOK   INSTAGRAM

Ja i dag havde vi afsluttende besøg af sundhedsplejersken på Felix i dag. Felix havde haft et sølle besøg da han var 2 uger og ellers så har vi ikke set hende siden, i dag var det så en vikar, hvilket på grund af det ene besøg ikke gjorde det store forskel, da jeg ingen tilknytning har til sundhedsplejersken af selv samme årsag.

Det gik fint, vi fik en laaang snak, om hvordan vi samsover og kører BLW, og jeg kunne godt høre hun måske ikke var helt med på ideen og begyndte at snakke grød. Jeg slog det pænt hen flere gange og heldigvis lagde hun også tryk på at det var vores valg, så en større “diskussion” blev der ikke ud af det..

Hun skulle så lave den såkaldte BOL-test, (en manuel test, som tester blandt andet reflekser, hørelse og øjenkontakt, for at se om barnet er i trivsel) hun startede ud med at give ham en rød pind, for at se om han tog godt imod den, udforskede den og undersøgte den, som børn nu skal. Det klarede han super fint, dog bed hun mærke i at han ikke puttede den i munden, noget børn i den alder ellers gør, den såkaldte orale-fase.. Resten af testen klarede han fint, hans hørelse og reflekser, ja alt var tip top. Hun sluttede af med pinden igen, for at se om han nu ville putte den i munden, uden held..

Vi snakkede frem og tilbage om det her, hun fortalte at hun mente jeg skulle stimulerer ham ved grød, så han ikke endte med at kun ville ammes. Jeg snakkede med, og nikkede. Felix blev målt og vejet, 73 cm og 10.8 kilo, han mangler i hvert fald ikke noget.. også gik hun..

Det var først da døren lukkede at usikkerheden ramte mig som et slag, hun havde efterladt mig med en række ubesvarede spørgsmål og jeg begyndte at tvivle. Er BLW nu det rigtige? Skulle jeg havde gjort det anderledes? Er der noget galt siden han ikke putter ting i munden? Hvad nu?

Jeg gik med en øv-følelse i maven og begyndte at google lidt og søge råd, og efter lidt tid gik det op for mig, jeg skulle bare slappe af! Jeg skal da ikke lade mig slå ud af en dum sundhedsplejerske, for om nogen så ved jeg at jeg gør det rigtige for Felix, jeg ved han trives og er glad!

Og her slog det mig så(igen), hvor er det bare vildt hvor stor betydning de her sundhedsplejersker har, og hvor meget de hurtigt kan ødelægge. De har en sindsyg magt til at så usikkerhed i os mødre, og det klarer de rigtig godt med alle deres vejninger og skemaer, samt alle deres teorier! Jeg ved at de her skemaer er noget de skal gå efter, men for he***** man kan ikke sætte børn i kasser! Nogle børn tager meget på og andre lidt, nogle børn putter legetøj i munden og andre gør ikke. Man glemmer at se på det enkelte barns og dets trivsel, at se barnet som en helhed, i stedet stirrer man sig blind i kurver og teorier! Det er en underlig tilgang og faktisk er det klart der er så mange mødre der bliver kontrol mødre, for man bliver påduttet det her, at man hele tiden skal kontrollerer vægten, og mangler der blot 20 gram ja så ringer alarmklokkerne og der bliver kastet om sig med erstatning (i mange tilfælde).

For første gang nogensinde med Felix befandt jeg mig på usikker grund, altsammen på grund af en sundhedsplejerske som ikke en gang kendte os, det er alligevel skræmmende!

Har i andre oplevet ligende situationer?

Felix 13 dage gammel ?

Tak fordi du læste med?

Følg gerne bloggen herunder:

FACEBOOK   INSTAGRAM

Jeg sidder her og er total mundlam og sammen med rigtig mange andre mennesker holder jeg vejret mens nyhederne hele tiden opdateres. Jeg får ondt i maven og bliver ramt af en følelse af magteløshed, hvorfor er verdenen så ond?

