Det er laaaang tid siden jeg har opdateret. Grunden er simpel. Vi kommer ikke så meget videre! Felix er en af de her BLW børn, som virkelig bare er brystglad, han elsker babs, det gør han og hans interesse for mad er minimal! Lige nu kører det med preloaded ske og gaffel og det kører generelt med mad, ALT hvad han får ryger ind i munden bliver slikket og smagt på, for så at ryge ud igen. Der bliver ofte og ind i mellem taget nogle bidder, MEN det er begrænset!

Nu har han ramt et år og hvad så? Altså.. princippet BLW hedder “food before one – is just for fun!” derfor mener jeg ikke der er nogen grund til bekymring endnu, jeg mener at han nok skal få øjnene op for det her mad! For bevidst det er han, han skriger hvis ikke han får mad som den aller første.. Haha, vi tager en dag af gangen, han er stadig en ordentlig basse på knap 12 kilo som er i trivsel over alle grænser!

Stop med at am!

Men men men.. Alt er ikke lutter lagkage! I sidste uge havde pædagogen været ude og observerer børnene i dagplejen, jeg fik en besked fredag om at hun ville kontakte mig i den kommende uge, det blev så i dag! Jeg vil ligge ud med at sige at jeg IKKE ser noget ondt i hende som person, men hold nu op jeg bliver træt af den her samme tilgang og den her manglende viden!

Der blev sagt at Felix SKULLE kunne tygge rugbrød fra de 7 måneder, der blev sagt at hun fandt det bekymrende og begyndte at snakke fremtid med sprog og mobning. Hver gang jeg spurgte ind til hvorfor, for at få en begrundelse, så refererede hun blot til sundhedsplejersken, hvad hun havde fået at vide af hende.. Jeg spurgte hende pænt, om hun tænkte det hele handlede om mad, eller om man evt kunne stimulerer hans mundmuskulatur på andre måder end med at fodre ham med rugbrød (som hun mente jeg skulle begynde på) hertil refererede hun IGEN til sundhedsplejersken, og mente hun kunne komme med nogle indputs. Suuuuk!

Til sidst sluttede hun af med at sige, hun synes jeg skulle stoppe med at amme, eller skære dem helt ned, så det blot blev en hyggestund en gang om aftenen, for det var jo ikke andet end hygge nu, ikke at det gjorde noget! Jeg er et høfligt menneske, der netop godt ved det handler om manglende viden, men hold nu kæft jeg havde lyst til at skrige: “HVAD BLANDER DU DIG I VORES AMNING FOR!”, efterfulgt at en masse bandeord og spørgsmålet om hun var sindssyg at jeg skulle fjerne Felix nuværende og primære ernæringskilde,  så kommer han sku’ da først i mistrivsel.. arg!

Nå.. men jeg svarede pænt: “ja det kan jeg godt forstå du tænker, men det er ikke en mulighed herhjemme, sådan er vores liv ikke bare skruet sammen!”, også stoppede jeg der. Jeg aner virkelig ikke hvad samtalen skulle til for, for mere kom der slet ikke ud af den, andet at jeg igen igen igen føler der bliver sat spørgsmålstegn ved MINE valg om MINE børn! Felix er sund og rask, aldrig syg, glad går, smiler og griner, hvad mere kan man forlange, når jo.. At han spiser den skide rugbrød! SUK IGEN!

Se ham lige!<3

Selvom din mor hun har gjort et fantastisk stykke arbejde i sin måde at opdrage dig på, selvom du ikke er i tvivl om at hun er dit forbillede når det kommer til børneopdragelse og at hun er hende du vil læne dig op af, søge støtte og vejledning ved, for hvem ved egentlig bedre end ens egen mor?! Selv om du burde være hende evig taknemmelig for hendes tid og engagement, så husk blot på én ting. Din mor, var mor i en anden tid! Husk det nu!

Pointen?

