Hjemme ved os der giver vi ikke julegaver til ungerne (de får jo rigeligt af familie og venner) men i stedet giver vi nytårsgaver, og har på den måde lavet det til vores aften! Det er så hyggeligt, for nu når dagen ikke længere handler om at drikke sig fra sans og samling, så er det skønt at have lavet nye traditioner, som man kan se frem til.. nemlig god mad, gaver, film og de skønne børn! Jeg savner slet ikke alkoholen og festerne, det her er laaangt bedre, også står vi alle sammen op (hvis vi sover) og ser fyrværkeriet kl 12. JEG GLÆDER MIG 😘👏
Nå men ligegyldigt hvad så vil jeg lige vise hvad vi giver lillebror i gave.. Han får faktisk det samme som Zacharias gjorde sidste år, nemlig en trip trap stol med spædbarns indsats! Den er så smart og for mig total uundværlig i spise situationen, (vi har haft lånt Zacharias stol og indsats indtil nu) for at der kan være ro på og jeg kan have hænderne fri og både spise selv og give Zacharias mad. Selvom det er lidt en luksus vare, så er den blevet total uundværlig herhjemme. Så hvis man har pengene så kan den virkelig anbefales med 2 små i hjemmet, den letter så meget og gør det muligt at spise alle sammen ved bordet, en mission der ellers ofte kan virke umulig med et spædbarn og en baby!
Jeg har bestilt trip trap stolen på Pixizoo.dk som også ligenu har vildt mange gode januar udsalgs tilbud! Siden er helt fantastisk og de har bare alt, jeg siger helt klart go for den 😀
Zacharias har en stol i Lime grøn og til lillebror har jeg bestilt en i hvid, så er min mening at jeg vil have grøn børne indsats på den hvide og hvid indsats på den grønne, når lillebror kan sidde selv og på den måde matcher de, haha.. der går helt indretnings arkitekt i mig! 😀
Men jeg glæder mig rigtig meget til i morgen og jeg håber virkelig at i alle får et fantastisk nytår med dem i holder af, og jeg glæder mig rigtig meget til mange nye oplæg på bloggen og håber i alle fortsat vil følge med ? Vi ses i 2016..
Ofte både som 1. gangs mor og helt 100% som 1. gangs pseudotvillinge mor, oplever man at det kan virke uoverskueligt at stå med tingene alene både der hjemme og hvis man er “i byen”. Man kan oppe i sit hoved hurtigt frygte at man mister kontrol og situationen spidser til..
I dag var mig Zacharias og lillebror et smut på McDonald’s.. wauw! Og hold da op det er i sådanne situationer jeg ville ønske jeg havde en der kunne fotograferer mig nogle gange, til gemmeren om hvad man i nogle situationer kan formå..
Til at starte med var jeg total effektiv, jeg både ammede lillebror, gav Zacharias mad og tog indimellem en bid af min bruger, kun med en hånd og endda den forkerte😂 Jeg ved ikke hvad det ligende, men effektivt det var det! På 10 minutter var vi alle bespist, glade og tilfredse 😀 Den stoppede jo så ikke der, for selvfølgelig skulle lillebror lige lave i bleen, så på en eller anden total comando måde formåede jeg at have lillebror over skulderen og Zacharias under den anden arm og posen med pusle ting i hånden, hele vejen ud på toilettet (som selvfølgelig lå i den anden ende af restauranten!) – Bleskiftet foregik så ved en lillebror der skreg og skreg og en Zacharias der løb frem og tilbage og fik fingrene fast i toilettet og græd højlydt – halleluja for kaos (igen jeg mangler en fotograf!) Men det lykkedes og det lykkedes mig også at få dem begge slæbt tilbage uden gråd og skrig gennem hele restauranten.. De sidste 20 minutter af besøget så man mig rende rundt med lillebror på armen i hælene på Zacharias der bare tonsede rundt og hyggede sig. (FOTOGRAF?!)
