Læs del 4 her, hvor der linkes til de første dele <3
Vi flyttede hjem igen. Som udgangspunkt forfattede vi intet mindre en 2 hele sider med regler, regler som vi hver især valgte for at vi følte det kunne fungerer. Selvom det virkede latterligt og barnligt hele tiden at måtte huske den anden part på reglerne, så hjalp det rigtig meget! Det gjorde vi havde lettere ved at indfinde os sammen igen, for det sidste brud havde efterladt os med rigtig mange ubearbejdede følelser, alt den had, drama og det vi i afmagt havde kaldt hinanden, det hang stadig i luften, men det var som om at de her regler de var med til at gøre vi kom over på den anden side! <3
Det begyndte at gå bedre end det tidligere havde gjort, men igen så ramte det os at vi gik op og ned af hinanden, mig på barsel og Søren uden arbejde. Det blev sommer og Søren begyndte at glemme reglerne og jeg blev frustreret, en frustration der hobede sig op og altid kom til udtryk pludseligt. Det blev en sommer med op- og nedturer, vi kunne slet ikke finde fodfæste! Midt i alt det her begyndte jeg at forbinde vores lejlighed med alt for meget negativitet. Jeg kunne mærke at jeg ikke havde lyst til at blive boende og midt i det hele der faldt jeg over den fedeste lejlighed på facebook, en lejlighed som jeg tog ud og kigge på alene, for Søren brød sig ikke om min impulsive idé. Lejligheden var perfekt, der skulle vi bo!
Oveni alt det her eskalerede det endnu en gang, og jeg meddelte at jeg ville flytte alene med drengene. Kort inden indflytning fik Søren et job, det også den nye lejlighed blev vendepunktet, for inden det vidste ingen af os om vi var sammen, vi kunne slet ikke overskue hinanden. Jeg begyndte i skole, Søren på arbejde og vi flyttede, pludselig sås vi ikke i hverdagene længere da jeg typisk var i skole til 14.30 og Søren mødte 15 – 00.00. Og det var det der skulle til, at vi hver især fik pusterum og tid hver for sig. Jeg blev “enlig mor” i hverdagene og så var vi en familie i weekenderne, og jeg ville ikke ønske det anderledes, for os er det helt perfekt og det der har ført os tilbage på rette spor!<3
Mange kan ikke forstå vores valg om at få et barn mere, når man kigger på vores historie, barn nummer 2 var så hårdt at vi knap overlevede det, så hvorfor et tredje? For mig handler det slet ikke om vi bliver sammen eller ej, men hvad det her barn står for, nemlig vores uperfekte men fantastiske kærlighed, og gik vi så fra hinanden i morgen, ville jeg ikke fortryde et eneste sekundt <3
Vi har trods alt skabt 2 fantastiske drenge, så noget kan vi finde ud af <3
Har i læst det? Sagen om en mand som formodeligvis har forgrebet sig på intet mindre end 24 børn. Hold nu kæft det gør ondt, mit hjerte, STAKKELS FORÆLDRE OG STAKKELS BØRN! Og også stakkels alle de mandlige pædagoger som nu fortsat skal mistænkeliggøres på baggrund af en enkelt skør mands handlinger (såfremt han er skyldig). Jeg kan slet ikke være i mig selv, som størstedelen ser jeg rødt, i sådan et tilfælde er det virkelig det eneste hvor jeg kunne se mig selv udøve vold, bund ærligt!
Problemet er bare at hvad hjælper det at se rødt, at råbe højt og udøve vold? Selvfølgelig er det så klamt og forkert som noget kan være, men det er faktisk faktum at pædofili er ikke et valg man tager, det er noget man er født som, ligesom eks. man født homoseksuel. Og vores had og handlinger imod pædofile er jo i bund og grund med til at fortsætte denne cirkel, vi anerkender ikke at der er noget galt og faktisk findes der ikke deciderede tiltag til at hjælpe de her pædofile, de kan ikke bare gå til lægen og anerkende deres seksuelle præferencer og med det had der er imod dem, ja så er det også klart at ingen tør at prøve at få hjælp til at håndterer det her. Det er kun anerkendt som en fortrydelse.
Jeg sidder ikke og kalder pædofile for ofre, for det de gør er så klamt, forkert og uhyggeligt som noget kan være, og det ved de jo også godt! En morder ved også det er forkert at myrde og han skal også straffes for hans handling, INGEN TVIVL! Men vi bliver nød til at ændre vores syn, anerkende dem for det de er, som en del af at forebygge, for der findes mange pædofile som ikke handler fordi de ved det er forkert, men det ændre jo ikke på hvad der foregår i hovederne på dem, og det ændre ikke at det er ufatteligt svært at underkue ens seksualitet og det er jo også derfor mange tilfælde forekommer, fordi de bukker under for deres lyst.