Dette billede af en pakke modermælkserstatning blev delt i en gruppe facebook. Her er tale om en pakke modermælkserstatning fra 1989, 27 år gammel, en god gammeldags udgave af gul allomin. På forsiden står der pænt angivet at det er til børn der er svære at mætte, og at det skal anvendes fra cirka 2 måneder. Hele kassen ligger op til at man frit kan supplerer “hvis ens barn er svært at mætte”.. Noget som i dag har vist sig at være de kære udviklingsspring, hvor der pænt ligger et omkring 8 ugers alderen, måske derfor der er angivet 2 måneder på pakken..hmm.. stof til eftertanke!

Siden 1989 har vi lært at friamning er vejen frem, at man ikke skal skemalægge amningen, vi har lært at der findes udviklings samt appetitspring, vi har mindsket vuggedød, efter vi lærte at børn ikke skulle sove på maven, vi har lært at kost ikke bør introduceres før de 6 mdr. medmindre andre faktorer spiller ind også har vi lært at lytte meget mere på vores børns behov! Din mor og min mor er vokset op i en hel anden tid, de var mødre i en tid hvor modermælkserstatning ofte blev promoveret som det bedre alternativ, hvor man gladelig gav skemad og sågar fisk og andre spændende retter fra 2 mdr.’s alderen og en tid hvor man lagde spædbørn på række på barselsgangen, så mor kunne få en lille lur.

Og inden vi går den vej, så spar mig for, “vi overlevede alle” snakken, for husk blot på, vi er altså en hel generation med diabetes, overvægt, allergier.. ja, you name it! Vi er et usundt folkefærd, og måske, bare måske kan det spores tilbage til den viden, eller mangel på samme, der forelå netop da vi var baby’er.

Jeg siger ikke at man ikke skal lytte på sin mor, for alt hvad der bliver sagt, alle de råd der bliver givet, de bliver givet af kærlighed, det er jeg absolut ikke i tvivl om! Men husk nu på, at mor var mor i en anden tid, og nej.. Mor ved ikke alt, men mor er en pisse god aflastning når man er træt og det hele brænder på, for holde øje med små børn at tage sig af dem, det er noget hun kan, hun har trods alt formået at få DIG helskindet gennem livet! <3

Jeg er her stadig, halvt levende halvt død. Skolen koger over, med daglige rapporter, jeg kan hverken se frem eller tilbage, jeg er stresset. Jeg er så pisse dårlig til at tackle det her, til at prioterer mig selv, DESVÆRRE!

Det har jeg taget koncekvensen af, de sidste par dage har jeg trukket stikket ud, levet i en osteklokke. Hele lejligheden har lignet lort, jeg har prioteret anderledes prioteret at være mor og sige fuck alt andet. Selvom rod stresser mig, så stresser det mig endnu mere at føle et pres for perfektion. For oprydning for mig er at vise alt er perfekt, jeg frygter folk banker på og ser vores rodede hjem! Derfor laver jeg snydeløsninger, jeg gør alt for at mit hjem skal virke pænt og rent!

Men de sidste dage har jeg sagt fuck det, jeg har levet i en anden verden, og hold nu op det var rart! Jeg var stadig mor, jeg skulle stadig i skole, men alt andet har sejlet, jeg har udsat opgaver, jeg har ladet bloggen stå, været inaktiv.. Forhåbentligvis giver det mig fornyet energi, det følet jeg i hvert fald!

Så nu er jeg tilbage! – Husk at pas på dig selv, det er OKAY at lade tingene sejle en gang i mellem <3

I dag var vi til julefrokost hjemme ved Sørens mor, ikke nok med drengene og jeg kom 2 timer senere på grund af de absolut IKKE ville sove middagslur til normal tid, ja så tog vi også hjem inden desserten.

Alt min tid blev brugt med at lege med drengene på gulvet, ikke en gang pakkespillet deltog jeg i (men på en eller anden måde vandt jeg 5 pakker uden overhovedet at være til stede, se det er cool!)

Men siden hvornår er jeg blevet sådan en røvsyg tante som bare kommer fordi hun skal? Spørger du mig så var min storheds tid jo stadigvæk u går, det var i går, jeg var ung og dum og kunne tyller en hel flaske små grønne og stadig holde mig oprejst, det var i går jeg holdte et brag af en 18 års fødselsdag, hvor jeg i min 7 hestes brandert tabte 1000 kr (Surprise) og gjorde mig uvenner med halvdelen af gæsterne. Rædselsfuldt og fedt på en og samme tid!

