Uheld på uheld

Camillas fortælling:

Det startede med en lang og hård igangsættelse og fødsel.

Hun fik fat kort efter fødslen, og det gik fint. Men allerede ved anden amning begyndte det at gøre ondt. Hun fik altid forkert ved, og jeg havde ødelagte brystvorter efter et døgn

Jeg fik en masse hjælp til ammestillinger de 5 dage vi var på sygehuset, men ingen fortalte mig at hun bare skulle spise spise og spise. Jeg fik af vide at hun skulle spise hver 3. Time, og det forsøgte vi jo at holde og vi sad ofte med en baby der var meget ked af det samt nogle bryster der var store, spændte og ødelagte brystvorter.

Vi forsøgte med ammebrikker, og det var den eneste måde hun kunne spise.

Samtidig skete der en masse negative ting i vores liv, den uge efter hun er født (en ven af kærestens familie døde ca 16 timer efter fødslen. Dagen efter får min svigerfar hjertestop under narkose, men bliver genoplivet og er overlever. Han bliver efter 1,5 dag indlagt på samme sygehus som os, så vi render op og ned for at besøge ham. Og 5 dage efter får han en pacemaker.)

Da vi kom hjem gik der 5 timer, og så fik min kæreste kogende vand ud over sin mave og arm, og blev hentet i ambulance med udrykning. Så jeg sad alene med en nyfødt, smerter og var bare ulykkelig. Min mor kom sammen med en veninde og de snakkede og snakkede, der kom nogle venner og der var bare alt for meget onkring mig..

Der gik 2 dage med en ulykkelig datter, og en far der intet kunne med hende pga forbrændinger. 2 dage efter måtte jeg sende min kæreste ud efter Mme kl 2 om natten, da hun skreg og skreg og kunne ikke amme. Og bum tøsen sov med det samme hun fik flaske.. Ammede lidt dagen efter, og så stoppede jeg med ammestoppiller.

Og tøsen var pludselig meget mere glad, sov stadig dårligt og var svær at putte, men det var nok en reaktion af den hårde start på livet.

Jeg fndt så ud af 1,5 år efter da jeg var ved ammesamtale på sygehuset inden jeg fik nr. 2 at hun nok havde for kort tungebånd (det var der INGEN der havde sagt et ord om dengang)

Camilla kan den dag i dag stadig godt føle at hun var delvis skyld i det mislykkede ammeforløb, men samtidig mener hun også at en del af skylden ligger ved dårlig vejledning fra de forskellige fagpersoner der var indenover.

Hun accepterede hurtigt at hun var nød til at give flaske, da det vigtigste for hendes datter endelig blev mæt og trives. Hun har aldrig følt sig dømt grundet valget om at give flaske, i hvert fald ikke foran hende, men hun var også hurtig til at forklare det hårde forløb og på den måde få folks forståelse, dog gik der lang tid for folk stoppede med at sætte spørgsmålstegn ved hvorfor hun ikke ammede, men det var ikke noget hun lod sig mærke af.

Hun synes der er en del udfordringer ved at give flaske i forhold til at amme, og den største udfordring er helt klart tiden. Alt det med at koge vand, ordne flasker tager rigtig meget tid, også er det rigtig besværligt når man skal i byen, fordi man skal vide på forhånd at der er en mikroovn eller have varmt vand med. Noget hun helt klart godt kunne være foruden.

Når Camilla ser tilbage på hendes forløb er det ikke forbundet med nogle positive følelser, dels fordi det gik som det gjorde, men også fordi det var en hård og følsom tid for hende og hendes familie.

Den dag i dag fuldammer Camilla hendes søn på 5 måneder?

Jeg spurgte så Camilla om hvordan hun troede det kunne være at flaskemødre oftest føler sig dømt hvis amme mødre udtrykker deres glæde ved amning, hendes svar lød:

Jeg tror det er fordi, at mange ammende mødre får det sagt på en måde som om at amning er det eneste rigtige! Og flaskebørn bliver syge og dumme(min opfatning af diverse debatter på facebook, hvor nogle direkte har skrevet og påstået at flaskebørn har dårligerer immunforsvar)

Men har ikke i det virkelig liv oplevet ammende mødre, udtrykke sig sådan, kun over facebook, og når der er en flok ammemødre der rotter sig sammen, mod en flaskemor der desværre måtte opgive amningen, for at fortælle hun ikke prøvede nok, bliver jeg harm.