Pray for istanbul!

Jeg sidder her og er total mundlam og sammen med rigtig mange andre mennesker holder jeg vejret mens nyhederne hele tiden opdateres. Jeg får ondt i maven og bliver ramt af en følelse af magteløshed, hvorfor er verdenen så ond?

37 lød det sidste dødstal jeg så på, 37 uskyldige mennesker, folk der enten var på vej eller skulle hjem fra ferie.. For mig er deres nationalitet fuldstændig ligegyldig, danske, tyrkiske, franske.. Det her var allesammen helt uskyldige mennesker og liv, altsammen fordi de var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt ?

Jeg bliver så trist og til tider føler jeg mig lettere egoistisk for at sætte børn til sådan en ond verden. En verden hvor vi burde at være nået meget længere, men en verden hvor magt, religion og penge stadig undertrykker mennesket. Jeg har dage hvor jeg føler mig bange, og frygter for mine børns fremtid og sikkerhed, for jeg ser 3. Verdenskrig lige om hjørnet, hvis alt det her fortsætter. For med krig skal krig bekæmpes, ikke? Det er der i hvert fald desværre rigtig mange der mener! Jeg ved ikke hvad den gyldne løsning er, men jeg mener personligt ikke at mere krig og ødelæggelse er svaret.

Nogle gange så er min tro på menneskeheden forsvundet, vi ender med at udslette os selv i processen, vi er dødsdømte. Jeg vil så gerne give mine børn det bedste, og det er også derfor at jeg pakker frygten væk og finder troen frem, troen på at vi mennesker en dag finder ud af at fred er vejen frem, at vi skal stå sammen og ikke gå imod hinanden og ikke mindst at vi alle hver og en er lige meget værd.

#paryforistanbul