Om Amanda der sidder i kørestol og er kommende mor til 3! <3

Min navn er Amanda, jeg er 26 år gammel, forlovet med Patrick, som også er 26 år, og så sidder jeg i kørestol. Jeg er pt. hjemmegående. Jeg har to børn, en datter på 3,5 år og en søn på snart 2 år, og er nu gravid igen i uge 22.

Jeg er den heldige ejer af sygdommen akut transversel myelitis, som jeg fik i 2005, kun 14,5 år gammel. Kort fortalt, så fik jeg betændelse i rygmarven, der har mast mine nerver, som lammede mig fra brystet og ned, ret pludseligt, dvs. natten over. Jeg var “helt almindelig” da jeg gik i seng, og da jeg vågnede næste morgen, havde jeg forfærdelig ondt i ryggen. Jeg lå i sengen, med en smerte der føltes som var jeg blevet kogt, stikkende, svigende smerte, i mest højre ben. Jeg fik ringet 112, ringet til min mor og far, og endte på Glostrup hospital, som handlede hurtigt. Jeg blev indlagt på intensiv afdeling, og de var sikre på den ville ende med lamme mit hjerte. MEN heldigvis stoppede den under brystet, og jeg har været lammet derfra og ned siden.

Efter 2 måneder på Glostrup hospital, blev jeg indlagt i Hornbæk, og der startede min genoptræning, som jeg klarede på 5 måneder. Her lærte jeg alt fra at tage tøj på, at gå på wc, til at klare mig i en kørestol. Held i uheld, lå der to andre piger på min alder. Uden dem, var tingene nok ikke gået så let! Vi havde hinanden, til at grine og græde, men mest grine, haha. Jeg tror ikke, man får tænkt sine følelser igennem når man står i det, så pludseligt. Tror man gør alt for at overleve, jeg ville ihvertfald, ville livet, og lære at klare mig selv!! Og heldigvis havde jeg to andre piger, der ville det samme, som bakkede op og gav et skulderklap. Jeg nåede aldrig til “hvorfor mig følelsen”, jeg nåede ikke at blive ked af det. Jeg tænkte kun på at nu var jeg her, og hvordan kommer jeg videre. Jeg ville tilbage til min hverdag, skole og venner.

Min kæreste og jeg, har altid kendt hinanden. Vi er opvokset i samme kvarter i Ballerup, tror jeg har været omkring de 3 år, da jeg flyttede dertil. Så han har kendt mig, både som gående, og da jeg så endte i kørestol. Han tog det SÅ sejt. Vi mødtes i gården en dag, og jeg fik et kæmpe klemmer. Intet var forandret. Han gjorde det muligt for mig, at være som alle andre. Han har båret mig op og ned at trapper, i sne, jamen hvad han ikke har gjort for at få mig med rundt. Jamen så blev vi kærester.
Og børn kom naturligvis. Vi viste, vi ville have dem tæt på hinanden, og det må man sige de er kommet. Overvejelser omkring hvordan og hvorledes har vi endelig aldrig haft. Vi ved, vi nok skal finde en løsning, mange ting er kommet naturligt, fx med at få baby op og ned på/fra gulvet. Der fandt jeg ud af at jeg kunne lægge dem på et tæppe, samle hjørnerne og på den måde løfte dem op og ned. Og trip trap stolen, der kan man klikke bøjlen af og på, og på den måde undgå løftet. Vi har fået et hævesænke puslebord, så vi begge kan komme til. Og et badekar på stativ. Ingen har hjulpet os, eller vist os hvordan, vi har bare fundet vores egen vej og en måde som fungere for os i praktisk. Tror faktisk, at alle andre tænker over det mere end vi selv gjorde. Mange spurgte “hvordan vil du gøre det og det her?”, og hvert gang svarede jeg, at det viste jeg når jeg stod i det. Jeg gad ikke rigtig forberede mig mere end andre gør, med tøj osv. Jeg har før haft søgt andre i samme situation som jeg, men der er ikke rigtig dukket nogle op, så jeg tænkte, at jeg måtte tage en dag af gangen. Jeg har altid klaret mig selv, så hvorfor ikke også kunne det med en baby. Og en baby blev til to børn, og nu en tredje på vej.
Min familie tog det rigtig flot. Min mormor var nok mest chokeret, mest fordi hun var bange for hvordan min krop ville tage det, jeg kunne jo gå i stykker. Haha. Men nu ved de at vi kan, og nu med tredje barn, tror hun ikke længere på jeg går i stykker. Folk på facebook kan faktisk have flest spørgsmål. Min mødregruppe, venner, sundhedsplejerske osv, har endelig aldrig stillet så mange spørgsmål, de har set mig, og set at jeg klare det, så omverden har faktisk altid taget det pænt.
Kan huske lige da jeg havde fået min datter, jeg sidder i en ammestue, og ammer hende, der kom en dame hen, meget forarget og spurgte om det var mit barn! Jeg tager det heldigvis ikke så tungt, og svarede kort og hurtigt ja. Bagefter måtte jeg grine. Fordi jeg endelig syntes det var et underligt spørgsmål. Tror tit og ofte man skal vælge sine “kampe” med omhu, og jeg var overlykkelig over at have fået min datter, så damen kunne ikke slå mig ud. Men alligevel denne dag idag, kan jeg stadig huske det tydeligt.