Og ja der findes også nogen kombineret med en masse andre ting, som slet ikke forstår det er forkert, som er direkte ligeglade, men der er oftest også rigtig mange andre ting der ligger bag. Og nej jeg forsvarer ikke, eller holder hånden over pædofile, men jeg siger bare at det had og den forfølgelse og umenneskeliggørelse der er af pædofile den har modsatte effekt, om man vil det eller ej og kunne vi alle ikke godt tænke os at komme sådan ondskab til livs, jeg kunne i hvert fald, for aldrig om små uskyldige børn skal udsættes for sådan noget aldrig, og derfor er det vigtigt at forebygge, ikke blot råbe højt når det forfærdelige sker!
Jeg er vokset op ude på landet ved min far, derude har vi et fyr for at kunne holde varmen! Det var altid min huslige pligt at fyre op for varmen og jeg synes det var skide sjovt, den der med at stå og kaste briketter ind i et brand varmt fyr, haha!
Senere overtog teknologien dog og de har nu fået et langt mere moderne fyr som som selv administrere forbruget af træpiller, blot ved et enkelt tryk.
Min far har altid gået op i kvalitet og pris når vi snakkede briketterne, det var vigtigt for ham at de var dansk produceret og at de var til en rigtig god pris!
Vi var ude at besøge ham i går hvor han fortalte at han har fået ny leverandør og se det ER stort, for han har brugt det samme så længe jeg kan huske! Han fortalte og fortalte om Dansk træmel og jeg blev helt hub på det, når vi i en nær fremtid flytter i hus muligvis med fyr, da vi drømmer om et rigtig gammelt og hyggeligt hus ude på landet, ja så ved jeg altså hvor vi skal have træbriketter fra, haha! Men det lød for godt til ikke at dele med jer. De har også såkaldte bigbags med egen produktion af træpiller, til en helt vild pris. Så vil du spare lidt og samtidig går op i at produktet er dansk produceret, så køb i bigbags hos dansk træmel!
indlægget er skrevet i samarbejde med www.dansktraemel.dk
3 uger stod bruddet på, som nævnt tidligere havde vi kun sovet væk fra hinanden 1 gang. Jeg var nyligt gravid og propfyldt med hormoner, så hver aften når jeg sad alene var jeg bund ulykkelig. Min mor og hendes kæreste boede i deres kolonihave, så jeg havde lejligheden for mig selv, hvilket var skønt men også trist på en gang, jeg følte mig frustreret og alene og det var sindssygt svært efter som jeg i 3 år kun havde været adskilt en nat fra Søren.
Vi var meget afklaret med det hele. Hver aften ringede jeg fra ipadden, så Zacharias der på det her tidspunkt var 6 måneder, kunne sige godnat og efter en uge tog vi alle 3 i regnskoven sammen, det var hyggeligt. Stille og roligt genfandt vi hinanden og det var som om at den her pause, den gjorde vi forstod vi ikke kunne undvære hinanden. Efter et par lange samtaler blev vi enige om at Zacharias og jeg flyttede hjem, vi lavede dog på forhånd et par regler for hinanden hver især, regler så vi ikke gik hinanden på nerverne, regler så vi undgik alle de her konflikter.
Det gik skide godt de første 3 måneder, men pludselig begyndte vi at glemme og endte desværre tilbage i samme spor! De resulterede efter en måned i daglige diskussioner at Søren pakkede sine ting og flyttede hjem til hans far. Denne gang var det meget anderledes, vi var rigtig meget uvenner og det var som om vi kom et godt stykke fra hinanden. Jeg havde i denne periode afsluttende besøg af sundhedsplejersken og Zacharias havde ændret sig markant, han vågnede konstant om natten og ville kun sove i min favn. Hun fortalte at det nu handlede om at Zacharias var så stor at han kunne forstå hvad der foregik og han ville sikre sig at jeg ikke også forsvandt. Jeg videregav ordene til Søren som efter få minutter troppede grædende op hjemme ved os og spurgte om det var ok han flygtede hjem, den dårlige samvittighed ramte ham hårdt.
