Ja og undskyld jeg ikke er kommet med en update før nu. Som sagt så “barsler jeg den”, jeg har bare brug for ikke konstant at skulle skrive, og jeg må indrømme at selvom jeg ELSKER at skrive, så er det rart med en lille pause, så er jeg ladet op og fuld af ideer når jeg snart har født, (5,5 uge igen FUCK!)
Men en update på mit seneste indlæg ingen hjemmefødsel?, jeg blev glukose belastet fredag, oveni jeg var hammer syg og dårlig. Det er bare fantastisk, jeg hader de skide glukose belastninger! Mit faste blodsukker var stadig højt 6.2 (0,2 over det “tilladte”) men HELDIGVIS så klarede min krop belastningen fint, efter de 2 timer var gået så hed mit blodsukker 7.2, det skal være over 9 før det er alamerende, så det var helt fint!
Til dem der ikke ved hvad en glukose belastning er, så er det hvor man skal møde fastende, også får man målt sit blodsukker med et prik i fingeren, hvorefter man skal drikke 0,33 Cl rent sukkervand, som er både klæg og klistre, også skal man sidde stille i 2 timer, uden at sove og bevæge sig unødigt, også får man målt blodsukkeret igen. Jeg siger jer, det er DØDENS PØLSE når man er gravid, bare det at faste er et helvede!
Konklusionen blev INGEN SUKKERSYGE, indtilvidere <3 så hjemmefødslen er fortsat i sigte, MEN det jeg skal prøve at skære ned på søde sager grundet det høje fasteblodsukker, det er hårdt, men når det er min hjemmefødsel der er på spil, er det 100% det vigtigste <3 Så jeg er glad og nyder det, nu går jeg og slapper af i hverdagene indtil drengene har ferie i uge 28, 29 og 30, det bliver hårdt men godt, godt at nyde dem den sidste tid inden lillebrøster kommer <3
I får lige en lille update! Der har været lidt kaos og jeg har været helt rundtosset, utroligt hvordan noget så simpelt som en urinprøve, kan hyle en helt ud af den!
Mandag var jeg til 3. Jordemoder besøg, jeg var spændt.. Vi skulle snakke hjemmefødsel, jubii! Men inden vi nåede dertil skulle hun stickse min urin. Mine urinprøver plejer altid at være fine, men denne gang slog den voldsomt ud på sukker. Det kan betyde graviditets sukkersyge også trods tidligere sukkerbelastninger, som har været perfekte. Så der skulle opfølges i går ved egen læge med ny urinprøve.
Det forfærdelige her var at hjemmefødsel IKKE ambefales ved sukkersyge, jeg gik i panik, græd næsten, jeg kunne se min drøm forsvinde.. Jeg kunne ikke vente til onsdag, så jeg farede ned og købte et blodsukker apparat på apoteket til den nette sum af 75 kr. (det gik lige) om aftenen kunne jeg ikke vente, da der var gået 3 timer efter sidste måltid, som bestod af pitabrød og et lille glas cola, prøvede jeg.. Mit blodsukker sagde 10.4, fuck! Dog vidste jeg godt at det kan være umådeligt svært at gå ud fra ens dags blodsukker, da mange ting kan påvirke, panikken bredte sig, men jeg prøvede at slå koldt vand i blodet og se mit fasteblodsukker næste morgen.
6.4 hed det, pis! Det må nemlig ikke være over 6. Jeg ringede panisk til lægen, lægen ville ringe tilbage og fastholdte at jeg skulle komme i går med en urinprøve, også tog vi den derfra. Min urinprøve slog igen ud på sukker, men denne gang ikke ret meget. Men det faktum og det at mit faste blodsukker havde heddet 6.4, så valgte de at jeg i morgen tidlig skal sukker belastes IGEN, for at udelukke det ene eller det andet!