37 lød det sidste dødstal jeg så på, 37 uskyldige mennesker, folk der enten var på vej eller skulle hjem fra ferie.. For mig er deres nationalitet fuldstændig ligegyldig, danske, tyrkiske, franske.. Det her var allesammen helt uskyldige mennesker og liv, altsammen fordi de var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt ?

Jeg bliver så trist og til tider føler jeg mig lettere egoistisk for at sætte børn til sådan en ond verden. En verden hvor vi burde at være nået meget længere, men en verden hvor magt, religion og penge stadig undertrykker mennesket. Jeg har dage hvor jeg føler mig bange, og frygter for mine børns fremtid og sikkerhed, for jeg ser 3. Verdenskrig lige om hjørnet, hvis alt det her fortsætter. For med krig skal krig bekæmpes, ikke? Det er der i hvert fald desværre rigtig mange der mener! Jeg ved ikke hvad den gyldne løsning er, men jeg mener personligt ikke at mere krig og ødelæggelse er svaret.

Nogle gange så er min tro på menneskeheden forsvundet, vi ender med at udslette os selv i processen, vi er dødsdømte. Jeg vil så gerne give mine børn det bedste, og det er også derfor at jeg pakker frygten væk og finder troen frem, troen på at vi mennesker en dag finder ud af at fred er vejen frem, at vi skal stå sammen og ikke gå imod hinanden og ikke mindst at vi alle hver og en er lige meget værd.

#paryforistanbul

Pray for Istanbul and for the rest of the world?

Tak fordi du læste med?

Følg gerne bloggen herunder:

FACEBOOK   INSTAGRAM

Jeg bliver tit og ofte mødt med bekymringer fra kommende pseudotvillinge mødre, frygten for om man nu kan elske begge børn lige højt..

Generelt så tror jeg at det er en normal frygt at have når man venter barn nummer to, for det er en kæmpe omvæltning at gå fra et barn til to børn, for ligepludselig så er der dobbelt ansvar og også dobbelt så meget kærlighed der skal gives. Ens første barn er jo et vidunder uden lige, man elsker det her barn af hele sit hjerte, og det var her man for første gang oplevede hvordan ægte og kompromisløs kærlighed føles. Og hvordan skal man kunne gøre det igen, hvordan er det fysisk muligt at føle det her en gang til og så efterfølgende føle det dobbelt så meget? Der må da ende med at opstå en fordeling, en farvorit?…..

Tro mig når jeg siger man kan sagtens elske det andet barn ligeså højt! I det sekundt jeg fødte Felix græd jeg mindst ligeså meget og var mindst ligeså lykkelig, faktisk vil jeg vove at påstå at følelserne var endnu stærkere her anden gang, da jeg vidste hvad jeg gik indtil, hvad en fødsel var og hvorfor jordmødrene gjorde som de gjorde. Jeg var ikke usikker og bange og følte mig ikke på usikker grund, og derfor var der masser af plads til kærlighed og lykke ?

Jeg har dage hvor Zacharias går mig på nerverne (læs om den skønne selvstændighedsalder her) og hvor jeg synes han er dybt frustrerende, men så snart han sender mig et smil eller kommer og krammer mig midt i hans “rampage”, så bliver jeg helt lykkelig indeni og mærker et sus af kærlighed.

Jeg har dage hvor Felix skriger hele dagen og vil hænge og holder mig vågen hele natten, men så snart han sidder ligeså fint og leger med ting, undersøger og studerer, for lige at kigge op og sende mig et kæmpe smil, ja så oplever jeg igen den her kærlighed strømme indover mig.

Og når de så sidder der begge to, når Zacharias giver Felix et kæmpe kram eller de sidder og griner hysterisk af hinandens fjollerier, så bliver jeg ramt af en kærlighed dobbelt så stor, så gennemtrængende at jeg ofte fælder en tårer og slet ikke kan stoppe med at smile igen.

Jeg elsker mine 2 drenge på hver deres måder samtidig med jeg til sammen elsker dem dobbelt så højt, dobbelt så meget kærlighed!

