Mit navn er Rikke, jeg er 21 år gammel. Jeg fik min højt elskede datter nogle uger før jeg fulgte 20 år. Hendes far og jeg havde været sammen i 5 måneder da vi fandt ud af at jeg var gravid, jeg vidste inden at han allerede havde et barn der var fjernet, men han lovede mig at det nok skulle gå og tingene ville ændre sig, han skulle nok gøre sit bedste for at vi kunne beholde hende.

For at sikre os bedst muligt, valgte jeg på forhånd at gå til kommunen og vise at vi gerne ville samarbejde, jeg fortalte dem at jeg var gravid og jeg gerne ville have den hjælp de tænkte var bedst i vores tilfælde. De startede ud med familie behandling og satte hurtigt en paragraf 50 undersøgelse i gang, en de normalt laver på børnene for at se på deres trivsel, men da vores datter stadig lå i maven lavede de den på os for at vurderer vores kompetencer, for at give hende den bedste start på livet.

Da hun blev født havde vi de første 6 måneder familie behandling i hjemmet, det gik super fint, men da de 6 måneder var gået vurderede de så at vi skulle på mor-barn hjem for at give os mest muligt støtte, da det var svært som nybagt mor og far. Men da vi kom hen på mor-barn hjemmet oplevede vi en masse modgang, det var utroligt svært at stå som nybagte forældre, for mig især, fordi jeg ikke vidste hverken fra eller til, de kom ikke og decideret hjalp, men alligevel følte man sig konstant overvåget! Jeg havde meget svært ved at vurderer hvornår det var okay at bede om hjælp, og hvornår de ville kigge på mig som om jeg handlede forkert. De gange jeg kom med et problem eller en bekymring oplevede jeg at i stedet for at hjælpe mig, så blev det noteret i mine papirer, så jeg fremstod som en dårligere mor end jeg egentlig var, hvem har ikke prøvet at have nogle helt skøre og underlige tanker som førstegangs forældre?

Jeg følte egentlig selv det gik super godt, desværre oplevede jeg at de kun havde fokus på det negative og efter 10 måneder i konstant op- og nedture rent følelsesmæssigt, valgte de at fjerne hende. Det var det hårdeste jeg nogensinde har prøvet, jeg har aldrig følt mig så magtesløs! Det blev så hårdt for os begge at vi endte med at gå fra hinanden, vi gav konstant hinanden skylden for udfaldet midt i krisen, vi kunne ikke finde ud af at være sammen.
Jeg sidder stadig i dag og gennemgår det hele og tænker om og om igen, om jeg kunne have gjort noget anderledes så hun lå her ved mig. Det er så svært for samtidig med at jeg mangler et stykke af mig selv, så er det som om folk ikke ser mig som værende en “rigtig mor”, men selvom min datter ikke er her, så elsker jeg hende stadig ubetinget, hun er mit livs lys, jeg vil give mit liv for hende, jeg er bare mor på afstand!

Rikke har valgt at stå frem og fortælle hendes historie som en del af at bryde tabuet, man skal ikke skjule sig blot fordi man ikke har sine børn hjemme, blot fordi man er mor på afstand. Folk skal stoppe med at dømme, for ingen har været hvor Rikke var og først der er det tilladt at drage konklusioner. Rikke er en god mor i det omfang hun kan formå<3

I går delte jeg oplægget om Stephanie i flere grupper (læs her), det blev modtaget meget blandet, men der kom nogle rigtig grove kommentarer med på vejen! Da jeg påtalte forkertheden af de her kommentarer blev det undskyldt med at det var i frustrationer på børnenes vegne, fair nok! Men det giver aldrig nogen ret til at bruge grimme gloser, aldrig. Jeg bliver ked af mangel på forståelse, at der her sidder en mor som har truffet nogle ikke altid gennemtænkte beslutninger, beslutninger hun dag ud og dag ind må leve med konsekvensen af, og alligevel skal der nævnes hvor forfærdeligt et menneske hun er, jeg tænker hun er blevet straffet nok, og sket er sket, og at der bliver brugt gloser såsom: “spred benene i fremtiden” eller “hun skulle steriliseres” bidrager med intet konstruktivt til den nuværende situation, det ændre i hvert fald ikke faktum at hun har 3 anbragte børn!

Grunden til jeg delte hendes historie, var for først at vise at det at være mor kan forekomme på mange måder, derefter oplevede jeg hurtigt hvordan det fløj omkring med grimme gloser og fordomme og hurtigt lærte jeg at her var der et tabu der skulle brydes, at de her mødre er mennesker med normale følelser og drømme, de er ikke onde, egoistiske eller hader deres børn. Jeg deler ikke historier for at påpege hvor råddent systemet er eller for at udstille nogen, jeg gør det blot for at give en idé om hvilke følelser der er på spil og hvad der foregår i deres hoved, for JA det er en gråzone, der er altid 2 sider af en sag og modstridende historier, forskellige opfattelser af forløb, men derfor sidder der stadig en række mødre som føler sig helt forkerte, som ikke åbent tør tale om det, af frygt for at blive set forkert og dømt af omverdenen, for der findes intet værre end at blive betvivlet i ens rolle som mor. Også er det samtidig med til at skabe en frygt, frygt så snart man hører ordet kommune, så er man jo dømt på forhånd, alle klokker ringer “dårlig mor, dårlig mor, dårlig mor!”, for det er DET vi tror vi ser og oplever, dårlige mødre og kommunen og derfor går mange mødre i alarmberedskab så snart kommunen nævnes.

Derfor kan jeg nu byde velkommen til mit nyeste tiltag, nemlig mor på afstand, hvor der vil blive delt historier af forskellig art, positive som negative, alt sammen for at bryde tabuet og stå frem, mødrenes historier og oplevelser, for man kan sagtens være mor på afstand uden at være en dårlig mor !<3