Og nu sidder jeg her som en røvsyg tante som sidder og sipper til min lunkne cola og holder mere øje med om mine børn hygger sig end det faktum at vi alle skulle hygge os til den her julefrokost. Hvad skete der Luna?

Alkohol og mig har ikke stiftet bekendtskab i knap 3 år, haha.. Og vi støder ikke ind i hinanden lige foreløbig. Jeg sigter efter at være hammerlam til min 30 års fødselsdag, selv om det er laaaaaaangt ude i fremtiden! Også alligevel for eftersom det var i går jeg blev 18, så må det jo være imorgen jeg bliver 30.. ligegyldigt hvad så flyver tiden! Til alle jer unge derude, nyd det mens i kan for inden i får set jer om så er I blevet RIGTIG voksne! 😀

Det var en gang, 18 år gammel og pink hår ??

Nu vil jeg gøre mig klar til at gå i seng, det er vel lørdag.. 😉

Men det gjorde det.. Endnu en gang skete der noget der ikke måtte ske, svigt af børn, et barn var blevet glemt i barnevognen i 5 timer. Stakkels barn, hold nu op hvor jeg har ondt i maven af at tænke på hvilken frygt det her medbragt, følelsen af at ligge helt alene.. Stakkels forældre som har måtte opleve det, opleve fuldstændig at miste tilliden til det sted de har overladt deres barn til, det må være enhver forældres værste mareridt!

Så kunne jeg stoppe her, udlede min vrede mod de forfærdelige pædagoger, for man glemmer jo ALDRIG et barn, ALDRIG, det er for meget, det burde ikke ske.. Jeg kunne ligesom flertallet vælge at se rødt kaste om mig med vrede gloser..
Men ærligt så bevæger jeg mig ud og siger også stakkels pædagoger, tænk sig den skyld de må føle, en skyld der opstået på grund af ringe normeringer, nedskæringer og dårligt arbejdsmiljø.
Jeg ville personligt aldrig kunne tilgive mig selv hvis det var mig, ALDRIG..
Men så igen jeg ville jo heller aldrig lave sådan en fejl! Hold nu op! Man skal aldrig sige aldrig og inden man farer op, så man er nød til at have været i situationen, været i det pres alle pædagoger dagligt er i, det er SÅ NEMT at være skide bagklog, og bedrevidne uden at vide hvad der foregår, og samtidig være så voldsomt vred.

Men det er også helt okay at være vred og være forarget, det er en naturlig følelse når noget så forfærdeligt hænder, men ret nu vreden det rigtige sted hen, ret den imod staten som kontinuerligt sparer på pædagogfaget! Selvfølgelig skal pågældende pædagoger stå til ansvar, sådan er det, men sørg nu også for at staten kommer til at stå til ansvar, i stedet for at efterlade det som endnu en døgnflue hvor vi alle råber højt, peger på pædagogerne og ser rødt og får afledt vores vrede, for dagen efter at glemme det, og være ligeglade.. For gør vi blot det så kommer det kun til at ske igen, for forholdene bliver kun værre og det er fakta!

Stakkels barn, stakkels forældre og stakkels pædagoger, glem det nu ikke i morgen!

Artiklen om episoden kan læses HER

– I dag vågnede vi alle kl 4, ved at Felix skreg op, jeg panikkede da jeg oprigtig troede han havde slået sig, det resulterede i jeg farede op og væltede glasset med vand på sengebordet, hvorefter han grinte vildt og voldsomt, møgunge!

– jeg fandt i går mine briller under madrassen, efter de havde været væk i 2 uger, i morges var de atter en gang forsvundet og de er stadig savnet!
– Jeg kom så hurtigt ud af døren i morges at jeg glemte min mobil telefon, det var det værste nogensinde er i klar over hvor lang en bustur kan føles uden snotten nede i facebook, heldigvis kunne jeg nå at hente den inden skole, ellers var jeg da først død!