Pis pis pis, især fordi en sukkerbelastning bare er et helvede og endnu værre fordi der er fucking lang tid til i morgen, det er hammerhårdt ikke at vide om man er købt eller solgt, for det er VIRKELIG min største drøm at føde hjemme. Så kryds lige en masse fingre, send nogle anti sukkersyge tanker til mig (jeg tænker grønsager og kostfibre) i morgen, for det er virkelig det sidste jeg ønsker! <3
Jeg stopper med at blogge.. Eller jeg holder en pause/skruer ned! Ovenpå eksamens ræset, stress og pres og det faktum at jeg kun har små 7 uger til termin, har jeg valgt at slappe af, sove, være, gravid, spise, være mor.. alt sammen uden at føle et ansvar, uden konstant at tænke på sidevisninger, kommende oplæg og at skulle følge med alle steder.. Nu lyder det som om at bloggen presser mig, det gør den ikke, jeg elsker at blogge og jeg elsker alle jer der følger med! Men den fylder meget i mit hoved og jeg har brug for der er tomt, for hvis jeg skal klare det hele det at være gravid og mor så skal mit fokus ligge der og ikke på min blog..
Også har jeg forhelvede bare fortjent en fucking ferie, barsel eller hvad vi kalder det! Men bare rolig det er kun midlertidigt, jeg vender stærkt tilbage og jeg lukker heller ikke helt for oplæg, i skal nok blive holdt opdateret med graviditet og hjemmefødsel, men så bliver det heller ikke meget mere end det, ikke noget ud af boksen, ikke noget vildt, og savner i mig er i altid velkommen til at spørge, jeg er her stadig <3
Da jeg ventede Zacharias havde jeg gjort mig nogle klare tanker! Jeg vidste jeg skulle amme, men jeg vidste også at 6 mdr. var MIN grænse (vidste og vidste,ikke?) Jeg skulle i hvert fald ikke amme længere, det var jo ikke nødvendigt, og ja.. Folk der ammede i længere tid, de virkede underlige hvis du spurgte mig..
Tiden gik og da han blev et halvt år tænkte jeg ikke yderligere over min grænse, jeg var gravid igen og kunne slet ikke forholde mig til om jeg skulle amme 2 børn.. KONSTANT blev jeg bombet med valg, det var vigtigt at jeg vidste hvad jeg ville, jeg skulle jo snart fravænne ham, ikke et ben fik jeg til jorden, ikke en chance for bare at se det an, jeg skulle have et udgangspunkt..
Jeg vidste hverken fra eller til og først da Zacharias var 10 mdr gammel (3 mdr til termin) tog jeg et aktivt valg, jeg skulle amme to børn, for jeg havde oplevet de sidste 4 mdr hvor vigtigt amning var for Zacharias, og det havde jeg ikkr lyst til at tage fra ham. Pludselig så jeg muligheder, muligheder for at kunne give ekstra tryghed, gøre overgangen nemmere, pludselig var det en vildt god idé..
Folk udefra rynkede på næsen, det der med at amme 2 børn var noget helt specielt, noget de fleste ikke havde hørt om og noget som bestemt ikke var positivt, det var sært. Jeg selv opfattede ikke de her signaler, jeg befandt mig i det og oplevede hvordan hele processen fremkom mig naturlig, det var ikke bygget på holdninger, det hele faldt mig bare så naturligt at det virkede som det eneste rigtige, jeg følte ikke jeg gik imod normen, jeg følte at jeg gjorde det helt rigtige..
Konstant blev jeg bombet med spørgsmål folk ville have endnu et udgangspunkt “hvornåt stopper du med at amme Zacharias?”, det var igen som om jeg skulle have en holdning til det, for jeg kunne for fanden da ikke bare gå rundt og amme “freestyle”, en plan måtte der da være. Spurgte du mig hed min grænse 2 år, jeg havde svært ved at forholde mig til at amme et større barn, men jeg vidste jo ikke noget. Det var svært for mig, for jeg oplevede konstant at mine grænser rykkede sig, og derfor fandt jeg det grænseoverskridende overhovedet at skulle sætte en alder på, for vi befandt os i det, det var hverdag, essentielt og noget jeg havde svært ved at forestille mig ikke skulle være der, men svaret “det ved jeg ikke”, var aldrig godt nok..