Vi begyndte stille og roligt og finde en rytme sammen og da Søren skulle opstarte i aktivering hjalp det også gevaldigt, vi fik tid fra hinanden og det hjalp MEGET. Men, så kom Felix en kold november dag (læs om fødselen her) og det hele vendte sig på hovedet. Jeg havde inden rejst nogle krav, Søren skulle afleverer i dagplejen om morgenen og tage Zacharias når jeg ikke kunne om natten. Desværre så fungerede det ikke i praktisk, der blev kastet rundt med grimme ord og vi var helt udkørte psykisk (har skrevet mere om den første tid og hvor hårdt det virkelig var her) så jeg gav op og vi flyttede, hjem til min mor igen, lige inden jul. Og vi blev der i næsten 2 måneder.
Det var 2 måneder i helvede, jeg stod med en nyfødt og med Zacharias på egne ben, jeg havde min mors lejlighed for mig selv de boede i hendes kærestes, og det var svært. Jeg følte mig malplaceret og forkert fordi det ikke var mit sted, og der var stadig tonsvis af følelser i det her. Søren og jeg kunne slet ikke sammen, enten havde vi daglige skænderier i telefonen når drengene sov, eller også havde vi på skift blokeret hinandens numre for at få ro, mega modent! Men vi havde meget svært ved at tackle og rumme alle vores af følelser og vi ved jo at kærlighed grænser op til had, og det blev vel det, et had til hinanden. Jeg gik i gang med at søge lejlighed og fik faktisk også en og selvom jeg boede ved min mor, så klarede jeg alt selv og de her måneder lærte mig rigtig meget om hvordan jeg kunne meget mere end jeg lige troede, jeg behøvede sku ingen Søren, jeg ku’ jo godt selv, det havde en rigtig positiv indvirkning på min nye rolle som mor til to.
Dramaet kørte op og ned men alligevel forsmåede vi at holde juleaften og nytårsaften sammen for drengenes skyld. Dog var det tvivlsomt begge dage og sådan at 5 minutter inden vi tog afsted så måtte jeg enten ikke komme med, eller også ville jeg ikke, det var en ruchebanetur, som konstant foregik via vrede sms korrespondancer. Trods en god juleaften og en god nytårsaften fortsatte dramaet og når vi sås udover det, ja.. så endte det aldrig specielt godt, vores evne til at kommunikere var væk.
Midt i alt det her fik jeg at vide at min farmor, som boede i Barcelona var døende, mellem 2 uger og 2 måneder fik hun af lægerne. Det efterlod mig i en endnu vildere sorg og jeg var fast besluttet på at skulle derned og sige farvel. Jeg fik fortalt Søren det og trods had og skænderier støttede han mig, for første gang oplevede jeg at han ikke modarbejdede mig! Han tilbød endda at tage med. Pludselig begyndte det at vende, jeg begyndte at søge trøst hos Søren, jeg nåede desværre aldrig at komme derned og da hun gik bort var Søren en kæmpe støtte, pludselig genopstod kommunikationen og vi begyndte at have time lange samtaler total romantisk, ligesom den første tid, inden vi blev kærester, inden det hele blev så skide kompliceret. Og efter 3 uger kun med,kærlighed besluttede vi os for at prøve igen, starte forfra og jeg valgte igen at flytte hjem og give det en chance på ny.. <3
Ja.. Søren sover på sofaen, han sover ikke sammen med os! Det er der lige nu en simpel grund til og det er simpelthen fordi vi prioritere samsovning. Der er plads til Søren, men alt hans rumsteren rundt vækker drengene (manden går altid sent i seng) derudover har han svært ved at føle drengene når han sover og det gør at både ham og jeg stresser, så for at gøre det lettere for os alle sammen, så sover han på sofaen.
Hold nu kæft en kælling jeg er, sådan at forvise ham. Men nu er det mig der klarer al natteroderiet, på grund af amningen. Men derudover så har vi faktisk Aldrig sovet sammen, Søren har altid, hele vores forhold sovet på sofaen (med undtagelse af enkelte perioder) det har intet at gøre med at vi har et dårligt forhold, men vi dur bare ikke til at sove sammen, der er intet hyggeligt over det! Jeg snorker, Søren bliver irriteret og vækker mig, jeg synes Søren fylder og vækker ham og sådan har det kørt om og om igen på repead, ind til en af os er gået ind på sofaen for at få en ordentlig nats søvn, haha!
Så for os er det helt naturligt og selvom det kunne være drømmen og være total romantiske og sove i ske, så kommer det nok aldrig til at ske for os. Heldigvis kan man sige at det ikke er noget vi har mistet, noget hvor børnene “er kommet i mellem os” og derfor er det ikke noget vi savner. Vores fordel er at vi er vandt til at holde gang i romantikken uden det behøver at være om aftenen i soveværelset 😉
Jeg synes det er skide svært at være ung mor. Det har sindsygt mange fordele, men det har (for mig) også utrolig mange ulemper. Den er svær fordi jeg føler mig konstant som en lus i mellem 2 negle, der er pres alle steder fra og aldrig nogensinde om det er godt nok!