Man bliver helt høj af al den kærlighed, men tro mig når jeg siger at man sagtens kan elske ens børn lige højt, og man oplever også dobbelt så meget lykke?

(mere…)

Jeg ved ikke om det bare er mig eller om det er helt normalt..

Vi ved jo alle at når man har børn, så hedder det rutiner, rutiner og atter rutiner.. Noget der især er vigtigt og alfa omega, når man har pseudotvillinger. Rutinerne bruger man til genkendelse fra børnenes side, at de ved hvad der skal ske, samtidig med at de vender sig til at det er et bestemt tidspunkt man eksempelvis sover til lur/om aftenen. Og i sidste ende letter det også opgaven for os forældre.

Problemet – i hvert fald for mig – er så når der skal laves om i de her rutiner, når de ikke længere fungerer, eksempevis når ens barn får mere forståelse eller ændre adfærd og man ikke længere blot kan amme i søvn.. ja der er rigtig mange eksempler. Så er det lige pludselig som om man også selv er fastlåst i de her rutiner, at man ikke kan erkende at det ikke fungere og pludselig bliver det et irritationsmoment uden lige, når man for 20. aften i træk sidder med børn der absolut ikke vil sove..

Jeg putter begge unger på samme tid hver aften. Jeg plejer at amme dem i søvn på en gang, en i hver arm imens vi alle 3 ligger i sengen. Det har fungeret nogenlunde, indtil for et par uger siden hvor Zacharias begyndte at miste fokus og i stedet for at ville amme, ville han lege/kravle rundt ovenpå mig og Felix. Det har resulteret i scenarier hvor Felix lige er faldet i søvn også kaster Zacharias sig ned på ham, for at han så vågner i et skrig, eller også har Zacharias sat sig til at råbe og skrige lige når Felix er ved at falde til ro.

Det har så endt ud i at jeg har puttet Zacharias i tremmesengen i håb om at han ville lege og tumle rundt dernede, imens jeg så fik Felix til at sove (noget der højest ville tage 5 minutter) men i stedet for at lege og have det sjovt, så satte Zacharias hver eneste gang i et skrig og skreget og skreget til jeg tog ham op. Alt det skrigeri har så resulteret i en lysvågen Felix hvor vi så kunne starte forfra, og sådan en 3 – 4 “runder” kørte vi med hver aften! 

Alligevel har jeg holdt fast i at gøre det på den her måde, for det er det jeg kender. Jeg har kørt repead og bedt mange bønner til at Zacharias bare for en gangs skyld ville hygge og lege i sengen imens jeg fik Felix til at sove, til trods for det aldrig er sket. Det har været svært, fordi jeg hver aften har gruet for at skulle putte ungerne og jeg under det her “ritual” opbyggede en vrede og frustration til Zacharias, da han jo ligesom var den der besværliggjorde det på så mange måder.

Det er som om at jeg var fastgjort i de her rutiner som ungerne (læs: Zacharias) var “vokset fra”…

I dag erkendte jeg så at det skulle være slut. Jeg lagde mig til at amme Felix og Zacharias og da han så mistede fokus, så fik han min mobil med Brandmand Sam i hånden, også sad han ellers der, ligeså fint med dyne på og så det.. Simpelt! Næsten alt for simpelt, men jeg stoppede op og erkendte at jeg ikke længere kan amme Zacharias i søvn og derfor må jeg ty til andre midler for at distraherer ham mens Felix finder ro.

Nogengange så tror jeg at man skal slappe lidt af og være lidt mere large når det gælder rutiner og rutialer, det skal jeg i hvert fald! Er jeg den eneste der har svært ved at slippe det kendte og erkende at det ikke fungerer??

Tak fordi du læste med?

Følg gerne bloggen herunder:

FACEBOOK   INSTAGRAM

MAMMA CHALLENGE – 5 STILL GOING STRONG!

