Fødsels beretning – At føde et stort barn

Jeg har ikke nævnt det før, men Zacharias var en ordentlig basse ved fødslen. Han er født 40+2 (2 dage over termin) ved igangsættelse pga. hans størrelse. Jeg har valgt at dele min fødselsberetning med jer, også for at sætte fokus på det ikke er farligt at føde store børn, selvom mange frygter det! ?

 

Mandag d. 22 september 2014 har jeg termin og skal på denne dag til jordemoder. Jeg bliver tjekket igennem som vaneligt og jeg udtrykker min bekymring over Zacharias størrelse, da jeg i uge 35 var blevet scannet til at han vejede knap 3500 gram (ligeså meget som en gennemsnitlig baby vejer ved fødslen) Hun mærker mig på maven for at lave et vægtskøn og hendes bud lyder på han vejer omkring 4300 gram lige nu, hun er dog usikker og ringer op til sygehuset og får mig henstillet til en vækst scanning om aftenen.

Jeg møder op på sygehuset og bliver scannet hvor de udfra målinger vurderer ham til at veje 4500 gram, og jeg bliver sendt hjem med beskeden om at jeg vil blive ringet op i morgen formiddag når lægerne har drøftet hvad de vil gøre på deres morgen konference. Så jeg går hjem og sover og den efterfølgende morgen bliver jeg ringet op hvor de tilbyder mig igangsættelse kl 16 som jeg jo selvfølgelig takker ja til.

Mig og Søren møder oppe på fødegangen kl 16, hvor jeg bliver tjekket indenvendig for at se hvor åben jeg er, for ud fra det skal de så vurderer hvordan de vil sætte mig i gang. Jeg bliver undersøgt af flere jordemødre som alle sammen er lidt uenige om hvad der vil være bedst, men kommer til sidst frem til at jeg skal sættes i gang med orale piller.
Jeg får 2 piller jeg skal sluge og bliver så sendt hjem med beskeden om at de her piller kan give begyndende veer og med påbud om at komme 4 timer senere. Jeg kommer der op 4 timer senere, bliver igen undersøgt indvendigt hvor jeg slet ikke har åbnet mig, der bliver kørt en kurve, for at holde øje med Zacharias og se om jeg har regelmæssige sammentrækninger, hvilket jeg har.. jeg kan bare ikke mærke dem overhovedet.
Jeg bliver igen sendt hjem med samme besked om at komme igen 4 timer senere og jeg kommer derop med samme resultat, de vil ikke give mig flere piller da det kan give vestorme og jeg har rigtig mange sammentrækninger, jeg bare slet ikke mærker.

Denne gang bliver jeg så sendt hjem for natten og skal møde op igen kl 8 næste morgen. Halleluja for en skøn familie som tog fri fra job for at lege taxachauffør for mig, for som skrevet tidligere har vi ingen bil, og det der køren frem og tilbage var et værre cirkus. Jeg bliver igen undersøgt med helt samme resultat og bliver igen sendt hjem med beskeden om at komme igen 4 timer senere.
Jeg var allerede godt og grundig udkørt og det var psykisk hårdt at skulle trækkes igennem alt det, det var på ingen måder det jeg havde forestillet når man blev sat i gang. 4 timer senere møder jeg igen og mine sammentrækninger er nu gået lidt i sig selv, og derfor vælger de nu at give mig 4 piller for at sætte lidt skub i det hele.
Jeg bliver bedt om at komme igen kl 16 – altså 24 timer efter vi startede. Jeg begynder i de her 4 timer og mærke til mine sammentrækninger, de er på nuværende tidspunkt ikke ret voldsomme, men kommer tilgængeld konstant i en vestorm. Kl 16 bliver jeg igen sendt hjem med samme besked som tidligere. CIRKUS!

Da jeg kommer hjem beslutter jeg mig for at sove lidt, og efter en halv time vågner jeg med voldsomme smerter, jeg kan mærke at veerne virkelig tager til og de gør rigtig ondt! Jeg begynder at tage tid, og de varer ca 2 minutter og kommer hvert 2. minut, total vestorm som jeg jo vidste kunne være en eftervirkning af pillerne..
De bliver værre og værre og kl 18 får jeg Søren til at ringe til fødegangen for at høre om jeg allerede nu må komme til tjek, det får jeg lov til og min mor kommer og henter mig og tager med og Søren bliver hjemme da han ikke er god til at se mig have ondt og er ligeså nedkørt af alt det render frem og tilbage fra sygehuset som jeg selv.