Samfundet bad os om at vi skulle få børn tidligt, alligevel møder man konstant kritik, for hvordan kan børn overhovedet komme på tale, når man ingen uddannelse har, ingen stabil indtægt og ikke ejer drømmehuset eller boligen. Jeg gør det rigtige, også alligevel ikke. Hvis ikke det kommer fra omgangskredsen så popper det op ALLE STEDER, på de sociale medier, konstant skal jeg dunkes i hovedet med at det ikke er godt nok, at børn er dyre og alle de skide ting børn skal have, ting jeg aldrig får råd til.
Jeg oplever ingen forståelse, jeg føler konstant mine valg bliver taget dårligt imod. Det faktum at jeg er ung, gør at næsten alle forventer at jeg skal fortsætte med at være ung, at jeg ikke har været i byen i over 3 år, det er helt forkert, jeg skal jo huske mine egne behov! Men forhelvede selvom jeg er ung, så ændrede mine behov sig i takt med at jeg blev mor, at jeg måske mere er undtagelsen hvis man kigger i det store billede, er så hvad det er, men hvorfor ikke bare accepterer jeg gør tingene på min måde?
Det gør at jeg konstant oplever en mindre identitetskrise, jeg ved ikke længere selv hvem jeg er. For jeg identificerer mig jo på sin vis med de unge, jeg er jo ung, jeg er kun 23 år, og det er selvom “de andre unge” og jeg ikke længere har noget tilfælles. Og folk der er det ældre, jamen de er jo af den her gruppe som har styr på det hele, som har villa, vovse og volvo og der kan jeg bestemt ikke følge med, selvom vi i teorien har langt mere tilfælles så passer jeg bare ikke helt ind, jeg føler mig malplaceret.
Jeg ved ikke længere hvem jeg er, jeg ved jeg er mor og jeg ved at jeg er Luna, men jeg føler mig rodløs og ved ikke hvor jeg skal placerer mig henne. Alle veninder er ikke der hvor jeg er og dem der endelig har fået børn har ofte meget svært ved at accepterer min måde at være mor på, det kan ikke forstå hvorfor jeg ikke vil med dem ud og have mor-tid. Hvorfor jeg ikke bare lige kan have en børnefri aften.
Men faktum er at det er svært, det er svært ikke at vide hvor man hører til, jeg hader det oprigtigtalt, udover at jeg er mor, jeg føler jeg mig identitetsløs og det er bestemt ikke sjovt. Jeg siger ikke at jeg ikke OGSÅ elsker at være ung mor, for det har også rigtig mange fordele, jeg siger bare at det faktisk er pisse hårdt og nogen dage så hader jeg det, hader det faktum at jeg ikke længere passer ind nogen steder. Bare der var plads til mig!
Endnu en gang er jeg ved at gå i spåner, fucking busser! Det er næsten hver gang vi er afsted nu, at der er en episode, og nu er jeg bare ved at få nok. Jeg mistænker også hormonerne for at gøre mig ekstra VRED, for vred det er jeg hele tiden.
Jeg er vred over folks manglende evne til at vise empati, og jeg er vred over folk ikke kan rumme at jeg ammer i en bus og ikke mindst bliver jeg så træt af mine sure børn, som folk ser ondt på, for de gør det jo selvfølgelig kun for at irritere omverdenen, det ved vi!! Jeg prøver virkelig at tage det med et smil, jeg gør mit aller bedste for at tænke det er os der giver andre en oplevelse, haha! Men det er som om det ikke virker mere, så snart der bare er en der begynder at kigge på os, så får jeg lyst til at prikke personens øjne ud med en gaffel, bogstaveligtalt, “kan du ikke bruge dine øjne fornuftigt, så må du kraftedme undvære!”.
Fucking møg lorte busser!