Tiden gik, og mærket med de 2 år var passeret. Jeg mærkede igen et stigende pres udefra. Det var heromkring jeg virkelig begyndte at forholde mig til selvafvænning, at det faktisk var det jeg befandt mig i. Det faldt mig naturligt selv at lade mine børn bestemme, selv at lade dem sige stop. Det var det jeg havde gang i.. Og her blev jeg igen modtaget med knap så positiv feedback, for hvordan kunne jeg ikke have en grænse?! Hvad nu hvis Zacharias stadig ville ammes når han blev 5 år? Folk udefra kunne slet ikke forstå og de kunne ikke accepterer det, og ramaskriget brød først ud, da jeg annoncerede at jeg ventede nummer 3 og IKKE havde tænkt mig at fravænne.. Heldigvis gør jeg mig ikke længere mærket af presset, jeg ved nu det er det rigtige, at ingenting kan slå os ud..
Min pointe? Man skal lade vær’ med at have så travlt med at have en holdning til andres grænser, faktisk skal man helt lade vær’.. og samtidig skal man huske på at grænser de skal tegnes op med kridt, de kan nemt blive hvisket ud og senere tegnet op. Man kender kun selv ens grænse og ikke andres, det er okay bare at se tiden an, man behøver ikke have en holdning om alt!<3
Jeg har tit hørt det, folk der ikke ved om det er en god idé at deres børn når vi snakker pseudotvillinger, skal gå på samme stue i vuggestuen/samme dagpleje? har de måske brug for tid fra hinanden? Eller er det dumt at skille dem ad?
Nu har jeg prøvet både vuggestue og dagpleje, dagpleje hvor de gik sammen og vuggestue nu, hvor de går på samme stue. Jeg har ikke prøvet hvor de gik hver for sig, men jeg har oplevet en verden til forskel!
I dagplejen gik de sammen og gik op ned af hinanden hver dag, der var 4 børn i dagplejen og de var konstant sammen. Dette førte i dagplejen til rigtig mange konflikter, de havde selvfølgelig også gode stunder, men fordi de var så tæt sammen, så måtte dagpleje moren bruge RIGTIG MEGET tid på at være over dem, holde øje og skille dem ad. Det gjorde også at når vi kom hjem var de mætter af hinanden, eventuel træthed kom tit til udtryk ved spark og slag.
I vuggestuen har det været noget HELT ANDET, de er 14 børn på stuen og pædagogerne fortæller om hvordan de faktisk aldrig leger sammen, de har hver deres legekammerater der er jævnaldrende. Samtidig er de rigtig gode til at “skille dem ad” lave forskellige aktiviteter svarende til hver deres alder, noget jeg synes er så skønt! At der bliver taget højde for de er søskende og ikke tvillinger.. Samtidig har det at Zacharias har været der, gjort det nemmere for Felix at tackle alle de mange børn og indtryk, når han er blevet ked af det, har Zacharias tilstedeværelse gjort ham tryg, og han er blevet glad igen.
Det er aldrig til at spå om med børn, for intet barn er ens! Men her er det tydeligt, at dagpleje faktisk ikke var så godt for dem sammen, de fik nok af hinanden, nok af den tætte kontakt HELE TIDEN, men at vuggestue, der har det været et kæmpe plus at de gik sammen, i hvert fald for Felix! <3
En 4-årig pige er blevet bortført fra børnehaven og seksuelt misbrugt. Jeg mener det når jeg siger at jeg har grædt mange gange i dag! Sådan nogle historie de påvirker mig så meget, stakkels pige som er mærket for livet, stakkels pårørende som må sidde tilbage med en følelse af magtesløshed, ulykke og vrede, det må være så sindssygt hårdt! Og ikke mindst stakkels pædagoger..
