Graviditeterne – drømmer mig tilbage♡ | At være gravid med en tumling

Jeg sidder lige her og drømmer mig tilbage til mine tidligere graviditeter ?

Jeg har bag mig 2 vidt forskellige graviditeter, den ene sindsyg hård! Den anden helt fantastisk, og ligegyldigt hvad så har jeg elsket begge gange at være gravid.. ?

okay.. de første 12 uger er ikke noget at råbe hurra for, det er en lang ventetid på at vide at alt er okay, NF-scanningen er alfa omega for resten af graviditeten, og selvom man først kan se at man er gravid omkring 4. uge, så er 8 uger sindsyg lang tid når man bare har lyst til at råbe det ud til resten af verdenen samtidig med at man er pisse bekymret, for at alt er som det nu skal være og oven i det er man også et hormonelt vrag. Alle reagerer forskelligt, men det er ligegyldigt hvad ofte de første 12 uger der er værst, simpelthen fordi din krop bliver overbombet med hormoner og du fra den ene dag til den anden, skal vende dig til den massive forandring din krop gennemgår, om det er humørsvingninger, væske, kvalme og opkast eller det bare er et par kilo det ryger på, ja så er det altsammen noget helt nyt og for mange knap så spændende..

Men når de første 12 uger er overstået, så er resten som et eventyr, hvis du spørger mig. Jeg ELSKER at se maven vokse, jeg ELSKER at mærke liv og glade dage og jeg ELSKER den der spænding der er ved scanninger og diverse graviditets undersøgelser, at blive holdt øje med kigget på og bare vente i spændending, det er så fantastisk ? Derudover så uden at lyde selvfed, så elsker jeg også den fokus folk får på en, den måde helt fremmede spørger ind til maven og hvor langt man er, og om man glæder sig osv osv alt den positive opmærksomhed, jeg ville lyve hvis jeg sagde jeg elskede den? haha

Min første graviditet med Zacharias var rigtig hård! Jeg var sygemeldt hele graviditeten, jeg kastede op mellem 5 og 10 gange dagligt fra 6. uge og faktisk næsten hele graviditeten. Det var flere gange oppe at vende om jeg skulle påbegynde vækseterapi, dog var mine tal ikke lave nok til en indlæggelse, men jeg blev holdt rigtig meget øje med. Det var super hårdt psykisk, den der med at kaste op 24/7 er bare så hård, langt hårdere end man lige tror. Udover det sluttede jeg graviditeten af med bækkenløsning og det at jeg knap kunne gå op og ned af vores lejlighed på 3. sal.

Graviditeten med Felix var stikmodsat. De første 12 uger mærkede jeg knap nok, jeg kastede op en sølle gang og udover lidt mavesyre og en voldsom trang til at spise knuste isterninger, så var jeg genefri.. Faktisk indtil dagen inden jeg gik i fødsel gik jeg stadig op til dagplejen og afleverede og hentede Zacharias (12 km i alt) og selvom det gik lidt langsomt og jeg blev noget stakåndet en gang imellem, så var det intet problem.

Og trods min første graviditet var hård, så tænker jeg ikke tilbage på den som noget negativt! Nej.. jeg husker kun de fantastiske ting, jeg husker det som et eventyr! Og tro mig når jeg siger.. Jeg ELSKER at være gravid og det er så absolut ikke noget jeg er færdig med??