I morges var bare endnu en af de morgener, Zacharias nægtede at sidde i klapvognen da vi skulle ud af døren, men det var han nød til, alternativerne var ikke store da vi var i tidspres. Så jeg farede hen til bussen med en MEGET utilfreds Zacharias i klapvognen, og det stoppede ikke da vi kom ind i bussen, tværtimod så råbte han lige lidt højere. Da vi så kom ind så sad der 2 unge piger og den ene sagde “nu ikke igen!” Hvorefter de satte sig op bagi.. ARG! Zacharias var fortsat utrøstelig og efter at have prøvet alt, endte jeg med at tage ham op af klapvognen, og der var ro med det samme også stod jeg der, med Felix på ryggen og Zacharias i armen! Efterfølgende var der en ældre dame der sagde, “nå der er nok en der får sin vilje”, amen så hold dog kæft! Og efter 5 minutter så tændte buschaufføren og sagde vi skulle sætte os ned.. fair at hun bekymrede sig, men SLET IKKE FAIR at hun ikke kunne se at mine muligheder var minimale, det var jo ikke fordi hun holdte stille og lod mig få Felix ned af bæreselen, og at stå og bakse med det i en bus der kører, se det er fucking farligt! Arg. På intet tidspunkt sagde jeg noget, jeg var lammet af vrede og buschaufførens udmelding gjorde jeg forholdte mig tavs og steg af bussen. Havde jeg ikke gjort det havde i nok læst skandale overskrifter over alt på nettet!
Og i protest der valgte jeg at gå hjem fra dagplejen efter gåturen der op, jeg skulle IKKE se mere bus for i dag. Jeg gider ikke mere! Jeg hader pt hele omverdenen, ville ønske at jeg slet ikke skulle interagerer med fremmede, de fatter jo ikke en skid!
Okay.. der findes også gode eksempler og i må ikke tro jeg hader jer kære læsere, jeg er bare træt, bitter og gravid og ærger mig over at jeg aldrig har fået taget et fucking kørekort. Også har jeg bare fået nok, jeg gider ikke mere, de næste måneder må bare gerne gå stærkt, for når Felix starter i vuggestuen, så er det for evigt slut, jeg bliver jordens lykkeligste menneske! Bedre en fødselsdag og juleaften til sammen.
Send mig lige en masse positiv energi, jeg får grå hår af alt den negativitet 😀 #thejoysofmotherhood
I dag er jeg 21+0 og i 22. uge. Der er nu 133 dage til termin og 52,5% af graviditeten er fuldført! I denne uge er bebs ca. 25 cm lang og vejer omkring 450 gram. Efter uge 20 begynder babyerne at vokse separat og det er fremover man vil kunne se om man ender ud med et lille eller et stort barn, man siger nemlig indtil uge 20 vokser alle børn ens (med undtagelser selvfølgelig!) Min livmoder går allerede 5 cm over navlen, det fik jeg bekræftet til scanning sidste mandag, trods den nu kun skulle gå til omkring navlen, men sådan er det at være flergangs gravid <3
Sjovt så forskellig en mave kan se ud, fra forskellige vinkler <3
Det har været en spændende uge, den startede ud med frygt, men endte positivt. Jeg er blevet behandlet for blærebetændelse og hold nu op hvor er det underligt at man slet ikke kan mærke det! Jeg har døjet voldsomt meget med blærebetændelse. Efter jeg fødte Felix havde jeg det, hold nu fast, 12 gange i træk. Det var skønt, og jeg var aldrig i tvivl, på grund af smerter og ubehag, men det er åbenbart ikke til at mærke når man er gravid, heldigvis er det over nu!
Fredag var jeg til glukose belastning, det er simpelthen et helvede. Jeg har prøvet det 5 gange nu, og det har været forskelligt hver gang, jeg har prøvet hvor jeg troede jeg ville besvime 1000 gange og så har jeg også prøvet hvor det var helt fint, at det værste var ventetiden af ren og skær kedsomhed. Denne gang var det en blanding, det var klamt, ulækkert og jeg havde lyst til at kaste op. Da jeg skulle drikke det der sukkervand var det meget tæt på jeg kastede op flere gange, min brækrefleks gik helt amok, ADR! Heldigvis havde jeg en veninde med, til at snakke og distraherer mig i timerne efter, det hjalp MEGET, så det kan helt sikkert anbefales! 🙂 Mit blodsukker var perfekt, slutværdien skulle være under 9.0, mit var 6.3, det kunne ikke være bedre i følge sygeplejersken, så det var super! 🙂
Jeg skal altid belastes 2 gange, jeg opfylder desværre for mange risikofaktorer, før højt BMI, min far der har haft sukkersyge og det at jeg har født et barn der vejer over 4500 gram. Så om 8 uger skal jeg afsted igen, æv! Men jeg gør det, for de anbefaler det jo af en grund, og lur mig om det ikke er ved at være rutine, haha!
Udover det så er alting fint, jeg mærker baby dagligt hele tiden og h*n er begyndt at kunne nå op til ribbenene, nu bliver jeg pludselig mindet om at det der med at mærke liv godt kan være smertefuldt! Haha.
