Det er så sindssygt svært. Når man som voksne mennesker går sammen om det at få et barn, ja så er man jo to om det. Men hvad  gør man lige når man befinder sig i hver sin lejr når det gælder opdragelse?

Søren og jeg er dybt uenige på det her punkt, han mener kort sagt at drengene skal opdrages til at have respekt for os, jeg derimod vil opdrage blidt, ifavnsk og tilgodese drengene og deres behov,  jeg gør generelt alt for at undgå skældud og se på problemet bag, anerkende drengenes følelser osv. Det er det jeg tror på, Søren tror på noget helt andet, og vi synes begge at den anden er dybt åndsvag, dum og fatter ikke en skid.

I den seneste tid har jeg haft det rigtig hårdt med det, for i takt med at Zacharias virkelig er nået den her skønne selvstændighedsalder, så får man konstant prøvet grænser af og Søren og jeg vil KONSTANT tackle det her på forskellige måder. Det har ført til RIGTIG MANGE hårde diskussioner, jeg har været dybt frustreret, og jeg har virkelig tænkt på om jeg overhovedet har kunne være sammen med ham, hårdt men sandt.

Jeg har haft meget svært ved at tackle det, fordi han ikke vil lytte, jeg føler ikke han vil høre, samtidig med jeg konstant føler at han sætter spørgsmålstegn ved mine forældreevner ved at være uenig i min måde at gøre det på, og eftersom jeg vitterligt er drengenes primære omsorgsperson, så gør det voldsomt ondt! Og jeg føler helt ærligt at jeg taler til en fucking dør..

Men jeg glemmer også lidt at vende den om, før Søren sidder jo netop med helt samme overbevisning om mig, at jeg er en dør der ikke fatter noget som helst, at jeg stiller spørgsmålstegn ved HANS evner. Det er en balance gang og man glemmer tit at vende den om og se det fra den andens side..
Hvad gør vi så? Ja.. Det er det vi ved at finde ud af, en dialog er jo vejen frem om vi så må mødes på midten eller den ene får rykket lidt i den anden, det er jo ikke til at vide, men der skal i hvert fald findes en løsning, for en ting er for mig sikkert, så længe man bor sammen skaber det kun utrygge børn hvis man som mor og far opdrager vidt forskelligt! Så bliver børnene forvirret, og ved ikke hvordan de skal agerer, og det vil jeg slet ikke ud i!

Men altså det at få børn er vidst jordens største prøvelse, først søvnmangel og en ny hverdag, så opdragelse, jeg er spændt på hvad fremtiden bringer, jeg forstår i hvert fald godt hvorfor børn kan være fatalt for mange forhold, for det handler virkelig om at holde tungen lige i munden! <3

Hvor er ham der Søren egentlig henne? Og hvorfor er jeg så meget alene af børnene? Det er et af de spørgsmål jeg ofte får!

Det er sådan at Søren arbejder meget, han arbejder aftenvagter med en arbejdstid der svinger fra mellem 15 – 00.00 og 12 – 00.00. I hverdagene er hans dage sådan skruet sammen at han tager på arbejde, tager hjem, sover og tager næsten direkte på arbejde og sådan kører det ellers derudaf! Man kunne argumentere for at han skulle have hjulpet i den her hårde indkøringsperiode, lettet mig lidt, men det ville i sidste ende gå udover hans arbejde! Han sover normalt først mellem 3 og 4 om natten og hvis han skulle op igen kl 6.30 hvor jeg skal nå en bus, så ville det sku skade mere end det gavner!

De mænd der hjælper til på den måde og giver så meget af sig selv, de har min dybeste respekt! Søren kan bare ikke holde til det og det respekterer jeg, ingen er ens! Jeg er jo heldigvis ikke nået dertil hvor jeg fysisk ikke har kunne holde til det, og min skoleuge lyder altså pt kun på 14 møde timer om ugen (resten er selvstudie) og det gør at jeg har muligheden for at slappe af, muligheden for at lade op inden jeg igen kaster mig hovedkuls ud i at skulle hente drengene og skulle klare ulvetimer og putning selv og jeg er fucking heldig!

