Min farmor

Det er i dag en hård dag for mig at komme igennem, med en krop fuld af hormoner og datoen d. 30 januar 2016 rungende i mit lille hoved, gør det til en yderst følelsesladet dag. I dag er det nemlig et år siden min kære farmor gik bort. En dame som var et forbillede og der trods hun boede over 2000 km væk og som havde en af de aller største betydninger i mit liv.

Min farmor var fra Spanien, hende og min farfar flyttede tilbage til Barcelona, da de ramte pensionsalderen og ville nyde deres otium i sydens sol, for nu knap 12 år siden. Til trods for de i 12 år har befundet sig så langt væk så har min farmors hjertenære væsen gjort at jeg altid har følt hun var lige ved siden af mig.

Min farmor var en rigtig spansk mamma, hun levede efter “mi casa es tu casa”, alle var velkomne hos hende, og hun var en værtinde uden lige, inden man havde nået at træde ind af døren havde hun forberedt 10 retter mad, også selvom man udtrykkeligt havde bedt hende de første 100 gange om ikke at gøre det. Hun kunne bare ikke lade vær’ vi skulle intet mangle og sørme om vi nogensinde skulle sulte, aldrig!

Min farmor var en af de sjove kvinder med masser af selvironi, hendes spanske accent gjorde hun sagde nogle yderst sjove ting, kebab kaldte hun eksempelvis for “kebak”, simpelt, men nøj hvor lød det sjovt, og ingen kunne dy sig for at drille, grine og tage pis på hende, altid lod hun som om hun blev sur i sjov, slog ud efter en og råbte “te un nas!”, det er catalansk og betyder “du en næse” en meget grim glose <3

Min farmor var gammel af alder og ung af sind, trods sine 80 år, dårlig ryg og knæ så man hende altid på danse gulvet til en svingom med familien, hun kunne virkelig ryste sine hofter og give alle lyst til at danse!

Min farmor var hende der altid ringede og ville gøre alt for en, ofte ringede hun for at fortælle, at hun fik min far til at give mig penge, så jeg kunne købe noget til drengene, helt umotiveret. Hun ville bare mig og drengene og Søren det bedste, vi skulle ikke mangle noget!

Min farmor var hende som hoppede på et fly 10 dage efter jeg havde født og kæmpede sig op på 3 sal hvor vi dengang boede, trods dårlig knæ og dårlig ryg, kun for at se sit første oldebarn (Zacharias), da Felix kom var hun også klar til at rejse med det samme, desværre var hun da for syg.

Min farmor formåede at være tilstede, nærværende og en del af mit liv som kun få er, igen til trods for den store afstand. Hun forstod at værne om sin familie altid sætte dem højest og give 100% af sig selv!

Min farmor døde i dag for et år siden af en tumor i hjernen efter kort tids sygdom, jeg nåede aldrig at besøge hende, sige farvel, sidste gang jeg så hende var til hendes 80-års fødselsdag i februar 2015, hvor hun for anden gang mødte Zacharias.

Jeg sidder her med tårerne løbende ned af kinderne, det er så hårdt, især fordi jeg aldrig fik en afslutning, jeg fik aldrig sagt farvel, jeg fik aldrig fortalt hende at jeg elsker hende og sætter pris på alt hvad hun igennem årene har gjort. Heldigvis så ved jeg at så længe vi har det godt, så ville hun være glad, det var nemlig hendes ypperste mål, at passe på andre.

Hun var fantastisk og er et kæmpe forbillede, kan jeg bare være halvt så godhjertet, rummelig og fuld af livsglæde som hun var, så kan jeg godt være stolt af mig selv! Derfor er det allerede også nu besluttet at hvis baby inde i maven er en pige, så skal hun opkaldes efter Min farmor!

ISABEL <3