Igen har jeg set mange pege fingre ad pædagogerne, “hvor var de henne?!”, men jeg kan lige forestille mig hvilken skyldfølelse de må sidde med, og hvorfor?! Fordi de ikke har øjne og hænder nok. Pigen blev båret over hegnet inde på legepladsen, havde der været personale nok var det uden tvivl blevet set men det blev det desværre ikke, før hun var væk!
Mens nogle har travlt med at råbe om højere straffe til pædofile, så råber jeg højt om normering, noget nogle ikke kan forstå og vil finde yderst forkert. Men faktum er at pædofile kan man ikke spå om og forebygge medmindre de selv søger hjælp, hvilket et fåtal gør. Men man kan skærme og forebygge lignede tilfælde med en højere normering, med et minimumskrav, med øjne og hænder nok. Det er ret så simpelt og ønsker vi ikke de bedste vilkår for vores børn når vi efterlader dem i andres varetægt?
Det er NU at debatten skal tages, det er nu at man som forældre skal sige stop, st pædagogerne fortsat skal råbe højt, for måske så er der nogen inde i den fine regering der vil reagerer og handle, at indse den ikke går længere.. Pigen overlevede mærket for resten af livet, forhåbentligvis skal vi ikke længere ud end det, nu er det nok! …
Jeg har tidligere skrevet om 7 gode grunde til at få børns mens man studerer H E R.
Ovenpå mine eksamener har jeg sidder og reflekteret over hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre. Vi har været ramt af store sygdomsperioder, vi har været ramt af finger der skulle syes på igen og jeg har haft en graviditet der har gjort det svært at overskue, jeg ville aller helst bare sove. Men jeg klarede det og endda med nogle helt fine karakterer de lød sig på:
Mat C skriftlig – 12
Mat C mundtlig – 4
Naturfag C – 7
Fysik C – 10
Jeg er godt tilfreds og jeg er stolt. Men hvilke forholdsregler har jeg gjort mig? Hvordan har det overhovedet kunne lade sig gøre? Jeg har samlet nogle af de råd, som har gjort det det for mig var muligt, trods masser af uheld!
RUTINER! – Faste rutiner, den giver jo sig selv! Men jeg har haft særlig glæde af at gøre det så let som muligt. Smøre madpakke, ligge tøj frem til os alle 3 om aftenen, og sørge for at have overblik over sko og skoletaske. Samtidig har jeg sat MINDST en time af hver aften til at studerer, for at fastholde mig i det og ikke bare ligge mig til at sove.
DIALOG! – Vær’ i dialog med lærerne og evt. studievejleder, fortæl dem om “din tilstand”. Jeg har brugt meget tid på at fortælle om vores situation, fortælle hvis der er ting jeg ikke har kunne følge med i på grund af fravær, og sammen har vi lagt en plan så jeg kunne indhente det forsømte.
VÆR REALISTISK! – Bliver det hele for meget, vælter det ned med afleveringer og føler du presset er for stort, så vær’ realistisk, tag den med ro. Her havde jeg en mani med at presse mig selv i perioder med mange afleveringer, det affødte stress og frustration og jeg blev flere gange ked af det. Det hjalp da jeg stoppede med at presse mig selv og huske på at det er OKAY at aflevere noget en uge for sent, hvis tiden føles knap, og faktisk lærer man også mere, end hvis man stresser og kommer med en halvhjertet aflevering.
HAV BACKUP PLANER! – Hvis man har et netværk, er det altid godt med en backup plan. En mor der kan hente hvis der opstår sygdom, eller en veninde der bare lige kan tage over i måske en time eller 2, det tæller alt sammen på fraværet og læringsprocessen. Her har jeg haft en stor hjælp af min mor, især da Felix var ramt af skoldkopper!
ACCEPT! – Nu er jeg selv en stræber, der inden mine eksamener aldrig havde fået under 10. Men jeg tror en vigtig del af processen er at man accepterer man ikke kan det hele, at man gør sit bedste og husker på at det kan være presset med små børn, og i mit tilfælde en graviditet.
