Alt er bestemt ikke lyserødt!

 

Jeg ELSKER at være mor, jeg ELSKER mine børn, jeg nyder det hele, fortryder ikke et sekundt, også alligevel..

For nøj jeg er ved at blive SINDSYG! Jeg har de underskønneste drenge 50% af tiden kan man virkelig er det der skønne og tætte bånd, blandt andet når de en tidlig morgen går i melskuffen og leger snestorm i mors køkken, alt sammen i en stor latter rus!

UPS! Mor var liiiiidt for træt den pågældende morgen ? Sammen kan de virkelig have det sjovt, ISÆR når de laver ballade.. Og selvom det er røv nederen at skille rydde 4 kilo mel, 2 kilo sukker og en pakke kakao op, så har de dæme hygget :b

Men den anden halvdel af tiden der er de som 2 djævle med ild i øjnene, der skriger op så snart de kan. De er nået det stadie hvor de vil have hinandens legetøj, Felix skriger op hvis Zacharias har noget der er spændende og Zacharis stjæler alt hvad Felix leger med, for at afslutte med en knytnæve i hovedet eller en tackling på gulvet! 

Med et er mine 2 søde, uskyldige drenge forvandlet til et mareridt hvor jeg konstant har lyst til at rykke håret af mig selv. Jeg prøver konstant at være pædagogisk komme ned på deres niveau, spørge hvorfor Zacharias slår og forklarer pænt at han skal ae, ae.. men nej, lige meget forstår han det, ofte står han bare og bliver ved og ved med at slå hans lillebror i det jeg føler er ren provokation.

Forhelvede hvor er det stramt! Og rykker jeg ham væk lyder han som om jeg har slået eller bidt ham, et stort skrig efterfulgt af gråd i vildens sky. Også er der Felix, Felix som bare ikke “forstår noget endnu”, han forstår ikke at han ikke kan få alt legetøjet han er i “Alt er mit, og får jeg det ikke, så skriger jeg”-fasen, amen sikke en fest! Og så skriger vi 100 gange så højt når vi oveni købet får stjålet vores legesager af storebror.

Igen sidder jeg her og tænker på hvordan jeg bare aldrig nogensinde kunne være pædagog, i pædagoger får lige en hjertevarm tænke og et skulderklap herfra igen (læs her)

Jeg er en træt mor der 50% af tiden lever højt på sætningen “det er en fase, det bliver bedre” mens jeg konstant messer hvor højt jeg elsker drengene og det at de har hinanden, for det er godt, ikke?