Og selv om det hænger mig langt ud af halsen, nogle gange fører til vredesudbrud og frustrationer, så gør det mig i sidste ende ikke noget, jeg er vandt til det, det er min og vorew hverdag.

I weekenderne der sover Søren også tit til op af formiddagen, mens jeg har drengene, så han kan sove ud og være frisk! Jeg sover så lur med drengene og når vi står op, ja så er det ham der er på, mens jeg kan slappe af og ham der laver aftensmad også putter jeg som vanligt drengene!

Ergo vi har fundet vores måde! Mange vil ikke være enige, vi er alle ikke ens, men i sidste ende er det vigtigste at Søren vil sin familie og er der en ting han vil, så er det os! Når det er weekend, så er han der altid og det opvejer så meget. At det i nogens øjne så ikke er perfekt er bedøvende ligegyldigt, fordi for os fungerer det <3

Godmorgen, i går var en spændende dag Søren og jeg har officielt været sammen i 5 år, det helt surrealistisk! Og alt det vi har formået på 5 år, det jo lige til at blive rundtosset af!<3 Et tredje barn på vej følelsen af at have gået igennem ild og vand og stadig holde ud trods voldsom modgang! Nu er vi så og det skulle selvfølgelig fejres, mange ville nok have prioriteret en fri aften, en tur i biffen, lækker mad og romantik! Det er jo det man gør, fejre sin kærlighed..

Og det har vi også valgt at gøre, men med børnene på slæb og dem i centrum, for de 2 herre er jo præcis hyldesten af vores kærlighed, dem har vi skabt sammen, så for mig er der intet mere perfekt end at fejre vores kærlighed sammen med dem, for dem! At de får nogle fantastiske dage er langt mere betydningsfuldt end en aften uden dem!<3

Vi nåede dog næsten ikke frem, den sidste halvanden uge har vi ALLE været ramt på skift af influenza og jeg er sidste offer, min hals gør så ondt at jeg ikke har lyst til at snakke, det er forfærdeligt! MEN trods mandeinfluenza som inkluderer at være døden nær og syge mig, så kom vi afsted!

Og nu er vi her, vi kom i går og bliver til i morgen, jeg siger ikke hvor (endnu) men måske det her billede kan give et hint <3

Udsigten fra vores værelse <3

Læs del 4 her, hvor der linkes til de første dele <3

Vi flyttede hjem igen. Som udgangspunkt forfattede vi intet mindre en 2 hele sider med regler, regler som vi hver især valgte for at vi følte det kunne fungerer. Selvom det virkede latterligt og barnligt hele tiden at måtte huske den anden part på reglerne, så hjalp det rigtig meget! Det gjorde vi havde lettere ved at indfinde os sammen igen, for det sidste brud havde efterladt os med rigtig mange ubearbejdede følelser, alt den had, drama og det vi i afmagt havde kaldt hinanden, det hang stadig i luften, men det var som om at de her regler de var med til at gøre vi kom over på den anden side! <3

Det begyndte at gå bedre end det tidligere havde gjort, men igen så ramte det os at vi gik op og ned af hinanden, mig på barsel og Søren uden arbejde. Det blev sommer og Søren begyndte at glemme reglerne og jeg blev frustreret, en frustration der hobede sig op og altid kom til udtryk pludseligt. Det blev en sommer med op- og nedturer, vi kunne slet ikke finde fodfæste! Midt i alt det her begyndte jeg at forbinde vores lejlighed med alt for meget negativitet. Jeg kunne mærke at jeg ikke havde lyst til at blive boende og midt i det hele der faldt jeg over den fedeste lejlighed på facebook, en lejlighed som jeg tog ud og kigge på alene, for Søren brød sig ikke om min impulsive idé. Lejligheden var perfekt, der skulle vi bo!