– I morgen skal Felix for første gang i gæstedagpleje, jeg ringede for at præsenterer os og fortælle “du skal ikke bekymre dig, vis han ikke spiser RET MEGET, vi kører nemlig BLW”, hvor efter hun med det samme spurgte om han ikke var for stor til at blive ammet, suk.. vi glæææææææder os!

– Jeg oplevede i går at blive kaldt en pædofil kvinde der tænder på at få suttet sine forlygter, i en hed debat om langtidsamning på BT’S Facebookside, hvorefter jeg opfordrede hende til at melde mig for pædofili, det er jo strafbart at lade vær’.. Mon jeg får besøg af politiet i dag, jeg tvivler;)

– Appropros pædofili (noget underligt noget at sige) så så jeg i dag interviewet med pigen fra tøndersagen, der konfronterede en af hendes overgrebsmænd, normalt er jeg meget large og forstående, men der så jeg rødt! Hvis jeg nogensinde røg i fængsel, så var det for at kastrerer den gamle nar  (undskyld mor)

– Da jeg hentede drengene i dag fortalte mig dagplejemor mig at pædagogen ville ringe i næste uge, fordi Felix ikke kan tygge rugbrød, noget han SKAL KUNNE når han er 7 mdr. Jeg siger intet andet end suuuuuuk!

–  Da jeg havde puttet drengene og gik ud for at skrive det her oplæg, hørte jeg Felix skrige “langt væk” jeg spænede ind i soveværelset, for at finde Zacharias siddende ved siden af ham og vugge ham, han havde dog bare givet ham dynen over hovedet, ups!

– Nu vil jeg gå ud og vaske hår i opvaskemiddel, da jeg selvfølgelig havde glemt at handle shampoo og først opdager det når drengene sover, det er knap så praktisk! I det mindste huskede jeg bleerne..

For ja mit hår trænger ??

Mit navn er Mette jeg fødte ved en hektisk fødsel min skønne Malthe d. 27. April 2015, en fødsel der sluttede med hyper akut kejsersnit. Det hele gik så hurtigt, jeg var blevet lagt direkte i narkose og min kæreste var blevet bedt om at vente udenfor på grund af infektions fare, de havde ikke en gang nået at desinficere mig inden de åbnede mig op, der var kaos, det skulle være NU.

Jeg var som sagt i narkose og derfor vågnede først 1 time senere, helt alene uden Malthe ved min side, han var blevet kørt op på neonetalafdelingen, hvor min kæreste også var, jeg vågnede op følte mig tom bange og helt alene, en følelse der har forfulgt mig lige siden. De første timer fik Malthe sonde med MME, jeg blev opfordret til at begynde og pumpe ud for at kunne sætte gang i min produktion da den slet ikke var kommet ordentligt gang i det, ovenpå kejsersnittet.
Jeg begyndte at pumpe og pumpe, ud kom der slet ikke noget mælk, det gjorde ondt og var hårdt og jeg var dybt ulykkelig. Jeg havde stadig ikke fået bearbejdet den voldsomme oplevelse og jeg oplevede at have panikanfald hver gang jeg var i nærheden af Malthe, jeg havde ikke en gang kunne formå at føde ham, jeg havde slet ikke været “til stede” da han kom til verdenen oveni alt det så kunne jeg ærlig talt slet ikke overskue alt det her pumperi, jeg følte mig presset og utilpas og følte ikke at der skete noget som helst.

På 3. Dagen blev jeg syg, meget syg! Jeg havde fået stafylokokker i mit ar, da de ikke havde nået at desinficere mig, jeg fik feber, rystede og kunne slet ikke være i min krop, jeg kom på antibiotika og fik at vide at vi ville skulle blive deroppe i hvert i hvert fald nogle dage mere, til jeg var i bedring, alt sammen trods det at Malthe var i fuld trivsel og vi egentlig havde fået grønt lys for at kunne tage hjem dagen efter. Derfor fik han det mælk jeg kunne overskue at pumpe ud på flaske, resten var MME.

