Når pædagogikken fejler

Hej derude

Der rigtig meget fortiden, men ENDELIG er vi ved at finde en nogenlunde rytme, det føles helt rart! Men puha.. når man er pseudotvillinge mor så fejler pædagogikken ofte og det handler i stedet om overlevelse! Man må simpelthen acceptere at det der glansbillede af en selv i forældrerollen ofte fejler og det i stedet bare handler for alle parter om at komme helskindet igennem dagen!

Eksempelvis så har jeg altid været imod den der med at lade sine børn blive pacifiseret af ipads, jeg skal ikke dømme andre, men det er bare ikke noget jeg er interesseret i mine børn skal vokse op med.. men men men, så hellig som jeg nu er, så er vi DESVÆRRE i tiden meget afhængige af Ipadden herhjemme. Den bliver brugt i mange situationer, nogle gange alt for mange, hvis du spørger mig.. men desværre så er det en måde at overleve bestemte situationer på..

Når vi f.eks. kommer hjem fra dagplejen og hvis jeg er alene med ungerne på værelset opstår der ofte situationer hvor lillebror vil hænge på armen, og skriger hvis jeg ligger ham fra mig, og Zacharias også pludselig vil hænge, men desværre har jeg jo ikke 4 arme og endnu mere desværre så er Zacharias altså for vild og “voldelig” til at jeg kan sidde med begge endnu, som beskrevet i tidligere indlæg, så rækker hans bevidsthed om lillebror ikke så langt endnu ? Og der er det bare situationer hvor Ipadden redder mig. Tænder jeg den og sætter teletubbies på (vores yndlings program herhjemme) så er der pludselig kun fokus på det, og jeg kan fokuserer på lillebror for en stund ude Zacharias bliver vred og frustreret😊 life saver!

Jeg bruger den faktisk også meget om morgenen hvor jeg snyder mig til lidt ekstra søvn 😂 Zacharias kommer i seng typisk mellem 18 og 19 og står op ved 5-tiden.. en rytme vi har kørt med længe, og som passer mig super – da jeg er morgen menneske.. men efter lillebror er kommet er jeg bare sååååå træt! Det tager på energien med 2 små og natteroderi.. Og derfor når han vågner så tænder jeg også for teletubbies mens han stadig er i tremmesengen og jeg får snydt mig til i hvert fald en halv time  ekstra på øjet..

Og det er bare et eksempel, men faktum er at pædagogikken ofte fejler med 2 små, og nogle gange så må man bare rykke ens overbevisninger, simpelthen for at overleve, og det nytter ikke at gå og ærge sig og føle sig som en dårlig forældre, for man har skam nok om ørene i forvejen, det handler bare om at gøre sit bedste i det omfang man nu kan ???…