Om grænser der rykker sig!<3

Da jeg ventede Zacharias havde jeg gjort mig nogle klare tanker! Jeg vidste jeg skulle amme, men jeg vidste også at 6 mdr. var MIN grænse (vidste og vidste,ikke?) Jeg skulle i hvert fald ikke amme længere, det var jo ikke  nødvendigt, og ja.. Folk der ammede i længere tid, de virkede underlige hvis du spurgte mig..

Tiden gik og da han blev et halvt år tænkte jeg ikke yderligere over min grænse, jeg var gravid igen og kunne slet ikke forholde mig til om jeg skulle amme 2 børn.. KONSTANT blev jeg bombet med valg, det var vigtigt at jeg vidste hvad jeg ville, jeg skulle jo snart fravænne ham, ikke et ben fik jeg til jorden, ikke en chance for bare at se det an, jeg skulle have et udgangspunkt..

Jeg vidste hverken fra eller til og først da Zacharias var 10 mdr gammel (3 mdr til termin) tog jeg et aktivt valg, jeg skulle amme to børn, for jeg havde oplevet de sidste 4 mdr hvor vigtigt amning var for Zacharias, og det havde jeg ikkr lyst til at tage fra ham. Pludselig så jeg muligheder, muligheder for at kunne give ekstra tryghed, gøre overgangen nemmere, pludselig var det en vildt god idé..

Folk udefra rynkede på næsen, det der med at amme 2 børn var noget helt specielt, noget de fleste ikke havde hørt om og noget som bestemt ikke var positivt, det var sært. Jeg selv opfattede ikke de her signaler, jeg befandt mig i det og oplevede hvordan hele processen fremkom mig naturlig, det var ikke bygget på holdninger, det hele faldt mig bare så naturligt at det virkede som det eneste rigtige, jeg følte ikke jeg gik imod normen, jeg følte at jeg gjorde det helt rigtige..

Konstant blev jeg bombet med spørgsmål folk ville have endnu et udgangspunkt “hvornåt stopper du med at amme Zacharias?”, det var igen som om jeg skulle have en holdning til det, for jeg kunne for fanden da ikke bare gå rundt og amme “freestyle”, en plan måtte der da være. Spurgte du mig hed min grænse 2 år, jeg havde svært ved at forholde mig til at amme et større barn, men jeg vidste jo ikke noget. Det var svært for mig, for jeg oplevede konstant at mine grænser rykkede sig, og derfor fandt jeg det grænseoverskridende overhovedet at skulle sætte en alder på, for vi befandt os i det, det var hverdag, essentielt og noget jeg havde svært ved at forestille mig ikke skulle være der, men svaret “det ved jeg ikke”, var aldrig godt nok..

Tiden gik, og mærket med de 2 år var passeret. Jeg mærkede igen et stigende pres udefra. Det var heromkring jeg virkelig begyndte at forholde mig til selvafvænning, at det faktisk var det jeg befandt mig i. Det faldt mig naturligt selv at lade mine børn bestemme, selv at lade dem sige stop. Det var det jeg havde gang i.. Og her blev jeg igen modtaget med knap så positiv feedback, for hvordan kunne jeg ikke have en grænse?! Hvad nu hvis Zacharias stadig ville ammes når han blev 5 år? Folk udefra kunne slet ikke forstå og de kunne ikke accepterer det, og ramaskriget brød først ud, da jeg annoncerede at jeg ventede nummer 3 og IKKE havde tænkt mig at fravænne.. Heldigvis gør jeg mig ikke længere mærket af presset, jeg ved nu det er det rigtige, at ingenting kan slå os ud..

Min pointe? Man skal lade vær’ med at have så travlt med at have en holdning til andres grænser, faktisk skal man helt lade vær’.. og samtidig skal man huske på at grænser de skal tegnes op med kridt, de kan nemt blive hvisket ud og senere tegnet op. Man kender kun selv ens grænse og ikke andres, det er okay bare at se tiden an, man behøver ikke have en holdning om alt!<3