Oveni alt det her eskalerede det endnu en gang, og jeg meddelte at jeg ville flytte alene med drengene. Kort inden indflytning fik Søren et job, det også den nye lejlighed blev vendepunktet, for inden det vidste ingen af os om vi var sammen, vi kunne slet ikke overskue hinanden. Jeg begyndte i skole, Søren på arbejde og vi flyttede, pludselig sås vi ikke i hverdagene længere da jeg typisk var i skole til 14.30 og Søren mødte 15 – 00.00. Og det var det der skulle til, at vi hver især fik pusterum og tid hver for sig. Jeg blev “enlig mor” i hverdagene og så var vi en familie i weekenderne, og jeg ville ikke ønske det anderledes, for os er det helt perfekt og det der har ført os tilbage på rette spor!<3

Mange kan ikke forstå vores valg om at få et barn mere, når man kigger på vores historie, barn nummer 2 var så hårdt at vi knap overlevede det, så hvorfor et tredje? For mig handler det slet ikke om vi bliver sammen eller ej, men hvad det her barn står for, nemlig vores uperfekte men fantastiske kærlighed, og gik vi så fra hinanden i morgen, ville jeg ikke fortryde et eneste sekundt <3

Læs del 1 2 og 3

3 uger stod bruddet på, som nævnt tidligere havde vi kun sovet væk fra hinanden 1 gang. Jeg var nyligt gravid og propfyldt med hormoner, så hver aften når jeg sad alene var jeg bund ulykkelig. Min mor og hendes kæreste boede i deres kolonihave, så jeg havde lejligheden for mig selv, hvilket var skønt men også trist på en gang, jeg følte mig frustreret og alene og det var sindssygt svært efter som jeg i 3 år kun havde været adskilt en nat fra Søren.

Vi var meget afklaret med det hele. Hver aften ringede jeg fra ipadden, så Zacharias der på det her tidspunkt var 6 måneder, kunne sige godnat og efter en uge tog vi alle 3 i regnskoven sammen, det var hyggeligt. Stille og roligt genfandt vi hinanden og det var som om at den her pause, den gjorde vi forstod vi ikke kunne undvære hinanden. Efter et par lange samtaler blev vi enige om at Zacharias og jeg flyttede hjem, vi lavede dog på forhånd et par regler for hinanden hver især, regler så vi ikke gik hinanden på nerverne, regler så vi undgik alle de her konflikter.

Det gik skide godt de første 3 måneder, men pludselig begyndte vi at glemme og endte desværre tilbage i samme spor! De resulterede efter en måned i daglige diskussioner at Søren pakkede sine ting og flyttede hjem til hans far. Denne gang var det meget anderledes, vi var rigtig meget uvenner og det var som om vi kom et godt stykke fra hinanden. Jeg havde i denne periode afsluttende besøg af sundhedsplejersken og Zacharias havde ændret sig markant, han vågnede konstant om natten og ville kun sove i min favn. Hun fortalte at det nu handlede om at Zacharias var så stor at han kunne forstå hvad der foregik og han ville sikre sig at jeg ikke også forsvandt. Jeg videregav ordene til Søren som efter få minutter troppede grædende op hjemme ved os og spurgte om det var ok han flygtede hjem, den dårlige samvittighed ramte ham hårdt.

Vi begyndte stille og roligt og finde en rytme sammen og da Søren skulle opstarte i aktivering hjalp det også gevaldigt, vi fik tid fra hinanden og det hjalp MEGET. Men, så kom Felix en kold november dag (læs om fødselen her) og det hele vendte sig på hovedet. Jeg havde inden rejst nogle krav, Søren skulle afleverer i dagplejen om morgenen og tage Zacharias når jeg ikke kunne om natten. Desværre så fungerede det ikke i praktisk, der blev kastet rundt med grimme ord og vi var helt udkørte psykisk (har skrevet mere om den første tid og hvor hårdt det virkelig var her) så jeg gav op og vi flyttede, hjem til min mor igen, lige inden jul. Og vi blev der i næsten 2 måneder.

