DU kender DIT barn bedst!

Det starter allerede i graviditeten, her skal ens barn inddeles i en kategori, der bliver målt og vejet,og det kan gå 3 veje, enten har man et gennemsnitligt barn, et for lille- eller et for stort barn. Det store eller lille barn bliver ofte fulgt tæt, og er med til at skabe frygt og rædsel, nettet kammer over med skræmme kampagner, og jo vist.. Der er nogle ricisi forbundet med begge tilfælde, og de skal selvfølgelig holde øje, men ikke en eneste gang er der en jordemoder der stopper op og fortæller at ens barn måske bare er helt sit eget, nej, man bliver bombet ned med bekymringer og skrækscenarier, igangsættelse, forberedelse, you name it.

Så føder man og det bliver kun værre. For der tropper sundhedsplejersken op med målebånd og vægt, og så er det ellers bare med at passe ind i diverse skemaer og minimums grænser for ugentlig vægtøgning. Kasser, kasser og kasser og afviger barnet det mindste, så skal der måles og holdes ekstra øje med, stressen sætter ind. Og sådan fortsætter det i en lind strøm, vuggestue børn bliver sprogtestet, kaldt til møder hvis de ikke er godt med, halter den motoriske udvikling, ja så er det lige før det er underretnings materiale, og det bliver ved og ved igennem hele opvæksten. Som barn skal man passe ind i de her kasser, også i de sociale sammenhænge, afviger man det mindste, så bliver man holdt udenfor, og hvorfor? Jo fordi der er børn der er vokset op med det her kasse syn, børn der kender til det “normale” hvad end så det er.

Det er benhårdt, både for mor og far men ikke mindst for børnene, for midt i det her, så glemmer man det vigtigste, INGEN børn og ingen mennesker for den sags skyld er ens, INGEN. Vi glemmer at børn og babyer er små mennesker, og at ALLE mennesker er forskellige! Jeg gad godt se det her kasse system presset ned over voksne mennesker, man skal være 172 høj og veje PRÆCIS 70 kilo, ellers er man i mistrivsel, for man skal være snorlige og helt gennemsnitlig, ellers er der noget galt! Nej vel? Men hvorfor har man så så travlt når det er børn og babyer, jo.. Måske fordi de ikke kan snakke, og det her er en god indikation, og det er også helt fint, så længe man husker at KIGGE på barnet, se det her menneske og huske på at INGEN er ens. Trives baby med 6 våde bleer, jamen så fuck at den ene ugentlige vejning kun siger 50 gram. Kan lille Mette ikke kravle endnu, 1 år gammel, jamen altså så længe hun ellers er glad og godt med, så kommer det nok.

Men det er der den går galt, for kasserne overskygger børnene og det er faktisk dem der er det vigtige her, børnene, for trivsel slår altid eventuel vægt. Falder vægten, er der noget galt, så kommer det til nemlig udtryk i trivslen. Det handler bare om at tro på sig selv som mor, vi kender vores børn bedst, ikke en fremmed med et målebånd og en vægt som kun får øjebliksbilleder af vores børn, nej.. Børn er mennesker og mennesker er forskellige, og så er den ikke længere, husk på det næste gang du oplever kasserne presset ned over dit barns hoved, DU kender dit barn bedst?

EDIT: selvfølgelig kan det være problematisk hvis børn systematisk, ikke tager nok på, det skal lige understreges!