I går var hvile dag, fra squats, pogrammet tillader en hvile dag hver 5. dag, da musklerne også skal slappe af, så de ikke bliver overbelastet. Men ellers har jeg lavet henholdsvis 250, 260, 270 og 280 squats! Og fåååååk det gjorde nas, eller de første 3 dage var slemme, jeg kunne knap gå ned af trapperne, og når jeg sad på en stol, skulle jeg have støtte i begge arme for at kunne komme op at stå, ligesom en gammel dame.. haha!

Men det var som om det vendte fuldstændig på 4. dagen og selv eftet mine 280 squats var smerten minimal! Så nu bliver det spændende at se om smerten vender tilbage for fulde gardiner oven på en dags pause, eller om mine muskler bare er så godt møre, at de helt har vænnet sig til den belastning ?

Min “detoxing” har været slem og er det stadig! Jeg render stadig rundt og længes efter søde sager, jeg tænker stortset ikke på andet, også har jeg stadig konstant hovedpine. Jeg har dagligt måtte tage 2 panodiler for at kunne fungerer, selvom jeg normalt har nultolerence overfor smertestillende! Jeg satser snart på bedring, men igen hvor er det skræmmende at jeg har været SÅ afhængig, men det er jo en straf jeg må tage i stivarm.

Generelt har det været en pisse hård opstart og jeg husker nu hvorfor man er så tilbøjelig til at bakke ud inden man nærmest er kommet i gang, jeg er dog sikker på at det kun kan gå fremad fra nu af. Noget jeg også blev bekræftet i her til morgen, da jeg endte oppe på vægten 86.6 sagde den.. Det vil sige minus 2.2 kilo på 5 dage, det jo helt vildt og ikke mindst top motiverende!? jeg er hammerstolt og så klar på at fortsætte, i dag hedder den 290 squats  ??

Tak fordi du læste med?

Følg gerne bloggen herunder:

FACEBOOK   INSTAGRAM   BLOGLOVIN

Ja, nu ved jeg ikke om i allerede ved det, men snart kommer der nye anbefalinger, når det gælder alkohol og amning.

Den nye anbefaling hedder sig at man kan drikke 4 genstande og amme efterfølgende. Der er lavet nye undersøgelser om hvor meget alkohollen i mælken påvirker barnet. Undersøgelsen er lavet ud fra studier hvor man har ladet kvinder amme efter indtag af 4 genstande, hvor efter de har ammet deres børn lige efter, når promillen har været på sit højeste. Efterfølgende er børnenes promille blevet målt, og den har lagt i gennemsnit på 0.05, det vil sige en tiende del af hvad man lader folk køre bil på. Altså promillen er så minimal at den er uden betydning.

Jeg tænker lidt at det kan være rigtig skønt for nogle, for mange kan føle sig begrænset af amningen og savner et glas vin eller to til maden ovenpå en alkoholfri graviditet! ? Dog tror jeg ikke personligt jeg ville kunne gøre det, jeg “er vokset op” med at alkohol og amning slet ikke hører sammen og derfor ved jeg at jeg vil blive plaget af skyldfølelse! Derudover tror jeg at der kan opstå en masse dilemmaer i forhold til omverdenen, da størstedelen jo også er af den overbevisning at amning og alkohol er no go.. og der vil måske hurtigt kunne blive set skævt på en! Det er vel et temperaments spørgsmål, for jeg ved at jeg ville frygte folks reaktion, og jeg ved at jeg ikke ville magte at skulle forsvare det overfor både familie og venner.

Hvad tænker du om de kommende nye anbefalinger? ?

Tak fordi du læste med?

Følg gerne bloggen herunder:

FACEBOOK   INSTAGRAM   BLOGLOVIN

Vi lever i en moderne tid hvor mulighederne er uendelige og man er vandt til at have uendelig kontrol. Det handler om en blanding af teknologi i form af diverse apps og hjælpemidler samt det at vi bliver klogere og klogere og bliver mere og mere oplyste. Det gør at vi ved lige præcis hvad der er det rigtige at putte i munden, hvad det indeholder og præcis hvor langt man skal gå for at have forbrændt det.