Jeg prøvede selv at lege fotograf i bedste “selfie-style” .. 😂
For mig er det intet problem at stå alene med de 2, man lærer hurtigt at tilpasse sig bestemte situationer.. MEN jeg husker tydeligt hvor skræmmende tanken var.. ja faktisk hvor skræmmende det var at skulle være alene med Zacharias da han var spæd 1. gang, man er jo sikker på at det hele nok skal gå helt galt, at verdenen styrter sammen omkring en.. Og når man har 2 små, jamen puha, hvordan skal det ikke gå, med en stor der både kan løbe og gå kombineret med et morsygt spædbarn, tanken om at komme ud også helt alene, den virker dybt uoverskuelig.. Man kan føle sig fanget til de faste og trygge rammer.
Men helt ærligt så er det ikke sværere, det kan virke uoverskueligt, men ligeså hurtigt man står i situationen jamen ligeså hurtigt tilpasser man sig, der er altid en løsning, og man skal bare fokuserer 100% på “sin mission” og ikke om hvad andre tænker om at den lille lige græder et minuts tid nede i barnevognen, eller den store skaber sig at alle kan høre det, for så mister du fokus. Det skal nok gå og som jeg også har skrevet før, så får man som mor uanede kræfter i sådanne situationer, man bliver en superhelt 😀
Det er simpelthen bare med at kaste sig ud i det, lad vær at overanalysere tingene.. 1, 2, 3 SÆT I GANG ?
Hvis man følte sig bekymret for ens barns ve og vel da man var gravid, ja så skal man da bare vente til man har født.. Puha, pludselig er ens hverdag fyldt op med bekymringer og en af dem der fylder mest, er om man gør det godt nok.. ISÆR når man er første gangs mor!
Man ved jo ikke hvad man er gået ind til OVERHOVEDET! Det at blive forældre og få et barn, kan du ligeså lidt forberede dig på som du kan forbedre dig på præcist hvornår du eventuelt vil blive kørt ned! Det er så stor en livsændring og det sker fra det ene sekundt til det andet, BANG! dit liv er er vendt på hovedet.
Her ved andet barn kan jeg mærke en væsentlig forskel, jeg hviler meget mere i mig selv og de valg og ting jeg gør omkring lillebror, det er jo også kun lidt over 1 år siden sidst og derfor kan jeg huske rigtig mange ting fra sidst, og usikkerheden er ikke så stor 😊 Men jeg kan tydeligt huske den der usikkerhed man oplever især i den første tid som mor. Er han sulten? Har han ondt? Hvorfor skriger han? Er han overstimuleret? ja.. alle de spørgsmål som fylder ens hoved og som ender ud med om man gør det rigtige? om man gør det godt nok? Man bliver så hurtigt usikker og hvis ikke det er hårdt at få et barn, ja så er det sku hårdt konstant at føle den usikkerhed og ikke vide om man faktisk gør det godt nok. Når man så oplever usikkerhed så tyr man oftest enten til fagfolk eller ens sociale netværk, enten for råd eller for at blive bekræftet i at man tager de rigtige valg. Men ligegyldigt hvad så er den moderlige intention den vigtigste, stol på dig selv og stol på hvad du føler er rigtigt, i mange sammenhænge kan selv fagfolk råde og vejlede forkert (en problematik jeg vil skrive om senere) og selvom du mærker usikkerhed, så er det dig og ingen andre der kender dit barn. Som mor vil man kun sit barn det bedste, og selv når det hele er helt nyt og man på ingen måder kan vide alt, ja så lærer man det lyn hurtigt, man tilpasser sig og i processen så gør man sit bedste.