Zacharias er begyndt at være meget fokuseret på maven, jeg snakker meget om der ligger en baby derinde. Den anden dag kunne han slet ikke finde ro, men pludselig lagde han hovedet på maven og faldt i søvn efter 2 minutter
Jeg er vild med det <3
Er det ikke fucking smukt? jeg var i hvert fald ved at smelte, jeg tror han er ved at være rigtig bevidst om at der er noget med den der mave <3
– Jeg kan godt mærke det begynder at være tungt, det er hårdt at komme op fra gulvet og hårdt at okse rundt med drengene på en måde det ikke plejer at være, men jeg elsker det alligevel, også siger jordmoderen også jeg skal HUSKE at have pulsen op, og med 2 små, der kan jeg love for at det bliver opfyldt, haha! Jeg elsker det <3
I dag har været en dag fuld af følelser. Zacharias og jeg var her til morgen henne og besøge vuggestuen, vuggestuen han starter i om kun en uge! Det bliver så underligt og jeg ved slet ikke om jeg skal grine eller græde! Grunden til skiftet fra dagpleje til vuggestue er jo fordi at Zacharias efter sommer skal starte i børnehave, og vi har fået plads i denne fantastiske integrerede institution 5 min. fra hvor vi bor, så alle børn kommer til at kunne gå samme sted, det er perfekt!
Men hvor er det også vemodigt, en æra er slut og min lille dreng han bliver så stor! Jeg er helt sikker på at han vil elske det, han er det mest sociale lille menneske og han ELSKER andre børn, det gør han bare. Så det bliver så godt til ham!
Jeg har nok sværest ved at Felix og ham ikke længere skal gå sammen, Felix har dog fået plads samme sted fra 1/7, men det er på en anden stue, jeg ved hvor meget de nyder hinandens selskab og jeg ved hvor meget de har glæde af hinanden, samtidig tror jeg det bliver sund for dem, sundt at lære at være adskilt og på den måde opleve at savne hinanden, for de har jo også en mani med at være “voldelige overfor hinanden“, måske det aftager lidt, hvem ved!
Ligegyldigt hvad så er det utroligt meget for mor her at rumme, jeg synes det er så hårdt at skulle hive ham væk fra det kendte og hen på ukendt grund, og jeg har så svært ved at rumme hvordan det skal gå de første 3 mdr. hvor Felix skal afleveres i den ene ende af byen og Zacharias i den anden, kan de finde ud af det? for når jeg ikke kan få hjælp, så må jeg have den ene med det ene sted hen, og kan de nu finde ud af at skulle sige farvel? kan de rumme det? ALLE DE TANKER! JESUS.
Jeg tror bare jeg har svært ved at følge med, TIDEN GÅR ALT FOR STÆRKT, og som en mor nu gør, så er jeg pis hamrende bekymret, det er en downside ved at være mor, man overanalyserer og bekymre sig alt for meget, og normalt så plejer det hele at sku at gå op, børn er pisse seje, det er os mødre der er nogle bangebukse 😀 haha.
Men tiden forsvandt, min lille dreng er ikke længere lille, prøv bare at se,
Min navn er Amanda, jeg er 26 år gammel, forlovet med Patrick, som også er 26 år, og så sidder jeg i kørestol. Jeg er pt. hjemmegående. Jeg har to børn, en datter på 3,5 år og en søn på snart 2 år, og er nu gravid igen i uge 22.
Jeg er den heldige ejer af sygdommen akut transversel myelitis, som jeg fik i 2005, kun 14,5 år gammel. Kort fortalt, så fik jeg betændelse i rygmarven, der har mast mine nerver, som lammede mig fra brystet og ned, ret pludseligt, dvs. natten over. Jeg var “helt almindelig” da jeg gik i seng, og da jeg vågnede næste morgen, havde jeg forfærdelig ondt i ryggen. Jeg lå i sengen, med en smerte der føltes som var jeg blevet kogt, stikkende, svigende smerte, i mest højre ben. Jeg fik ringet 112, ringet til min mor og far, og endte på Glostrup hospital, som handlede hurtigt. Jeg blev indlagt på intensiv afdeling, og de var sikre på den ville ende med lamme mit hjerte. MEN heldigvis stoppede den under brystet, og jeg har været lammet derfra og ned siden.