Det er fantastisk at man selv kan styre slagest gang, at man er herre over så meget, man oplever en følelse af perfektion. Men så bliver man gravid, allerede der starter det, den helt nye verden, en verden hvor man ikke længere kan kontrollerer hvordan man ser ud og hvordan man har det, fordi hormornerne raser. En rund mave, vægtøgning, vand i kroppen og rigtig mange andre trælse ting gør sig gældende og pludselig oplever en del en stor følelse af usikkerhed, for allerede her starter noget man ikke selv er herre over. Pludselig lever en krop ens eget liv uden ens accept, og nogle prøver ihærdigt at ændre på det, for så at måtte give op.

Alt det her leder op til det for mange aller mest skræmmende, nemlig fødslen! For er der noget man absulot IKKE er herre over er det en fødsel, går det hurtigt eller langsomt? Hvordan føles veer? Hvordan vil man klare det? Ender man med at briste, måske endda akut kejsersnit? Spørgsmålene og usikkerheden er kæmpe, man kan læse sig til rigtig meget, men det vil altid være umuligt at forudse det præcise forløb. Det her gjort at der er en stor del der håber på kejsersnit, for her kan kontrollen genvindes, pludselig kan man vide det præcise tidspunkt for hvornår man bliver mor og man kan nu begynde at planlægge ned til mindste detajle af hele forløbet optil og efterfølgende.

Så bliver man mor og er pludselig er man helt på bar bund, meget mere end før, for her er er det et helt andet liv der er tale om, totalt ukontrollerbart og for de fleste oplever de nu den aller største usikkerhed. For der er ikke en app der lige kan tyde præcis hvad der ligger bag gråden, eller noget der kan måle om der er mælk nok i de der bryster, og der er ingen brugsanvisning med der viser præcis hvad den der mælk indeholder, er den nu nærings rig nok?

Den her hang til kontrol har medført at der er en størrer procentdel der vil have kejsersnit, at metoder såsom “godnat og sov godt”-metoden eksisterer, i søgen efter at kunne kontrollerer ens barns søvn. Den har skabt skemalægning af amninger, samt tidsrammer for præcis hvornår og hvor lang tid ens barn må sove. Den har skabt en tendens til at hylde flasken som værende det gode alternativ til den travle (og i fuld kontrol) mor.

Det er i mine øjne skræmmende, helt klart en downside af det at vi lever i et nymoderne samfund, hvor teknologien og dermed kontrollen spiller en alt afgørende rolle.

Det er ikke en løftet pegefinger, det er ikke en tale om hvad der er rigtig og forkert. Nej.. det her er blot en opfordring, en opfordring til at slippe kontrollen og kigge på dit barn og lytte til det, dit barn skal nok fortælle dig om det får nok mad, om det trives og er glad og tilfreds, bare tag dig tiden og lyt. For den lille persons sind er ikke noget der kan kontrolleres, og du må blot tilpasse dig, stole på at dit barn har styr på det, for det har det!

Lig kontrol mor på hylden og giv slip?

Let it go ….

Tak fordi du læste med?

Følg gerne bloggen herunder:

FACEBOOK   INSTAGRAM   BLOGLOVIN

Jeg nævnte at jeg havde et problem med slik og sodavand, jeg kan så fortælle at det var langt værre end jeg bildte mig selv ind. For det første har hele min dag kredset om slik og søde sager, gang på gang har jeg taget mig selv i at tænke “bare en enkelt cola” eller “bare en lille pose slik”, jeg kan jo bare snyde, ingen behøver at vide det..

Eftet 6 timer uden slik og sodavand, ja.. så er jeg blev jeg ramt af den vildeste hovedpine og følte mig til tider svimmel. Jeg var/er helt ved siden af mig selv, og det er så tydeligt at min krop er ved at detoxe.. at jeg faktisk reelt set har abstinenser!

