Jeg er den mor andre kan have fordomme imod.

Jer der læser med i “kender mig”, i har fulgt med og til tider kommet helt tæt på, i kender til mine meninger, mine holdninger og meget af min måde og være mor på. I kender mine værdier.

Men kender man ikke til det der sker bag kulissen så er jeg den type mor, som ofte godt kan blive mødt med en masse fordomme! De sidste uger er der sket et par ting, som virkelig gør at jeg har haft de her fordomme helt tæt på, og jeg synes det er skræmmende hvor hurtig folk er blevet til at dømme, blot fordi man ikke SYNER perfekt.

Udadtil så er jeg den her unge mor, jeg fik min første søn som 20-årig. Det i sig selv at have fået børn tidligt kan være forbundet med en masse fordomme, men at jeg så har valgt at få 3 børn lige rap, er på ingen måde med til at mindske de her fordomme overhovedet!  Derudover så er jeg selv det mest sjuskede menneske at kigge på, mit hår ser ikke en børste i længere perioder og jeg render altid rundt i poset gammelt tøj, altså.. Jeg ligner heller ikke en hjemløs, men generelt er jeg lidt sjusket at se på, simpelthen fordi det ikke betyder noget for mig.
Mine drenge får selv lov at vælge tøj hver morgen og ofte er farvesammensætningen helt skør, derudover har de sjældent ens strømper på, af den simple årsag, at mit liv er for KORT til at finde matchende strømper, jeg har 3 børn og morgenenerne er ofte MEGET presset, jeg skal ikke bruge 10 minutter på at finde et par strømper der matcher, der er vigtigere ting i livet!
Derudover så er jeg lidt den distræte type, jeg glemmer tit aftaler og jeg glemmer nok bleer i vuggestuen, en gang for meget. Mine drenge er vilde og fordi de altid kommer op i 12. gear når jeg DERES MOR, er i deres nærhed, så kan det sagtens virke til at jeg slet ikke har styr på dem.

Alt det der giver anlæg til at jeg er den type mor som folk godt kan skæve til, hende der den trætte mor der ikke har styr på børnene som render rundt i grimt tøj. Hende der…

Egentlig så er jeg røv ligeglad! For jeg VED at hvordan jeg er som person, hvordan mine børn går klædt og min alder intet har at sige med mine kompetencer som mor, OVERHOVEDET. Desværre kommer jeg fra en fortid med rigtig meget mobning, og jeg kan mærke at det alligevel røre et eller andet i mig, den der usikkerhed kommer stille og roligt op til overfladen.

Men hvor synes jeg bare det er trist at vi lever i en så dømmende verden, at det man observerer tror man er udgangspunktet, at den her mor der har et ustyrligt barn i en bestemt situation pr. resolut ALTID har et ustyrligt barn, og derfor er en mega dårlig mor. At den her unge mor der ikke syner af perfektion, måske tillader sig at se træt ud, bliver dømt som om at hun har taget munden fuld og at noget så åndsvagt som tøj kan være med til at sætte tanker i gang om overstående hos fremmede.

Ens forældre evner afspejler sig ikke i det øjeblikke, den afspejler sig ikke i tøj og den afspejler sig ikke i ens personlighed. Ens forældreevner kommer til udtryk når man er sammen med sine børn, og det er man mange flere timer end bare til og fra vuggestue eller en tur over i netto. Så helt ærligt, stop nu! Hvis ikke det er i den virkelige verden så er det på facebook, og en ting er sikkert, ingen aner hvad der foregår bag kulisserne, og er man interesseret, så kan man åbne munden og lade vær’ med at drage konklusioner.

Jeg nægter at give mine børn ens strømper på, blot for at please omverdenen, når jeg ved at jeg er den bedste mor for mine drenge! <3