Amning var det eneste jeg kunne!

Frejas fortælling:

Jeg har altid ønsket at amme, det var meget vigtigt for mig at amme, hvilket også hænger sammen med, at min mor altid har snakket om hvor skønt det var, hvor sundt det var, og hvor meget hun elskede det!

Under fødslen fik jeg en 4. grads bristning, og jordemoderen havde derfor ikke tid til etablere den første amning, som de normalt gør, heldigvis hjalp min mor, så den blev etableret alligevel – et fantastisk øjeblik? Efter den var etableret blev jeg kørt på operationsstuen, og var væk fra Celina og min mand i 2 timer, det var pissehårdt at være væk fra dem.

Tiden på sygehuset gik fint, jeg ammede liggende og hun fik al den råmælk, hun ville have.

Den aften vi kom hjem og indtil kl 10 dagen efter bemærkede vi dog, at Celina ikke havde så mange tunge bleer, hvilket bekymrede os. Sundhedsplejersken kom kl 10 dagen efter vi kom hjem, og kunne konstatere at hun var lidt dehydreret, og rådede mig til at amme så meget som muligt + pumpe ud så snart mælken løb til (kunne mærke, at den var på vej, og kom også 2 timer efter), så vi kunne give Celina noget ekstra mm efter hver amning, indtil jeg kunne pumpe ud, rådede hun os til at give lidt mme i ske eller snapseglas.

Jeg fik som sagt en 4, grads bristning, hvilket gjorde, at jeg ikke måtte andet end at ligge ned de første 4 uger – jeg var med andre ord nytteløs (det følte jeg i hvert fald selv), hvorfor jeg allerede om aftenen, da vi kom hjem, havde en tudetur over, at jeg ikke kunne noget som helst og at intet var som jeg havde forventet. Jeg kunne ingenting, det eneste, jeg kunne, var at amme. Det blev derfor en besættelse for mig, jeg skulle amme, koste, hvad det ville. Jeg tudede, da min mor kom lidt efter sundhedsplejersken var taget afsted, fordi jeg var nødt til at give mme. I den tid, der var gået var mælken løbet til, og vi lavede den plan, at vi fik fat i en medela brystpumpe, så jeg kunne pumpe ud, så Celina i det mindste fik min mælk på ske og dermed ikke fik mme.

Jeg kunne som sagt ikke andet end at ligge ned, hvorfor jeg også var nødt til at amme liggende, det var fandeme hårdt med to kanonkugler til bryster, hvor man ikke kunne flytte særlig meget på brystvorten, og jeg kunne ikke finde ud af selv at ligge Celina til, der måtte jeg have min mor og senere min mand til at hjælpe. Amningen var pissefrustrende, jeg havde masser af mælk, men jeg kunne jo stadig ingenting – ikke engang ligge hende til selv, men det var så vigtigt for mig, at jeg kunne amme, især fordi jeg slet ikke kunne noget som helst andet, og hvis vi skulle gå over til flaske, ville jeg ikke engang kunne give hende det, det var ekstremt vigtigt for mig, at jeg dig kunne bare noget, og at det noget endda er det bedste alternativ, man kan give, gjorde det kun endnu vigtigere. Og jeg kunne amme!

3 uger efter fødslen fik jeg brystbetændelse i det venstre bryst med tårnhøj feber, ondt og rødme, endnu en gang var min mor guld værd, hun hjalp mig med at pumpe, amme, massere, komme varme omslag på, amme, massere, skifte ammestillinger så godt som jeg nu kunne i min tilstand og brystbetændelsen forsvandt!

For det ikke skulle være nok fik jeg 5 uger efter fødslen problemer med overproduktion, hvor Celina fik helvedes ondt i maven og jeg var ved at rive håret ud på mig selv. Yes, I gang med blokamning i stor stil, det hjalp nærmest med det samme, blev dog nødt til i to uger at starte med at pumpe “lidt” af det tynde mælk ud på det højre bryst før jeg begyndte en blokamning på det, da det var nok til at hun fik ondt i maven, men efter to uger kunne jeg lægge brystpumpen væk, og blokkene blev mindre og mindre, jeg blokker stadig lidt, men det er kun for at sørge for, at hun får nok fed mælk, har en, hvis jeg selv skal sige det, rigtig god fornemmelse for hvor meget jeg skal tilbyde hvert bryst, og det virker, hun vokser og trives som hun skal.

