5 år på godt og ondt! #2

---

Som skrevet i første oplæg (som kan læses her) så var der ikke tale om kærlighed ved første blik eller et andet kærligheds eventyr, tilfældighederne førte os sammen og det var skønt! Vi blev kærester og alt var rosenrødt, jeg var lykkelig og forelsket, især fordi jeg så Søren som værende over mit niveau! ALLE mine veninder synes han så så godt ud og det gjorde mig liiiidt stolt (jeg var også kun 18 år), tænk sig hvad man den gang fandt vigtigt, haha!

Efter en måned blev Sørens fars hus solgt, hvor Søren boede, det betød at vi meget impulsivt besluttede at han skulle flytte hjem til mig. Det var drømmen, men samtidig var jeg meget påpasselig, jeg frygtede at det hele gik for stærkt, og jeg ville ikke miste ham.
Det viste sig også hurtigt at tingene nok gik lidt for stærkt, alt for hurtigt blev vores forhold overtaget af dagligdags diskussioner og vi lærte alle sider af hinanden at kende ALT FOR HURTIGT, vi erfarede hurtigt at vi begge havde et voldsomt temperament, noget som bestemt ikke var godt når man mixer det sammen med vores alder. Vi gik nemlig fortsat i byen hver weekend, ALTID sammen, men med alkohol i blodet gjorde det at alting ofte eskalerede, faktisk var der næsten ikke en eneste bytur der ikke endte rædselsfuldt! Men det var som om at dagen efter, så var det glemt.. Vi var unge og rodløse og vi elskede forfanden hinanden og feste det SKULLE VI!

Vores daglig dag var ikke forfærdelig, men den blev bare alt for hurtigt daglig dag, jeg følte mig begrænset af ham og generelt levede vi måske ikke helt op til de her ideer vi havde haft om hinanden. Men en kold november dag, 7 måneder efter det hele startede fandt jeg ud af at jeg var gravid (trods p-piller) det blev 5 uger i himlen, pludselig ændrede det hele sig, vi fandt en fælles lykke, for børn var Sørens største ønske, og selvom det ikke var mit til at starte med, så blev det det!

Det vendte dog brat d. 27. December da jeg skulle til nakkefoldsscanning, her viste det sig at barnet var sygt og jeg skulle have en abort (læs om oplevelsen her) pludselig koksede det hele for mig, jeg røg ned i et sort hul og Søren havde meget svært ved at nå mig, han lukkede selv helt af og virkede for mig følelseskold og ligeglad. Det var en hård tid, for vi besluttede os med det samme at prøve igen, at give det en chance til!
Men det skete bare ikke, det var frustrationer på frustrationer og jeg havde så svært ved at tackle når andre blev gravide, det gjorde direkte ondt! Vores vilde byturer fortsatte og skænderierne opstod stadig, det var som om vi slet ikke kunne lade værd, trods det ikke var godt! Vi burde have ladet værd, men samtidig var det for mig den bedste måde at komme væk, for der gik ikke en eneste dag, uden jeg tænkte på aborten, det gjorde der bare ikke!

Vi nåede til november, et år efter jeg fandt ud af at jeg var gravid. Vi skulle i byen og fejre J-dag, jeg ville drukne mine sorger (nej jeg var bare ung) og det indbød til en kæmpe rus, vi nåede ikke engang at være i byen en halv time, før jeg væltede på dansegulvet og ikke kunne rejse mig igen, min fod pegede den forkerte vej og jeg måtte bæres ned af trapperne! Ambulancen ville ikke hente mig, så Søren og en fremmede måtte bære mig ned i en taxa op på skadestuen, jeg forlangte at alle blev i byen, så jeg tog alene afsted. Efter 3 timer og et hav af undersøgelser faldt dommen, mit ben var brækket 2 steder, min ankel knust og min fod havde et brud på toppen, jeg skulle opereres den efterfølgende dag og jeg SKULLE indlægges. Min verden brød sammen! Heldigvis så kom Søren han valgte at komme og sove på gulvet ved min side hele natten.

Jeg blev opereret den efterfølgende dag i 6 timer og kom hjem, det var 2 hårde måneder! Jeg kunne ingenting selv, fik hjemmehjælp i forhold til sårrensning og vi fik lejligheden fyldt med hjælpemidler, det var ydmygende og psykisk hårdt! Men Søren blomstrede op, han viste sig fra sin bedste side, var der for mig.. I min mest sårbare periode, var det som om det endnu en gang gik op for mig, hvorfor vi var sammen!

Og i midt Januar, hvor jeg fortsat var afhængig af krykker, stod jeg helt uventet med en positiv test! De sidste måneder havde fyldt så meget og det at få børn havde jeg helt glemt og vupti så var den der, nu skulle jeg være mor, nu begyndte vores liv for alvor, jeg var lykkelig og det var Søren også! <3