Mor på afstand – Far lovede det nok skulle gå!

Mit navn er Rikke, jeg er 21 år gammel. Jeg fik min højt elskede datter nogle uger før jeg fulgte 20 år. Hendes far og jeg havde været sammen i 5 måneder da vi fandt ud af at jeg var gravid, jeg vidste inden at han allerede havde et barn der var fjernet, men han lovede mig at det nok skulle gå og tingene ville ændre sig, han skulle nok gøre sit bedste for at vi kunne beholde hende.

For at sikre os bedst muligt, valgte jeg på forhånd at gå til kommunen og vise at vi gerne ville samarbejde, jeg fortalte dem at jeg var gravid og jeg gerne ville have den hjælp de tænkte var bedst i vores tilfælde. De startede ud med familie behandling og satte hurtigt en paragraf 50 undersøgelse i gang, en de normalt laver på børnene for at se på deres trivsel, men da vores datter stadig lå i maven lavede de den på os for at vurderer vores kompetencer, for at give hende den bedste start på livet.

Da hun blev født havde vi de første 6 måneder familie behandling i hjemmet, det gik super fint, men da de 6 måneder var gået vurderede de så at vi skulle på mor-barn hjem for at give os mest muligt støtte, da det var svært som nybagt mor og far. Men da vi kom hen på mor-barn hjemmet oplevede vi en masse modgang, det var utroligt svært at stå som nybagte forældre, for mig især, fordi jeg ikke vidste hverken fra eller til, de kom ikke og decideret hjalp, men alligevel følte man sig konstant overvåget! Jeg havde meget svært ved at vurderer hvornår det var okay at bede om hjælp, og hvornår de ville kigge på mig som om jeg handlede forkert. De gange jeg kom med et problem eller en bekymring oplevede jeg at i stedet for at hjælpe mig, så blev det noteret i mine papirer, så jeg fremstod som en dårligere mor end jeg egentlig var, hvem har ikke prøvet at have nogle helt skøre og underlige tanker som førstegangs forældre?

Jeg følte egentlig selv det gik super godt, desværre oplevede jeg at de kun havde fokus på det negative og efter 10 måneder i konstant op- og nedture rent følelsesmæssigt, valgte de at fjerne hende. Det var det hårdeste jeg nogensinde har prøvet, jeg har aldrig følt mig så magtesløs! Det blev så hårdt for os begge at vi endte med at gå fra hinanden, vi gav konstant hinanden skylden for udfaldet midt i krisen, vi kunne ikke finde ud af at være sammen.
Jeg sidder stadig i dag og gennemgår det hele og tænker om og om igen, om jeg kunne have gjort noget anderledes så hun lå her ved mig. Det er så svært for samtidig med at jeg mangler et stykke af mig selv, så er det som om folk ikke ser mig som værende en “rigtig mor”, men selvom min datter ikke er her, så elsker jeg hende stadig ubetinget, hun er mit livs lys, jeg vil give mit liv for hende, jeg er bare mor på afstand!

Rikke har valgt at stå frem og fortælle hendes historie som en del af at bryde tabuet, man skal ikke skjule sig blot fordi man ikke har sine børn hjemme, blot fordi man er mor på afstand. Folk skal stoppe med at dømme, for ingen har været hvor Rikke var og først der er det tilladt at drage konklusioner. Rikke er en god mor i det omfang hun kan formå<3