5 år på godt og ondt #4

Læs del 1 2 og 3

3 uger stod bruddet på, som nævnt tidligere havde vi kun sovet væk fra hinanden 1 gang. Jeg var nyligt gravid og propfyldt med hormoner, så hver aften når jeg sad alene var jeg bund ulykkelig. Min mor og hendes kæreste boede i deres kolonihave, så jeg havde lejligheden for mig selv, hvilket var skønt men også trist på en gang, jeg følte mig frustreret og alene og det var sindssygt svært efter som jeg i 3 år kun havde været adskilt en nat fra Søren.

Vi var meget afklaret med det hele. Hver aften ringede jeg fra ipadden, så Zacharias der på det her tidspunkt var 6 måneder, kunne sige godnat og efter en uge tog vi alle 3 i regnskoven sammen, det var hyggeligt. Stille og roligt genfandt vi hinanden og det var som om at den her pause, den gjorde vi forstod vi ikke kunne undvære hinanden. Efter et par lange samtaler blev vi enige om at Zacharias og jeg flyttede hjem, vi lavede dog på forhånd et par regler for hinanden hver især, regler så vi ikke gik hinanden på nerverne, regler så vi undgik alle de her konflikter.

Det gik skide godt de første 3 måneder, men pludselig begyndte vi at glemme og endte desværre tilbage i samme spor! De resulterede efter en måned i daglige diskussioner at Søren pakkede sine ting og flyttede hjem til hans far. Denne gang var det meget anderledes, vi var rigtig meget uvenner og det var som om vi kom et godt stykke fra hinanden. Jeg havde i denne periode afsluttende besøg af sundhedsplejersken og Zacharias havde ændret sig markant, han vågnede konstant om natten og ville kun sove i min favn. Hun fortalte at det nu handlede om at Zacharias var så stor at han kunne forstå hvad der foregik og han ville sikre sig at jeg ikke også forsvandt. Jeg videregav ordene til Søren som efter få minutter troppede grædende op hjemme ved os og spurgte om det var ok han flygtede hjem, den dårlige samvittighed ramte ham hårdt.

Vi begyndte stille og roligt og finde en rytme sammen og da Søren skulle opstarte i aktivering hjalp det også gevaldigt, vi fik tid fra hinanden og det hjalp MEGET. Men, så kom Felix en kold november dag (læs om fødselen her) og det hele vendte sig på hovedet. Jeg havde inden rejst nogle krav, Søren skulle afleverer i dagplejen om morgenen og tage Zacharias når jeg ikke kunne om natten. Desværre så fungerede det ikke i praktisk, der blev kastet rundt med grimme ord og vi var helt udkørte psykisk (har skrevet mere om den første tid og hvor hårdt det virkelig var her) så jeg gav op og vi flyttede, hjem til min mor igen, lige inden jul. Og vi blev der i næsten 2 måneder.

Det var 2 måneder i helvede, jeg stod med en nyfødt og med Zacharias på egne ben, jeg havde min mors lejlighed for mig selv de boede i hendes kærestes, og det var svært. Jeg følte mig malplaceret og forkert fordi det ikke var mit sted, og der var stadig tonsvis af følelser i det her. Søren og jeg kunne slet ikke sammen, enten havde vi daglige skænderier i telefonen når drengene sov, eller også havde vi på skift blokeret hinandens numre for at få ro, mega modent! Men vi havde meget svært ved at tackle og rumme alle vores af følelser og vi ved jo at kærlighed grænser op til had, og det blev vel det, et had til hinanden. Jeg gik i gang med at søge lejlighed og fik faktisk også en og selvom jeg boede ved min mor, så klarede jeg alt selv og de her måneder lærte mig rigtig meget om hvordan jeg kunne meget mere end jeg lige troede, jeg behøvede sku ingen Søren, jeg ku’ jo godt selv, det havde en rigtig positiv indvirkning på min nye rolle som mor til to.

Dramaet kørte op og ned men alligevel forsmåede vi at holde juleaften og nytårsaften sammen for drengenes skyld. Dog var det tvivlsomt begge dage og sådan at 5 minutter inden vi tog afsted så måtte jeg enten ikke komme med, eller også ville jeg ikke, det var en ruchebanetur, som konstant foregik via vrede sms korrespondancer. Trods en god juleaften og en god nytårsaften fortsatte dramaet og når vi sås udover det, ja.. så endte det aldrig specielt godt, vores evne til at kommunikere var væk.

Midt i alt det her fik jeg at vide at min farmor, som boede i Barcelona var døende, mellem 2 uger og 2 måneder fik hun af lægerne. Det efterlod mig i en endnu vildere sorg og jeg var fast besluttet på at skulle derned og sige farvel. Jeg fik fortalt Søren det og trods had og skænderier støttede han mig, for første gang oplevede jeg at han ikke modarbejdede mig! Han tilbød endda at tage med. Pludselig begyndte det at vende, jeg begyndte at søge trøst hos Søren, jeg nåede desværre aldrig at komme derned og da hun gik bort var Søren en kæmpe støtte, pludselig genopstod kommunikationen og vi begyndte at have time lange samtaler total romantisk, ligesom den første tid, inden vi blev kærester, inden det hele blev så skide kompliceret. Og efter 3 uger kun med,kærlighed besluttede vi os for at prøve igen, starte forfra og jeg valgte igen at flytte hjem og give det en chance på ny.. <3