Alt det her er så vigtigt at have med i tankerne når man bliver mor, for oveni den kæmpe omvæltning det er, så har man ikke brug konstant at dunke sig selv oveni hovedet pga usikkerhed. Selvfølgelig vil usikkerheden og bekymringerne aldrig forsvinde, da det er en del af at være mor, men ligegyldigt hvad, så husk det her:
– Du er en god mor, du elsker dit barn ubetinget og ligegyldigt hvad du gør, siger og tænker, så gør du dit bedste, også kan du heller ikke gøre mere!?
Som det måske er gået op for nogen, så er jeg det man kalder langtids ammer (når man ammer et barn i længere end 1 år) – hvilket i min optik ikke er lang tid, da Zacharias jo stadig kun er en baby, han er trods alt kun 15 mdr gammel, men det er en helt anden snak!
Udover at være langtidsammer, går jeg 100% ind for offentlig amning, og jeg ammer hvor jeg vil og når jeg vil.. Når mit barn er sulten så skal det have mad, folk tager heller ikke hensyn og går ud og spiser deres frokost på toilettet fordi jeg måske synes de spiser grimt og ikke aner hvad almindelig bordskik er, så hvorfor skulle jeg gemme min sultne søn og mig selv væk? – Dog har jeg aldrig – før i lørdags – oplevet negativt ladet kommentarer når jeg ammer mine børn, både Zacharias og lillebror.
Hvor smart jeg end lyder, så har jeg altid frygtet den konfrontation, jeg er generelt ikke god til at håndtere sådanne situationer, selvom jeg har argumenterne i orden, men jeg ved at jeg har en tendens til at gå i baglås, når det handler om kritik fra fremmede.
I lørdags var vi alle 3, Zacharias, lillebror og jeg en tur i Randers storcenter, de har et famøst ammerum, godt gemt væk langt væk fra alting, og ved siden af det har de et fint legerum, som er lige noget for Zacharias. Jeg går pænt forbi amme rummet da lillebror bliver sulten og går i stedet ind i legerummet, så Zacharias kan hygge og lege imens jeg får spist lillebror af – win win! Legerummet et tomt, så endnu mere skønt, fred og ro og ikke andre børn Zacharias kan komme i cambolage med.. Jeg sætter mig ned og ammer lillebror, og da han er mæt ligger jeg ham i liften og bliver siddende lidt da Zacharias har det skide fedt. Efter 10 minutter kommer han hen og efterspørger brystet, og jeg begynder at amme ham. Vi er stadig alene, men i det jeg begynder at amme ham kommer en dreng springende ind, med hans mor og hendes veninde i hælene. Da hun ser mig sætter hun i et fjoget grin og siger til hendes veninde: “ej hvor upassende!”.. Jeg kigger på hende og spørger pænt: “hvad er det der er upassende?”, hun giver mig elevator blikket, hvorefter hun siger: “er han ikke alt for gammel til det der?” og de griner begge fjoget.. også skete det! Jeg gik i baglås og svarede hende ikke en gang hvorefter jeg stille og roligt listede ud af legerummet med ungerne! Jeg var slået ud, helt paf.. og jeg har længe tænkt, tænkt over hvad jeg vil sige, og det er faktisk såre simpelt
BLAND DIG UDENOM!
At to mennesker har forskellige holdninger er helt okay, vi har hver især vores opfattelse af hvad der er rigtigt og forkert, og det gælder især vores børn! Jeg kunne komme med tusinder af argumenter for hvorfor langtidsamning er fantastisk og sundt, men det er slet ikke det som at det handler om. Det handler om respekt – eller mangel på samme.. Hvorfor kan vi ikke respekterer at vi gør tingene anderledes? og hvornår er der blevet okay at pege fingre og være nedladende, og det værste er at det oftest er den ene vej.. Du ser ikke langtids ammende mødre stå og pege fingre af flaske mødre og kalde dem egoistiske fordi de fravalgte amningen eller fortælle hvor unaturligt og ulækkert det er at give flaske, og du ser os da slet ikke kommenterer på hvor ulækker og upassende det er når du sidder og smasker med mad i hele hovedet, på den restaurant vi spiser på. I forhold til flaske vs amning kan det godt være vi giver et par faglige facts med på vejen, for man kan aldrig komme udenom at modermælk er det sundeste valg, men det betyder ikke vi dømmer.