Alle mine graviditeter har været helt forskellige, jeg er blevet gravid naturligt hvert gang, og ret hurtigt. Den første var meget kompliceret. Moderkagen lå foran, jeg havde en del blødninger og jeg var tit og ofte indlagt. Jeg har fået planlagt kejsersnit hvert gang, og det er gået uden problemer, både under og efter. Anden gang, gik alt fint, fik til misdannelses skanningen at vide han ikke var stor nok og det fik lige hylet mig lidt ud. Men Patrick fik mig beroliget og ud kom en helt fint dreng på 3142 g. Og nu tredje gang, har det aldrig været nemmere at være gravid. Jeg har altid lidt meget af morgen kvalme, men det har aftaget ved 13-14 uge.
Jeg har, på trods af min lammelse, altid mærket mine børn sparke i maven. Det har været det mest livsbekræftende og en følelse jeg aldrig vil glemme. Men jeg har så haft en del blærebetændelser. Og det er jo ikke så godt når man er gravid. Jeg kan ikke tisse selv, og bruger engangskarteter, som gør jeg er meget udsat end normalt. Og det har ramt mig hvert gang. Jeg har haft det så voldsomt at der kom lidt blod i min tis. Så jeg har altid været til en del kontrol, og blevet holdt øje med.
Men denne gang, går det ud over alle forventninger! Jeg er ovenud lykkelig over jeg endelig bare kan nyde det. Den største ulempe ved at være gravid i en kørestol er, at når man som jeg tager +30kg på, så bliver alt bare lidt hårdere. Jeg laver mange løft, fx til og fra wc, og sengen, og det er ret hårdt i længden. Heldigvis har jeg altid tabt mig, uden at ændre kost eller andet, det må være amningen som de kloge siger. Haha. Og som mange andre har jeg haft vand i, især fødderne som har gjort det svært at være i sko. Haha. Men jeg kan ikke lade være med at grine af det, hver gang jeg ser tilbage på billeder.

I hverdagen er vi som alle andre familier. Vi står op, spiser morgenmad og så smutter far på arbejde. Så jeg sørger for ungerne lige bliver vasket i hovedet med en klud, får tøj på og sat hår, og afstiafsted i børnehave/vuggestue, som heldigvis er samme sted, små 7 minutters gang fra os. Jeg har en motor som jeg kan klikke på min kørestol, som så kan trække mig afsted, i sne, regn og sol, da vi ikke har bil (endnu). På motoren sidder min datter som regel, men tit køre hun på sit trehjulet løbehjul. Sønnen sidder så enten på mit skød, eller på motoren.
Da de var helt babyer, havde jeg dem i en bæresele på maven. Men denne gang med den nye baby, er far ved at bygge en barnevognslift fast på motoren, så jeg for første gang selv rigtig kan gå med barnevogn udenfor. Normalt kan jeg kun køre den i centre eller andet lige underlag. Men nu prøver vi noget nyt.
Nogle dage, tager vi forbi legepladsen på vej hjem. Mine børn ved jeg fx ikke kan gynge dem, så de spørg ikke. Nu er datteren så stor hun kan klare den selv, men hun har heldigvis en far som elsker at gynge med hende når vi har ham med, så når vi er alene, laver vi alt det andet. Bygger i sandet, de har et lille hus de leger i, og ja cykler, løbehjul mm. Så jeg tror ikke jeg ser tingene som en begrænsning, heller ikke mine børn, fordi vi laver bare alt andet. Gerneralt lader jeg mig ikke begrænse, og tager tit ud alene med børnene. Jeg gør som alle andre. Tager på loppen en søndag. I centeret og køber en is om fredagen, og går lange ture i naturen eller på legepladsen om lørdagen. Tror alt i alt, jeg er som alle andre, jeg gør bare tingene på min egen måde.

 

Det bedste der noglesinde er sket for mig, er at have fået mine børn. De giver mig en livsglæde jeg ikke kan leve uden og kærlighed som er ubegrænset. De holder mig oppe, og gør alt værd at kæmpe for! De har gjort mig, til alt det jeg ønsker, nemlig til et helt menneske. De gør, at jeg tør, tør at kaste mig ud i ting jeg ikke troede jeg kunne. Og så holder de mig aktiv jeg er så glad for at folk omkring mig, min familie, venner, og dem der ser os i Måløv og andre steder, kan se hvor glade mine børn gør mig. Alle smiler til os, fordi vi altid smiler til dem. Jeg er lykkelig for, at jeg kan være mig, og at jeg bliver taget så godt imod. Tak til alle jer. Jeg lever ved tanken om, at der ikke finder forhindringer, men udfordringer som skal tages op!
Og jeg håber virkelig, at andre, også tør det. Vi skal turde være os selv, og det okay at gøre det på sin egen måde. Jeg er altid åben og klar på en snak, fortæller og jeg vil altid med et smil, vise hvem jeg er. Livet er en dans på roser, det gør ondt til tider, men vi kan jo ikke lade være med at danse når musikken spiller. Og tro mig, det er det hele værd jeg er glad for den støtte jeg har fået af Patrick, min familie og svigerfamilie, venner og veninder, og alle andre som altid kommer med SÅ pæne ord til mig, tak tak tak! Og jeg håber, at andre, udenanset udfordringer her i livet, vil gøre det samme, for i fortjener alle sammen denne lykke!