Fremtidsdrømme og uddannelse ♡

I dag bibbede der en skøn besked ind på min mobil, jeg er fra August af optaget på mine hold på HF enkelt fag, men henblik på at tage en hel HF.

Jeg er som nogle af jer faste følgere ved, uddannet social- og sundhedshjælper. Jeg blev ledig under min barsel med Zacharias, og har derfor besluttet mig for at søge nye veje. Jeg elsker egentlig at arbejde med mennesker, og at passe dem der har været med til at opbygge det samfund vi har i dag, er mig en kæmpe ære! Jeg har altid været stolt af mit fag, og er stadigvæk rigtig stolt af alle mine tidligere kollegaer, de gør et kæmpe og ikke mindst uundværligt stykke arbejde!

DESVÆRRE, så er min kærlighed for faget og selve arbejdsmiljøet ikke forenet! Det er et sted der hele tiden bliver sparret massivt på og det betyder rigtig dårligt arbejdsmiljø, rigtig mange af de ting jeg har oplevet, kan jeg simpelthen ikke stå indenfor, og derfor er jeg nød til at søge andre veje mens jeg stadig er ung og har overskudet.

Drømmen hedder derfor nu, en fuld HF, efterfuldt af en bachelor i fysik og til sidst en kanditat i astronomi, men henblik på at undervise i astronomi. Noget, heeeeelt andet.. haha! Men stjernerne og universet har altid været noget jeg har været draget af og som barn var min ultimative drøm at blive astronom, så derfor har jeg nu valgt at følge min bardoms drøm, nu når muligheden byder sig ?

Og jeg glæder mig, jeg glæder mig til at komme i gang og komme ud og møde andre og nye mennesker og ikke mindst til at gå i skole igen. Det er over 4 år siden jeg sidst har siddet på skolebænken, og jeg er rigtig spændt på hvordan det kommer til at gå. Kan jeg overhovedet finde ud af det? Selvfølgelig kan jeg det, og det at jeg hsr 2 børn ser jeg som en KÆMPE fordel!

Inden børnene, da jeg gik i skole havde jeg ofte svært ved at finde motivationen for at komme afsted, jeg har ikke altid fungeret så godt socialt, og derfor har jeg haft hang til at have på kanten af for meget fravær, ofte kunne jeg ikke overskue at træde ud af døren om morgenen.

Nu er jeg så 22 år gammel og er selvfølgelig også blevet langt mere moden, hvilket hjælper meget, men Felix og Zacharias kommer til at fastholde mig i de her rutiner, for ligegyldigt om jeg magter det eller ej, så skal de afsted i dagpleje, og så er jeg tvunget afsted, også er den skid ligesom slået, så er jeg fri for at kæmpe med mig selv på det punkt!

JEG GLÆDER MIG ?

Har i andre erfaringer med at tage en uddannelse med små børn? Hvordan er det gået??

 

 

Tak fordi du læste med?

 

Følg gerne bloggen herunder:

FACEBOOK   INSTAGRAM