Som langtidsammende mor ser jeg oftest de groveste kommentarer på de sociale medier, det er klamt, ulækkert, unaturligt og mindst af alt så må det være moderen der får stillet sit behov og ikke barnet, samt mange grovere og langt mere sexistiske kommentarer, jeg slet ikke vil skrive! Jamen jeg bliver harm.. Det er bare mælk, så lad os dog amme i fred! Om vi så ville amme til barnet var 20 år gammel – jamen hvad så? Kan vi godt blive enige om en ting, modermælk er ikke skadeligt! Det er ikke fordi vi fylder vores børn med skadelige ting, så hvorfor være så meget efter os? Er det fordi vores bryster er en del af det her, for det er jo ikke fordi der skal kommenteres hvis et barn over et år drikker mælk af et kop? tror i seriøst selv at et barn på 15 måneder associere brystet til noget seksuelt? nej godt så.. så jeg siger det igen!
Det her bliver et ret så grænseoverskridende indlæg, men jeg har alligevel valgt at lave det for at bryde det tabu der er omkring morkroppen!
Jeg synes ofte at det for mange når man har født handler om at “få sin krop igen”, og der findes da også de model tynde piger, der under graviditeten havde den fineste lille mave og få timer efter fødslen, ligner de 100% sig selv igen.. Men virkeligheden er slet ikke sådan for størstedelen! Man får aldrig sin krop igen, om det er grundet strækmærker, løs hud, hængepatter eller åreknuder, så er din krop ændret for altid, den har jo også båret på et andet liv i 9 måneder, så andet ville jo være underligt! Man kan så diskutere om det er en positiv eller negativ ting, det kommer jo helt an på ens mentalitet og værdier.
Personligt har jeg aldrig elsket min krop mere end jeg gør nu! Det er trods jeg førhen var en af dem med det laveste selvværd.. Da jeg var teenager var jeg en tynd satan på kun 60 kilo.. Jeg husker endda tydeligt hvordan jeg gik på kur og tabte mig 5 kilo, da jeg mente jeg var tyk og vejede derfor en periode kun 55 kilo.. Snak lige om at vær utilfreds med sin egen krop! Under graviditeten var jeg helt oppe at veje 106 kilo, i morges sagde vægten 87 kilo! Mange vil nok mene jeg er tyk, andre fed.. igen, det handler om state of mind! Men efter jeg har født, så føler jeg at jeg vejer 87 kilo og jeg er helt perfekt!
Hvis jeg tager tøjet af vil mange af mine veninder med “den perfekte krop” eller ungdomskroppen nok kigge en ekstra gang, min krop er præget af utallige strækmærker fra 2 graviditeter, min mave er floppy og hænger når jeg sidder ned, og mine bryster, ja de hænger så meget at jeg kan holde ting under dem 😂 Mine veninder vil helt sikkert tænke at det er synd for mig, synd med de strækmærker og endnu mere synd med de hængepatter. Men sandheden er at jeg elsker min krop, jeg vil ikke påstå at hængepatter er smukke eller at strækmærker er noget at være stolt af, men ovenpå 2 børn, så hviler jeg så meget i mig selv. Mine børn er mit alt, og mit udseende.. Jamen det har ingen betydning for mit selvværd. De børn giver mig livsglæde, overskud og får mig til at elske mig selv og det har min krop betalt prisen for, men det er sku også derfor jeg er så glad for den, den har skabt det bedste jeg ved og derfor elsker jeg min krop ligegyldigt hvordan den ser ud eller hvad jeg vejer..
