Om at erkende når noget ikke fungerer..

Jeg ved ikke om det bare er mig eller om det er helt normalt..

Vi ved jo alle at når man har børn, så hedder det rutiner, rutiner og atter rutiner.. Noget der især er vigtigt og alfa omega, når man har pseudotvillinger. Rutinerne bruger man til genkendelse fra børnenes side, at de ved hvad der skal ske, samtidig med at de vender sig til at det er et bestemt tidspunkt man eksempelvis sover til lur/om aftenen. Og i sidste ende letter det også opgaven for os forældre.

Problemet – i hvert fald for mig – er så når der skal laves om i de her rutiner, når de ikke længere fungerer, eksempevis når ens barn får mere forståelse eller ændre adfærd og man ikke længere blot kan amme i søvn.. ja der er rigtig mange eksempler. Så er det lige pludselig som om man også selv er fastlåst i de her rutiner, at man ikke kan erkende at det ikke fungere og pludselig bliver det et irritationsmoment uden lige, når man for 20. aften i træk sidder med børn der absolut ikke vil sove..

Jeg putter begge unger på samme tid hver aften. Jeg plejer at amme dem i søvn på en gang, en i hver arm imens vi alle 3 ligger i sengen. Det har fungeret nogenlunde, indtil for et par uger siden hvor Zacharias begyndte at miste fokus og i stedet for at ville amme, ville han lege/kravle rundt ovenpå mig og Felix. Det har resulteret i scenarier hvor Felix lige er faldet i søvn også kaster Zacharias sig ned på ham, for at han så vågner i et skrig, eller også har Zacharias sat sig til at råbe og skrige lige når Felix er ved at falde til ro.

Det har så endt ud i at jeg har puttet Zacharias i tremmesengen i håb om at han ville lege og tumle rundt dernede, imens jeg så fik Felix til at sove (noget der højest ville tage 5 minutter) men i stedet for at lege og have det sjovt, så satte Zacharias hver eneste gang i et skrig og skreget og skreget til jeg tog ham op. Alt det skrigeri har så resulteret i en lysvågen Felix hvor vi så kunne starte forfra, og sådan en 3 – 4 “runder” kørte vi med hver aften! 

Alligevel har jeg holdt fast i at gøre det på den her måde, for det er det jeg kender. Jeg har kørt repead og bedt mange bønner til at Zacharias bare for en gangs skyld ville hygge og lege i sengen imens jeg fik Felix til at sove, til trods for det aldrig er sket. Det har været svært, fordi jeg hver aften har gruet for at skulle putte ungerne og jeg under det her “ritual” opbyggede en vrede og frustration til Zacharias, da han jo ligesom var den der besværliggjorde det på så mange måder.

Det er som om at jeg var fastgjort i de her rutiner som ungerne (læs: Zacharias) var “vokset fra”…

I dag erkendte jeg så at det skulle være slut. Jeg lagde mig til at amme Felix og Zacharias og da han så mistede fokus, så fik han min mobil med Brandmand Sam i hånden, også sad han ellers der, ligeså fint med dyne på og så det.. Simpelt! Næsten alt for simpelt, men jeg stoppede op og erkendte at jeg ikke længere kan amme Zacharias i søvn og derfor må jeg ty til andre midler for at distraherer ham mens Felix finder ro.

Nogengange så tror jeg at man skal slappe lidt af og være lidt mere large når det gælder rutiner og rutialer, det skal jeg i hvert fald! Er jeg den eneste der har svært ved at slippe det kendte og erkende at det ikke fungerer??

 

 

Tak fordi du læste med?

 

Følg gerne bloggen herunder:

FACEBOOK   INSTAGRAM