Kære blog #1

“Kære blog, godtfolk og hvad der nu læser med!

I dag der vågnede jeg ved at Felix sad op i sengen og kiggede på mig med lysvågne øjne. Det var stadig mørkt udenfor så jeg havde en mistanke om at det var lidt tidligere end normalt. 3.27 stod der på mobilen! Så jeg fik ham hevet hen til mig og lagt os begge ned, så han kunne blive ammet, og forhåbentligvis sove videre.
Men sådan skulle det ikke gå, Felix var vågen, glad og klar på leg! Hver gang jeg fik ham lagt ned, så begyndte han at grine, pille mig i ansigtet, hive mig i håret. Hver gang jeg var ved at få ham lidt at falde hen, var det pludselig som om han nægtede at hengive sig til søvnen, og i stedet satte i et skrig. Det skete en 4/5 gange, og den sidste gang, vækkede han Zacharias! PIS.. Klokken sagde nu 04.06, og her vidste jeg godt at det var forsent!

For med 2 små rollinger og kun 2 arme, er det en umulighed at få begge til at sove igen, når de først er fast besluttet på at stå op, det har bitter erfaring lært mig, og derfor har jeg også lært det IKKE er kampen værd! 
Så kl 04.06 stod vi op. Den ene mere træt og sur end den anden.. Jeg kunne lige formå at sætte noget postmand per på, finde dynen og så ellers bare ligge mig på sofaen og putte med Zacharias og se tv, det elsker han og Felix elsker også at se fjernsyn, bare på gulvet!
Min dårlige samvittighed dunker mig altid oveni hovedet, for hvor er super moren, hende der både leger og aktiverer og er på fra start af, i stedet for hende der bare finder nemme veje og løsninger og pacificere hendes børn. suk! Men ingen er perfekte, og jeg var ved at gå til at træthed! 

Sådan lå vi så i 2 timer til klokken slog 6 og det var tid til at gøre os klar. Det var et cirkus, Zacharias der konstant stak af og når jeg endelig “fangede ham” lavede han bare flitsbuen og vred sig rundt mens han skreg, alt imens Felix kravlede rundt og græd helt vildt da jeg ikke kunne løfte på ham (noget han altid vil, når han er træt!) på grund af den her meget usamarbejdsvillige storebror. 

Men det lykkedes og en halv time senere drog vi imod bussen. Vi har cirka et kvarter i bus op til dagplejen, og det blev et kvarter med Felix der gik omkuld af overtræthed i bæreselen og Zacharias som kastede sig rundt, råbte og skreg og ligegyldigt hvor meget jeg prøvede at få ha, til at stoppe, hvor meget jeg prøvede at distraherer, lege, synge og aflede, så duede intet bare! Det var tydeligt at han havde ramt en mur af overtræthed. HAPPY DAYS! 

Da jeg endelig kunne afleverer begge unger var det med et snært af fryd og en haha-følelse, jeg følte lidt jeg gav lorten videre, her kom jeg anstigende med 2 overtrætte børn, også sagde jeg ellers bare farvel og gik (efter selvfølgelig at have fortalt om den forfærdelige morgen og opfordret til en meget snarlig formiddagslur!) men hvor føltes det bare godt! muahaha..
Jeg selv var SÅ TRÆT at jeg kunne stå op af udmattelse, jeg var svimmel, kvalme og havde hovedpine og valgte derfor at tage en sove dag derhjemme. Nogen gange er man nød til at passe på sig selv, og i dag sagde min krop fra. Det er bare en af de der dage, hvor man elsker at være mor, med et knivspids af ironi!

Når jo også sluttede dagen af med en Zacharias der kastede min mobil MED FULDT OVERLÆG på gulvet i bussen på vej hjem fra dagplejen, så hele skærmen smadret og alle i bussen fik ondt af mig. Godt det bare var min mors låne telefon, når man nu skal se positivt på det! (undskyld mor!) 

Jeg elsker mine børn, jeg elsker dem så højt! :-D”