Det var 2 måneder i helvede, jeg stod med en nyfødt og med Zacharias på egne ben, jeg havde min mors lejlighed for mig selv de boede i hendes kærestes, og det var svært. Jeg følte mig malplaceret og forkert fordi det ikke var mit sted, og der var stadig tonsvis af følelser i det her. Søren og jeg kunne slet ikke sammen, enten havde vi daglige skænderier i telefonen når drengene sov, eller også havde vi på skift blokeret hinandens numre for at få ro, mega modent! Men vi havde meget svært ved at tackle og rumme alle vores af følelser og vi ved jo at kærlighed grænser op til had, og det blev vel det, et had til hinanden. Jeg gik i gang med at søge lejlighed og fik faktisk også en og selvom jeg boede ved min mor, så klarede jeg alt selv og de her måneder lærte mig rigtig meget om hvordan jeg kunne meget mere end jeg lige troede, jeg behøvede sku ingen Søren, jeg ku’ jo godt selv, det havde en rigtig positiv indvirkning på min nye rolle som mor til to.

Dramaet kørte op og ned men alligevel forsmåede vi at holde juleaften og nytårsaften sammen for drengenes skyld. Dog var det tvivlsomt begge dage og sådan at 5 minutter inden vi tog afsted så måtte jeg enten ikke komme med, eller også ville jeg ikke, det var en ruchebanetur, som konstant foregik via vrede sms korrespondancer. Trods en god juleaften og en god nytårsaften fortsatte dramaet og når vi sås udover det, ja.. så endte det aldrig specielt godt, vores evne til at kommunikere var væk.

Midt i alt det her fik jeg at vide at min farmor, som boede i Barcelona var døende, mellem 2 uger og 2 måneder fik hun af lægerne. Det efterlod mig i en endnu vildere sorg og jeg var fast besluttet på at skulle derned og sige farvel. Jeg fik fortalt Søren det og trods had og skænderier støttede han mig, for første gang oplevede jeg at han ikke modarbejdede mig! Han tilbød endda at tage med. Pludselig begyndte det at vende, jeg begyndte at søge trøst hos Søren, jeg nåede desværre aldrig at komme derned og da hun gik bort var Søren en kæmpe støtte, pludselig genopstod kommunikationen og vi begyndte at have time lange samtaler total romantisk, ligesom den første tid, inden vi blev kærester, inden det hele blev så skide kompliceret. Og efter 3 uger kun med,kærlighed besluttede vi os for at prøve igen, starte forfra og jeg valgte igen at flytte hjem og give det en chance på ny.. <3

Som skrevet i første oplæg (som kan læses her) så var der ikke tale om kærlighed ved første blik eller et andet kærligheds eventyr, tilfældighederne førte os sammen og det var skønt! Vi blev kærester og alt var rosenrødt, jeg var lykkelig og forelsket, især fordi jeg så Søren som værende over mit niveau! ALLE mine veninder synes han så så godt ud og det gjorde mig liiiidt stolt (jeg var også kun 18 år), tænk sig hvad man den gang fandt vigtigt, haha!

Efter en måned blev Sørens fars hus solgt, hvor Søren boede, det betød at vi meget impulsivt besluttede at han skulle flytte hjem til mig. Det var drømmen, men samtidig var jeg meget påpasselig, jeg frygtede at det hele gik for stærkt, og jeg ville ikke miste ham.
Det viste sig også hurtigt at tingene nok gik lidt for stærkt, alt for hurtigt blev vores forhold overtaget af dagligdags diskussioner og vi lærte alle sider af hinanden at kende ALT FOR HURTIGT, vi erfarede hurtigt at vi begge havde et voldsomt temperament, noget som bestemt ikke var godt når man mixer det sammen med vores alder. Vi gik nemlig fortsat i byen hver weekend, ALTID sammen, men med alkohol i blodet gjorde det at alting ofte eskalerede, faktisk var der næsten ikke en eneste bytur der ikke endte rædselsfuldt! Men det var som om at dagen efter, så var det glemt.. Vi var unge og rodløse og vi elskede forfanden hinanden og feste det SKULLE VI!