Det har hele tiden været vigtigt for mig at amme, og jeg nyder det, vil gerne amme fuldt 6 mdr, delvist til hun er mindst 1 år og gerne længere! Det havde ikke kunnet lade sig gøre uden min mor, hun var min største støtte og hjælp under alle problemerne omkring amningen.

For Freja har amningen som man også kan læse en stor betydning, hun ser det som det sundeste alternativ til hendes datter og hun føler at der via amningen bliver skabt et fantastisk bånd i mellem hende og hendes datter, overordnet nyder hun alle aspekter i at amme!

Når Freja det tilbage på sit forløb føler hun sig stolt, stolt over at hun trods sine mange udfordringer og opstarts vanskeligeheder klarede sig igennem det hele også føler hun en stor taknemmelighed til hendes mor, som hun selv beskriver det, så ville hun ikke kunne have gjort det uden hende!

Hvis amningen ikke havde lykkedes for hende ville hun have været slået helt ud af kurs, da det eneste hun kunne i den første tid var at amme, grundet de svære bristninger og derfor ville hun have følt sig helt nyttesløs hvis ikke hun havde kunne amme, hun føler også amningen i hendes situation var ekstra vigtigt for mor-barn tilknytningen, da hun netop var sengeliggende.

Freja føler der forbundet med amning er rigtig mange udfordringer, som man absolut ikke skal se igennem fingre med! En af de største problemematikker er helt klart dårlig vejledning og manglende hjælp og ressourcer til ISÆR førstegangs mødre, her er Freja et godt eksempel, for som hun selv skriver, så kunne hun, grundet manglende hjælp, ikke have klaret det her uden sin mor.

Hun mener også at en af de størrer udfordringer og den største fjende er usikkerheden, når man ammer bliver mange tit alt for hurtigt overtaget af usikkerhed i forhold til barnets trivsel og derfor kan hælde til at stoppe for at få mere kontrol og ro over hele situationen, og en ting der ikke hjælper at det er blevet alt for nemt at konkludere man ikke kan amme man bliver alle steder fra påduttet historier om mislykkede amme forløb og derfor kan usikkerheden allerede starte inden man overhovedet er begyndt!

Hvis man kigger omvendt på det så selvom Freja ammer og er stolt af det så mener hun ikke at flaskemødre har taget et dårligt valg, hun er sikker på at de som forældre ved hvad der er bedst for dem og det vil hun slet ikke blande sig i. Hun synes at det er helt fantastisk at der findes MME i situationer hvor amning bliver valgt fra eller mislykkedes, hun mener ikke at flaskemødre har noget at skamme sig over og ser positivt på det at faren kan være med indenover!

Jeg spurgte så Freja om hvordan hun troede det kunne være at flaskemødre oftest føler sig dømt hvis amme mødre udtrykker deres glæde ved amning, hendes svar lød:

– Jeg tror egentlig, at der er flere grunde, for det første har, tror jeg, alle kommende mødre en forventning om at amme, det er jo det helt naturlige, når man tænker på at give et spædbarn mad, og derfor er det mange gange et nederlag, at man ender på flasken. Fordi det er et nederlag, bliver man også nemt sårbar, når nogle nævner noget om at amme, og det trigger den stemme i baghovedet der siger, at man ikke var i stand til at give sit barn mad med naturens remedier. Derudover hjælper det selvfølgelig heller ikke på det, at alle siger, at amning er det bedste for et barn – for hvilken mor har lyst til at give sit barn det næstbedste?

– Det er hårdt, at flaskemødre nemt bliver stødt eller dømt, hvis man nævner noget om amning, for jeg kender ingen ammemødre, som på nogen måde dømmer flaskemødre, men ammemødre må efterhånden ikke sige et kvæk om amning uden at der er nogen, der bliver stødt, og det er sgu da noget lort, ammemødre har lov til at være glade over at de ammer, nøjagtig på samme måde som flaskemødre må være glade for, at de giver flaske, hver og en er vi mødre, der elsker vores børn og ønsker det bedste for dem, vi skal hellere være stolte over, at vi er gode mødre og er i stand til at træffe de rigtige valg omkring vores børn, lad os hylde hinanden som de gode mødre vi er og de forskelligheder, der er?