SLAP AF NÅR DU KAN! – Når der er mulighed, så tag en slapper, sov en lur, hvad end du har brug for, energi kan være alfa omega for at lære noget! Jeg har haft stor glæde af at tage lurer hvis jeg havde tidligt fri, sove hvor muligheden har budt sig, simpelthen for at kunne holde mig oprejst, for skolen har taget rigtig hårdt på mig også fastholdte jeg stadig minimum 1 times studietid hver aften!
Jeg har ikke de gyldne svar, da vi alle er forskellige, men det her er helt klart det der har hjulpet mig igennem, sørget for at jeg har klaret den! <3
Jeg synes ofte den der præger aller mest når vi snakker børn, er fokus på børns søvnrutiner. Hvornår skal de kunne sove igennem? Hvis de ikke gør, hvordan får jeg det så til at ske? Ofte er tilbagesvaret at der er snak om dårlige vaner, at barnet er blevet vandt til at mor/far kommer, blevet vandt til at skulle ammes, og der er noget der skal ændres nu! Det er ofte der nogen snakker søvntræning, at barnet skal fratages de her “dårlige vaner”, for ellers stopper galskaben aldrig.
Det hjælper heller ikke at det næsten er normen at spørge “hvordan sover han/hun om natten?”, i stedet for blot at spørge til generel trivsel, man bliver aldrig ladt i fred og bliver konstant mindet på at ens barn ikke sover optimalt, for vi kender jo alle det der barn der sov igennem fra dag 1, eller vi hører i hvert fald om det! Der er ALT for meget fokus på børn og søvn..
Men lad mig dele en historie, bare en lille en om hvordan at man godt kan efterkomme børns behov, og at de nok selv skal sove igennem når de er klar, at det nok skal komme..
Min søde Zacharias på 2 år og 8 mdr. bliver stadig ammet. Og er ALTID blevet ammet om natten. Vi har oveni det altid samsovet, og generelt har vi været indbegrebet af “dårlige vaner” og han har ALTID vågnet minimum 2 gange om natten, nogle gange op imod 20 gange. Jeg har været god til at fornemme at mange opvågninger tit var hvis det havde været en træls dag, det var tydeligt at der varet behov for tryghed når noget stærkt skulle bearbejdes.
Det har været hårdt aldrig at få noget søvn, især fordi jeg stadig har Felix på 19 måneder der stadig vågner hver 2 time natten lang. Jeg har flere gange tvivlet om det nogensinde ville få ende, om jeg gjorde noget galt, om der reelt var tale om dårlige vaner. Indtil for en måned siden.. For en måned siden blev Zacharias som altid (det gør han stadig) ammet i søvn, og næste gang han vågnede var det vanelige tidspunkt vi står op på 5.30, det var ALDRIG sket før, aldrig.. Det var vildt, og det vildeste, det blev ved og ved.. Nu er der gået en måned og han sover stadig igennem, ikke en eneste gang har han vågnet og efter spurgt mælk, til tider har han været urolig, men han har blot lagt sig til at sove igen..
For mig har det været tydeligt at nu var han klar, nu tog han valget, og nu var hans behov for tryghed om natten væk. Selvom 2 år og 8 mdr er lang tid, så føler jeg at sejren, følelsen af at jeg har gjort det på hans præmisser det er langt mere givende!
Det er så nemt at skyde skylden på ting man gør udenfor normen, og jeg tror tit det er der den går galt. For jeg kender børn hele vejen rundt, børn på eget værelse, børn på flaske, børn der er blevet ammet og har samsovet, som har haft søvnproblematikker, der er ikke et eller andet mønster, et billede af en bestemt “type” barn som ikke sover igennem, og samtidig har vi et eller andet behov for at finde grunden, finde et problem et sted at placerer skylden og der er de “dårlige vaner” ofte et godt sted. Men spørg du mig, så tror jeg 100% det kommer an på barnet, Zacharias sov igennem da han var klar, det samme vil Felix gøre og det samme med baby i maven, det har jeg accepteret, og mig..? Jeg kan sove når jeg bliver gammel <3
DO YOU FEEL ME?! Hvis ikke du kan se hvad der foregår, så er det et glas tom alminox, som pt er min aller bedste ven!
