Om at vælge det rigtige fra…

Mit navn er Mette jeg fødte ved en hektisk fødsel min skønne Malthe d. 27. April 2015, en fødsel der sluttede med hyper akut kejsersnit. Det hele gik så hurtigt, jeg var blevet lagt direkte i narkose og min kæreste var blevet bedt om at vente udenfor på grund af infektions fare, de havde ikke en gang nået at desinficere mig inden de åbnede mig op, der var kaos, det skulle være NU.

Jeg var som sagt i narkose og derfor vågnede først 1 time senere, helt alene uden Malthe ved min side, han var blevet kørt op på neonetalafdelingen, hvor min kæreste også var, jeg vågnede op følte mig tom bange og helt alene, en følelse der har forfulgt mig lige siden. De første timer fik Malthe sonde med MME, jeg blev opfordret til at begynde og pumpe ud for at kunne sætte gang i min produktion da den slet ikke var kommet ordentligt gang i det, ovenpå kejsersnittet.
Jeg begyndte at pumpe og pumpe, ud kom der slet ikke noget mælk, det gjorde ondt og var hårdt og jeg var dybt ulykkelig. Jeg havde stadig ikke fået bearbejdet den voldsomme oplevelse og jeg oplevede at have panikanfald hver gang jeg var i nærheden af Malthe, jeg havde ikke en gang kunne formå at føde ham, jeg havde slet ikke været “til stede” da han kom til verdenen oveni alt det så kunne jeg ærlig talt slet ikke overskue alt det her pumperi, jeg følte mig presset og utilpas og følte ikke at der skete noget som helst.

På 3. Dagen blev jeg syg, meget syg! Jeg havde fået stafylokokker i mit ar, da de ikke havde nået at desinficere mig, jeg fik feber, rystede og kunne slet ikke være i min krop, jeg kom på antibiotika og fik at vide at vi ville skulle blive deroppe i hvert i hvert fald nogle dage mere, til jeg var i bedring, alt sammen trods det at Malthe var i fuld trivsel og vi egentlig havde fået grønt lys for at kunne tage hjem dagen efter. Derfor fik han det mælk jeg kunne overskue at pumpe ud på flaske, resten var MME.

På 5. Dagen løb mælken rigtig til, jeg skulle nu prøve at ligge ham til, det gik perfekt, han var så dygtig til det og det gik så godt! Pludselig var der noget der lykkedes.. Jeg var glad, men da han blev vejet havde han tabt sig, 11%.. Jeg blev beordret til at supplerer med flaske for at han kunne tage på, jeg fulgte sygehusets råd og 3 dage efter tog vi hjem, ammende og supplerende!

Allerede samme dag da vi kom hjem, begyndte smerterne, jeg havde så ondt i brystet under hver amning, jeg kunne slet ikke holde det ud, det ændrede sig til en frustrationsoplevelse, jeg frygtede hver eneste amning. Jeg blev i takt med smerterne mere og mere ulykkelig, jeg havde endnu ikke fået bearbejdet min hårde fødsel og alt den manglende søvn, alle smerterne gjorde at jeg græd hele tiden, mit selvværd var i bund, jeg troede ikke på mig selv som mor.

Første dag da vi skulle over at handle brød jeg fuldstændig sammen over i Rema 1000, det hele koksede, Malthe var sulten jeg kunne ikke overskue det, jeg ville ikke amme, jeg kunne ikke mere. Jeg var fuldstændig ødelagt! Jeg følte jeg var ude hvor jeg ikke kunne bunde og jeg havde lyst til at gå og forlade det hele, jeg kunne ikke mere!

For at passe på mig selv tog jeg en beslutning om at stoppe helt med amningen, vi gik over på flaske, og min kæreste tog Malthe en hel nat, så jeg kunne få sovet ud.. Pludselig begyndte jeg at finde mig selv, jeg fik i samarbejde med en fødselslæge bearbejdet mit fødselsforløb, jeg fik overskuddet tilbage og jeg blev mig selv igen.. Jeg siger ikke at jeg ikke var blevet det hvis jeg havde fortsat amningen, men det blev startskuddet til bedring og havde jeg fortsat så tror jeg næsten det havde udviklet sig til en fødselsdepression, så langt ude var jeg. Jeg tog et egoistisk valg, som i sidste ende gavnede både Malthe og jeg og det fortryder jeg ikke!