På 5. Dagen løb mælken rigtig til, jeg skulle nu prøve at ligge ham til, det gik perfekt, han var så dygtig til det og det gik så godt! Pludselig var der noget der lykkedes.. Jeg var glad, men da han blev vejet havde han tabt sig, 11%.. Jeg blev beordret til at supplerer med flaske for at han kunne tage på, jeg fulgte sygehusets råd og 3 dage efter tog vi hjem, ammende og supplerende!

Allerede samme dag da vi kom hjem, begyndte smerterne, jeg havde så ondt i brystet under hver amning, jeg kunne slet ikke holde det ud, det ændrede sig til en frustrationsoplevelse, jeg frygtede hver eneste amning. Jeg blev i takt med smerterne mere og mere ulykkelig, jeg havde endnu ikke fået bearbejdet min hårde fødsel og alt den manglende søvn, alle smerterne gjorde at jeg græd hele tiden, mit selvværd var i bund, jeg troede ikke på mig selv som mor.

Første dag da vi skulle over at handle brød jeg fuldstændig sammen over i Rema 1000, det hele koksede, Malthe var sulten jeg kunne ikke overskue det, jeg ville ikke amme, jeg kunne ikke mere. Jeg var fuldstændig ødelagt! Jeg følte jeg var ude hvor jeg ikke kunne bunde og jeg havde lyst til at gå og forlade det hele, jeg kunne ikke mere!

For at passe på mig selv tog jeg en beslutning om at stoppe helt med amningen, vi gik over på flaske, og min kæreste tog Malthe en hel nat, så jeg kunne få sovet ud.. Pludselig begyndte jeg at finde mig selv, jeg fik i samarbejde med en fødselslæge bearbejdet mit fødselsforløb, jeg fik overskuddet tilbage og jeg blev mig selv igen.. Jeg siger ikke at jeg ikke var blevet det hvis jeg havde fortsat amningen, men det blev startskuddet til bedring og havde jeg fortsat så tror jeg næsten det havde udviklet sig til en fødselsdepression, så langt ude var jeg. Jeg tog et egoistisk valg, som i sidste ende gavnede både Malthe og jeg og det fortryder jeg ikke!

Kære mor
Du gør det godt nok, og tro mig når jeg siger netop det!
Vi lever i en tid hvor alle skal fortælle hvordan vi gør alt forkert, medierne florerer med skræmmekampagner om ipads, stiller spørgsmålstegn ved amning så vel som flaske, forældre bliver dunket oveni hovedet for at arbejde for meget og være for lidt til stede eller også er man curling forældre, pludselig gør man for meget for sine børn, er nogen gange  total misforstået udtryk. “Forældre-bashing” er helt normalt, helt okay, for det er godt.. godt til at skabe debat, godt til at sælge aviser og godt til at skabe opmærksomhed på et medie, det er så skide godt, for alle andre end os forældre.
Tilbage sidder vi nemlig og konstant stiller spørgsmålstegn til os selv, bruger vi ipadden for meget? Skulle jeg have ammet mere eller mindre? Arbejder jeg for meget? Gør jeg mit barn uselvstændigt?

Men ligegyldigt hvad så gør du det godt nok!

Vi stræber alle efter det perfekte, men nogen gange er det perfekte også at spise nudler til aftensmad, at bruge ipadden lidt for meget, at arbejde et par dage over, for det perfekte er IKKE altid at gøre det politiske korrekte. Det perfekte er at finde en mellemvej, hvor alle er glade og har det godt, hvor du som mor har overskud til at smile også selvom dit det hjem roder, hvor dine børn er glade og tilfredse ligegyldigt om dagen byder på tv på sofaen eller en tur i zoologisk have, hvor i alle nyder hinanden ligegyldigt hvad menuen står på og hvilke omgivelser i er i.
Så når du endnu en gang oplever at få sat spørgsmålstegn ved dine evner som forældre så husk blot på, at du gør det helt perfekt, du holder jer i live, du holder jer glade og du gør at jeres hverdag kører og ingen lider nød og det er indbegrebet af perfekt!