Dog var der altid tid til søde fuldemands beskeder!

Vores daglig dag var ikke forfærdelig, men den blev bare alt for hurtigt daglig dag, jeg følte mig begrænset af ham og generelt levede vi måske ikke helt op til de her ideer vi havde haft om hinanden. Men en kold november dag, 7 måneder efter det hele startede fandt jeg ud af at jeg var gravid (trods p-piller) det blev 5 uger i himlen, pludselig ændrede det hele sig, vi fandt en fælles lykke, for børn var Sørens største ønske, og selvom det ikke var mit til at starte med, så blev det det!

Det vendte dog brat d. 27. December da jeg skulle til nakkefoldsscanning, her viste det sig at barnet var sygt og jeg skulle have en abort (læs om oplevelsen her) pludselig koksede det hele for mig, jeg røg ned i et sort hul og Søren havde meget svært ved at nå mig, han lukkede selv helt af og virkede for mig følelseskold og ligeglad. Det var en hård tid, for vi besluttede os med det samme at prøve igen, at give det en chance til!
Men det skete bare ikke, det var frustrationer på frustrationer og jeg havde så svært ved at tackle når andre blev gravide, det gjorde direkte ondt! Vores vilde byturer fortsatte og skænderierne opstod stadig, det var som om vi slet ikke kunne lade værd, trods det ikke var godt! Vi burde have ladet værd, men samtidig var det for mig den bedste måde at komme væk, for der gik ikke en eneste dag, uden jeg tænkte på aborten, det gjorde der bare ikke!

Vi nåede til november, et år efter jeg fandt ud af at jeg var gravid. Vi skulle i byen og fejre J-dag, jeg ville drukne mine sorger (nej jeg var bare ung) og det indbød til en kæmpe rus, vi nåede ikke engang at være i byen en halv time, før jeg væltede på dansegulvet og ikke kunne rejse mig igen, min fod pegede den forkerte vej og jeg måtte bæres ned af trapperne! Ambulancen ville ikke hente mig, så Søren og en fremmede måtte bære mig ned i en taxa op på skadestuen, jeg forlangte at alle blev i byen, så jeg tog alene afsted. Efter 3 timer og et hav af undersøgelser faldt dommen, mit ben var brækket 2 steder, min ankel knust og min fod havde et brud på toppen, jeg skulle opereres den efterfølgende dag og jeg SKULLE indlægges. Min verden brød sammen! Heldigvis så kom Søren han valgte at komme og sove på gulvet ved min side hele natten.

Jeg blev opereret den efterfølgende dag i 6 timer og kom hjem, det var 2 hårde måneder! Jeg kunne ingenting selv, fik hjemmehjælp i forhold til sårrensning og vi fik lejligheden fyldt med hjælpemidler, det var ydmygende og psykisk hårdt! Men Søren blomstrede op, han viste sig fra sin bedste side, var der for mig.. I min mest sårbare periode, var det som om det endnu en gang gik op for mig, hvorfor vi var sammen!

Og sådan ser mit ben stadig ud i dag.

Og i midt Januar, hvor jeg fortsat var afhængig af krykker, stod jeg helt uventet med en positiv test! De sidste måneder havde fyldt så meget og det at få børn havde jeg helt glemt og vupti så var den der, nu skulle jeg være mor, nu begyndte vores liv for alvor, jeg var lykkelig og det var Søren også! <3