Efter 2 måneder på Glostrup hospital, blev jeg indlagt i Hornbæk, og der startede min genoptræning, som jeg klarede på 5 måneder. Her lærte jeg alt fra at tage tøj på, at gå på wc, til at klare mig i en kørestol. Held i uheld, lå der to andre piger på min alder. Uden dem, var tingene nok ikke gået så let! Vi havde hinanden, til at grine og græde, men mest grine, haha. Jeg tror ikke, man får tænkt sine følelser igennem når man står i det, så pludseligt. Tror man gør alt for at overleve, jeg ville ihvertfald, ville livet, og lære at klare mig selv!! Og heldigvis havde jeg to andre piger, der ville det samme, som bakkede op og gav et skulderklap. Jeg nåede aldrig til “hvorfor mig følelsen”, jeg nåede ikke at blive ked af det. Jeg tænkte kun på at nu var jeg her, og hvordan kommer jeg videre. Jeg ville tilbage til min hverdag, skole og venner.
Min kæreste og jeg, har altid kendt hinanden. Vi er opvokset i samme kvarter i Ballerup, tror jeg har været omkring de 3 år, da jeg flyttede dertil. Så han har kendt mig, både som gående, og da jeg så endte i kørestol. Han tog det SÅ sejt. Vi mødtes i gården en dag, og jeg fik et kæmpe klemmer. Intet var forandret. Han gjorde det muligt for mig, at være som alle andre. Han har båret mig op og ned at trapper, i sne, jamen hvad han ikke har gjort for at få mig med rundt. Jamen så blev vi kærester.
Og børn kom naturligvis. Vi viste, vi ville have dem tæt på hinanden, og det må man sige de er kommet. Overvejelser omkring hvordan og hvorledes har vi endelig aldrig haft. Vi ved, vi nok skal finde en løsning, mange ting er kommet naturligt, fx med at få baby op og ned på/fra gulvet. Der fandt jeg ud af at jeg kunne lægge dem på et tæppe, samle hjørnerne og på den måde løfte dem op og ned. Og trip trap stolen, der kan man klikke bøjlen af og på, og på den måde undgå løftet. Vi har fået et hævesænke puslebord, så vi begge kan komme til. Og et badekar på stativ. Ingen har hjulpet os, eller vist os hvordan, vi har bare fundet vores egen vej og en måde som fungere for os i praktisk. Tror faktisk, at alle andre tænker over det mere end vi selv gjorde. Mange spurgte “hvordan vil du gøre det og det her?”, og hvert gang svarede jeg, at det viste jeg når jeg stod i det. Jeg gad ikke rigtig forberede mig mere end andre gør, med tøj osv. Jeg har før haft søgt andre i samme situation som jeg, men der er ikke rigtig dukket nogle op, så jeg tænkte, at jeg måtte tage en dag af gangen. Jeg har altid klaret mig selv, så hvorfor ikke også kunne det med en baby. Og en baby blev til to børn, og nu en tredje på vej.
Min familie tog det rigtig flot. Min mormor var nok mest chokeret, mest fordi hun var bange for hvordan min krop ville tage det, jeg kunne jo gå i stykker. Haha. Men nu ved de at vi kan, og nu med tredje barn, tror hun ikke længere på jeg går i stykker. Folk på facebook kan faktisk have flest spørgsmål. Min mødregruppe, venner, sundhedsplejerske osv, har endelig aldrig stillet så mange spørgsmål, de har set mig, og set at jeg klare det, så omverden har faktisk altid taget det pænt.
Kan huske lige da jeg havde fået min datter, jeg sidder i en ammestue, og ammer hende, der kom en dame hen, meget forarget og spurgte om det var mit barn! Jeg tager det heldigvis ikke så tungt, og svarede kort og hurtigt ja. Bagefter måtte jeg grine. Fordi jeg endelig syntes det var et underligt spørgsmål. Tror tit og ofte man skal vælge sine “kampe” med omhu, og jeg var overlykkelig over at have fået min datter, så damen kunne ikke slå mig ud. Men alligevel denne dag idag, kan jeg stadig huske det tydeligt.
Alle mine graviditeter har været helt forskellige, jeg er blevet gravid naturligt hvert gang, og ret hurtigt. Den første var meget kompliceret. Moderkagen lå foran, jeg havde en del blødninger og jeg var tit og ofte indlagt. Jeg har fået planlagt kejsersnit hvert gang, og det er gået uden problemer, både under og efter. Anden gang, gik alt fint, fik til misdannelses skanningen at vide han ikke var stor nok og det fik lige hylet mig lidt ud. Men Patrick fik mig beroliget og ud kom en helt fint dreng på 3142 g. Og nu tredje gang, har det aldrig været nemmere at være gravid. Jeg har altid lidt meget af morgen kvalme, men det har aftaget ved 13-14 uge.