Skræmmende men sandt. Her til aften har jeg kvalme, hovedpine og sindsygt ondt i benene! For ja, jeg klarede mig igennem 250 squats, og avav mine stakkels ben!! Faktisk er det slet ikke sjovt at være mig og hvor ville det bare være lettere at lade værd, være en kujon.. Men heldigvis så giver alle de her gener mig endnu mere blod på tanden, for selvom det er pisse hårdt og på ingen måder sjovt, slet ikke med 2 små børn, så bekræfter min krops reaktion bare på at jeg gør det helt rigtige, for er det nået så langt ud at jeg får hovedpine af 6 timer uden sukker.. ja så er den bare helt gal!

Så jeg holder i, jeg fortsætter og husker på at hvis jeg kan være mor til pseudotvillinger, så kan jeg sku også klare det her ??

Husk på i stadig kan nå at være med i mamma challenge og konkurrencen om et super gavekort på 500 kr. Læs mere her ? indtilvidere er vi lige knap 30 pisse seje mamma’er i puljen ?

Staying strong and detoxing ?

Tak fordi du læste med ?

Følg gerne bloggen herunder:

FACEBOOK   INSTAGRAM   BLOGLOVIN

Så blev det onsdag! Og hvor er det fedt at se dem der vil være med. Jeg har funderet lidt over hvordan det skulle gøres, og er kommet frem til at jeg har oprettet en seperat facebook gruppe, til alle jer seje mama’er der vil være med. Man kan søge om medlemskab hele dagen i dag, og efterfølgende bliver gruppen hemmelig, så det kun er os.

Vi starter ud med 30 days ekstreme squat challenge via en app, der hedder det samme. Hvor der hver dag skal postes billeder med dagens work out i form af screen shots. Man starter blidt ud med 250 squats? og slutter med 500 squats, indimellem tillader appen også hvile dage for at undgå eventuel overbelastning. Jeg tænker at hvis man synes det er lige i overkanten, så kan man tage halvdelen og ende på 250. Men jeg kaster mig ud i det, med 250 fra start af ?? avav..

Sådan ser det ud i praksis 😀 Men udover de 30 dages challenge, efterfulgt af 30 dage med planken, så handler det blot om personlige mål. Der er i gruppen en præsentationstråd, hvor man kan præsenterer sig selv og sine mål. Ingen regler for kilo og cheat days eller kost, bare man i sammenhold med gruppen holder sig kørende og motiveret.

Og når de 2 måneder så er gået, så bliver der via lodtrækning fundet en sej mamma der vinder et supergavekort på 500 kr. Det eneste kriterie der er for at kunne vinde er blot at man er med og aktiv, hvis ikke det er motivation, ja så ved jeg ikke hvad er! haha..

Så er du klar?! så skynd dig at melde dig til og spreder gerne budskabet, hvis du kender nogen der skal sparkes i gang ?

Mine personlige mål

Som sagt så hedder mine personlige mål at smide alt væk der hedder slik og cola og erstatte alle drikkevarer, blot med vand. Udover det vil jeg egentlig leve meget som jeg plejer, da jeg ikke gider at bruge tid eller penge på at skulle kreaerer alle mulige special retter, dels økonomisk og dels på grund af børnene og det at jeg er en træt mor til 2 røvere. Derudover kører jeg jo så squat challenge efterfulgt af planken challenge, også drømmer jeg om at kunne løbe igen, bare et par gange om ugen ?

Min vægt hedder her til morgen 88.8 kilo ? og jeg vil ikke sætte for høje krav og går derfor efter at tabe små 5 kilo. Jeg tænker jeg vil veje mig en gang om ugen og dele resultatet med jer!

I får lige til sidst et før billede af mig også håber vi at efter de her 30 dage, så har jeg rigtig squat røv og en flad mave, meeeeen lad os nu se ?

Og ja.. alt sidder lidt løst efter 2 børn med 13 måneders mellemrum ??

Klar parat start!!

Tak fordi du læste med?

Følg gerne bloggen herunder:

FACEBOOK   INSTAGRAM   BLOGLOVIN