Der bliver lagt en kurve der viser meget regelmæssige og kraftige veer, men jeg er slet ikke åbnet mig. Jordemoderen er klar til endnu en gang at sende mig hjem, men heldigvis bryder min mor ind og spørger om der ikke er mulighed for at blive indlagt natten over. Det går hun modvilligt med til med påstanden om at det kunne tage rigtig lang tid og de først kunne tage mit vand når jeg var mindst 3 cm åben og i det at jeg slet ikke var åben havde det lange udsigter..
Jeg får en stue for mig selv og min mor henter så lidt at spise og tager så hjem, da det er svært for hende at se mig have så ondt. Veerne bliver kun værre og værre og jeg begynder at panikke under hver ve fordi de kommer så hurtigt og smerten virkelig har taget til. Kl 20.50 rejser jeg mig op fra sengen og det føles som om der er noget indeni mig der springer og pludselig siger der plask og fosser ud med vand! Jeg ringer straks efter en jordemoder der kommer med rent tøj og bind til mig, vandet vælter bogstaveligtalt ud af mig hver gang jeg bevæger mig.
Jeg skriver en besked til Søren om mit vand er gået, men at i følge jordemoderen skulle han ikke skynde sig, da det stadig godt kunne tage lang tid. Jeg bad om at komme i bad, da jeg havde vand all over og imens jeg er i bad og går og hyler hver gang der kommer en ve, så kommer Søren på eget initiativ – så skønt! Da jeg er færdig med badet ringer jeg igen efter en jordemoder og siger at jeg slet ikke kan holde det ud, hun siger at de om lidt vil køre mig ind på en fødestue og der vil hun undersøge hvor langt jeg er i processen.

Da vi kommer ind på fødestuen, bliver veerne så voldsomme at jeg slet ikke kan styre det, jeg skriger hyler og græder mere end jeg nogensinde har gjort før.. Hun undersøger mig og udbryder: “er der nogen i din familie der er hurtig fødere?” simpelthen fordi jeg allerede er åben 10 cm og er klar til at føde. Jeg får at vide jeg gerne må presse, hvilket er total befriende, da jeg kan fokuserer på det under hver ve.
Desværre går der ikke længe før hun siger at han sidder skævt i bækkenet og vi er nød til at få rettet på det, så jeg må ikke presse alligevel. I over 2 timer bliver jeg bedt om at ligge på siden, rejse mig op og gå, sidde i skrædderstilling, altsammen meget mod min vilje da jeg kun kunne overskue at ligge ned og presse men det måtte jeg bare ikke. Jeg panikkede stadig under hver eneste ve fordi de var så voldsomme og jeg blev nægtet smertestillende da jeg jo i teorien var ved at føde.

Efter over 2 timer får jeg lov at ligge mig op på fødebriksen igen og presse og på 7. presseve kommer han ud, det mest fantastiske jeg nogensinde har prøvet. Aldrig har jeg grædt så meget i en total lykkefølelse. Alle smerterne var med det samme glemt! Jeg havde min lille dreng på brystet. Efter jeg fødte moderkagen tjekkede hun mig for bristninger, ikke en eneste bristning, hvilket var det jeg frygtede aller mest pga hans str. han blev målt og vejet 4545 gram og 57 cm, en ordentlig basse, men alligevel gik min fødsel komplikationsfrit og jeg gik selv med ham i armene fra fødegangen og ind på barselsafsnittet hvor vi var de næste 5 dage.

Selvom det i nogens ører kan lyde som en hård fødsel, så var den utrolig nem og overskuelig grundet den korte tid fra vandet gik og til jeg fødte samtidig med den gik komplikationsfrit. Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre fødsel, dog kunne jeg godt have undværet igangsættelses forløbet, da det var rigtig hårdt psykisk.. Men det var det hele værd ??