Sådan har jeg det, 100%! Desværre er det ikke alle der har det sådan, det kommer igen an på hvem man er som person og desværre har udseende en stor betydning for hvem man er, da man konstant bliver præget af den perfekte krop på de sociale medier og det derfor er noget mange stræber efter, og det kan en graviditet ødelægge! Men ligegyldigt hvad i selv tænker så er i alle smukke.. Og jeg håber at ved at dele billeder af min morkrop at jeg kan bryde tabuet omkring den.. Det er okay at have hængepatter, det er okay at have strækmærker og det er også helt okay at alt ikke sidder som det skal, morkroppen er smuk! ??
Og vigtigst af alt ingen grund til skam og ingen grund til at gemme din krop væk fordi du er flov, din krop har gjort noget helt fantastisk og givet dig livets gave, vær stolt! – du ser heller ikke en soldat komme hjem fra krig og ligne sig selv, gør du??
Denne gang bliver det noget alle kan bruge, nemlig et super gavekort på 500 kr. til www.gavekortet.dk, og så kan du selv indfri det til flere forskellige gavekorts eller til et stort gavekort til en af deres 150 udbydere! Der er alt fra babySam, fætter br og lige til just-eat ?
Alt du skal gøre for at deltage i denne give-away er:
Der rigtig meget fortiden, men ENDELIG er vi ved at finde en nogenlunde rytme, det føles helt rart! Men puha.. når man er pseudotvillinge mor så fejler pædagogikken ofte og det handler i stedet om overlevelse! Man må simpelthen acceptere at det der glansbillede af en selv i forældrerollen ofte fejler og det i stedet bare handler for alle parter om at komme helskindet igennem dagen!
Eksempelvis så har jeg altid været imod den der med at lade sine børn blive pacifiseret af ipads, jeg skal ikke dømme andre, men det er bare ikke noget jeg er interesseret i mine børn skal vokse op med.. men men men, så hellig som jeg nu er, så er vi DESVÆRRE i tiden meget afhængige af Ipadden herhjemme. Den bliver brugt i mange situationer, nogle gange alt for mange, hvis du spørger mig.. men desværre så er det en måde at overleve bestemte situationer på..
Når vi f.eks. kommer hjem fra dagplejen og hvis jeg er alene med ungerne på værelset opstår der ofte situationer hvor lillebror vil hænge på armen, og skriger hvis jeg ligger ham fra mig, og Zacharias også pludselig vil hænge, men desværre har jeg jo ikke 4 arme og endnu mere desværre så er Zacharias altså for vild og “voldelig” til at jeg kan sidde med begge endnu, som beskrevet i tidligere indlæg, så rækker hans bevidsthed om lillebror ikke så langt endnu ? Og der er det bare situationer hvor Ipadden redder mig. Tænder jeg den og sætter teletubbies på (vores yndlings program herhjemme) så er der pludselig kun fokus på det, og jeg kan fokuserer på lillebror for en stund ude Zacharias bliver vred og frustreret😊 life saver!
Jeg bruger den faktisk også meget om morgenen hvor jeg snyder mig til lidt ekstra søvn 😂 Zacharias kommer i seng typisk mellem 18 og 19 og står op ved 5-tiden.. en rytme vi har kørt med længe, og som passer mig super – da jeg er morgen menneske.. men efter lillebror er kommet er jeg bare sååååå træt! Det tager på energien med 2 små og natteroderi.. Og derfor når han vågner så tænder jeg også for teletubbies mens han stadig er i tremmesengen og jeg får snydt mig til i hvert fald en halv time ekstra på øjet..
Og det er bare et eksempel, men faktum er at pædagogikken ofte fejler med 2 små, og nogle gange så må man bare rykke ens overbevisninger, simpelthen for at overleve, og det nytter ikke at gå og ærge sig og føle sig som en dårlig forældre, for man har skam nok om ørene i forvejen, det handler bare om at gøre sit bedste i det omfang man nu kan ???…
Ipad en tidlig morgenstund – faktisk er billedet taget da jeg havde veer, samme dag jeg fødte lillebror ?[wpsocialite]
