Jeg havde ikke noget valg.

Astrids fortælling:

Min søn er aldrig blevet ammet. Jeg vidste fra jeg blev gravid at jeg ikke havde valget. Han skulle være flaskebarn. Og det skulle han fordi jeg har en lidelse der hedder Bipolar Affektiv Lidelse (det man i gamle dage kaldte maniodepressiv). Jeg tager derfor medicin, som jeg ikke kan undvære. Og den medicin går over i mælken. Sundhedsstyrelsen har godt nok åbnet op for, at man godt kan amme, men det ville betyde at min søn skulle have taget blodprøver hver måned, og at min dosis var afhængig af medicinniveauet i hans blod. Det ville jeg ikke udsætte ham for.

Jeg har på ingen måde fortrudt at jeg valgte flasken. Han elsker sin flaske, og jeg er i tvivl om jeg nogensinde får ham afvænnet ? Han er 13 mdr nu, og skal have en lillebror om 3 mdr, som også bliver flaskebarn fra start.

Jeg blev støttet hele vejen igennem af fagpersonalet, og følte mig på intet tidspunkt presset eller set ned på. De mente alle at jeg tog den rigtige beslutning for mit barn. Og sådan har det også været i denne graviditet, på trods af at det er et andet fødested.

Astrid havde det fint med ikke at kunne/skulle amme, da det var noget hun havde været klar over allerede inden hun var blevet gravid og derfor havde hun affundet sig 100% med det. Hun var mest betænkelig ved andres reaktion, men når hun fortalte grunden har hun kun mødt forståelse, derfor har hun heller ikke følt sig set ned på, trods det at hun giver flaske, hun tror at de fleste mødre godt ved der kan ligge mange grunde bag og at de fleste fordomme gror i vores egne hoveder, på baggrund af få personers ytringer.

Astrid mener der er en masse udfordringer i det at give flaske, den primære er helt klart det ekstra arbejde, sterilisere, gøre klar, koge vand osv. derudover er der selvfølgelig udgifterne ved MME også er der det at man ofte skal afprøve flere mærker før man finder en der ikke giver hård mave, det ville klart være langt lettere at kunne finde brystet frem når man er på tur.

Astrid har ikke følt hun manglede det at amme, da man sagtens på andre måder kan give dit barn samme intimitet ved flaske som man kan ved amning.

Hun har på ingen måder noget imod at andre kvinder ammer, hun forstår slet ikke det hysteri der forefindes i samfundet over et blottet bryst når det bruges til det som at det er skabt til, mens busserne er fyldt med bare bryster uden det bliver påtalt.

Havde Astrid været medicinfri ville hun med sikkerhed havde givet amning et forsøg.

Jeg spurgte så Astrid om hvordan hun troede det kunne være at flaskemødre oftest føler sig dømt hvis amme mødre udtrykker deres glæde ved amning, hendes svar lød:

Jeg tror det måske hænger sammen med at mange flaskemødre har kæmpet en kamp for at få amningen op og køre og måske føler de et nederlag. Så rammer det lidt hårdere. Jeg føler også at debatten tit og ofte drejer hen på hvordan barnet får den bedste næring. Min SP sagde til mig at det vigtigste var at mit barn fik mad og at MME er så godt skruet sammen nu, at der ikke var tvivl om at han fik hvad han skulle bruge.