Mit forløb♡

 

Min fortælling:

Efter en lang fase med presseveer grundet en dreng der sad skævt i bækkenet, kom Zacharias endelig ud. Han blev lagt op på mit bryst for efterfølgende at blive fjernet 5 minutter efter, ikke at der var noget galt, men grundet en igangsættelse pga stort fosterskøn, skulle han vejes og måles hurtigt, da børn med en fødselsvægt på over 4500 gram er i risiko for at have for lavt blodsukker. Så de tog ham hurtigt væk og fik ham målt og vejet, 4545 gram hed vægten, derfor målte de også hans blodsukker. Det hed 2.1 men skulle i givne stund være over 2.2, derfor gav jordemødrene ham MME i en kop, og først efter det blev han lagt til, med beskeden om at jeg skulle ringe efter dem når amningen var over så de igen kunne måle hans blodsukker. Han tog fat som en drøm og ammede i 1 1/2 time i streg, jeg kaldte på en jordemoder som målte blodsukkeret, den her gang hed det 2.2 og derfor fik han igen MME i kop, det gentog sig og 3. gang hed blodsukkeret 2.4 og de stoppede med at give MME. Zacharias ammede som en drøm, tabte sig kun 2% på 3. dagen og selvom jeg havde meget lange (han ammede i gennemsnit 2 timer i træk) og derfor smertefulde amninger de første 14 dage, så strejfede tanken om at stoppe, mig aldrig. I mit hoved var MME ikke en mulighed. Forløbet kørte siden hen problemfrit, aldrig har jeg haft brystbetændelse og aldrig har jeg døjet med andre finurligheder. Da Felix kom i november kørte amningen problemfrit, han blev lagt til med det samme, da han kun vejede sølle 3770 gram, og han ammede så i halvanden time inden de målte og vejede ham og hvor vi efterfølgende tog hjem. Det har kørt problemfrit, ingen smerter overhovedet da mine brystvorter allerede var hærdet og i dag har jeg en dreng der bliver fuldammet og vejer 8 kg, knap 4 mdr gammel ? at jeg så ammer begge er et helt andet forløb og en helt anden snak, det kan læses her. ?

Personligt elsker jeg at amme, jeg nyder at det er et specielt bånd der er i mellem mine børn og jeg, et bånd som ingen kan erstatte, når jeg ammer bliver jeg fyldt op med en kærlighedsfølelse, som er helt ubeskrivelig.

Det at jeg ammer er med til at få mig til at føle mig som en bedre mor, for det at jeg ammer og især det at jeg ammer 2 børn, gør at jeg må tilsidesætte rigtig mange af mine behov, jeg sover sjældent mere end en time i streg om natten og jeg har ikke haft alene tid overhovedet siden Zacharias blev født. Nogle gange kunne jeg godt bruge lidt tid for mig selv, men det vælger jeg fra, fordi jeg prioterer mine børn og deres behov, så må mine egne vente! Når jeg skriver alt det her, så ved jeg at nogle vil føle sig trådt på.. Men ligegyldigt nu mærke til, at jeg skriver hvad JEG føler ikke hvad der er rigtigt og forkert!

Vi gør det alle på hver vores måde, og jeg ved der er en historie bag alt, kvinder der giver flaske er ikke egoistiske og sætter deres behov frem for deres børn, det er ikke det jeg skriver.. Men jeg skriver hvad jeg føler og på det punkt vil jeg også have lov til det. Have lov til at være stolt og have lov til at være glad, for som sagt så tager det så meget på mig, og derfor vil jeg sku have lov til at blære mig og få et anerkendende nik og et skulderklap, altsammen uden at andre føler sig trådt på. Det her handler kun om mig og hvor stolt jeg er ? Det får mig til at føle mig som en skide sej og overskudsagtig mor!

Bum.. Men derfor er alle i andre også seje og fantastiske! Nogle af jer har kæmpet en hård kamp og har til sidst måtte anerkende at det ikke fungerede, andre har ikke kunne magte det, nogen har måtte helt vælge det fra pga medicin og sygdom også er der nogen der bare ikke føler for det.. og hvis i ikke ammer, så er jeg sikker på i giver jeres barn kærlighed på en helt anden og fantastisk måde! Jeg dømmer ingen, men derfor vil jeg have lov til at være stolt, for jeg synes selv jeg er pisse sej ?

 

En god mor sidder i hjertet?