Den der med når ens klapvogn blæser væk!

Jeg ved ikke hvad der er med mig, men jeg ender altid i sådan nogle yderst tumpede situationer hvor jeg ved at hvis det var blevet filmet og endt på youtube så var det gået vitalt (you know), jeg kan lige se det for mig “flodhest spæner efter klapvogn med 20 km/t og barn på armen”, eller bare “the hippo!”.. forhelvede.. for det var det der skete!

Hele dagen er gået med eksamens læsning med en god veninde, jeg var så heldig at få et lift op i vuggestuen, min dovne krop var træt. Jeg kom op til 2 hammer trætte unger, turen hjem var sat! Skiftevis græd de, jeg gjorde mit ypperst, bar dem på skift og prøvede og anerkende det faktum at de var trætte, vi havde jo ikke travlt, så der var tid nok, vi skulle alle være glade. På et tidspunkt hvot det går aller bedst, går jeg med Zacharias i hånden og Felix sidder i klapvognen. Pludselig bliver Felix dybt ulykkelig, så jeg beslutter mig for at ville putte ham i bæreselen. Vi stopper, jeg tager ham op. I det jeg står med ham på armen så kommer der et vindstød uden lige, og fordi er på en bakke, så kører klapvognen af helveds til! I panik får jeg fat i Zacharias hånd og med Felix på amen sætter jeg i løb, jeg tror ikke jeg har løbet så stærkt i flere år! Jeg var liiiiiiiige ved at nå den og prøvede ihærdigt at nå, men klapvognen var for hurtig og det gik alt for stærkt. Så jeg endte med at sætte mig ned på min store mås med begge drenge i skødet og halvvejs hyle og grine, men jeg så klapvognen køre væk.. Det var så den klapvogn, eller sådan følte jeg det 😉

Heldigvis så væltede den da den var på vej ud på vejen uden at ende derude og jeg kunne halvvejs grinende og grædende gå hen til klapvognen, for efterfølgende at placerer et barn på ryggen og en i vognen og gå hjem, også bare be en bøn til at ingen filmede optrinnet! Begge drenge synes det var hammer morsomt og var et stort grin, mor her not so much 😀 og pludselig kunne jeg dæme mærke at jeg er i live, de 10 meter i fuld galop og jeg føler jeg har løbet et marathon :b