De der morgener!

I dag kan det mærkes, i dag var max presset! Jeg kan starte ud med at sige at afleveringen af drengene i vuggestuen tog 50 minutter, og turen hjem 5 minutter. Det er bare en af de der morgener!

Først vågnede vi med et brag, 2 overtrætte drenge som begge ville have mig, og som ikke kunne accepterer den andens tilstedeværelse. Det resulterede i spark og slag ved en hver given lejlighed, det var umuligt for mig at gå mere end 1 meter væk, suuuuk.. Efter en halv time i sofaen med kram, tegnefilm og konstant årvågenhed var det over. Jeg besluttede mig så for at få lagt tøj sammen fra i går da der var god tid og drengene hyggede med morgenmad (effektivitet du ved!) det kørte, men ligepludselig blev jeg ramt af svimmelhed og hedetur, jeg troede seriøst jeg skulle besvime. Godt så! Det måtte jeg opgive. Da drengene så skulle have tøj på, så løb de i hver sin retning, pressede mig mere og mere, sveden piplede frem på min pande, flere gange så jeg stjerner. Efter en halv times kamp var vi klar og her startede de 50 minutter.

Zacharias fik en bolle med i hånden, først skulle den med i vuggestuen, så tabte han den ude på parkeringspladsen og blev dybt ulykkelig, da vi samlede den op blev han vred, kastede den og endnu mere ulykkelig da jeg sagde han ikke måtte spise den.. jeg endte med at måtte  bære ham grædende væk fra ulykkesstedet.

Jeg prøvede at putte ham i bæreselen, han nægtede, skreg og var sur. Vi endte med at blive enige at han skulle gå og holde i hånden. Det gik.. i 2 minutter, så skulle han gå den ene, den anden vej, hoppe rundt, blive vred og ked af det. Og sådan blev det ved og ved og ved indtil vi ramte vuggestuen, YES.. troede jeg! Her blev jeg kørt rundt af 2 drenge der løb hver sin vej, gemte sig under bordet, skraldgrinede når frustrationen blev tydelig, jeg ville bare hjem! Jeg så stjerner, blev svimmel og måtte flere gange sætte mig ned, og da der var et fåtal af pædagoger måtte jeg kæmpe kampen alene, Felix der vred sig rundt på den ene arm mens jeg ferbrilsk prøvede at få hevet Zacharias ud fra under bordet, et syn for guder, lorte mor altså..

Til sidst lykkedes det, med sved på panden og en puls på 200 fik jeg sagt farvel til drengene. Jeg ligger nu herhjemme og sveder stadig som et svin og føler ikke at jeg kan få vejret helt. Jeg er presset, det er bare en af de der morgener, i det mindste kan jeg tage mine forholds regler hvis samme ting skulle ske i morgen, så er jeg forberedt.. det er med at få det positive ud af en hård situation, og vi klarede det, det er det vigtigste! <3