Alt giver mig mavesyre, selv vand, sådan er det altid her til sidst på grund af presset, jeg var forberedt. Og det eneste der gør jeg overlever er alminox!
I dag stod jeg så op efter putningen og var ved at syre helt til, så meget jeg følte jeg skulle kaste op, jeg løb hen til den faste plads for at erfarer glasset var tomt! Jeg begyndte at stortude, for med så meget mavesyre kunne jeg hverken være vågen eller sove.. jeg siger det bare, jeg vil langt hellere have kvalme og kaste op end mavesyrer, så er det sagt! Jeg gik i panik overvejede alternativer, mælk var der ikke mere af, natron havde vi heller ikke, amen forhelvede. Jeg nåede at blive så desperat at jeg overvejede at løbe over på apoteket mens drengene sov (lig stor vægt på overvejede!) jeg var desperat, det var mit værste mareridt!
Jeg skrev i panik til min mor og (igen tak for dig mor), for hun kom fluks med 6 balancid (samme salgs præparat) hun reddede lige min dag!
Og hvad lærte jeg så af det? I morgen skal jeg ned at shoppe et livsforbrug af alminox, ALDRIG gå ned på alminox!!
Så er sidste eksamen overstået, endelig! Det har været med succes oplevelser og med frustrationer. I dag er jeg igen gået fra eksamen, denne gang i naturfag, med en øv følelse, ikke på grund af karakteren, det blev nemlig et 7-tal og det er jo en helt fin karakter, men simpelthen fordi det bare ikke gik som ønsket.
Først trak jeg en geografi rapport hvilket var det værste! Af de tre fag kemi, biologi og geografi er geografi virkelig det værste for mig! Hele året har jeg kæmpet med det, jeg er bare ikke god til det fag og jeg har også så svært ved at se sammenhængen mellem det og biologi og kemi, men sådan var det så! Heldigvis havde jeg lavet et hammer godt oplæg (troede jeg) så det skulle nok gå. Jeg havde fået og vide at vi havde omkring 12 minutters taletid til henholdsvis oplæg og rapport, så jeg gik udfra det betød at jeg måtte fremlægge mit oplæg også spørgsmålene kom bagefter. Men næh nej, fra start af blev der brudt ind, spørgsmålene kom hele tiden også igen, hver gang jeg var ved at sige noget. Jeg burde nok have sagt fra, men at sidde ene mand overfor 3 lærer gjorde mig hammer usikker. Mit oplæg var så godt, der var en tydelig tværfaglig rød tråd hele vejen igennem, men på grund af konstante spørgsmål forsvandt den røde tråd sammen med mit overblik, pludselig virkede hele mit oplæg lallet og rodet, som også var en af begrundelserne for den “lave” karakter. Og fremlæggelsen af rapporten var bare et cirkus, men det var ingen nyhed.
Så jeg gik der fra med en stor øv-følelse. Følelsen af at hvis de bare havde mig holde det oplæg først, så var det gået langt bedre, ærgelse over jeg ikke sagde fra og en masse spørgsmål. Har jeg misforstået princippet med eksamen? Skal jeg revurdere min indgangsvinkel? Simpelt, øv! Og sådan ville jeg også have følt hvis karakteren havde heddet 10, det er hele følelsen af at det gik total uheldigt.
Men når det så er sagt, så råber jeg lige højt! For nu er der ferie til mig! Nu er det slut med forpligtelser, slut med pres og dårlig samvittighed når sofaen kaldte lidt for meget.. Nu kan jeg svinge benene op med god samvittighed, ikke lave noget som helst om aftenerne, bare glo! Øj hvor bliver det godt. Og ligegyldigt om stræber Luna ikke er helt tilfreds, så kan jeg godt være stolt. Jeg har klaret det, trods det er 5 år siden jeg sidst gik i skole, trods 2 børn alene i hverdagene og det faktum at jeg næsten er i kategori højgravid. Det er alligevel ret godt gået ! <3