Jeg har, på trods af min lammelse, altid mærket mine børn sparke i maven. Det har været det mest livsbekræftende og en følelse jeg aldrig vil glemme. Men jeg har så haft en del blærebetændelser. Og det er jo ikke så godt når man er gravid. Jeg kan ikke tisse selv, og bruger engangskarteter, som gør jeg er meget udsat end normalt. Og det har ramt mig hvert gang. Jeg har haft det så voldsomt at der kom lidt blod i min tis. Så jeg har altid været til en del kontrol, og blevet holdt øje med.
Men denne gang, går det ud over alle forventninger! Jeg er ovenud lykkelig over jeg endelig bare kan nyde det. Den største ulempe ved at være gravid i en kørestol er, at når man som jeg tager +30kg på, så bliver alt bare lidt hårdere. Jeg laver mange løft, fx til og fra wc, og sengen, og det er ret hårdt i længden. Heldigvis har jeg altid tabt mig, uden at ændre kost eller andet, det må være amningen som de kloge siger. Haha. Og som mange andre har jeg haft vand i, især fødderne som har gjort det svært at være i sko. Haha. Men jeg kan ikke lade være med at grine af det, hver gang jeg ser tilbage på billeder.
I hverdagen er vi som alle andre familier. Vi står op, spiser morgenmad og så smutter far på arbejde. Så jeg sørger for ungerne lige bliver vasket i hovedet med en klud, får tøj på og sat hår, og afstiafsted i børnehave/vuggestue, som heldigvis er samme sted, små 7 minutters gang fra os. Jeg har en motor som jeg kan klikke på min kørestol, som så kan trække mig afsted, i sne, regn og sol, da vi ikke har bil (endnu). På motoren sidder min datter som regel, men tit køre hun på sit trehjulet løbehjul. Sønnen sidder så enten på mit skød, eller på motoren.
Da de var helt babyer, havde jeg dem i en bæresele på maven. Men denne gang med den nye baby, er far ved at bygge en barnevognslift fast på motoren, så jeg for første gang selv rigtig kan gå med barnevogn udenfor. Normalt kan jeg kun køre den i centre eller andet lige underlag. Men nu prøver vi noget nyt.
Nogle dage, tager vi forbi legepladsen på vej hjem. Mine børn ved jeg fx ikke kan gynge dem, så de spørg ikke. Nu er datteren så stor hun kan klare den selv, men hun har heldigvis en far som elsker at gynge med hende når vi har ham med, så når vi er alene, laver vi alt det andet. Bygger i sandet, de har et lille hus de leger i, og ja cykler, løbehjul mm. Så jeg tror ikke jeg ser tingene som en begrænsning, heller ikke mine børn, fordi vi laver bare alt andet. Gerneralt lader jeg mig ikke begrænse, og tager tit ud alene med børnene. Jeg gør som alle andre. Tager på loppen en søndag. I centeret og køber en is om fredagen, og går lange ture i naturen eller på legepladsen om lørdagen. Tror alt i alt, jeg er som alle andre, jeg gør bare tingene på min egen måde.
Det bedste der noglesinde er sket for mig, er at have fået mine børn. De giver mig en livsglæde jeg ikke kan leve uden og kærlighed som er ubegrænset. De holder mig oppe, og gør alt værd at kæmpe for! De har gjort mig, til alt det jeg ønsker, nemlig til et helt menneske. De gør, at jeg tør, tør at kaste mig ud i ting jeg ikke troede jeg kunne. Og så holder de mig aktiv jeg er så glad for at folk omkring mig, min familie, venner, og dem der ser os i Måløv og andre steder, kan se hvor glade mine børn gør mig. Alle smiler til os, fordi vi altid smiler til dem. Jeg er lykkelig for, at jeg kan være mig, og at jeg bliver taget så godt imod. Tak til alle jer. Jeg lever ved tanken om, at der ikke finder forhindringer, men udfordringer som skal tages op!
Og jeg håber virkelig, at andre, også tør det. Vi skal turde være os selv, og det okay at gøre det på sin egen måde. Jeg er altid åben og klar på en snak, fortæller og jeg vil altid med et smil, vise hvem jeg er. Livet er en dans på roser, det gør ondt til tider, men vi kan jo ikke lade være med at danse når musikken spiller. Og tro mig, det er det hele værd jeg er glad for den støtte jeg har fået af Patrick, min familie og svigerfamilie, venner og veninder, og alle andre som altid kommer med SÅ pæne ord til mig, tak tak tak! Og jeg håber, at andre, udenanset udfordringer her i livet, vil gøre det samme, for i fortjener alle sammen denne lykke!
