1, 2, 3 .. sæt i gang!

Ofte både som 1. gangs mor og helt 100% som 1. gangs pseudotvillinge mor, oplever man at det kan virke uoverskueligt at stå med tingene alene både der hjemme og hvis man er “i byen”. Man kan oppe i sit hoved hurtigt frygte at man mister kontrol og situationen spidser til..

I dag var mig Zacharias og lillebror et smut på McDonald’s.. wauw! Og hold da op det er i sådanne situationer jeg ville ønske jeg havde en der kunne fotograferer mig nogle gange, til gemmeren om hvad man i nogle situationer kan formå..

Til at starte med var jeg total effektiv, jeg både ammede lillebror, gav Zacharias mad og tog indimellem en bid af min bruger, kun med en hånd og endda den forkerte😂 Jeg ved ikke hvad det ligende, men effektivt det var det! På 10 minutter var vi alle bespist, glade og tilfredse 😀 Den stoppede jo så ikke der, for selvfølgelig skulle lillebror lige lave i bleen, så på en eller anden total comando måde formåede jeg at have lillebror over skulderen og Zacharias under den anden arm og posen med pusle ting i hånden, hele vejen ud på toilettet (som selvfølgelig lå i den anden ende af restauranten!) – Bleskiftet foregik så ved en lillebror der skreg og skreg og en Zacharias der løb frem og tilbage og fik fingrene fast i toilettet og græd højlydt – halleluja for kaos (igen jeg mangler en fotograf!) Men det lykkedes og det lykkedes mig også at få dem begge slæbt tilbage uden gråd og skrig gennem hele restauranten.. De sidste 20 minutter af besøget så man mig rende rundt med lillebror på armen i hælene på Zacharias der bare tonsede rundt og hyggede sig. (FOTOGRAF?!)

Jeg prøvede selv at lege fotograf i bedste “selfie-style” .. 😂

For mig er det intet problem at stå alene med de 2, man lærer hurtigt at tilpasse sig bestemte situationer.. MEN jeg husker tydeligt hvor skræmmende tanken var.. ja faktisk hvor skræmmende det var at skulle være alene med Zacharias da han var spæd 1. gang, man er jo sikker på at det hele nok skal gå helt galt, at verdenen styrter sammen omkring en.. Og når man har 2 små, jamen puha, hvordan skal det ikke gå, med en stor der både kan løbe og gå kombineret med et morsygt spædbarn, tanken om at komme ud også helt alene, den virker dybt uoverskuelig.. Man kan føle sig fanget til de faste og trygge rammer.

Men helt ærligt så er det ikke sværere, det kan virke uoverskueligt, men ligeså hurtigt man står i situationen jamen ligeså hurtigt tilpasser man sig, der er altid en løsning, og man skal bare fokuserer 100% på “sin mission” og ikke om hvad andre tænker om at den lille lige græder et minuts tid nede i barnevognen, eller den store skaber sig at alle kan høre det, for så mister du fokus. Det skal nok gå og som jeg også har skrevet før, så får man som mor uanede kræfter i sådanne situationer, man bliver en superhelt 😀

Det er simpelthen bare med at kaste sig ud i det, lad vær at overanalysere tingene.. 1, 2, 3 SÆT I GANG ?