5 år på godt og ondt #3

Del 1 kan læses her del 2 her.

Nu nåede vi til et punkt hvor alt virkede lyserødt, jeg var lykkelig og det var Søren også, alt var skønt! Desværre oplevede jeg hormonerne presse på, jeg havde meget svært ved at styre mig i skænderier og det resulterede i rigtig MANGE helt skøre udfald. Jeg havde svært ved at rumme at Søren ikke ville med til scanningerne (læs hvorfor her) og jeg gik rundt med en opfattelse der hed at han slet ikke ville det her barn, og det fik jeg udtrykt hver gang muligheden bød sig. Men når vi ikke diskuterede eller skændtes, så var det hele ren og skær lykke. Vi levede i en symbiose, gik fra en vild livsstil til sammen at hygge med mine veninder, tage ud og bowle og generelt fandt vi rigtig mange super hyggelige og sociale alternativer til det vilde liv, for nyde tiden og hinanden det skulle vi!

Op til fødslen (14 dage inden termin) eskalerede det endnu en gang, Søren “smed mig ud” i vrede og jeg tog hjem og sov ved min mor, det her var første gang NOGENSINDE i over 2 år at vi sov hver for sig, vi havde tilbragt hver eneste nat sammen, siden vi blev kærester. Det var den hårdeste nat nogensinde, frustrationer var kæmpe, jeg kunne ikke finde ro og var helt vildt usikker. Jeg husker det tydeligt, jeg var knust og var sikker på det var helt slut, nu havde jeg mistet ham. Heldigvis undskyldte vi begge til hinanden dagen efter, vi vidste begge vi havde reageret uhensigtsmæssigt og i bund og grund tror jeg det styrkede os at vi godt vidste vi kunne undvære hinanden, især op til fødslen!

D. 24/09-14 kl 23.54, blev vi forældre til Zacharias (læs beretningen her) det var det største nogensinde! Søren viste sig fra sin bedste og mest fantastiske side og tiden på sygehuset var ubeskrivelig, vi havde 5 dage deroppe og det var skønt at kunne have den ro tryghed og slet ikke at skulle tænke på mad og dagligdagsopgaver! Da vi skulle hjem var det også den dag Søren skulle tilbage på arbejdet, han havde haft en masse sygemeldinger og vi var sammen enige om at han skulle afsted når sygehustiden var over. Det gik godt! Jeg nød at være alene på min barsel at lære Zacharias og kende og der var lidt familie over at Søren gik på arbejde og jeg gik hjemme med Zacharias, det var en drøm!

Allerede da Zacharias var blevet født, besluttede vi os for vi ville have en mere, det hele var bare forløbet så perfekt, vi var ikke skræmte, vi ville have en mere! Så præsentation kom aldrig på tale, og knap 5 mdr senere stod jeg med en positiv graviditetstest i hånden. Det var stort skønt og vi var LYKKELIGE! Desværre eskalerende det hele oveni at Sørens kontrakt på arbejdet udløb og de ville ikke forlænge ham som håbet, så han endte med at gå hjemme også gik det helt galt. Vi begyndte at skændtes dagligt, vi havde så mange forventninger til hinanden og ligegyldigt hvad den ene gjorde, så var det aldrig godt nok, det kom så langt ud at da jeg var 8 uger henne ringede jeg grædende til min mor og spurgte om Zacharias og jeg kunne bo der, og det kunne vi! Så vi flyttede, og Søren og jeg gik fra hinanden for første gang.

<3