Og når du endnu en gang oplever at andre kommenterer på din tilgang, så husk blot på at dem der råber højest, er dem der er mest usikre <3

DU GØR DET GODT NOK <3

Julen har aldrig sagt mig noget, aldrig. Da jeg var helt lille elskede jeg selvfølgelig ideen med gaver og historierne om julemanden, det kan jeg ikke løbe fra! Men efter at jeg fandt ud af at den kære julemand ikke eksisterede, så har julen ikke sagt mig ret meget. Det bunder nok i at vi ALDRIG har haft nogle faste traditioner, jeg har holdt jul alle steder, lige fra min mors veninde, til spanien og til bare min mor og jeg helt alene, stille og rolig. Det er faktisk rart ikke at være bundet til nogle faste traditioner, men det har også gjort jeg ikke har fået det her kærlighedsforhold til julen, jeg har ikke glædet mig til familien endnu en gang samledes om juletræet for at åbne gaver, fordi min familie altid har holdt jul vidt forskellige steder..

Jeg har altid været meget mere en nytårs pige, haha! og JA det er mig.

Efter jeg er blevet stor og har fået en masse livserfaring så bryder jeg mig personligt heller ikke om julens koncept, for lets face it.. det er en forbrugsfest UDEN LIGE, dem der siger andet, de lyver. Julen er skabt til at bruge penge og den er skabt til at få de fattige til at føle sig endnu fattigere, ensomme, udenfor fællesskabet, når de endnu en gang ikke kan give deres børn julegaver (thank god for julehjælp – det er fantastisk!) Hvis man kunne fjerne alle de materielle goder og blot få det til at handle om hygge, samvær og god mad, ja så ville jeg nok være på igen, for så er julen jo fantastisk!

MEN hvad gør man så når man har fået børn? Efter jeg flyttede hjemmefra har jeg ALDRIG ejet et eneste stykke julepynt, jeg har nægtet.. Jeg har ikke gidet at se på det og SLET IKKE at bruge penge på det, skide stædig, det er jeg.. Men nu når Zacharias er blevet 2 år gammel (sidste år, der pyntede vi ikke op, da han slet ikke forstod det endnu!) og rent faktisk kan begynde at forstå konceptet med jul, så ville han synes det fedeste hver morgen, at åbne hans jule kalender, hænge julenisser op og bage julekager.. Så hvad så?

Svaret er jo simpelt nok, SELVFØLGELIG skal han opleve juleglæden, selvfølgelig skal han opleve nisser og julelys og hygge med småkager, ingen tvivl, for jeg husker da tydeligt hvor fantastisk julen var (en gang). Men hold nu op jeg synes det er svært, virkelig.. Jeg føler lidt jeg slækker på mine værdier, den jeg er som person og jeg frygter at jeg ikke kan gå ind i det her 110%, og det vil jeg jo gerne, så Zacharias (og Felix) får en skøn oplevelse!

Men jeg kaster mig hovedkulds ud i det, faktisk så meget at jeg har fået en hel kasse med julepynt hjem, jeg har planlagt at vi skal se juletræet på rådhuspladsen blive tændt på fredag, og jeg har allerede en masse ideer til de kommende dage. Faktisk prøver jeg at engagerer mig så meget at jeg er ved at forfatte en julekalender “pseudotvillingerne” som bliver slået op på bloggen fra 1. december, med samme koncept som i tv’et et “nyt afsnit” hver dag, som jo så bare skal læses i stedet for at ses! Noget jeg håber i vil synes er et sjovt indput, til min ellers alvorlige blog, og som kan sørge for jeg bliver hevet ind i det her jule univers, om jeg vil eller ej!

Så jul.. Du kan bare komme an! (hvad gør man ikke for sine børn!<3)

Tak fordi du læste med <3

Der er ingen tvivl, ALLE hader mandage! Okay selvfølgelig sidder der de der skide smarte typer, der har fixet den smarte løsning og kun arbejder i weekender eller har skæve og lange arbejdstider, som gør at man ikke har en normal arbejdsuge også er der de der endnu smartere mennesker som har scoret kassen og altid kan sove længe. JEG ER IKKE JALOUX – PENGE ER NOGET LORT!

Nå.. Men enhver person med en helt almindelig arbejdsuge, HADER mandage, at skulle omstille sig og regenererer ovenpå en skøn weekend der har budt på eventyr og bedst af alt, INTET vækkeur, det er forfærdeligt! Jeg har altid hadet mandage, der fandtes intet værre, intet.. Hver mandag morgen når vækkeuret ringede, så havde jeg så ondt af mig selv, stakkels lille Luna, hvor var jeg dog træt. Mandag  er og bliver en BITCH, det kunne umuligt blive værrer, troede jeg.. Lige indtil jeg fik børn!

Nu er mandag ikke bare indbegrebet af et møgirriterende vækkeur, og følelsen af magtesløshed fordi fredag virker til at være flere år væk, nu er mandag en dag man skal overleve, bogstaveligtalt!

Her er min mandag i “korte” træk:

• Vækkeuret er sat til, men vi ignorerer det faktum at kunne “sove længe” og står i stedet op og holder fest fra kl 4 om morgenen.
• Efter et par timer er begge unger overtrætte, i det sekundt vi skal ud af døren, det resulterer i en der ligger på gulvet og skriger og en der vælter morgenmad (som den mandagstrætte mor havde glemt at pakke væk) – på gulvet.
• På vej op i dagpleje skriger begge unger om kap i bussen, overtrætheden har slået til, de har hen over weekenden glemt hvad det at køre i bus egentlig betyder!
• Jeg afleverer ungerne som begge sætter i et skrig når jeg går, fordi de har vænnet sig til mit selskab over weekenden og ikke vil undvære mig – TUUUUUUUD!
• Jeg tager i skole med en hovedpine der siger spar 2 og en træthed der bliver rigtig slem over 12, fordi jeg ikke kan få min tiltrængte middagslur som jeg tilsnusker mig sammen med ungerne i weekenden!
• Jeg tager bussen op og henter drengene, imens jeg sidder og nigger af træthed, nogle gange savler jeg og snorker lidt, folk tør IKKE sidde ved siden af mig!
• Jeg henter ungerne i et kæmpe kaos, de skriger fra jeg kommer til vi går ud af døren, og hele busturen hjem er en stor skrigetur, mandag er bare hård.
• Jeg er tvunget (fordi jeg er en spade til at kordinerer) til at handle ind med 2 skrigende børn, en i klapvognen og en på ryggen, alt sammen mens hele Randers overbeglor mig, som om jeg ikke er presset nok i forvejen!
• Hjem og bikse mad sammen imens Felix KONSTANT vil være ved mig, op af mig, sammen med mig, fordi at han har savnet mig, og går jeg væk i 2 sekunder bryder han helst sammen, samtidig med Zacharias på samme tid farer forvildet rundt og vil se tv, men hvergang jeg sætter noget på er det IKKE lige det han vil se, og det resulterer i at han kaster sig på gulvet grædende, for så at slå hovedet og græde endnu mere, og sådan fortsætter vi gerne uafbrudt til vi skal spise.
• Mandag gider vi aldrig spise, jeg kan ikke finde det rigtige tidspunkt, begge unger er overtrætte efter at have knoklet i dagplejen så derfor ryger ALT mad på gulvet, imens der bliver skreget om kap, kastet med gafler og væltet drikkekrus MED VILJE!
• Når vi skal puttes er det med skrig og skrål, fordi overtrætheden er gigantisk, og det er til trods for at det normalt plejer at gå legende let. Tandbørstning bliver en magtkamp uden lige!
• kl 18 en time før normalt er ungerne gryde klar og endelig er der en mor der kan slappe LIDT af, hvis ikke det er fordi de vælger at vågne hver 1/2 time fordi de oven på dagen savner deres mor og skal sikre sig hun er til stede.

Det ENESTE og jeg mener ENESTE gode der er ved mandage, er at begge drenge er så mega trætte, at putningen, den tager max 10 minutter, så snorksover de og det er tiltrods de bliver puttet en time før end vaneligt. Jeg siger det bare! Jeg savner at det eneste der gjorde min mandag træls var et vækkeur og tanken om at det rent faktisk var mandag, jeg skulle have nydt det mens jeg kunne 😉

Tak fordi du læste med <3